Romneys valgkampsstrategi- lykkes den?

Mitt's Mesterskabskamp

J.R. Dunn

Hvad er forklaringen på Mitt Romneys uforventede gennembrud? For nogle uger siden blev Romney kampagnen betragtet som en død sild. Meningsundersøgelserne (med undtagelsen af Rasmussen) var enige om en nedgang, med Obama førende med op til et halvt dusin point. Vælgerinteressen var i bedste fald flegmatisk. En kombineret Chicago-medie offensiv synes at have trængt Romney i tovene. Konsensus var at Obama let og elegant ville få endnu en sejr, en der lignede og måske endda ville være større end sejren over John McCain for fire år siden.

I dag snart blot et ‘vælgerhjerteslag’ borte, er situationen helt og aldeles anderledes. Det store momentum tilhører Romney. Meningsundersøgelser, undtaget nogle få mærkelige venstreorienterede af Reuters typen, viser at Romney fører komfortabelt med mellem 2-5%.

Svingstaterne ser ud til at falde ud til hans fordel. Forventningerne hos Det Republikanske Parti er som den 3. Arme der tordnede frem mod das Reich. Med hensyn til Obama, så har han vist alle tegn på en mand der er på hælene - desperate træk, spirende hysteri, enorme og dyre bestræbelser for at oppuste mindre Romney fortalelser, appeller til Big Bird og brug af Gloria Allred. Hans fremtoning i debatterne var af en mand der nu rammes af sin karma, mere sammenbidt og plaget for hver fremtoning. I det mindste ved en person i kampagnen udmærket at spillet står til at tabes.

Denne bemærkelsesværdige vending er hidtil uset i den nyere amerikanske politiske historie, og som sådan kræver det en forklaring. Der er ikke mange fremført endnu. Den mest populære indtil nu mener at Ann og Tagg Romney, der handler som Mitt’s betroede rådgivere, har skubbet kampagnens professionelle politiske aktiver til side i en succesrig bestræbelse på at opmuntre “Mitt til at være Mitt.”

Alle implicerede benægter at noget sådant er sket, at det er måske sandheden. Occams ragekniv (hypotese der formoder at den teori der foranlediger færrest formodninger er den sande) kan anvendes på politik som på så meget andet og den enkleste og bedste forklaring i denne sag er at ingen større forandring i kampagnen er sket -- at tingene faktisk går lige netop i den retning man planlagde. Tingene udvikler sig som det sker nu, fordi sådan var det meningen.


Der er ingen konspiration og der var ingen fejlvurdering. Det vi betragter er et eksempel på en klarsynet kampagnestrategi. Romney er blevet undervurderet som politiker hele tiden. Dette kan gælde de fleste politikere. Det overordnede syn på politikere blandt politisk professionelle, medierne, og akademierne er at de blot er simple mennesker der skal føres ved hånden, og få at vide hvad de skal sige af trænede og erfarne professionelle, og i pauserne kan de så efterlades i et hjørne og hygge sig i berømmelsens lys.

 

Dette kan meget vel være sandt i visse tilfælde (jeg erindrer en Jersey politiker jeg mødte til et politisk møde som var planlagt som støtte til hans kandidatur. Hans svar på alle spørgsmål var, uden undtagelse, at se hen på til kampagneleder. Han blev valgt, tjente i tre perioder, og blev betragtet som noget af en succes efter New Jersey standard.), men det gælder ikke Romney.

Som succesrig forretningsmand i et barsk, kompleks og råt marked, lærte Romney lige så meget om strategi, planlægning, og menneskenaturens dunkle sider som det er muligt, og han har ikke glemt en snus af det.  

Romney formåen som strateg blev først åbenbaret sidste forår, da han ydmygede Rick Santorum på det skulle have været en triumfens dag for Santorum. Den 10. marts vandt Santorum Kansas overvældende, og opnåede dermed 33 delegerede. Samtidig havde Romney vundet Wyoming, der gav ham 12 delegerede. Men Romney havde sendt sin søn ud til Marianas, som var glemt og overset af alle andre kandidater, herunder Santorum. Matt bragte en sejr hjem, der (sammen med en sejr på Jomfruøerne) gav hans far endnu 22 delegerede, og dermed sikrede at Romney faktisk overhalede den “sejrrige” Santorum i den samlede føring. Nogle få glimrende optrædender ved debatter og Santorum var historie.

Trods alt var det klart at primærvalgkampagnen ville blive meget mere interessant end mange havde forudset. Det var også klart at Romney var manden man skulle holde øje med -- en politiker der intet overså, betragtede alt, og aldrig lod en mulighed gå til spilde.

Et mønster var allerede begyndte at dukke op her i de første måneder af primærvalget. Under “alle andre end Romney” fasen som GOP gennemgik, dukkede der med regelmæssige mellemrum en ny person frem som værende det store håb der skulle få Obama -Tronrageren- ned. Næsten ligeså hurtigt de dukkede op, forsvandt de igen. Præsidentstøvlerne viste sig en smule for store for Rick Perry. Michele Bachmann blev fældet ved hendes frustrerende tendens til ikke at kunne styre de tanker der optog hende. Herman Cain for sit formodede vakse øje for damerne.

 

De to medlemmer af dette kapløb med ægte potentiale for at blive nomineret var Rick Santorum og Newt Gingrich. Begge var -- personer der appellerede til kernekonservative hos GOP. Newt Gingrich, manden fra Cincinnati, villig til at forlade sine elskede historiestudier for at redde landet, men Santorum var Ozzie Nelson. Som det så er ofte er tilfældet passede disse roller dårligt til individerne.

Det var hovedelementet for Romneys bekymring. Som forretningsmand havde han mødt masser af personer der alle havde været noget de ikke var, som talte godt for sagen, men aldrig rigtig var til stede når det var tiden til få skabt noget. Det var på ingen måde vanskeligt at genkende mange af de samme træk ved hans GOP konkurrenter. Derfor behandlede han dem på samme måde som han ville have behandlet en snydepels - dengang i hans investeringsdage. Han bekæmpede dem ikke, gik ikke efter at slå dem på argumenter, svarede dem ikke særlig meget. Han lod dem hver gå gennem deres kamp, indtil deres ‘hulhed’ var uundgåelig for alle at se, udover deres sande troende. Derpå præsenterede han, i den næste debat, endnu engang bundsolide Mitt Romney som det naturlige valg i opposition til dem. Såvel Newt som Rick falmede.

Det Romney nu stod overfor i præsidentkampen var i bund og grund det samme -- afsløre fejl. Obama ‘Forsoneren’ fra Illinois, missionæren fra planeten Zong, sheikernes spytslikker, reinkarnationen af FDR, og budbringer af den nye tid, var så meget fupmager at han fik Gingrich og Santorum til at ligne autencitetens avatarer.

Romney problem var at et stort antal vælgere havde ‘købt’ den ene eller anden facet af denne multifacetterede politiske enhed i 2008. Den mulighed eksisterede, at tilstrækkeligt med vælgere ville forblive indfanget og dermed føre Obama ind i endnu en periode med håbløst overforbrug og anti-forfatningsmæssig fejlstyring.

Obama var også tilhænger af den permanente kampagne. Skønt indført af Bill Clinton kunne denne politiske metodologi siges at være perfektioneret af Obama selv, hvis hele liv har været en langvarig kampagne. I praksis, betød det at han altid var på kampagne, aldrig var ophørt, forblev således, og begyndte at være mere aktiv ved midtvejsvalget, og så føre den rigtige kampagne med alle midler, hver eneste uge i de næste 24 måneder. Ikke et øjeblik måtte gå til spilde, ifølge hans strategi. Den permanente kampagne var normalen.

Vanskeligheden med denne teori var at ingen havde bekymret sig om faktisk at demonstrere dens værdi. Det blev taget for givet. Clinton vandt -- men mod personer som Bob Dole, med assistance af H. Ross Perot. Spøgefulde valg af den type kunne helt sikker ikke siges at være en rimelig afprøvning af teorien.

Helt tydeligt accepterede Romney ikke konceptet med den permanente kampagne. Han overlod sådan set sommermånederne til Obama, til frustration for GOP, snerren fra Demokraterne og forvirring hos de politisk professionelle. Lige så meget han foretog sig under primærvalgene, så lod Romney Obama få scenen, udmærket klar over at han ikke ville opnå noget med den tid og mulighed han blev givet, fordi det kunne han bare ikke.

Obama bed på krogen. Han bragte Messias rutinen til det burleske. Han gjorde sig selv til en karikatur af Hr. Håb og Forandring, fattede ikke den kendsgerning at det nu ikke længere var 2008 og at ingen længere så hen til en frelser. Hans kampagne, den nationale venstrefløj, og medierne i hans lomme fremførte hensynsløse angreb mod Romney, angreb som aldrig rigtig gjorde ondt, fordi Romney aldrig gjorde noget for at gøre opmærksom på dem, lod sig ikke mærke af dem.  

Da så debatterne skulle i gang havde Obama brugt alt krudtet og var blevet en af de popfigurer ingen ønsker at se mere af -- sidste års hit TV-serie, en udbrændt sanger, en skuespillerinde med sit femte eller sjette sammenbrud. Således går det med Messiaser der bliver ved for længe.

Meget muligt at begivenhederne har hjulpet Romney, men som bekendt så opsøger heldet den som er velforberedt. Benghazi terrorangrebet tvang Obama kampagnen til at frigive “47%” videoen sidste måned alt for tidligt. De havde uden tvivl til hensigt at benytte den den sidste uge af kampagnen, hvor den ville have den største effekt, men blev altså tvunget til at kaste den ind i ren desperation for at standse blødningen over Libyen. Det mislykkedes, sammen med forsøget på at smadre Romneys rygte. Det blev sådan set en fodnote. (Bemærk at ingen - ikke en sjæl det være sig på højre eller venstre siden eller i midten - kritiserede hverken Obama eller hans parti for det brud på privatlivet som videoen repræsenterede. Ingen bekymrer sig om den længere. Det er nu en accepteret sandhed, ligesom tyngdeloven, myg om sommeren, eller mørke om natten: Råhed, smålighed, og ulovlighed er hvad Demokraterne benytter.)   

Herefter havde Obama ikke mere at kaste med. I den første debat pillede Romney ham fra hinanden, som han så længe havde planlagt. Fra det øjeblik var Obama-kampagnen i frit fald. 

 

Romney havde indset noget om den endeløse kampagne som langt mere sofistikerede og erfarne personer havde overset. Nemlig at alt der sker før de to sidste måneder blot er en smule mere end forberedelse. Det er det sidste stykke der tæller. Hvorfor bruge penge og energi og kamp i sommermånederne hvor ingen alligevel er opmærksomme?

Obama var at sammenligne med en bokser der træner til udmattelse under forberedelse til en mesterskabskamp, for blot at falde omkuld når han entrer ringen. Romney på den anden side, forberedte sig perfekt, bedømte sig selv rigtigt og forblev frisk og klar til at gå hele kampen.   

Derfor knuste han Obama i den første debat; kom igennem den anden smertefrit, trods en koordineret indsats for at knuse ham (der er ingen lov eller straf for den handling som blev udført af Candy Crowley i samarbejde med Obama kampagnen -- så hvorfor skulle de dog lade være?); Romney fastholdt en rolig, venlig præsidentiel fremtoning i den tredje, med et ansigt som det ikke var muligt for Obama at give en skramme.  Foran hele landet transformerede Romney Obama til et forkælet og uopdragent barn, der mener sig bedre end han er og det var så tilstrækkeligt.  

Romney fører nu i de eneste meningsundersøgelser der faktisk tæller (5 points op hos Gallup, 4 points hos Rasmussen), han fører blandt de uafhængige, er jævnbyrdig eller foran i næsten alle svingstaterne og gør alvorlige indhug i adskillige vælgerblokke man for længe siden har afskrevet sig som tilhørende messiasen - især blandt kvinder.

Det meste af den politiske verden her tidligt i det 21. århundrede har glemt grundreglerne - de som Romney aldrig har overset, fordi de havde han ikke råd til. Romney behandlede kampagnen på samme måde som han ville have behandlet en ny virksomhed tilbage i 80-90’erne: Man lærer alt om branchen man ønsker at investere i og det gør man fra bunden. Man besøger fabriksgulvet, man taler med mennesker på alle niveauer, man forstår alt der er at vide før man investerer. Det er sådan hans tilgang til politik er. Holde fast på grundreglerne, grundplanen, rytmen, sætte alt til side for at opnå målet.

Hvis han fuldfører dette hvis han vælges den 6. november da vil Mitt Romney fremstå som den mesterlige politiske strateg i hans epoke. Han har ikke glemt hvad andre endnu ikke har lært.

Read more: http://www.americanthinker.com/2012/10/mitts_royal_slam.html#ixzz2AlyWEPFW