Fagforeninger til gavn for arbejder - eller lederne?

Fagforeninger til gavn for arbejderne eller lederne?  Del 2 A

Læs del 1 A her. Læs del 1 B her.

Oleg Atbashian

Jeg boede stadig i Ukraine da kulminearbejderne i Donbass regionen igangsatte en strejke med krav om højere løn, i en tid med en galoperende inflation. Dette var tidligt i 1990'erne, det første år, hvor Ukraine var uafhængigt. Timingen kunne ikke være dårligere valgt for de overlevende industrier der med nød og næppe overlevede da de var afhængige af den kulproducerede energi, og hvor resten af landet kæmpede for at holde varmen i vinterens løb.

Minearbejderne fik deres lønkrav opfyldt. Det berørte prisen på opvarmning, energi, metaller og omtrent alt andet i landet. Da priserne gik op, var udkommet for minearbejderne i praksis nul og niks, men alles liv blev endnu mere elendigt.

Donbass minearbejderne følte sig snydt og gik i endnu en strejke. I stand til at holde landet i et fast greb om halsen, krævede fagforeningen den ene lønforhøjelse efter den anden. Det hele gentog sig igen og igen og stadig fik minearbejderne ingen gevinst men fik drevet alle andre, især pensionisterne ud i yderste nød.

Der gik ikke lang tid før andre fagforeninger også krævede højere løn, støttet af vrede arbejdere der var misundelige over den "priviligerede" status hos Donbass kulminearbejderne. I en overanstrengt økonomi fik de nye lønkrav forbrugerpriserne til at ryge gennem taget. Lønracet var ligeså ufornufitgt som at skære et hul i ryggen af en skjorte for at lappe et hul foran, men således er jo det kollektive gruppepres der kun kan beskæftige sig med egne interesser ved at kræve kun til dem selv på bekostning af alle andre - selv med udsigten til en øjeblikkelig økonomisk katastrofe.

De fik det de ønskede. Meget snart blev alle millionærer, og gik rundt med tasker fulde af penge fordi deres lommer ikke var store nok til at kunne rumme de gigantiske mængder af kontanter der krævedes for at købe et brød, som nu kostede tusind gange mere. Og pengene blev brugt hurtigt; inden ugen var omme var de nemlig værdiløse. Min ven investerede en del af sin hurtigt svindende opsparing i en perlehalskæde til sin hustru, og spøgte med at en dag ville de måske være så heldige at de kunne sælge den for et varmt måltid mad.

 

Vi lærte alle et nyt ord "hyperinflation." Den gjorde alle helt lige, herunder også Donbass kulminearbejderne.

En efter en lukkede begyndte fabrikkerne at lukke. De som forblev åbne begyndte at betale arbejderne med deres egne varer. En nabo der arbejdede på en fabrik for strikvarer kom hjem med kasser af sokker og stømper i stedet for penge. Som moder til to, brugte hun uger på at forsøge tuske sig til mad og andre ting familien havde brug for, hvilket igen gjorde hendes lejlighed til en "sokke børs" og hende selv til "sokke børsmægler." Min anden nabo arbejdede på en gødningsfabrik; og han var ikke nær så heldig. Han fabrik lukkede blot. Tuskhandel var nu landets lov; folk og virksomheder handlede for det meste med varer, og i meget komplicerede kombinationer bestående af flere involverede. Men den foretrukne valuta var selvfølgelig U.S. dollar, der var et tegn på fremskridt, og så skal man tage i betragtning, at blot nogle få år tidligere var det at være i besiddelse af "kapitalistiske valutaer" det samme som et besøg af KGB. 

Donbass minearbejderne mistede også deres arbejde da deres kunder enten lukkede eller betalte med sokker. Den smule godt der kom ud af deres strejker løb kun op til at fremvise det filosofiske bånd mellem fagforeningerne og kommunismen, og viste hvorfor kommunismen aldrig vil komme til at virke. Det lærte mig også fire ting som alle har brug for at vide om oppustede fagforeningslønninger, især de som har til hensigt at holde nationen i et jerngreb: 

1. Oppustede fagforeningslønkrav er en slags tvungen omfordeling af velstanden. Man benytter beskyttelse fra regeringen til at udsuge folket for penge, uden at give noget tilbage.

2. Oppustede fagforeningslønkrav er nyttesløse. De fører til oppustede priser; fagforeningsmedlemmerne bliver ikke rigere, men alle bliver fattigere.

3. Oppustede fagforeningslønkrav skaber et økonomisk uhyre der hærger landet og med tiden fortærer sine skabere. I rigere nationer går det langsommere på grund af fødevarerigeligheden; i fattigere lande ødelægger det hurtigt økonomien, forårsager omfattende lidelse og elendighed.

4. Oppustede fagforeningslønkrav er umoralsk.

Jeg bor nu i United States, hvor oppustede fagforeningslønkrav allerede har fået den  amerikanske stålindustri til at ophøre med at eksistere, og gjort Pittsburgh Steelers en anakronistisk påmindelse om byen industrielle fortid. De næste er amerikansk bilindustri, der er blevet til et gigantisk fagforeningsdrevet kontor, hvis biprodukt tilfældigvis er automobiler.

I en artikel på Pajamas Media beskriver Brent Littlefield baggrundene: "En helt utrolig omkostning på 1500 dollars til hver bil bygget her i landet betaler til UAW (Bilarbejdernes fagforenings) sundhedsforsikring. Det er mere end der bruges på stålet. Som resultat producerer U.S. bilfabrikanterne nu mindre end 50% af de køretøjer amerikanerne køber."

Jeg har en ven der prissætter kontrakter for byggevirksomheder i Queens, New York. Han benytter et computerprogram der har den mulighed at nedskære omkostningerne ved at skære ned på antallet af fagforeningsarbejdere. Han anvender denne  mulighed når alle andre faktorer er blevet beregnet og kontraktens pris skal lidt længere ned. Hvis prissætningen vinder kontrakten, så er næste skridt at bestikke fagforeningslederen på byggestedet. "Indkøberen" lægger pengene i egen lomme og er så stæreblind over tilstedeværelsen af nogle få ringere betalte ikke fagforeningsarbejdere.

 

På byggepladsen ved Columbus Circle på Manhattan blev der bygget en udvendig elevator der skulle fragte mandskab og materialer. Den blev betjent at en "elevatoringeniør" der trykkede på knapperne til en pris af 37 dollars i timen, og dermed lå nummer et i konkurrencen om den bedst betalte, og dyreste elevatormand. To fagforeningsslyngler med brækjern, sad ved foden af  elevatoren hele dagen i lænestole, drak kaffe læste aviser eller lyttede til Howard Stern Show på radioen. Deres job var at fortælle mandskabet at elevatoren ikke var ledig - i det mindste er det det min ven fortalte da han havde brug for den til sine arbejdere. Men efter hans chef ankom til Queens med 500 dollars til banditterne, blev elevatoren straks til brug for mandskabet i en uge. Således lærte min universitetsuddannede ven en ny regel om mekanismerne ved fagforeninger: Der skal jo også smørelse på en sådan elevator før den virker. Denne viden fik han ikke noget at vide om i skolen, men det synes at være ganske almindelig viden på byggepladser i New York.

Del B følger snarest.