onsdag den 5. december 2012

Mellemøstens demokratidilemma

Uigennemskuelighed med alt i den muslimske verden

DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN                                     

Det Arabiske Forår kom og forsvandt hurtigt, efterfulgt at det vi kalder “unge demokratier,” resultatet af “valg.” Hvorfor troede vi egentlig at disse valg ville skabe en moderne, tolerant og inkluderende regeringsledelse efter Vestens værdier? I enhver politisk revolution er det de intellektuelle der tager det første tunge skridt, blot for at blive erstattet (og dræbt) af noget der til forveksling ligner totalitarisme, Enhver revolution “æder sine børn” således var det også i Iran, Egypten, Yemen og Libyen og således vil det være når de gammeldags autokrater i resten af den arabiske verden bliver styrtet.

Disse lande vil ikke blive liberale demokratier. Det vil blive “Islamiske Republikker,” hvilket betyder at Islam vil diktere kulturen, og med hensyn til Republikdelen den vil enten opløses i etniske og islamisk sekterisk vold eller med en diktator støttet af militæret.
 

USA kan ikke komme ned fra denne tigers ryg (Mellemøsten) lige så gerne vi ville det, fordi vi er verdens største magt og vi skal være engageret. (Ville vi foretrække at Rusland gjorde det?) Om det ikke var for olien, så kunne vi overveje at lade Mellemøsten ødelægge sig selv, men det kan vi ikke. Verdens økonomien afhænger af det.

Al denne hån over hr. Romneys ‘slåen sig på brystet’ om at “Amerika ikke viser muskler” overser hvor anderledes verden er i dag end den var endda lige efter Den Kolde Krig. Vi har fejlagtigt fremmet demokrati (valg) uden de institutioner der kan få det til af fungere: Det at kunne læse, opdeling af magtstrukturerne, private ejendomsrettigheder, menneskerettigheder, og en fri presse og domstole. Demokrati uden disse institutioner er nærmest intet andet end et dum pøbelvælde. Og vort militær kan ikke rette op på det.  

Værre endnu, i moderne demokratier kan vi regne med afstemningerne, statistikkerne og lederartikler for at lade regeringerne (og observatører som os selv) vide, hvad den offentlige stemning er. Hvordan kan vi vide disse ting i muslimske lande, hvor de fleste mennesker er analfabeter, ikke har telefoner (som meningsundersøgerne kan ringe til) og helt sikkert ikke vil tillade de samme undersøgere at gå fra hus til hus og stille nærgående spørgsmål. Det sker bare ikke. Muslimske regeringer finder blot på at det er sådan og offentligheden sluger det råt.

Rædslerne i Libyen synes at have overrasket alle. Journalister vurderede at libyerne, ulig de fleste i Mellemøsten, elskede USA og var teknemmelige for at vi hjalp til at få styrtet deres diktator. Jeg er sikker på at mange af de elitære-engelsk talende libyere i Benghazi i den nye regering har det sådan. Men hvorfor skulle libyere som et hele føle på den vis?

Hvem har egentlig styr på hvor mange våben der er faldet i hænderne på alle mulige militser, med alle mulige dagsordener? Har de tidligere støtter af Gaddafi grund til at elske os? Og med hensyn til de ubelæste masser af fundamentalisk Islam, hvordan kunne de dog på nogen måde elske friheden i amerikansk kultur? Den er krænkende for dem på alle måder, især friheden til kvinder og den religiøse tolerance.

I Egypten er hr. Morsi, medlem af Det Muslimske Broderskab blevet valgt som præsident. Han elsker helt sikker ikke Amerika, men nu da han skal lede, må han være en smule mere pragmatisk. Idet han holder sig for næsen, er han ud af til enig om at holde traktaten med Israel, for uden den ville han miste milliarder af dollars i amerikansk storsind. Men da pøbel stormede den israelske og amerikanske ambassade da ventede han længe for han tøvende og ikke særlig ihærdigt fordømte disse pøbel.

Selvom islamister vinder et valg, så er der imidlertid altid nogle der er endnu værre, endnu mere fanatiske, som vil sige fra og være imod. Salafisterne over hele Mellemøsten er allerede i færd med at skabe kaos med det håb at kunne overtage magten. De udfordrer Morsi; valg betyder intet for dem.

Det vi troede var den sædvanlige muslimske hysteri-industri over en krænkende film var også et iscenesat og koordineret Al Queda angreb på amerikanske ambassader; det var ikke noget tilfælde at de valgte 11/09.

Uigennemskueligheden i at vide befolkningens størrelse ligesom den offentlige mening vil blive ved med at forundre analytikere af Mellemøsten. En ting er dog sikkert, optimismen er ikke på bordet.
 
 

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.
http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/the-fog-of-war-is-nothing-to-the-fog-of-the-muslim-world?f=must_reads#ixzz27OlAjX00

Ingen kommentarer:

Send en kommentar