fredag den 12. oktober 2012

Hvem klarer sig bedre under Obama?

Hvem klarer sig bedre?
           
Jed Babbin

Vore fjender er taknemmelige for Obama administrationen.
       
I debatten med Jimmy Carter den 28. oktober 1980 så Ronald Reagan direkte ind i kameraet og sagde, “Spørg dig selv, ‘Har du det bedre nu end for fire år siden?’” Det er altid et godt politisk spørgsmål, men alt for ofte bliver det ikke stillet udover i konteksten med vore hjemlige problemer.
   
Spørgsmålet er ligeså vigtigt, også når det anvendes udadtil: Hvem blandt vore fjender og allierede klarer sig bedre nu end den dag Præsident Obama blev indsat? Svarene er en kakofoni af dårlige nyheder, ligeså så dårlig som den hjemlige udgave af spørgsmålet.

Lad os gennemgå listen. Siden januar 2009 hvordan har Iran, Pakistan, Nordkorea, Afghanistan, Israel og vore europæiske allierede klaret sig? Har Rusland og Kina fået mere magt og er det mere i overensstemmelse med Amerikas interesser?

Iran er blevet langt mere magtfuld og er kommet meget nærmere på at indfri sine ambitioner om er erhverve sig kernevåben her i løbet af de sidste tre år og 9 måneder. Landets uranberigelsesfaciliteter kører på højtryk, mindst en af deres russisk byggede kernekraftværker er i gang, og en betragtelig del af de faciliteter der er vigtige for kernevåbenudviklingen er blevet flyttet langt ned under jorden. Iranerne er ved at nærme sig - og det hurtigt - det punkt hvor disse faciliteter er usårlige, udover de mest sofistikerede cyberwar angreb og kernevåben.

Irans kerneprogram er fuldstændig uændret - og uberørt - af de adskillige runder af økonomiske sanktioner som vi har forsøgt at indføre. Deres missilprogram forbedres hastigt og udvides. Og Obama ignorerede bevidst vor chance for at hjælpe med til at styrte det Iranske præstestyre i 2009. Konklusion: Iran klarer sig langt bedre i dag end i 2009.

I direkte sammenligning med Iran har Israel det ikke så godt. Faktisk er Israel eksponentielt værre stillet: På grund af Obamas nedfrysning af Israel og hans nægten at ville handle på nogen måde der ville kunne afslutte Irans kernevåbenbestræbelser (undtagen Stuxnetormen, selvom dens effekt var kortvarig). At israelerne er blevet forladt af deres vigtigste og mest magtfulde allierede er tydeligt illustreret ved to friske rapporter.

For det første. Den 30. august talte general Martin Dempsey, formand for Joint Chief of Staff om et muligt israelsk angreb på Irans kernevåbenprogrammer. Dempsey sagde, “Jeg ønsker ikke at være medvirkende, hvis de (israelerne) vælger at udføre det.” Ved at anvende ordet “medvirkende” gjorde Dempsey den mulige militæraktion ulovlig. Hans udtalelse signalerede til iranerne at vi ikke ville hjælpe Israel på nogem måde og at vi måske vil nægte at komme Israel til hjælp hvis militæraktionen går galt. Sæt dette i kontrast til 1973 Arabisk/Israelske krig da U.S. Air Force fly blev bevæbnet og klar til at flyve i kamp da krigen så ud til at gå rigtig dårligt for Israel.

For det andet så har der været adskillige rapporter om uoverensstemmelser mellem premierminister Nethanyahu og U.S. ambassadøren Dan Shapiro over Obama administrationens fiasko med at klare Iran. Obama administrationen har insisteret på at der ingen uoverensstemmelser var, men forleden blev det dog bekræftet af formanden Mike Rogers for House Intelligence Committee (R-Mich.). Ifølge en Washington Post rapport, “Fandt meningsudvekslingen sted den 24. august ved et efterretningsmøde i Israel og (ifølge Rogers) var den ‘meget skarp’ med hårde ‘højrøstede’ udvekslinger mellem Nethanyahu og U.S. ambassadør Dan Shapiro....”Det blev meget meget tydligt at israelerne har mistet tålmodigheden med administrationen,’ sagde Rogers....”

Pakistan klarer sig bedre end i 2009. Landets støtte til Taliban og terrornetværket Haqqani (først her fornylig kaldt terrorist af Obama administrationen) stortrives. Taliban og den islamistiske ideologi der gennemsyrer såvel Pakistan som Afghanistan har medført mange “grønne mod blå” angreb hvori afghanske styrker har dræbt U.S. tropper og koalitionstropper, at træningen af de afghanske sikkerhedstyrker er blevet suspenderet. Kort sagt klarer pakistanerne og deres surrogater sig bedre nu end da Obama trådte til.

Sammenligningen 2009 - 2012 åbenbarer mange af de samme resultater over hele kloden. Kina fortsætter sin “stabile vækst,” bliver stærkere militært selvom landets økonomi er blevet noget hæmmet. Kinas krigeriskhed er øget betragteligt med konfrontationer med nationerne i deres “umiddelbare nærhed.” Den korte militærkonfrontation mellem kinesiske og japanske styrrer over Senkaku Øerne - hvor under der er rige olie og naturgasfelter - foregik uden en amerikansk reaktion. Nationerne i “umiddelbar nærhed” fra Taiwan til Vietnam til Malyaisa står overfor de samme stærkere kinesiske trusler. Kina har fastholdt sin strategi konsekevent og har gjort det uhindret - og uhæmmet - i Obama perioden.
 

Rusland er ikke længere “gåden indpakket i mysterium med en kode” fra Churchills dage. Vladimir Putin er vendt tilbage som Ruslands præsident. Siden Obamas trådte til som præsident har Putin manøvreret Obama i armene på en ny våbenaftale der for første gang gør vort missilforsvarssystem lig med offensive kernevåben. Obamas plan om at reducere vore kernevåben, det at han har foladt Bushs løfte om landbaserede missiler som forsvar i Polen, og Ruslands fortsatte partnerskab med Irans kernevåbenpogram er alle til fordel for Rusland. Ruslands refleksive opblødning af FN aktioner mod Iran og ethvert andet emne er alle gevinster for Rusland. Putin venter utålmodigt på Obamas lovede “fleksisbilitet” hvis han genvælges.

Vore europæiske “allierede” klarer sig absolut ikke særlig godt med deres økonomier. Fra begyndelsen har Obama affejet Storbritannien symbolsk set - ved at sende Churchill busten der blev givet til Det Ovale Værelse retur - til hans deklaration om amerikanske snutralitet i den genoplivede konflikt mellem UK og Argentina over Falklands Øerne.

Frankrig er som altid, gentisk håbløs. Obama der gik ind i Frankrigs krig om libysk olie styrkede Sarkozys Frankrig, men Frankrigs militære indsat har udmattet landets - og NATOs - evne til at handle. NATO medlemsstyrker vil blive trukket tilbage fra Afghanistan før de amerikanske styrker.

Sikkerheden i nationerne i den tidligere Sovjetblok, i særlig grad Polen, er blevet ignoreret eller som i tilfældet Polen helt svigtet. Amerikansk ledelse var været fraværende i Obama årene.

Syrien - vor fjende, plages af en borgerkirg som Obama har holdt sig helt ude af. Obamas forsvarsminister, Bob Gates, sagde vi ingen nationale sikkerhedsinteresse havde i Libyen, men ikke desto mindre intervenerede Obama. Syrien, hvor vi har en vital sikkerhedsinteresse i at hindre i at blive en terrorstat, er nu uden for vor rækkevidde, støttet direkte af både Rusland og Iran.

Den eneste anden fjende har har fået det værre under Obama er al Queda. SEAL Team 6’ angreb der dærbte Osama bin Laden fratog terroristnetværket deres symbolske leder. Men sandheden er, at al Quedas tab ikke har reduceret dets evner til mere end det det var under George Bush. Al Queda tilknyttede grupper fra al-Shabab i Somalia til al Queda i Irak og flere - udgør den samme dødelige trussel som eksisterede i 2009.  

Andre terroristgrupper fra Hizballah i Libanon til resten af terroristnetværkerne der er på Udenrigsministeriets liste, trives med en undtagelse: Mujahedin e-Khaq, en gruppe i iran der er i fængsel og mishandles af Maliki regeringen i Irak. MEK er en torn i kødet på det iranske regime og burde ikke være på terrroristlisten.

Egypten der var en svag allieret er nu i Det Muslimske Broderskabs hænder, en international radikal gruppe som - Andy McCarthy har skrevet udførligt om - udfører en stille jihad mod os herhjemme.

Konklusion, hvem klarer sig bedre nu end for fire år siden? Det gør Amerikas fjender ikke vore allierede.            
                        
Jed Babbin served as a Deputy Undersecretary of Defense under George H.W. Bush. He is the author of several bestselling books including Inside the Asylum and In the Words of Our Enemies. You can follow him on Twitter @jedbabbin.

http://spectator.org/archives/2012/09/10/whos-better-off

Ingen kommentarer:

Send en kommentar