Anslaget mod maden
Hvem skal bestemme hvad du må spise: Dig selv - eller regeringen?
Rent
instinktivt er vi opmærksomme på giftige ting. Hvis vor forfædre ikke
havde passet gevaldigt på med, hvad de puttede i munden, så ville de
ikke have overlevet længe nok til at vi kunne komme i eksistens.
Uheldigvis er en bivirkning af den forsigtighed, at når
nogen hævder at nogen kemikalier - eller madingredienser, såsom fedt -
er en plage, så har vi tilbøjelighed til at tro det. Det gør det let for
regeringen at træde til og så spille rollen som beskytter.
Men
for hver undersøgelse der siger at X er skadeligt for dig, så er der en
anden undersøgelse der er uenig. Hvordan kan en lægmand så komme til en
beslutning? Jeg
plejede at tage forbrugeraktivisternes udtalelser for gode varer.
Jamen, for pokker de ønsker jo at redde verden, mens industrien ønsker
at blive rig. Nu er jeg blevet klogere. Aktivisterne ønsker også penge
-- og berømmelse. For
mægling er det tendensen at vende sig til regeringen - undtaget det
.....at regeringens videnskabsforskere har også deres konflikter.
Hvem
bliver en der regulerer udover folk der ønsker at regulere? Nogle
kommer fra aktivistgrupperne der hader industrien. Nogle kommer fra
industrien, og ønsker at konvertere deres arbejde for regeringen til et
højere afkast for industrien. Nogle ønsker blot opmærksomhed, ved at ved
at sige “X vil slå dig ihjel,” så får de mere opmærksomhed end ved at
sige at X muligvis er sikkert.
Jeg foreslår ikke at vi ignorerer eksperterne og æder som svin. Men det videnskabelige spørgsmål burde ikke overskygge det grundlæggende problem. Hvem
skal bestemme, hvad du kan spise: Dig selv? Eller Staten? Skal
regeringen bestemme hvad vi må spise, og skal regeringen bestemme hvor
vi må bo eller hvor langt vort hår må være? ‘Fødevarepolitiet’ påstår de
blot ønsker at hjælpe os til at foretage informerede valg. Men det er
ikke alt de ønsker at gøre. De forsøger at få regeringen til at tvinge os til at foretage sunde valg.
Det moralske spørgsmål om tvang
versus overtalelse kan anvendes selvom alle de progressives ideer om
ernæring er korrekte. Selvom jeg ville have det bedre ved ikke at spise
fedt og salt, så ville det ikke retfærdiggøre, at restauranter stopper
med at servere de ting for mig. Enten lever vi i et frit samfund eller
også gør vi ikke.
Det
er ikke nogen tilfældighed, at presset for mere regulering af
fødevarerne kommer på et tidspunkt da Kongressen er som besat at de
stigende omkostninger til sundhedsplejen. Når regeringen betaler for din
sundhedsomsorg, så vil den uundgåeligt blive trukket ind i reguleringen
af dit personlige liv. Først så lover politikerne at betale. Derpå så
foreslår de at kontrollere dig.
Hvor
stopper alt dette? Hvis vi skal kontrollere diæten for at få
regeringens budget i balance, vil sundhedsenheden så som det næste
forbyde drageflyvning, og sex uden for ægteskabet? Hvad med endnu en
omgang Forbudstiden? (alkoholforbudet i USA i 1920-40’erne.)
Regeringen
tiltrækker de ‘som vil gøre godt’ og nævenyttige der tror som Mark
Twain udtrykte det, “Intet behøver mere at blive lavet om end andre
menneskers vaner.” Eller som Twains åndelige efterkommer H.L.Mencken
sagde om puritanismen, regeringens sundhedsembedsmænd, der synes at have
“en skrækindjagende frygt for at nogen, et eller andet sted, kunne være lykkelig.”
Ofte
slår ‘Fødevarpolitiet’ på en uskyldig holdning, idet de hævder at de jo
blot ønsker at give folk information. Jovist information er udmærket.
Men den er ikke gratis. Tvungne kalorietabeller på restauranter koster
penge. De omkostninger overføres til forbrugerne og den endeløse parade
af kalorietællinger og advarselsskilte gør os immune overfor de mere
vigtige advarsler - som “Denne kaffe er skoldhed.”
Det
er ikke sådan at information om madvarer ikke allerede er tilgængelige.
Sundheds og diæthjemmesider er der en overflod af. Taleshows diskuterer
som ren rutine bøger om diæt og ernæring. TV-diætguruer er berømtheder.
Det er altså nok. Vi har informationen. Vi har ikke brug for tvang fra
regeringen.
Lad
markedet for diætforslag blomstre. Lad den ene påstand stå mod den
anden, men lad os ikke lade regeringen lægge sin tunge tommeltot på den
ene side af vægtskålen.
Formodningen bag så meget af regeringens politik vedrørende fødevarer (og så meget andet) er at alt godt skal opmuntres til gennem lovgivning, og alt dårligt skal gøres ikke attraktivt.
Men da alt uden for diskussion er både gavnligt eller skadeligt, så er dette en formel for totalitarisme.
Thomas
Hobbe formodede at en almægtig regering var nødvendig for at beskytte
os fra vold. Han kaldte den Leviathan. Men han forestillede sig aldrig
at Leviathan skulle planlægge vore middage.
John Stossel is a longtime award-winning broadcast journalist who hosts "Stossel" on the Fox Business Network. His newest book is "No, They Can't: Why Government Fails, but Individuals Succeed." To find out more about John Stossel, visit the Creators Syndicate webpage.
John Stossel is a longtime award-winning broadcast journalist who hosts "Stossel" on the Fox Business Network. His newest book is "No, They Can't: Why Government Fails, but Individuals Succeed." To find out more about John Stossel, visit the Creators Syndicate webpage.
http://www.wnd.com/2012/04/the-assault-on-food/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar