'Profeten' der forudsagde EU's krise

Profeten der forudsagde Europas krise
           
Samuel Gregg
       

Wilhelm Röpke var en "euroskeptiker" længe før det udtryk blev anvendt.

       

Mens Europas økonomiske nedtur får mere og mere fart på, er der ingen ende på kommentatorer der siger “Var det ikke det jeg sagde!” Virkningerne af faktorer som - en velfærdsstat ude af kontrol, overdreven gældssættelse, enormt bureaukrati, en forfejlet monetært eksperiment, lav produktion og for stramme regler for arbejdsmarkedet synes i dag at være noget så soleklare.    

                

Sandheden er, imidlertid, at kun få observatører - europæiske eller amerikanske - forudså at EU projektet med tiden ville skabe en fiasko i den størrelsesorden. Faktisk var de tidlige modstandere af europæisk politisk og økonomisk integration gode gammeldags venstreorienterede, der frygtede det kunne medføre en svækkelse af implementeringen af  socialistisk politik. 

 

En sjælden undtagelse fra denne regel var den tyske økonom Wilhelm Röpke. I dag er han mest kendt som den intellektuelle hovedansvarlige for efterkrigstidens tyske økonomiske mirakel, ligesom han var en af efterkrigstidens mest ihærdige kritikere af Keynesianismen.

Der er imidlertid mange der ikke ved. at Röpke også var en af de meget få markedsøkonomer der højlydt og offentligt kritiserede det som med tiden ville blive nutidens Europæiske Union og det endog før Romtraktaten blev underskrevet i 1957. Röpke var kort sagt en “euroskeptiker” længe før udtrykket blev introduceret.

Röpkes form for euroskepticisme fremstod ikke af bekymringer over den nationale suverænitet, og slet ikke ud fra nationalistiske følelser. Hans erfaringer som en højt dekoret soldat der kæmpede i Kejserens hær på Vestfronten under 1. Verdenskrig havde givet ham en permanent afsmag for nationalismen, og militarismen, især dens fascistiske manifestationer - så meget, at han var en af de første professorer som National Socialister skaffede sig af med  ved de tyske universiteter efter de overtog magten i 1933. Ydermere, som økonom der var belæst udover det sædvanlige for en økonom da vidste Röpke også, at de moderne national-stater historisk set ikke altid havde været frihedens største ven.

Ikke desto mindre var Röpke yderst forbeholden overfor de økonomiske og politiske visioner der lå bag de fleste europæiske sammenslutningsbestræbelser efter krigen. Selv ikke de de mest imponerende vinduesudstillinger ville kunne skjule deres mest dybfølte dirigiste (statslig intervention i økonomi og produktion- synopsis-kommentar - dirigere, kontrollere, styre)   inspiration og ambition.

Det er slående så meget Röpke havde ret om konsekvenserne af den nuværende europæiske integrationsmodel. For eksempel forudså han i 1958, at den med tiden ville grave en kløft mellem en minoritet af relativt markedsorienterede europæiske økonomier (i særlig grad Tyskland) og så en majoritet af stærkt  étatiste-tilbøjelige (statsstyrede, statsregulerende) lande. De nationer der kørte en disciplineret pengepolitik og regeringsforbrugs, argumenterede Röpke, ville med tiden blive nærmest ‘tvunget’ til at “ofre” deres påpasselighed “på Europas alter,” for at hjælpe de mindre disciplinerede nationer.

Det er selvfølgelig det valg som Angela Merkel står midt i idag. Tyskland er under et enormt pres fra personer som Frankrigs nye socialistiske præsident Francois Hollande -- der tilfældigvis har sænket! Frankrigs pensionsalder for visse arbejdere og hævet! minimumslønnen ud over inflationsraten -- for med eftertryk at kompromittere de selvsamme politikker som har skabt Tysklands økonomiske succes for at redde Club Middelhavet Europa fra årene med et helt frivolt regeringsoverforbrug.

Om emnet et pan-europæisk monetært system insisterede Röpke i et dokument i 1959 på at det kun kunne fungere om:

1. Alle de som sluttede til sig var med på at følge disciplinerede økonomiske regler og

2. Der blev oprettet mekanismer der kunne smide ethvert land, der brød disse regler ud.

Han tvivlede imidlertid meget på at sådanne betingelser kunne imødekommes i et Europa hvor generøse velfærdsstater mere og mere blev normen og med regeringer der viste sig mere og mere tilbøjelige til både at bøje og helt ignorere regler, og med politikere der regelmæssigt benyttede Statens magt til skatteudskrivelse, og som skabte gældsposter for at få forskellige interessegruppers vælgerstøtte. Endnu engang viste Röpke sig at få ret.  

Röpke forudså også at forløberen for dagens EU, Den Europæiske Økonomiske Sammenslutning (EEC) ville forstærke bureaukratiseringen, der plagede så meget af europæisk økonomisk liv. Idet han forudså det som senere ville blive kaldt ‘offentlig valg teorien,’ bemærkede Röpke, at hver eneste oprettelse af super-europæiske institutioner efter krigen også havde skabt arméer af offentlige tjenere med en indbygget meget stærk selvinteresse i at udvide deres antal og indflydelse. Mindre end 6 år efter skabelsen af EEC, observerede Röpke at dets styrende råd var blevet til “en enorm administrativ maskine” der spyede tusinder af hæmmende rigide regulativer ud. Værre endnu, tilføjede han, så var EEC forskellige departementer allerede blevet indfanget af “socialisterne og forstokkede interventionister.” Det kan se ud til at meget lidt har ændret sig.

 

Röpke var ikke tilfreds med blot at være en Nej-siger om Europa. Faktisk gik han ind for europæisk økonomisk integration, men han fastholdt den burde komme “nedefra” fremfor “fra toppen og ned.” Integration kunne realiseres mest effektivt, foreslog han, af europæiske nationer der i enighed liberaliserede deres økonomier og åbnede op for deres markeder og det ikke blot for hinanden, men for resten af verden. Det ville, fastslog Röpke, udligne ethvert behov for over-europæiske institutioner til at “klare” integrationsprocessen samtidig med at de kunne stræbe mod deres egne mindre noble dagsordener.

Ydermere havde Röpke en alternativ model i tanke: Den Europæiske Frihandels Sammenslutning (EFTA) grundlagt i 1960 som et alternativ til EEC. Ikke kun havde EFTA fokus på at sikre en fri handel mellem sine medlemmer såvel som ikke europæiske parter; det manglede også det store bureaukrati og afholdt sig fra at fremme socialdemokratiske programmer. Genistregen ved EFTA, argumenterede Röpke, var at det var indbegrebet af en fri samarbejdende tilgang til integration som undgik fejlene ved at søge at indføre politik fra toppen og ned. EFTA respekterede således sine medlemmers frihed, men understregede også hver medlemsstats indbyrdes ansvar for at behandle deres egne hjemlige politiske fiaskoer i stedet for at forsøge at tørre det af på andre europæiske nationer.

Jovist, Röpke havde sine fejlslutninger om Europa. En af hans alarmer var om “overbefolkning.” Demografisk set så er nutidens Europas problem en stadig ældre og også mindre befolkning. Dette er en tidsbombe der på længere sigt ikke tegner gunstigt for de europæiske velfærdsstater.

Hvor Röpke viste sig at have ret var i forudsigelsen om, at i bestræbelser på at indføre europæisk politisk integration fra Toppen og Ned, at det ville gå hånd i hånd med forsøg på at skabe store velfærdssystemer og omfattende reguleringer over Europa. Det som nu kaldes “Social Europa,” fastholdt Röpke, var uløseligt knyttet sammen med den samme dirigiste rationalistiske tankegang der anså at altomfattende planlægning af de politiske elitære bureaukrater var uendeligt overlegent de tanker Adam Smiths havde gjort sig om ‘den usynlige hånd’ ( I økonomi er, den usynlige hånd, eller markedets usynlige hånd det udtryk økonomer benytter til at beskrive de selvregulerende mekanismer ved markedet - synopsis kommentar) inden for en lovbestemt kodeks af klare regler og en begrænset regering.

Röpke døde februar 1966, årtier før den nuværende krise der har skabt en bleg økonomisk fremtid for en hel generation af unge europæere og gjort talemåden “Græsk” til det samme som “det som ikke fungerer.”

Som så mange andre profeter blev Röpkes forudsigelser om de langvarige effekter af de valg som de europæiske ledere tog i 1950’erne og 1960’erne forhånet i hans levetid. Men i lyset af, at det usandsynlige skulle ske at Europas politiske ‘mestre’ kan undslippe den fælles forestilling (echo chamber) der byder dem at frelse og som kun kan findes i en endnu større centralisering, så kunne de som har en kundskab om historien der strækker sig længere end blot de sidste 24 timers nyhedsopdatering, måske være ærlige nok over for sig selv, og så indrømme at Röpke alligevel havde ret.

Hvis det skulle ske så kan Grise , PIIGS - (det vil sige Portugal, Irland, Italien, Grækenland, Spanien) måske også flyve.  
         

Samuel Gregg is Research Director at the Acton Institute. He has authored several books including On Ordered Liberty, his prize-winning The Commercial Society, Wilhelm Röpke's Political Economy, and his 2012 forthcoming Becoming Europe: Economic Decline, Culture, and America's Future.

http://spectator.org/archives/2012/07/02/the-prophet-of-europes-crisis