Fagforeninger og udvikling, eller mangel på samme Del 1 A.

Fagforeninger, Lenin, og udviklingen (Del 1 )

Taktikken hos fagforeninger har sin rod i Lenins USSR.

Oleg Atbashian

Min artikel "Obama bannerføreren: En genskabelse af klassisk Sovjet" påpegede lighederne mellem Obamas' s og Stalins's regeringsmetoder ved at fagforeningerne tærer på virksomhederne. Mange læsere har skrevet til mig og bedt mig skrive mere og sammenligne fagforeningernes rolle under socialismen (som det var tilfældet i Sovjetunionen) og kapitalismen (som det er tilfældet i U.S.A.). Dette essay er derfor et udvidet svar på læsernes spørgsmål.

Spørgsmålet om 'fagforeningsmedlemskabsbevis' i U.S. Kongressen mindede mig om mine egne erfaringer med fagforeninger i USSR, hvor den organiserede arbejdskraft var en del af det officielle, og medlemskab var universel og tvungen. Det mindede mig også om. hvordan det system tilsyneladende havde storslåede mål - retfærdighed, økonomisk lighed, og social retfærdighed - i virkelighedens verden frembragte det en uskøn blanding af gennemført korruption og en grotesk uretfærdighed.

År senere, er den samme Orwellianske fejltagelse ved at indfinde sig her hos mig i Amerika. En af dem kaldes "Loven om lønmodtagerens frie valg" en lovgivning der fratager arbejderne det frie valg ved at erstatte hemmelig afstemning med underskrevne medlemsbeviser i overværelse af ihærdige fagforeningsorganisatorer. 

Det er slemt nok i sig selv, men det er kun et middel til at nå det endelige mål. Tilhængerne af "retfærdig omfordeling" ville bare elske at kunne bruge en styrket magt hos fagforeningerne som et værktøj til at føre Amerika direkte ud i en Utopia sump, hvor de vil opnå en særlig magt mens resten af nationen vil blive fordømt til at gentage Sovjet scenariet med langsom død gennem det sociale, økonomiske og moralske forfald.

Af forkaste 'medlemskabsbeviset' vil dog ikke berøre ideologien der barslede den, ligesom at kurere symptomerne på en sygdom heller ikke vil fjerne infektionen. Det er ideologien vi skal gribe fat i, at lære at anerkende den i dens forskellige manifestationer.

 

Uanset hvor jeg arbejdede i USSR, var jeg altid fagforeningsmedlem uden jeg blev spurgt derom - begyndende med studenterfagforeningen på universitetet og derpå videre med hvilken fagforening der nu var knyttet til den statsledede virksomhed der ansatte mig, uanset jobbets indhold. De eneste indikatorer på dette ensidige forhold var de månedlige fagforeningsbidrag, der automatisk blev fratrukket min usle løn. Det var som at betale børnepenge for et barn jeg aldrig havde fået. For nu at være retfærdig, så dér tidligt i 80'erne, så tog jeg på en fagforeningsbetalt en uges tur til Uzbekistan - mestendels, fordi en ven kendte nogen på fagforeningskontoret som skyldte ham en tjeneste. Men det var det hele.

Hver gang jeg besøgte et fagforeningskontor i USSR, kunne jeg se den samme dominerende plakat: "Fagforeninger er kommunismens skole - V.I. Lenin."

På den tid forekom det at være en gevaldig overdrivelse i lighed med andre Lenin perler som "Kommunismen er Sovjet magten plus elektrificeringen af hele landet," hvilket enhver elev i aritmetik kunne omformulere som "Sovjet magt er kommunismen minus elektrificering." Men den seneste udvikling i amerikansk politik har fået mig til at spekulere om fagforeningsbevægelsen måske er alt det som Lenin citaterne antyder, og så lidt til - en skole, et værksted, og en port til kommunismen.

Ideologisk set så deler fagforeningerne og kommunisterne sloganet om "økonomisk lighed og retfærdighed" - to modsatrettede koncepter, fordi blot det at belønne mennesker er økonomisk ulighed, mens tvungen økonomisk lighed fører til stor uretfærdighed. Tilstræbelsen af disse modsatrettede mål i livet resulterer i triste resultater. Da absolut lighed er uopnåeligt af grunde som vi skal omtale senere, da er det at påtvinge et samfund dette noget der erstatter den naturlige ulighed med påtvunget ulighed. I denne forstand er forskellen mellem de to: Kommunisterne ville holde af påtvungen "økonomisk lighed og retfærdighed" for alle, mens fagforeningern begrænser det til den udvalgt gruppe - som er deres medlemmer.

Strategisk arbejder begge bevægelser frem mod deres mål ved at adskille løn fra arbejdsproduktiviteten, at hæmme det frie marked og ekspropriere og omfordele velstanden - alt mens de giver skylden for fejltagelser og elendigheden på den kapitalistiske "fjende." Dette kan medføre, at selv ikke kommunistiske fagforeningsmedlemmer bliver modne for den marxistiske propaganda. Således kan vi se, hvorfor Lenin betragtede kommunismen som endemålet for fagforeningsbevægelsen.

I teorien bliver fagforeningerne værksteder for kommunismen når de går udover deres oprindelige lovlige formål med kollektiv forhandling og varetagelse af arbejdsrelaterede problemer (sikkerhed, kurser mv.), og går videre med kollektivt gruppepres der omfatter en klassekamps krigsførelse. I praksis er der næppe en nuværende fagforening der ikke er blevet et værktøj i omfordelingsplanerne, og som benytter termen "det fælles gode" som en undskyldning for svindel med stemmer, tvang, intimidering og ved at anvende medlemmernes bidrag til at støtte politik der går imod virksomhederne.

Enderesultatet af at fagforeningerne engagerer sig i klassekampen blev eksemplificeret ved elendighederne hos de organiserede arbejdere i USSR, hvor det udflydende ønske om at være "fri for lænkerne ved kapitalismens udnyttelse" førte dem ind i et permanent slaveri ved den statsdrevne økonomi. Så snart fabrikkerne blev overdraget arbejderne, blev fagforeningsgoderne forvandlet til små røde flag med Lenins portræt, badges og ærværdige titler som "Kollektivet af kommunistisk arbejde." I amerikanske termer vil det groft sagt kunne oversættes til at gøre sig fortjent til et skilt beregnet på en kofanger med "Månedens bedste bilarbejder," og det endda til den bilarbejder der ikke selv har råd til en bil.

Fagforeningsgoder har ingen betydning når der ikke er noget tilbage at fordele. Sovjet lærte det på den hårde måde. De amerikanske fagforeninger vil bare ikke lære af andres fejltagelser og indrømme, at deres egne 'goder' kun kan være til stede i et frit og konkurrencedygtigt samfund og økonomi der sikrer der er vækst og som generer velstand - altså også kaldt "kapitalistisk udnyttelse" i sprogbruget hos "den retfærdige omfordelings" mestre. Ved at gå ind for en statsreguleret økonomi og underminere de private virksomheder, hvis ansatte de hævder at repræsentere, da ofrer fagforeningerne objektivt set arbejderne, der betaler til det gennem mistede arbejdspladser og indkomster. At have som mål at smadre den kapitalistiske økonomi betyder i den henseende af fagforeningerne dermed er "en kommunistisk skoling."

Dette er ikke et anti-fagforenings argument. For at kalde det anti-fagforening da må man tro, at en fagforenings hovedformål er at dræne nationens velstand og overføre den til sine medlemmer. Eller at fagforeningerne blev oprettet for at give logistisk støtte til radikale venstreorienterede i deres kamp om magten. Mit argument er helt anderledes: Da fagforeningernes mål er selvødelæggende og i sidste ende skader arbejderne, da vil det at fjerne upassende funktioner og alliancer hos fagforeningerne gavne alle - samfundet, arbejderne og endog fagforeningerne selv.

http://pjmedia.com/blog/unions-lenin-and-the-american-way-part-one/
 

Jeg har valgt at dele disse lange artikler op. Så  B sektionen af Del 1, følger snarest. Der er 3 lange artikler i denne fremragende serie.