Fagforeninger og udviklingen Del 1. Del B.

Fagforeninger og udviklingen - eller mangel på samme - Del B af Del 1.

LæsA delen her

Arbejderne er ikke som kvæg i en flok, de er heller ikke en særskilt biologisk art med forskellige interesser. De er som mennesker er flest, i besiddelse af en hjerne og en fri vilje, og derfor er deres langtidsinteresser ikke så meget anderledes, end resten af menneskehedens. Og da da denne interesse har at gøre med frihed, privat ejendomsret, og lov og orden, så er det det som fagforeningerne burde stå for.

Det strålende eksempel på dette er Polens 'Solidarnosc' en uafhængig fagforening der var med til at vælte det undertrykkende kommunistiske regime i 1989. Eller de kæmpende fagforeninger i Iran, der er imod det korrupte og undertrykkende mullahteokrati, og som kunne have brug for lidt mere international solidaritet netop nu, da deres ledere gennembankes, fængsles og forfølges af Den Islamiske Republiks Revolutionsgarde.

 

Imidlertid tager fagforeningerne alt for ofte, som med bind for øjnene, den modsatte holdning og støtter den statspåtvungne omfordeling af velstand og glemmer, at når en regering adopterer tvungen økonomisk lighed som den officielle politik, da bliver fagforeningerne overflødige og mister deres eneste politiske magtmiddel, og også deres raison détre. Det var nøjagtigt det der skete i USSR med fagforeningerne.

Da Lenins Parti planlagde at overtage Rusland da opmuntrede man fagforeningerne til at gå ind i klassekampen på Partiets vegne og sprede ideen om økonomisk lighed og omfordeling af velstanden. Men lige så snart partiet fik magten, blev alle sådanne aktiviteter forkastet. Med ordene af den prominente Parti teoretiker Nikolai Bukharin, "Vi krævede trykkefrihed, ytringsfrihed og borgerlige friheder i fortiden fordi vi var i opposition, og havde brug for disse friheder for at sejre og erobre. Nu da vi har erobret, er der ikke længer brug for sådanne borgerlige friheder."

Efter Oktober Revolutionen i 1917 igangsatte Ruslands tidligere allierede i 1. Verdenskrig - Frankrig, Storbritannien og U.S. -  en begrænset militær intervention i Rusland i et forsøg på at genskabe den demokratiske Provosoriske Regering og besejre kommunisterne der havde annulleret Ruslands udlandsgæld og konfiskeret al privat ejet ejendom af udlændinge. Men de Allierede blev besejret - ikke af Den Røde Hær - men af deres egne fagforeninger, der igangsatte en solidaritetskampagne for den "første arbejderstat," og truede med at lamme den krigsplagede økonomi. I løbet af 1920'erne trak de Allierede sig ud af kampen og kommunisterne vandt.

Men indenfor i "arbejderstaten" selv blev fagforeningerne reduceret til marionetdukker. Enhver lidt større indflydelse ville have sat dem i konkurrence med Partiet der hævdede det talte for de "arbejdende masser."Det er forventeligt, at en nation der fører en kommandoøkonomi vil underlægge sig fagforeningerne og lade dem blive et kontrolværktøj over arbejderne. Det er derfor at det førnævnte citat fra Lenin i fagforeningskontorerne ingen mening gav for mig.

Knusningen af fagforeningsmagten skete gradvist. I nogle få år efter Revolutionen nød fagforeningerne en vis uafhængighed. I 1922 lignede de næsten Vestens, mens arbejdsproduktiviteten dog blot var en brøkdel af Vestens. Før eller senere skulle der rettes op på denne modsætning.

Den oprindelige forståelse var, at ved bevidst at betone at det var til det fælles gode, da ville arbejderne blive mere produktive. Det skete aldrig. Da alle de motiverende slogans til arbejdernes samvittighed og regeringskravene om at forbedre produtktiviteten mslykkedes da vidste Sovjet lederne at bunden var nået. Den eneste variabel i denne ligning med Parti kontrol var arbejdernes rettigheder - og de blev smadret et efter et uden så meget som et kny fra fagforeningers unionister der selv havde været skyld i det.

 

I løbet af 1930'erne blev fagforeningerne officielt opslugt af Staten, ved at blive en underafdeling af Arbejdskommissariatet, med dens myndighed. De fleste arbejdsregler var allerede gået i glemmebogen. En enkelt dags fravær kunne straffes med afskedigelse og senere med fængsling. Staten indførte tvungne observatører på arbejdspladserne. At komme for sent på arbejde eller gå for tidligt blev en Stats krænkelse.

Forholdene blev værre og værre, da undertrykkelse viste sig at være den eneste mulighed for at få gang i den ineffektive statsdrevne økonomi, hvor frygt og intimidering var de eneste virkemidler. I 1940 kunne en arbejder ikke sige sit job op uden at ledelsen gav lov, mens Staten havde lov til at flytte rundt på ansatte og uden deres samtykke. De lokale lønforhøjelser var afhængige af beslutninger fra Moskva. Den gamle abejdskodeks blev ikke benyttet og blev ikke længere omtalt.

En lidt trist vittighed fra den tid beskriver det undertrykkende politiske klima. Tre gulag fanger fortæller deres beretninger om hvordan de havnede i gulag: "Jeg kom fem minutter for sent og blev anklaget for sabotage." - "Jeg kom ti minutter for tidligt og blev anklaget for spioneri." - "Jeg kom på arbejde til tiden og blev anklaget for at være en schweizisk agent."  (Det var kun en logisk følge at den økonomiske ineffektivitet førte til det officielle fremmedhad - en paranoid fætter til unionist protektionisme.)

Ved Stalins død i 1953 herskede terroren i årene derefter. Men reformerne i 1960'erne havde medført en ny arbejdskodeks der gav arbejderne flere rettigheder, end de kunne erindre. Og da fagforeningerne nu var en del af den totalitære stat, da var fagforeningsmedlemskab helt automatisk tvungent, med bøder der automatisk blev fratrukket lønnen.

Trods de nye arbejdsregler genvandt fagforeningerne aldrig deres uafhængighed. Deres funktioner blev begrænset til familie omsorg, og til at skulle fremme arbejdernes moral. Fagforneingsfunktionærerne havde travlt med selv at klare deres familieskænderier, eller indgyde frygt for Partiet i de utro ægtemænd og alkoholikere der ikke mødte på arbejde i adskillige dage, men som dog ikke kunne fyres, fordi arbejdsløshed jo ikke skulle eksistere.

Arbejdsløshedsunderstøttelse eksisterede ikke. Hvis man ikke havde et job da ville Staten finde et til dig, uanset om du brød dig om det eller ej - herunder gadefejning. Da regeringen ejede alle industrier og services da kunne den skabe, hvilket som helst antals ekstrajobs, uanset om de var nødvendige. Ar være imod at blive ansat af Staten var en forbrydelse. En kort periode uden arbejde blev tolereret, men bevidst forlænget arbejdsløshed og du kunne blive arresteret, stemplet som en "social snylter," og sendt i en arbejdslejr til omskoling. De som faldt i en sådan gruppe var dissidenterne, vagabonderne og alkoholikerne.

Selvom det var underforstået at fagforeningsrepræsentanterne skulle udløse "kollektiv indignation" overfor arbejdere "uden samvittighed" var det kun få der tog opgaven alvorligt. I fraværet at Stalin terroren var der ikke nogen tvingende motivation, og de "arbejdende masser" betragtede Staten som en kæmpe vittighed: "De lader som om de betaler os, og vi lader som om vi arbejder." Økonomien gik i stå, fejlede, og forårsagede endog endnu større mangel på varer, regelmæssige fødevareforsyninger og stigende priser.

Den eneste kendte uafhængige arbejderstrejke i Sovjet historien fandt sted i 1962, i den russiske by Novocherkassk. Det var ikke overraskende at fagforeningerne ikke havde nogen rolle i den. Den var et uplanlagt, spontant resultat af meddelelsen om at regeringen havde forhøjet priserne på basis fødevarer. Arbejderne ved Electric Locomotive Construction Fabrikken var de første til at forlade arbejdspladsen. De fleste af dem blev straks arresteret og låst inde på den lokale politistation. Næste morgen marcherede tusinder af mænd, kvinder og børn i en lang række mod regeringsbygningen for at fremkomme med deres krav og løsladelse af de arresterede arbejdere.

Krushchev's relativt liberale reformer havde ikke gjort det at tale imod regeringen mindre risikabelt, men arbejderne var blevet for desperate til at bekymre sig om det. Processionen mod den indre by var mestendels fredelig, men der rapporteres om at tilfældige deltagere angreb Partiet og KGB repræsentanter, der havde forsøgt at standse dem, ved at true folket med repressalier. Samtidig fraterniserede de demonstrerende åbenlyst med de lokalt udstationerede soldater der ellers skulle nægte dem adgang til at komme over broen.

De skræmte embedsmænd sendte etniske ikke russiske special styrker ud, fordi disse var mindre tilbøjelige til at blande sig med de lokale, og forstærkede dem med ti tanks og adskillige pansrede mandskabsvogne. I det efterfølgende sammenstød, skød soldaterne mod de demonstrerende med deres automatrifler, og dræbte 70 personer og efterlod hundredvis sårede. Hvor mange der blev fængslet er uklart da begivenheden blev dysset ned udefra og domfældelserne blev sløret som tyveri, hooliganisme eller bandeoptøjer.

Efter den episode var der ingen strejker i lang tid, hverken ikke-fagforeningsmæssigt eller i andre former. På grund af regeringens totale kontrol med medierne kom der ingen information om strejken og den efterfølgende undertrykkelse ud over byens grænser, og slet ikke til pressen i Vesten. Medierne rapporterede først om den under Glasnost perioden i 1989 - 27 år senere.

Ved samme tid, da Partiets greb allerede var for nedadgående, gik Sovjet kulminearbejderne i en strejke over hele landet, den første siden Revolutionen mod det korrupte kommunistiske styre - en strejke der ikke blev undertrykt af regeringen og som der blev berettet om i Sovjet og verdens medier. Igen spillede fagforeningerne ingen rolle i den. Men ligeså snart de kunne indse den potentielle magt de kunne få sig ved at være strejkeorganisatorer tog de føringen. Som om de var kommet sig over et hukommelsestab der havde strakt sig over årtier, begyndte Sovjet arbejderlederne gradvist at genskabe evnen til at udnytte arbejdernes vrede til deres egne politiske formål.

Snart efter at Partiet var brudt sammen i 1991, og USSR ikke længere eksisterede, fortsatte fagforeningerne med en serie af strejker, denne gang rettet mod den nye økonomiske politik, og det knapt udklækkede uafhængige demokrati. Under dække af at være bekymrede for arbejderne gjorde det hårde kommunistiske lederskab hos fagforeningerne alt i deres magt for at skabe mere postyr, destabilisere den nye regering og fik arbejderne til at bede om at komme tilbage til det gamle system.

Mere følger i næste kapitel.