"For dum til at være præsident?"
Jeffrey LordForventet Republikansk præsidentkandidat nomineret - er ikke særlig kløgtig.
Faktisk er - dum som en dør - en mere præcis, omend brysk vurdering
Er
det så Sarah Palin der hermed beskrives? Jovist -- hvis du vælger at
lytte til eliten med indflydelse. Men i tilfælde af, at hun ikke stiller
op eller vinder nomineringen så vær ikke bekymret. Uanset, hvem Republikanerne nominerer vil vedkommende meget hurtigt vurderes til rollen som "for dum til at være præsident" -- tildelt af de selvsamme mennesker.
Hvorfor?
Fordi dette "for
dum til at være præsident" argument er præcis det samme gamle,
oldgamle, benyttede argument fra de venstreorienterede elitære om
Republikanske præsidenter eller mulige præsidenter,
og det i årtier. Argumentet er især med forkærlighed benyttet når det
drejer sig om at beskrive konservative som den tidligere guvernør for
Alaska. Men selv 'moderate' republikanere kan aldrig slippe for denne
etiket selvom de blot en gang har sagt de ikke stiller op som kandidat
(og således ikke er en politisk trussel for de venstesnoede).
Barry Goldwater,
den første moderne konservative der vandt en Republikansk nominering
som præsidentkandidat i 1964, ville være heldig med blot at blive
stemplet "for dum som præsident." Der blev også sagt om ham ifølge Time Magazine
at han var "psykologisk uegnet som præsident," "følelsemæssig ustabil,"
"umoden," "en kujon," "i svær grad psykotisk," paranoid," en
"massemorder," "amoralsk og umoralsk," en "kronisk skizofren," og en
"farlig galning."
En
psykiater meddelte vammelt, at Goldwater havde en "slående lighed med
Hitlers autoritarisme, om ikke helt identisk med Hitler selv."
Reagan
blev også klandret for at være krigsgal, blev kaldt en "ekstremist" ved
begyndelsen af hans politiske karriere, og en "elskelig tåbe" lige
efter hans valg som præsident.
Det var blot et blitzklik i den kaskade af fornærmelser om hans
intelligens der blev fyret af i Reagans retning i næsten et kvart
århundrede som en seriøs amerikansk politiker. Denne
enestående mand der var "for dum til at være præsident" vandt Den Kolde
Krig, uden som Margaret Thatcher sagde, - at affyre et eneste skud.
For ikke at nævne at han fik sat den amerikanske økonomi på skinner og
skabte 50 millioner jobs i de næste tre årtier.
Men jeg er ved at komme bort fra emnet.
Måske den mest lærerige sag om "for dum som præsident" er den med Gerald Ford.
Valgt til Kongressen i 1948, en mand altid med et smil og en vindende
åben personlighed. Ford fik begejstret omtale af den liberale presse da
han udfordrede Husets gamle republikanske garde efter Goldwater's
nederlag og blev Minoritetsleder. Hele vejen gennem hans karriere i
Huset, og videre til hans overraskende tiltrædelse ved udnævnelse som
vicepræsident efter at de liberales såkaldte "Uhyret" Spiro Agnew traks
sig, da blev den
moderate republikaner Ford afbildet som gode gamle smilende Jerry, den
stabile, kloge leder af Huset der ikke havde en fjende i denne verden.
Han spillede golf med sin gamle ven den Demokratiske leder Tip O'Neill.
Blot en rar, smart, fin fyr, sagde pressen.
Så skete der noget pudsigt med 'gode gamle Jerry.' I kølvandet på Watergate blev han præsident ved Nixons fratræden.
I løbet af en måned benådede hans sin forgænger, idet han troede (helt
korrekt) at indtil nationen havde frigjort sig fra Watergate/Nixon
besættelse da ville han, Ford, umuligt kunne få gennemført noget som
præsident. Ikke noget dumt i det valg. Ikke så snart havde Ford givet
meddelelse om benådningen og forsvundet fra TV skærmene før den venstreorienterede presse begyndte at give ham en ny karakteristik.
Den mand der var uddannet på Yale Law School og været symbolet på åbenhed og hårdt arbejde var, på
et splitsekund, nu - dum som en dør - og en bevidst løgner fra
begyndelsen. Fra tågernes erindring dukkede et Lyndon Johnson citat op
der sagde at Ford, stjernen fra college havde spillet for meget fodbold
uden hjelm. Et klip hvor han er ved at snuble på nogle glatte trin da
han gik ned fra Air Force One førte til at den mest atletiske præsident
siden Teddy Roosevelt nu var en tumling i tåbeklassen.
På et nyt progam ved navn Saturday Night Live, blev en ukendt
forfatter/skuespiller ved navn Chevy Chase berømt i raktfart ved at
beskrive, på latterligste vis, at han var så dum at han faldt
overtmøbler og tæpper. Chase var således forløberen for Tina Fey og
hendes tomhjernede Sarah Palin parodier årtier senere.
Så er der sagaen om Romney.
Det er altså George Romney, ikke Mitt, George's søn.
George
Romney var liberal Republikaner, en særdeles succesrig forretningmand
og formand for Amarican Motors. Med baggrund i hans strålende
forretningskarriere blev han valgt som Guvernør i Michigan, hvor han blev en populær politisk person hos vælgere fra alle partier og i den nationale presse.
Så
skete der noget pudsigt med George Romney. I 1967 stillede han op som
Republikanernes rpæsidentkandidat til valget i 1968. Undersøgelser viste
han var den mand man skulle slå ved nomineringen, den eneste mand hos
Repubklikanerne der kunne stå op imod og slå LBJ, den samme LBJ der slog
Goldwater i 1964 ved en jordskredssejr. Så da han vendte tilbage fra en
tur til Vietnam hvor hans søgte efter kendsgerninger kom Romney meget
uforsigtigt til at ytre sig om, hvordan han var blevet "hjernevasket" af
Johnson administrationen. Og så kabonk....
Den
fremragende forretningsmand og bestyrelsesformand og den igangsættende
Guvernør for Michigan var i mediernes inderkreds blevet til -- jo
gættede rigtigt -- en idiot "for dum til at være præsident."
Dum som en dør etiketten var hængt om hans hals af medierne der var
bekymret for at gamle George måske gjorde lidt for gode fremskridt og at
Tricky Dick, som de kaldt Richard Nixon, måske ikke ville være lettere
at slå. Romney
var færdig. Hans sidste plads i regeringen var ikke Det Hvide Hus men i
Bolig- og Byudviklingsministeriet, under Nixon, det som kunne svare til
politisk Sibiren.
Hvad har alt dette nu med Sarah Palin at gøre? Som New York Times fornylig bemærkede er der en slags karikatur i udlandet om den tidligere guvernør for Alaska som
værende "tomhjernet, overfladisk, presse-søgende tøjstativ." Med andre
ord er Sarah Palin en idiot. Dum som en dør. Alt for dum, selvfølgelig
til at være præsident.
Denne
mor til fem med et godt ægteskab, kvinden der uden hun har haft et
kendt navn eller ægteskab er blevet valgt flere gange som medlem af
Byrådet, borgmester, præsident for Alaska Conference for Borgmestre, har
tjent som den udnævnte formand for Alaska Oil and Gas Conservation
Commission før hun blev valgt som guvernør - før hun blev den anden
kvinde der blev udnævnt som vicepræsidentkandidat for et større parti,
en succesrig forfatter og bone fide TV stjerne som Reagan -- dette er
kvinden der nu fremstilles af alle, selv af medlemmer af Republikanerne,
til de venstreorienterede fjender som værende blot en 'tom Barbie
version af de andre mænd, der var for dumme til at være præsidenter.
Goldwater? Romney? Ford? Reagan? Kemp? Bush 43? Ligesom alle dem er
Sarah Palin bare for snotdum til at være præsident.
At spørge om, hvorfor så mange elitære bedømmer Sarah Palin som dum er ikke alene at stille det forkerte spørgsmål, men bevidst at ignorere, som det kan ses, et meget tydeligt mønster. Det er javist, et mønster de moderne medier benytter når de omtaler prominente Republikanere og som kan registreres helt tilbage til tiden med Dwight Eisenhover. Faktisk er det som nogen kalder Palin Derangement Syndrom (PDS) blot det moderne udtryk for elitens arrogance der har været tilstede siden selve Amerikas udvikling som værende blot endnu en koloniudpost af det britiske imperium.
Ingen ringere end George Washington blev nægtet en opgave i den britiske almindelige hær som ung mand fordi han af den britiske elite blev anset som ikke andet et udpræget eksempel på det som Washington biografiskriveren James Thomas Flexner kalder "den inkompetente provinsielle soldat." Ikke kun kunne de amerikanske kolonister ikke klare det professionelt, efter hans mening, det var snarere det, at de som meldte sig til tjeneste i den britiske hær var, det burde du vide, ikke meget mere mere kloge end deres amerikansk fødte undersåtter. Med andre ord var den britiske elite dengang kæmpesnobber. De betragtede den unge George Washington, allerede en ung mand med betragtelig militær erfaring, som blot en dumrian -- for ikke at nævne uværdig -- til at være overordnet officer i British Regular Army.
At spørge om, hvorfor så mange elitære bedømmer Sarah Palin som dum er ikke alene at stille det forkerte spørgsmål, men bevidst at ignorere, som det kan ses, et meget tydeligt mønster. Det er javist, et mønster de moderne medier benytter når de omtaler prominente Republikanere og som kan registreres helt tilbage til tiden med Dwight Eisenhover. Faktisk er det som nogen kalder Palin Derangement Syndrom (PDS) blot det moderne udtryk for elitens arrogance der har været tilstede siden selve Amerikas udvikling som værende blot endnu en koloniudpost af det britiske imperium.
Ingen ringere end George Washington blev nægtet en opgave i den britiske almindelige hær som ung mand fordi han af den britiske elite blev anset som ikke andet et udpræget eksempel på det som Washington biografiskriveren James Thomas Flexner kalder "den inkompetente provinsielle soldat." Ikke kun kunne de amerikanske kolonister ikke klare det professionelt, efter hans mening, det var snarere det, at de som meldte sig til tjeneste i den britiske hær var, det burde du vide, ikke meget mere mere kloge end deres amerikansk fødte undersåtter. Med andre ord var den britiske elite dengang kæmpesnobber. De betragtede den unge George Washington, allerede en ung mand med betragtelig militær erfaring, som blot en dumrian -- for ikke at nævne uværdig -- til at være overordnet officer i British Regular Army.
Briterne
erfarede på den hårde måde, som det er så velkendt, usandheden ved
dette nogle og tyve år senere, ved hovmodigt at nægte at give
Washington den overordnede stilling som han på fremragende vis havde
gjort sig fortjent til som officer i koloniernes milits. Washington
har måske været for dum til at tjene i British Regular Army, men han
var ikke for dum til at blive den sejrende general i Den Amerikanske
Revolution.
Denne arrogante holdning, 'vi-er bedre/klogere/mere egnede-end-dig holdning til livet forblev stadig i visse sektorer af amerikansk liv selv da briterne trak sig tilbage, ydmygede for Washingtons hånd.
Når det drejer sig om det amerikanske præsidentskab og de som stræbte efter embedet, da var den første amerikaner der i alvorlig grad stod overfor dette "for dum og uværdig" holdning den mand som nu betragtes som medgrundlæggeren af Demokraterne. Altså Andrew Jackson.
I kampen mellem John Quincy Adams og Jackson i kampen i 1824 om præsidentembedet, det var helt sikkert mere en kamp mellem to mænd af forskellige politiske holdninger. Adams var en slags kongelig i det amerikanske etablerede samfund, en kategori der allerede var spillevende på den tid da denne søn af Grundlæggeren og eks-præsident John Adams begyndte sin karriere. Som ganske ung, lige uddannet på Harvard, var Adams sat på vejen, der var godt fejet og banet af datidens elitære. Han blev valgt til Massachusetts State Legislature, tjente som diplomat eller minister i Nederlandene, Portugal, Preussen, Rusland og Storbritannien. Han blev valgt til Senatet, var professor i retorik ved Harvard, hvor han var kendt for at tale flydende latin og læste Bibelen på græsk. Da han stod overfor Jackson var han James Monroes Udenrigsminister.
Denne arrogante holdning, 'vi-er bedre/klogere/mere egnede-end-dig holdning til livet forblev stadig i visse sektorer af amerikansk liv selv da briterne trak sig tilbage, ydmygede for Washingtons hånd.
Når det drejer sig om det amerikanske præsidentskab og de som stræbte efter embedet, da var den første amerikaner der i alvorlig grad stod overfor dette "for dum og uværdig" holdning den mand som nu betragtes som medgrundlæggeren af Demokraterne. Altså Andrew Jackson.
I kampen mellem John Quincy Adams og Jackson i kampen i 1824 om præsidentembedet, det var helt sikkert mere en kamp mellem to mænd af forskellige politiske holdninger. Adams var en slags kongelig i det amerikanske etablerede samfund, en kategori der allerede var spillevende på den tid da denne søn af Grundlæggeren og eks-præsident John Adams begyndte sin karriere. Som ganske ung, lige uddannet på Harvard, var Adams sat på vejen, der var godt fejet og banet af datidens elitære. Han blev valgt til Massachusetts State Legislature, tjente som diplomat eller minister i Nederlandene, Portugal, Preussen, Rusland og Storbritannien. Han blev valgt til Senatet, var professor i retorik ved Harvard, hvor han var kendt for at tale flydende latin og læste Bibelen på græsk. Da han stod overfor Jackson var han James Monroes Udenrigsminister.
Jackson
var alt det Adams ikke var. En rå, barsk og 'kom-an' mand fra
pionerområderne, løseligt uddannet men tilstrækkeligt til at blive
sagfører på landet, han var legemliggørelsen af det som blev anset som
pioner fra Amerikas vilde Vesten. Hans
berømthed stammede fra hans rolle i det amerikanske militær, en brutal
indianernedkæmper der fremstod som helten i Slaget om New Orleans i
Krigen 1812. Kortvarigt var han senator, skarpskåren i ord og handling
og med et ligefremt sprog. Som Palin selve legemliggørelsen af alt det
forfinede etablerede samfund på Østkysten dengang bare ikke kunne holde
ud.
Efter
at have tabt til Adams i en ophedet kontrovers ved 1824 valget der blev
afgjort i Repræsentanternes Hus (som Jackson tilhængerne døbte "den
korrupte handel") kom Jackson brølende tilbage i 1828 og fik to embedsperioder som det etablerede liberale amerikanske samfunds banemand. Han
igangsatte blandt andet en succesrig krig mod Bank of the United
States, sådan groft sagt Forbundsbanken dengang. Han har alt andet end
for dum til at være præsident, og faktisk overgik han Adams hos
historikere der fastlægger lister over "de største præsidenter."
Og meningen med dette er?
Det
som begyndte som en hudflettende kamp mellem Jacskson og Adams har på
en eller anden måde rodfæstet sig i dagens verden som en vedvarende kamp
mellem Det Etablerede Amerikanske Liberale samfund, dets medier
medløbere (som Palin omtaler som "de medløbende tilpassede medier"
(lamestream) og de amerikanske konservative.
Hvis
Andrew Jackson blev sat i gabestokken dengang, som en 'lille' hidsig
barbar fra pionerområdet som heller ikke var god nok eller klog nok til
at pudse John Quincy Adams fine Boston støvler, da er det, i det mindste
siden 1952, billedet af den dum-konservative eller dum-republikaneren
der er blevet den moderne udgave af fortællingen.
I en række efter hinanden er Republikanere af så forskellig karakter som Dwight Eisenhower, Richard Nixon, Barry Goldwater, George Romney, Gerald Ford, Ronald Reagan, George H.W. Bush, Dan Quayle, Bob Dole, Jack Kemp, George W. Bush, John McCain og nu Sarah Palin blevet udstillet som en anden udgave af følgende:
I en række efter hinanden er Republikanere af så forskellig karakter som Dwight Eisenhower, Richard Nixon, Barry Goldwater, George Romney, Gerald Ford, Ronald Reagan, George H.W. Bush, Dan Quayle, Bob Dole, Jack Kemp, George W. Bush, John McCain og nu Sarah Palin blevet udstillet som en anden udgave af følgende:
Klodset
og stillestående (Eisenhower), en besynderlig, uden stil, smædeekspert.
Uværdig til at være på samme scene som den polerede liberale mester JFK
(Nixon). En chokerende ustabil dum idiot med psykiatriske problemer
(Goldwater). Dum som en dør, (Romney, den ældre). Dumme tumlinger (Ford
og Kemp). En letvægter (Bush 41) En tomhjernet køn knægt (Quayle). En
kedelig, ideforladt gammel mand fra Kansas (Dole). Den gennenmførte
dumme idiot med uddannelser fra Harvard og Yale der virkelig var snotdum
fordi han elskede Texas' Forbudte Kultur (Bush 43). McCain, som Romney
og Ike, var mediehelt indtil han blev en seriøs præsidentkandidat - og
derpå forvandledes han pludselig til en dum galning med en lobby frue,
en Barbie-lignende vicepræsidentnomineret og med forkærlighed for bøffer
på en grill i Arizonas ørken. Sidstnævnte er jo så inderligt
middelklasse.
Det som især er morsomt er, hvordan Republikanernes politiske rådgivnings kompleks forsøger at skabe en befæstning, som rapporteret
lige før Thanksgiving af Politico. Med baggrund i al denne historie,
hvem mon så er blandt de mulige kandidater i 2012 som de mener vil kunne
undslippe prædikatet "for dum til at være præsident" som Palin vil
kunne imødse hvis hun stiller op? George Romney's søn Mitt, der ligesom
sin far en succesrig forretningsmand der blev guvernør? Mike Huckabee?
Eller Pawlenty, Daniels, Barbour, Rubio, Perry Jinda mf. mfl.?
Dwight D. Eisenhower var en helte-general fra 2. Verdenskrig, manden der organiserede D-Dagen, den succesfyldte invasion af Europa -- alligevel blev han forhånet i det ene land efter det andet som værende intet andet end en klodset og stillestående fjols. Med al respekt for alle de som overvejer at stille op i 2012, der er ingen Eisenhower ved startporten.
Den som eventuelt dukker op som vinder af 21012 nomineringen for Republikanerne kommer automatisk ind i rækken der skal Paliniseres, som den næste Republikaner der er "for dum til at være præsident."
Dwight D. Eisenhower var en helte-general fra 2. Verdenskrig, manden der organiserede D-Dagen, den succesfyldte invasion af Europa -- alligevel blev han forhånet i det ene land efter det andet som værende intet andet end en klodset og stillestående fjols. Med al respekt for alle de som overvejer at stille op i 2012, der er ingen Eisenhower ved startporten.
Den som eventuelt dukker op som vinder af 21012 nomineringen for Republikanerne kommer automatisk ind i rækken der skal Paliniseres, som den næste Republikaner der er "for dum til at være præsident."
Er Sarah Palin så dum?
Selvfølgelig ikke. Hvilket dumt spørgsmål. Det er også et forkert spørgsmål. Den som stiller det kan der sættes spørgsmål ved. Og hvor dumme mon de er hvis de stiller det? Eller værre endnu, dummere ved blot at formode det som en kendsgerning.
De som er virkelig dumme -- ægte dumrianer -- er de indenfor det Republikanske poltiske rådgivningskompleks der mener at ved at nominere en anden end Guvernør Sarah Palin da vil de få en nomineret der vil kunne undgå denne særlige 'klodshans, tåbe' skæbne.
Den Republikansk nominerede som præsident i 2012 er ved at blive forberedt af de venstreorienterede amerikanske medier som en kvinde -- eller en mand -- der er "for dum til at være præsident." Det er et gennemført modbydeligt tiltag, da alle på listen, som Palin, siger er mennesker der virkelig har opnået noget i livet. Det er endnu mere modbydeligt i lyset af den fuldstændige latterlige ide om -- nu gyldiggjort af de aktuelle resultater af 2010 valgene -- at den Harvard trænede Præsident Obama skulle være en slags mirakelgeni i Det Hvide Hus. Med arbejdsløsheden i evig stigning nu tæt på et tocifret tal, nationens massive gæld i trillionklassen, med alle hans håndrækninger til islamiske lande der stadig frembringer selvmordsbombere og terrorrister -- da er det virkelige spørgsmål "er den der virkelig er for dum til at være præsident, allerede præsident?"
Ingen i de liberale medier vil stille dette spørgsmål om nogen liberal præsident. Republikanere og konservative er de eneste der kan ansøge om etiketten "for dum til at være præsident."
Sådan er spillereglerne. Det er et gammelt spil.
Den absolut sidste person der bør give dette gamle spil nogen som helst opmærksomhed -- og som er, kunne man formode, som bekræftet af hendes seriøse resultater i livet og politik, alt for klog til at spille med det -- er:
Sarah Palin.
En person der helt sikkert ikke er "for dum til at være præsident."
Hvis hun altså ønsker at være præsident!
Selvfølgelig ikke. Hvilket dumt spørgsmål. Det er også et forkert spørgsmål. Den som stiller det kan der sættes spørgsmål ved. Og hvor dumme mon de er hvis de stiller det? Eller værre endnu, dummere ved blot at formode det som en kendsgerning.
De som er virkelig dumme -- ægte dumrianer -- er de indenfor det Republikanske poltiske rådgivningskompleks der mener at ved at nominere en anden end Guvernør Sarah Palin da vil de få en nomineret der vil kunne undgå denne særlige 'klodshans, tåbe' skæbne.
Den Republikansk nominerede som præsident i 2012 er ved at blive forberedt af de venstreorienterede amerikanske medier som en kvinde -- eller en mand -- der er "for dum til at være præsident." Det er et gennemført modbydeligt tiltag, da alle på listen, som Palin, siger er mennesker der virkelig har opnået noget i livet. Det er endnu mere modbydeligt i lyset af den fuldstændige latterlige ide om -- nu gyldiggjort af de aktuelle resultater af 2010 valgene -- at den Harvard trænede Præsident Obama skulle være en slags mirakelgeni i Det Hvide Hus. Med arbejdsløsheden i evig stigning nu tæt på et tocifret tal, nationens massive gæld i trillionklassen, med alle hans håndrækninger til islamiske lande der stadig frembringer selvmordsbombere og terrorrister -- da er det virkelige spørgsmål "er den der virkelig er for dum til at være præsident, allerede præsident?"
Ingen i de liberale medier vil stille dette spørgsmål om nogen liberal præsident. Republikanere og konservative er de eneste der kan ansøge om etiketten "for dum til at være præsident."
Sådan er spillereglerne. Det er et gammelt spil.
Den absolut sidste person der bør give dette gamle spil nogen som helst opmærksomhed -- og som er, kunne man formode, som bekræftet af hendes seriøse resultater i livet og politik, alt for klog til at spille med det -- er:
Sarah Palin.
En person der helt sikkert ikke er "for dum til at være præsident."
Hvis hun altså ønsker at være præsident!
http://spectator.org/archives/2010/11/30/is-sarah-palin-too-dumb-to-be/1
Artiklen er af ældre dato, men stadig aktuel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar