Fagforeninger til gavn for arbejder - eller lederne?

Fagforeninger til gavn for arbejderne eller lederne?  Del 2 A

Læs del 1 A her. Læs del 1 B her.

Oleg Atbashian

Jeg boede stadig i Ukraine da kulminearbejderne i Donbass regionen igangsatte en strejke med krav om højere løn, i en tid med en galoperende inflation. Dette var tidligt i 1990'erne, det første år, hvor Ukraine var uafhængigt. Timingen kunne ikke være dårligere valgt for de overlevende industrier der med nød og næppe overlevede da de var afhængige af den kulproducerede energi, og hvor resten af landet kæmpede for at holde varmen i vinterens løb.

Minearbejderne fik deres lønkrav opfyldt. Det berørte prisen på opvarmning, energi, metaller og omtrent alt andet i landet. Da priserne gik op, var udkommet for minearbejderne i praksis nul og niks, men alles liv blev endnu mere elendigt.

Donbass minearbejderne følte sig snydt og gik i endnu en strejke. I stand til at holde landet i et fast greb om halsen, krævede fagforeningen den ene lønforhøjelse efter den anden. Det hele gentog sig igen og igen og stadig fik minearbejderne ingen gevinst men fik drevet alle andre, især pensionisterne ud i yderste nød.

Der gik ikke lang tid før andre fagforeninger også krævede højere løn, støttet af vrede arbejdere der var misundelige over den "priviligerede" status hos Donbass kulminearbejderne. I en overanstrengt økonomi fik de nye lønkrav forbrugerpriserne til at ryge gennem taget. Lønracet var ligeså ufornufitgt som at skære et hul i ryggen af en skjorte for at lappe et hul foran, men således er jo det kollektive gruppepres der kun kan beskæftige sig med egne interesser ved at kræve kun til dem selv på bekostning af alle andre - selv med udsigten til en øjeblikkelig økonomisk katastrofe.

De fik det de ønskede. Meget snart blev alle millionærer, og gik rundt med tasker fulde af penge fordi deres lommer ikke var store nok til at kunne rumme de gigantiske mængder af kontanter der krævedes for at købe et brød, som nu kostede tusind gange mere. Og pengene blev brugt hurtigt; inden ugen var omme var de nemlig værdiløse. Min ven investerede en del af sin hurtigt svindende opsparing i en perlehalskæde til sin hustru, og spøgte med at en dag ville de måske være så heldige at de kunne sælge den for et varmt måltid mad.

 

Vi lærte alle et nyt ord "hyperinflation." Den gjorde alle helt lige, herunder også Donbass kulminearbejderne.

En efter en lukkede begyndte fabrikkerne at lukke. De som forblev åbne begyndte at betale arbejderne med deres egne varer. En nabo der arbejdede på en fabrik for strikvarer kom hjem med kasser af sokker og stømper i stedet for penge. Som moder til to, brugte hun uger på at forsøge tuske sig til mad og andre ting familien havde brug for, hvilket igen gjorde hendes lejlighed til en "sokke børs" og hende selv til "sokke børsmægler." Min anden nabo arbejdede på en gødningsfabrik; og han var ikke nær så heldig. Han fabrik lukkede blot. Tuskhandel var nu landets lov; folk og virksomheder handlede for det meste med varer, og i meget komplicerede kombinationer bestående af flere involverede. Men den foretrukne valuta var selvfølgelig U.S. dollar, der var et tegn på fremskridt, og så skal man tage i betragtning, at blot nogle få år tidligere var det at være i besiddelse af "kapitalistiske valutaer" det samme som et besøg af KGB. 

Donbass minearbejderne mistede også deres arbejde da deres kunder enten lukkede eller betalte med sokker. Den smule godt der kom ud af deres strejker løb kun op til at fremvise det filosofiske bånd mellem fagforeningerne og kommunismen, og viste hvorfor kommunismen aldrig vil komme til at virke. Det lærte mig også fire ting som alle har brug for at vide om oppustede fagforeningslønninger, især de som har til hensigt at holde nationen i et jerngreb: 

1. Oppustede fagforeningslønkrav er en slags tvungen omfordeling af velstanden. Man benytter beskyttelse fra regeringen til at udsuge folket for penge, uden at give noget tilbage.

2. Oppustede fagforeningslønkrav er nyttesløse. De fører til oppustede priser; fagforeningsmedlemmerne bliver ikke rigere, men alle bliver fattigere.

3. Oppustede fagforeningslønkrav skaber et økonomisk uhyre der hærger landet og med tiden fortærer sine skabere. I rigere nationer går det langsommere på grund af fødevarerigeligheden; i fattigere lande ødelægger det hurtigt økonomien, forårsager omfattende lidelse og elendighed.

4. Oppustede fagforeningslønkrav er umoralsk.

Jeg bor nu i United States, hvor oppustede fagforeningslønkrav allerede har fået den  amerikanske stålindustri til at ophøre med at eksistere, og gjort Pittsburgh Steelers en anakronistisk påmindelse om byen industrielle fortid. De næste er amerikansk bilindustri, der er blevet til et gigantisk fagforeningsdrevet kontor, hvis biprodukt tilfældigvis er automobiler.

I en artikel på Pajamas Media beskriver Brent Littlefield baggrundene: "En helt utrolig omkostning på 1500 dollars til hver bil bygget her i landet betaler til UAW (Bilarbejdernes fagforenings) sundhedsforsikring. Det er mere end der bruges på stålet. Som resultat producerer U.S. bilfabrikanterne nu mindre end 50% af de køretøjer amerikanerne køber."

Jeg har en ven der prissætter kontrakter for byggevirksomheder i Queens, New York. Han benytter et computerprogram der har den mulighed at nedskære omkostningerne ved at skære ned på antallet af fagforeningsarbejdere. Han anvender denne  mulighed når alle andre faktorer er blevet beregnet og kontraktens pris skal lidt længere ned. Hvis prissætningen vinder kontrakten, så er næste skridt at bestikke fagforeningslederen på byggestedet. "Indkøberen" lægger pengene i egen lomme og er så stæreblind over tilstedeværelsen af nogle få ringere betalte ikke fagforeningsarbejdere.

 

På byggepladsen ved Columbus Circle på Manhattan blev der bygget en udvendig elevator der skulle fragte mandskab og materialer. Den blev betjent at en "elevatoringeniør" der trykkede på knapperne til en pris af 37 dollars i timen, og dermed lå nummer et i konkurrencen om den bedst betalte, og dyreste elevatormand. To fagforeningsslyngler med brækjern, sad ved foden af  elevatoren hele dagen i lænestole, drak kaffe læste aviser eller lyttede til Howard Stern Show på radioen. Deres job var at fortælle mandskabet at elevatoren ikke var ledig - i det mindste er det det min ven fortalte da han havde brug for den til sine arbejdere. Men efter hans chef ankom til Queens med 500 dollars til banditterne, blev elevatoren straks til brug for mandskabet i en uge. Således lærte min universitetsuddannede ven en ny regel om mekanismerne ved fagforeninger: Der skal jo også smørelse på en sådan elevator før den virker. Denne viden fik han ikke noget at vide om i skolen, men det synes at være ganske almindelig viden på byggepladser i New York.

Del B følger snarest.

Krig er svaret!

Krig er løsningen

                

Daniel Greenfield            

I de sidste hundrede år har de klogeste og de bedste i den civiliserede verden været optaget af at skabe fred. I tiden før Nobel Freds Prisen blev en vittighed, forventedes det at de videnskabelige fremskridt ville føre til moralsk fremskridt. Nationerne ville acceptere internationale love og alle og enhver ville finde sammen og erstatte krige med internationale konferencer.

I stedet gav de teknologiske fremskridt os blot bedre metoder til at slå hinanden ihjel. Der har kun været få opfindelser i ‘moralteknologien’ af global harmoni siden Immanuel Kants “Den stedsevarende fred,” fremlagde en plan om at give verdensborgerskab til alle flygtninge og forbyde alle hære, invasioner og overgreb, ja hele molevitten overvåget af et Folkenes Forbund.

 

Det var i 1795 og Kant’s plan var i det mindste mere fornuftig end noget andet vi har haft  nu her 200 år senere, fordi den i det mindste var med baggrund i at begrænse medlemskabet i denne organisation til kun at omfatte frie republikker. Hvis vi havde gjort det med De Forenede Nationer, da kunne denne organisation begribeligvis være blevet noget der kunne ligne en human organisation. I stedet er den nu et sted hvor diktatorer i verden standser for at holde taler om menneskerettigheder som et show der er morsommere end det du kan finde de otte blokke borte ved Broadway Comedy Club.

Siden Folkeforbundet brød sammen har verdens krigsførende folk fået atombomben, selvmordsbombere, jetflyet, de fjernstyrede missiler, voldtægtsgrupper, IED, (vejsidebomber) børnesoldater og den ‘skjulte kriger’ i deres arsenaler. Og de humanitære har myrdet nogle milliarder træer for at trykke endnu flere nytteløse traktater, konventioner og fordømmelser; flere døde træer end der er benyttet til at trykke al den litteratur der er blevet skrevet frem til det 19. århundrede.

Der er ingen ‘moralteknologi’ der kan forhindre krig. Eller snarere er krig den moralteknologi der når den anvendes korrekt, sikrer freden. 

 

De humanitære går ned af en blindgyde i forsøget på at skabe en stedsevarende fred ved at forbyde krig, men fredsfortalerne, med deres påsyede Mercedes logo, ønsker faktisk ikke fred, nogle af dem hader sådan rent refleksivt krig af sentimentale grunde, men deres ledere og de mest ihærdige aktivister hader ikke krig, de hader de mennesker der vinder krigene.

Planen for stedevarende fred er i virkeligheden en plan for stedsevarende krig. Det nødvendiggør at de civiliserede nationer sørger for at have overvældende mængder af ildkraft som afskrækkelse mod krig, og som de forpligter sig til aldrig at ville benytte, fordi hvis truslen om at ødelægge verden ikke er tilstrækkelig, så vil deres blufnummer blive afsløret og de vil falde. Og hvis de ikke falder, så vil verden blive ødelagt fordi de humanitære sagde fred var bedre end krig.

Det nødvendiggør også at de krige de faktisk de udkæmper må være begrænset så meget som muligt til anvendelsen af præcisionsteknologi for kun at dræbe faktiske bevæbnede fjendtlige kombattanter samtidig med man minimerer følgeskaderne. Det humanitære objektiv nødvendiggør at den anden side svarer igen med et modsvar der gør det så vanskeligt som muligt at dræbe dem uden også at dræbe civile.

Den humanitære puls gør den anti-humanitære impuls uundgåelig. Jo mere præcist vi forsøger at dræbe terroristerne des mere bliver terrroristerne bedre til at blande sig med den civile befolkning, og anvende menneskelige skjolde. Jo mere vi forsøger ikke at ramme civile, des flere civile tvinges vi til at slå ihjel. Det er den direkte og modsatte reaktion på den humanitære formel.

I Afghanistan blev Rules of Engagement taget meget grundigt op for at minimere afghanske civile tab. Det var så succesrigt at ikke kun forøgedes skadesraten for de amerikanske soldater dramatisk, fordi de ikke fik lov til at skyde medmindre der blev skudt på dem først, men antallet af afghanske civile dræbt af de amerikanske styrker faldt også dramatisk. Det var en stor triumf. Men sørgeligt nok er antallet af civile afghanere dræbt af Taliban forøget dramatisk og mere end det modsvarende tal ved den amerikanske indsats.

Når Taliban har vundet krigen vil antallet af civile dræbte være enormt, når nu Obama engang trækker tropperne hjem og de jublende beskæggede knægte marcherer ind i Kabul og begynder at dræbe enhver kvinde der kan læse. Men det var dog stadig bedre end de uacceptable niveauer af civile dræbte under Bush. Det var bedre at Taliban havde frit styre til at dræbe så mange afghanere de kunne have lyst til, end at amerikanske soldater skulle kunne bekæmpe Taliban uden de humanitære håndjern.

Sommetider er det sådan at man må ødelægge landsbyen for at redde landsbyen og det er sandt uanset om det er amerikanske fly der bomber en terroristrede eller humanitære der lader Taliban indtage landsbyen og dræbe hver 10. kvinde i den.

Og alligevel til trods for denne storslåede indsats, til trods for alle de soldater der er døde fordi de ikke var sikker på om den mand der placerede en vejsidebombe nu var terrorist, eller blot en ‘anstændig’ valmuedyrker der undersøgte jordbunden, til trods for alle de dræbte civile afghanere ved den moralske teknologi, så er vor uvenlige nabo der skriger op om fred lige så lidt mæt som en kannibal ved en vegetarbuffet. Giv ham, hende eller ‘det’ fem værdifulde minutter af din tid og de vil begynde at skrige op om droneangreb, drabslister, og en teknologiens morderiske vildskab der er så langt væk fra den overvældende ildkraft (Shock and Awe) man kan forestille sig uden fuldstændig at gå Gandhi.

Om noget så hader ‘det’ droneangreb mere end Hiroshima. Massedrab retfærdiggør den lumre foragt for krigsmaskineriet, men noget der blot ligner et forsøg på at moralisere krigsførelsens udfordringer udfordrer dets principper og giver anledning til endnu større forargelsesudbrud.

I fredens navn overlod Israel millioner af menneskers liv til kontrollen af en terrororganisation der underviste deres børn i at tro at deres højeste formål i livet var at dø samtidig med de slog israelere ihjel.

Oslo-Aftalerne gjorde stenkastere til riffelskytter og selvmordsbombere. De tillod den slags mennesker som de fleste af Israels muslimske naboer har låst inde og derpå smidt nøglen bort, at komme ind i landet og de gav dem ledelse  over økonomien og ungdommen. Hver fredsdue, hver fredssang, hver fredsaftale, gav anledning til de blodstrømme der fulgte, ikke kun uundgåeligt, men tvungent.

I årtier, hver gang Israel var lige på nippet til at gøre det af med terroristerne så kom der en våbenhvile eller en fredsaftale. Volden kunne derpå fortsætte fordi våbenhvilerne og fredaftalerne blot var forlængelse af uafsluttede krige. Det var en omgang baseball der aldrig er hørt op fordi der aldrig er blevet scoret nogen home-run. I stedet blev New York Yankees tvunget til at spille mod Martyrs of Muslimtown i 30 år med en dommer der afbryder hver gang hjemmeholdet er på nippet til at vinde. Hver fredsaftale har ikke betydet fred, de har betydet at Muslimtowns Martyrs har fået endnu nogle år til at dræbe og blive dræbt.  

Fred betød at krigen aldrig ville høre op. I stedet for stedsevarende fred, blev det til stedsevarende krig.

I 1992 deportede Israel 400 Hamas terrorister. Man slog dem ikke ihjel, låste dem ikke inde. Alt man gjorde var at sparke dem ud af et land de ikke anerkender og lukkede så døren bag dem. Den deportation blev datidens førende menneskerettighedssag. FN udstedte en ensstemmig resolution der fordømte deportationen. Røde Kors bragte dem tæpper. Newsweek anklagede Israel for at “Deportere Håbet om Fred.”

Så lod Israel de 400 Hamas terrorister, fredshåbet, komme tilbage. I løbet af de næste 20 år, udgydtes der strømme af blod på grund af dem. Der var aldrig fred med dem og de gjorde fred umuligt.

 

Men de humanitære havde fået deres vilje, som de altid får deres vilje, og deres vilje er en  bus sprængt i luften og et knust cafeteria, den brændende bygning og selvmordsbomberen der befandt sig i en folkemængde på en travl handelsgade, barnets mors så yndigt bundet til hans martyrkostume sammen med Alfred Nobels store opfindelse, kampflyet der smider sin last af bomber og TV’et der skriger på krig. Men alt dette var langt bedre end at 400 Hamas terrorister skulle nyde deres Røde Kors krus med sort kaffe på Libanons bakkeskråninger.

Til de der synger med på den gamle Lennon sang om at fred altid er bedre en krig, og gode intentioner altid fører til gode resultater! Den eneste måde fremad er altså at holde din hånd udstrakt mod fjenden og gøre det igen og igen uanset hvor meget lægerne må kæmpe med at få den syet på plads igen efter det sidste ‘håndtryk.’

Fred er stadig bedre end krig. Det er bedre at Israel og Hamas  udkæmper eskalerende mini-krige hvert 3. år, end at Israel en gang for alle får gjort has på Hamas? Den pris var ikke værd at betale for 20 år siden da det ville betyde af 400 terrorister ville være tvunget til at få arbejde med putte Halal hash i libanesiske hashjoints. Det er helt sikker ikke det værd i dag.

En flok fredsduer svæver over Israel med forslag om at indgå forhandling med Hamas. Men det er Israel der formodes at skulle finde ud af at leve med sin eksplosive brud. Alle de forslag går ud for en gradvis proces hvor Hamas vil blive forkælet, omfavnet og fjernet fra terrorlisten og blive en medlem af det internationale samfund. Det er sådan set helt i orden - men kun hvis man har blødkogte hjerner.

Hamas er ikke interesseret. Dets mål er ødelæggelse af Israel. Dette er ikke en påstand, det er ikke sur irritation over at være under blokade af Israel eller vrede over de seneste kampe. Det er selve ideologien hos Hamas der stammer fra Islamisk kerneprincipper over hvilken rolle ikke-muslimer har i den muslimske verden. Man er ikke interesseret i en to-stats-løsning, jobskabelsesprogrammer eller noget af det skinnende meningsløse legetøj som diplomater vifter med når de ankommer til regionen. Målet er at hæve Islam over alle andre systemer ved at ødelægge en ikke-muslimsk stat, i det man anser som et muslimsk territorium.

 

Stedsevarende fred er ikke til sådanne konflikter. Fred blev indgået med fornuftige mennesker der er villige til at give og tage. Den er ikke for de som kun vil tage.

At skabe fred er ikke en politik, det er en religion som vi er forpligtet til at tro på. Det er et umoralsk princip der afslutter krig. At skabe fred i 2. Verdenskrig kostede flere liv end Hitler kunne have taget af sig selv. At skabe fred i krigen mod terror har kostet hundrede gange flere liv end terrorister har kunnet tage af sig selv. .

At beskæftige sig med fred er en dødens industri. Bag fredstegnet er en mark af blomster med en grav for hver blomst. Bag fredsaftalen og våbenhvilen lurer endnu en krig der vil blive værre end den sidste.

       

About Daniel Greenfield

Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on the international challenges America faces in the 21st century.

   

http://frontpagemag.com/2012/dgreenfield/war-is-the-answer/

Ægte integration - en gryderet!

Amerika er en smeltedigel ikke en blandet salat

Bernie Planck

Dette land blev ikke bygget op af irere, polakker, eller kinesiske indvandrere. Vore jernbaner, motorveje, dæmninger, og broer blev ikke bygget af tyske, italienske eller franske invandrere. Fra 1836 til 1914 udvandrede over 30 millioner europæere til USA, men ingen europæer hjalp med til at gøre Amerika til den stærkeste magt på Jorden.

Lad mig fortælle dig hvem der byggede dette land. Indvandrere der blev amerikanere, ikke indvandrer der forblev indvandrere.

Amerika blev stor ikke på grund af multikulturalismen, men fordi vi ikke tolererede andre kulturer. Folket der kom hertil blev det krævet af at de smeltede med ind i samfundet, ikke at de forblev en blandet salat af irsk, kinesisk polsk eller hvad som helst. Man lærte at tale engelsk at adoptere vor kultur, assimilere sig og blive amerikaner.

Under begge Verdenskrige valgte amerikanere af tysk herkomst, da de skulle beslutte om de var tyskere eller amerikanere at være amerikanere og kæmpe mod Tyskland. Amerikanere af italiensk herkomst gik i land på Sicilien og kæmpede som amerikanere mod Italien. De var først og fremmest amerikanere.

 

A Salmagundi Salad

Photo Credit: The Etyman™ Language Blog

De som ønskede det anderledes havde i det mindste den anstændighed at passe sig selv og ikke påtvinge deres levevis på andre. For eksempel, så ansøger Amish folket ikke om stillinger der kræver at de bryder deres tro. De ville helt sikker aldrig tage et arbejde som skolebuschauffør, da de af religiøse grunde nægter at køre. Dog tager muslimer jobs der kræver af dem at de skal behandle svinekød og derpå sagsøger de så virksomheden for at lade dem gøre det. Muslimer tager jobs som offentlige taxichauffører og nægter så at køre med kunder der har nydt alkohol.

Hvis din religion ikke giver dig lov til at tage del i vore sædvaner og kultur, så inficer ikke vort samfund, bliv i dit hjemland.

Hvis muslimer ønsker at komme til Amerika, da skal de lære først at blive amerikanere, selvom det er i konflikt med deres tro. Nogle muhamedanere kan klage over at i Amerika har vi Chinatowns, irske parader, Beer Barrel Polka sammenkomster, russiske tekomsammen, græske restauranter og hundreder af andre begivenheder og fester fra andre nationaliteter og kulturer, så hvorfor kan vi ikke tilpasse os muslimer? Først og fremmest er der ingen tilpasninger til andre nationaliteter. Ingen kræves det af, at de skal være iført grønt tøj på en Saint Paddies Day parade eller der kræves heller ikke at de skal spise kielbasa ved et Beer Barrel Polka selskab.

Der er helt afgjort ingen Chinatowns i vort land der påtvinger de besøgende noget bestemt tøj. Imidlertid ønsker muslimer at indføre deres tøjstil på andre. De bedes os tilpasse os dem. Hvis der er en konflikt mellem vore love og deres, så ønsker de vi skal underlægge os deres. Sidste år ønskede en muslimsk kvinde at blive fritaget fra restriktionerne om hovedbeklædning i Rye Playland morskabsparken trods det at det bragte hende selv og andre i fare. (se min artikel Muslims Are Exempt from the Petty Rules of Kaffirs).

En muslimsk kvinde der arbejder som værtinde i en Disney-ejet restaurant i Californien lagde sag an om diskrimination mod virksomheden, fordi man ikke ville lade hende være iført tørklæde foran kunderne, skønt de tillod hende at have det på når hun ikke var i kundekontakt. (se min artikel Disney Rightfully Bans Muslim Head Scarf).

Jo hurtigere muslimer lærer at underlægge sig vor kultur des hurtigere vil de blive accepteret i Amerika. Jeg minder mine muslimske læsere om at Islam betyder - underkastelse. Underkast dig vor levevis eller drag hjem.

Noter

Jihad Watch, 12 Nov 2008, Muslimske ansatte ler sidst: Virksomhed skal betale 365000 dollars til afskedigede muslimer, fordi de forlod arbejdet

Ifølge en afgørelse efter et sagsanlæg vil op til 100 somaliske muslimer der nu for tiden er eller har arbejdet hos Gold´n Plump Inc. modtage samlet 365000 dollars.

...

The U.S. Equal Employment Opportunity Commission lagde sag an mod det i St. Paul beliggende Gold'n Plump and the Work Connection Inc., et rekrutteringskontor i St. Paul, der står for ansættelser til værket.

...

The Work Connection skal betale $150,000 til arbejderne der blev bedt om at underskrive en formular der angiver at de måske kunne blive pålagt at behandle svinekød, som mange muslimer anser som urent.

Daniel Pipes, 10 Okt 2006, Mere end de alkohol-angste taxichauffører

Eva Buzek, stewardesse,vendte hjem til Minneapolis efter en tur til Frankrig og mødte fem taxichauffører i træk, der nætede at køre hende hjem fordi hun medbragte to flasker vin i sin taske. Buzek, en immigrant fra Polen mente dette var u-amerikansk. “Jeg kom til dette land og jeg forventede ikke at nogen skulle justere mine behov. Jeg ønsker ikke at påføre min tro på nogen andre. Det er derfor jeg er i dette land, på grund af friheden. Hvad bliver det næste?....Skal jeg så også dække mit hoved til?”

Sorte vælgere i Maine - Meget mystisk

Maine's Mystiske sorte vælgere

Selwyn Duke

Der er utallige “anekdoter” fra sidste valg “der intet beviser om valgsvindel,” som kritikerne udtrykker det. Og en af dem, der ville være komisk, om ikke det var fordi det var så tragisk omfatter rapporter om dusinvis af sorte vælgere der dukkede op for at stemme i små byer i Maine.

 

The Portland Press Herald skriver:

Maines Republikanske Partis formand, Charlie Webster antyder endnu engang om mulige uregelmæssigheder ved valget, denne gang ved at hævde at grupper af ukendte sorte dukkede op i nogle småbyer på landet på Valgdagen.

[...]"I visse dele af Maines landområder var der dusinvis af sorte der kom og stemte på Valgdage,” sagde han. “Alle har en ret til at stemme, men ingen i (disse) landsbyer kender nogen der er sort. Hvordan er det gået til? Jeg aner det ikke. Det vil vi finde ud af.”

At rejse spørgsmål om sådanne hændelser gør at spørgeren selvfølgelig er en “racist.” Og en liberal kommentator (nej jeg vil ikke give ham kendthed ved at komme med et link) der kom med den antydning forhånede Webster og foreslog faktisk at disse mystiske sorte vælgeres tilsynekomst muligvis blot kan have været et resultat af Demokraternes - alle skal stemme - kamp. En holdbar teori kan jeg formode. Trods alt beviste de venstreorienterede helt utvetydigt ved dette valg, at i vælgeruniverset, er der noget der hedder en spontan generation. Men vær klar over, at de landlige sorte vælgere i Maine, helt sikkert ikke findes. Det kan jeg sige gennem personlig erfaring.

Maine har altid været en gåde for mig, og for nogle år siden fik jeg tilfredsstillet min nysgerrighed da jeg brugte en måned på at rejse i staten. Efter at have kørt op langs kysten gennem fiserkibyerne og turistområderne, drejede jeg nord for at bruge nogen tid, der hvor mit hjerte ligger; de øde områder. Jeg camperede i North Maine Woods, og drog frem og tilbage i de centrale og nordlige dele af staten, og besøgte mange lokale, herunder små flækker der end ikke er på kortet. Jeg kan sige dig dette.

 

Uanset hvor meget man gerne vil det - der er altså ingen sorte i disse regioner.

For at være helt korrekt, da så jeg i løbet af alle mine rejser i det centrale og nordlige Maine - een sort. Sådan helt bogstaveligt. Han var sanger i en kirke jeg besøgte en søndag i en af de noget større byer, hvis navn jeg har glemt.

Med andre ord, forestillingen om at der var dusinvis af sorte vælgere der skjuler sig i skovene nær Podunk, Maine, byerne og blot venter på en motivation til at stemmer er helt igennem uhyrlig. Dette er ekstremt isolerede områder hvor alle kender alle, og udefrakommende skiller sig ud som en øm tommeltot.

For ligesom at give mere perspektiv så viser 2010 folkeoptællingen at der kun er 15507 sorte i Maine. Cirka 30% af dem bor i statens største by Portland. En lille koloni af somaliske flygtninge bor i Lewistown. Faktisk er alle de andre spredt ud over, eller nær de andre kystområder. Drag lidt ind i det indre Maine, og Maine viser sig at være meget ‘ensartet.’

Når nu dette er tilfældet, så for at vende tilbage til førnævnte liberale kommentator, ville Demokraterne så ikke benytte hvide svindlere for at stjæle stemmer i Maines nordlige enklaver? Ikke nødvendigvis. For det første er Demokraterne klogere end de er skamløse. Og selvom de var det, behøver de så bekymre sig om at være skamløse? Trods alt har historien belært dem at der kun er en ringe chance for at blive holdt ansvarlig for valgsvindel. Det har deres medløbere i medierne sørget for,

Det at benytte sorte svindlere kan være en genistreg. Trods alt, som jeg sagde tidligere, enhver der stiller spørgsmål ved deres stemmer kan afvises med “Det er racistisk!”

http://www.americanthinker.com/blog/2012/11/maines_mysterious_black_voters.html#ixzz2CrUC5DRH

Andre artikler om utregelmæssighederne ved valget:
http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/11/blev-valget-tyvstjalet.html

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/11/vandt-obama-virkelig-joseph-farah.html

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/11/valgobservatr-noget-er-helt-galt.html

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/11/afgjorde-vlgersvindel-valget.html