Julemanden og ægte generøsitet!

Julemandssocialisterne versus ægte generøsitet                                            

Husk: Julemanden har en dobbelttjekliste over de uartige og de flinke.                            

Maya M. Noronha

                        

‘Det var aftenen før juleaften,’ og en gruppe fabriksarbejdere skyndte sig hen til ofret Nikolas (efternavnet fjernet da det er fortroligt) og bragte ham til skadestuen. Lægerne behandlede patienten for brækkede knogler efter han var blevet grundigt gennembanket af en bande skolebørn. Han var blevet røvet og hans slæde bortført. Politiet arresterede seks mistænkte. Anklageren overvejer at rejse sager mod disse unge mennesker for overdreven vold og røveri af særlig grov karakter.

                

           

Se dette lyder jo mere af en gyserfortælling beregnet til Halloween, end en fortælling til en velsignet Julemorgen. Men så igen, lige så skræmmende det lyder så kunne det have stået i dagens avis.

Det får mig til at tænke på et gammelt indiansk ordsprog, “Giv en kæp og få bank til gengæld.” Med andre ord, de som forsøger at hjælpe på den forkerte måde ender med selv at få et problem.

               

Demokraterne, venstreorienterede taler en masse om “at hjælpe mennesker.” De vil have regeringen gjort større, fordi de hævder de har et ædelt motiv til at hjælpe andre, mens de forstår, hvordan man virkelig hjælper. En overvægtig Uncle Sam giver mere end han har råd til, og det betyder der er to fattige mennesker nu, ikke kun een. Lad dog være med at være så blødhjertet og give så generøst naivt - de får jo blot tæsk af deres egen kæp.

Venstreorienterede holder meget af at fremføre den løgn at de er de eneste der kan vise medfølelse politisk. Jeg har mødt denne misforståelse på første hånd. Som netop begyndt på college, talte jeg faktisk ikke meget politik, men en dag krydsforhørte en ven mig, “Er du Republikaner eller Demokrat?” Da jeg fortalte hende til hældte mest til højrefløjen kommenterede hun det, “Det kan du da ikke være! Du er ellers så rar!”

Uheldigvis formodede denne veninde at Republikanere er de ‘slemme’ piger og Demokraterne de ‘rare.’

Myten om medfølelse er noget som Venstrefløjen holder af at tage patent på, og på denne tid af året kan det være passende at udfordre en af deres almindelige kommunikationsstrategier.

The Democratic National Committee opfører sig som var det et Julemands Parti. Overvældet af deres blødende hjerter fortæller Demokraterne alle de mindre heldige mennesker at regeringen vil give alle (og ikke kun minoriteterne) gaver. Partiet sælger forestillingen om at den store regering skal være vor almægtige Gave-Uddeler og alle kan være modtagere af disse gaver. Jo, det er så dejligt rart at modtage noget der er pænt pakket ind. Måske endda underskrevet, forseglet og leveret af præsidenten. Spørgsmålet er: Hvem har betalt for denne gave?

 

Hårdtarbejdende amerikanske skatteydere (der i stigende grad har mindre i lommen efter skatten har været der), betaler regningen. Skatteyderen får at vide han er Julemanden, men der er noget galt med den kendsgerning at du skal betale en bøde eller gå i fængsel ,hvis du ikke giver forbundsregeringen det den beder om i skatter. Det er altså ikke den Julemand - hvis det var det du troede.

Vi synger ikke om Julemanden der får tæv, fordi han havde en ‘blødende’ hjerte (skønt bedstemor ikke klarede sig meget bedre da hun kom i vejen for Rudolf). Det er ikke at Julemanden var for generøs, men det at vi har glemt hvad generøsitet virkelig betyder.

Aristoteles sagde at generøsitet er en dyd; gaver skal gives til de rigtige, i de rigtige mængder og på den rette tid. Julemanden var meget dydig i den klassiske forstand. Se blot nærmere på Julesangene (religiøse) der er overdraget os gennem tiderne. Kris Kringle havde en liste, hvor der blev kontrolleret hvem der var uartig, og hvem der var flink. Julemanden giver ikke blindt til nogen der tigger om penge; han er klog i sin beslutning om, hvor gaverne går hen. St. Nick gav gaver som en belønning til de som udførte dagens gerning, behandlede deres forældre med respekt, lavede deres hjemmearbejde og sparede op. De slemme børn modtog en klump af et bestemt naturmateriale (Demokraterne taler ikke gerne om kul, da de synes at være mere besatte med alt der er grønt). Måske skulle Uncle Sam ikke dele alle julepengene i hans tegnebog ud, uden først at undervise sine fætre og kusiner om at belønningen går kun til dem hvis de sparer op, bruger det de får, og ikke lader noget gå til spilde.  

Det er umuligt for regeringen at være (og en rigtig dårlig ide at lade som om) den er velgørende. Det er ikke længere en velgørenhed hvis det kræves at du giver penge (skatter). Ægte tjeneste for en anden er et livslangt personligt arbejde. Det er derfor der er socialarbejdere der kun beskæftiger sig med det. Hver mindre heldig amerikaner har brug for en fortsat moralsk assistance - sammen med finansiel støtte. Det er forskellen på en engangs gave med en fisk og så en lektion i hvordan man fanger fisk.

Denne forkerte opfattelse af regeringens rigtige rolle, og Demokraternes misforståede tilgang er produkter af vor moderne kultur. Julemanden er blevet grundigt kommercialiseret, og vi har mistet hele årsagen til ferietiden. Vi burde huske, hvem der giver os gaven.

Da min søster satte en figur af St. Nicholas ved siden af Magi i vor krybbespil, betvivlede jeg hendes beslutning. Jeg græd, “Julemanden var der ikke!” Alle de gange jeg hørte historien om Jesu fødsel havde ingen nævnt en munter gammel gubbe i rødt tøj der klukkende ler, “Ho, Ho, Ho!” der ved siden af krybben. (Desuden har kroen muligvis haft en skorsten, men Jesu blev født i stalden). Mins søster svarede mig viseligt, “Julemanden har fortjent at være der.” Han har ret.

Jeg tvivler ikke på hendes opfattelse af fødselsscenen. Jovist, Virginia, der var en Sankt Nicholas, han fortjener at blive husket for sine gode gerninger på denne årstid. St. Nicholas var en virkelig person, der boede ved Tyrkiets sydlige kyst (hvilket var Grækenland i det 3. århundrede).

Han tilegnede sit liv til barmhjertig tjeneste for de mindre heldige: Den fattige, den syge og den som led. St. Nick benyttede hele sin opsparede arv på at hjælpe andre i nød. Han var selve indbegrebet af generøsitet, der stammer fra et ord for “ædel af fødsel.”

Fra en mand af ædel byrd, hvoraf meget blev givet, forventedes meget. Og St. Nicholas udvidede forventninger og blev en helgen ,som selv de der endog ikke tror på helgener tror på.

Julemanden blev biskop, og blev kanoniseret som helgen, og hans relikvier menes af have mirakuløse kvaliteter.

Skønt St. Nicolas, Julemanden, er meget populær i dag, så var det ikke således på hans tid. Den romerske kejser Diokletian sendte ham i eksil i fængsel. Ironisk nok hylder vi den mand der blev forfulgt i går. St. Nicolas kan godt lyde som Menneskesønnen, der levede for over 2000 år siden, og som (forhåbentligt) bliver husket den 25. december.

http://pjmedia.com/lifestyle/2012/12/01/the-santa-claus-democrats-vs-st-nicholass-aristotelian-generosity/