Jeg er så gennemført træt af islamiske terrorangreb
GADI ADELMAN
31 år er ret så lang tid. Faktisk er det også for lang tid. Jeg har fødselsdag i denne uge, og jeg vil ikke fejre den.
I
en alder af 51 så kan jeg kun se tilbage og undre mig over hvorfor
tingene er blevet værre fremfor bedre. Jeg har talt, skrevet og
undervist om terror, Islam, Sharia og mod-terror i 31 år.
Med
alle nyhederne omkring ambassadør Christopher Stevens død i Libyen, må
jeg begynde med det sidste dødsfald af en amerikansk ambassadør.
Selvom
den sidste U.S. ambassadør til at dø i tjenesten var Arnold Paphel,
U.S. ambassadør til Pakistan, er det usikkert om det var en
terrorhandling. Han forsvandt i en flyulykke i 1988 sammen med Pakistans
præsident Muhammad Zia-ul-Haq.
Forud
for det var den seneste ambassadør der døde i tjenesten Adolph Dubs,
U.S. ambassadør til Afghanistan i 1979. Den 14. feberuar 1979 blev han
bortført af fire terrorister og blev dræbt da han under en
skududveksling mellem terroristerne og de afhganske sikkerhedsstyrker.
En amerikansk ambassadør dræbt af terrorister. Bemærkede Amerika det? Nej.
Måneder
efter Ayatollah Khomeini vendte tilbage til Teheran og Iran stemte for
at blive en Islamisk Republik havde vi ambassadeovertagelsen. Den 4.
november 1979 indtog iranerne U.S. ambassaden og tog 66 gidsler. 14 blev
senere løsladt med de 52 tilbageværende befriet efter 444 dagen - på
den dag præsident Reagan blev indsat.
Dette var ikke tilstrækkeligt til at folk lagde mærke til det.
Da
jeg kom tilbage til USA i 1981 forsøgte jeg igen at
introducere for dette land, hvad jeg vidste ville være nødvendigt i
anti-terrorismen. Jeg henvendte mig til, og interviewede ethvert
regeringskontor i alfabetisk orden og blev afvist den ene gang efter den
anden, med undtagelse af CIA, idet jeg fik at vide, “Dette er Amerika,
vi har ingen terrorisme!”
CIA
tilbød en stilling som jeg ikke måtte tale om i årevis under truslen om
straf for “forræderi,” men det er vist unødvendigt at sige at det ikke
var på området mod-terror. Jeg sagde nej tak til stillingen da den ville
være imod mine egne moralnromer, min etik og min tro, for ikke at nævne
Israel.
I
1981 var der end ikke en håndfuld anti-terrorbeskæftigede, faktisk så
havde jeg kun kendskab til to, mig selv og min kære ven og kollega dr.
Walid Phares.
Interessant
nok så har både jeg selv og dr. Phares sagt og advaret om de samme ting
i alle disse år. Skønt det vi siger og advarer om er gået i opfyldelse
hver eneste gang, så er det meget få der har lyttet.
Mellem
1982 og 1991 havde vi bortførelser og drab på amerikanere i Libanon. 30
U.S. og andre gidsler fra Vesten blev bortført i Libanon af Hezbollah.
Nogle blev dræbt, nogle døde i fangenskab, og nogle blev med tiden
løsladt. Terry Anderson blev tilbageholdt i 2454 dage.
Selv dette var ikke tilstrækkeligt til at mennesker lagde mærke til det.
Kort
efter jeg vendte tilbage til USA fra Israel havde vi bombningerne i
Libanon. Den 18. april 1983 blev U.S. ambassaden i Beirut bombet og 63
mennesker døde, de fleste ambassade og CIA ansatte, adskillige soldater
og en Marine. 17 af de døde var amerikanere.
Det
samme år, den 23. oktober blev U.S. Marine forlægningen ødelagt af
selvmordsbomber under deres ophold som del af den multinationale
‘fredsbevarende styrke.’ Hvad mange ikke ved er, at dette blot var anden
gang i “selvmordsbombernes” historie. Den blev udført af
terrororganisationen Hezbollah og dræbte 241 amerikanske
tjenestegørende: 220 marines, 18 søfolk og tre soldaterm og seks andre
amerikanere blev såret. (læs denne på synopsis med en øjenvidneberetning)
Angrebet
mod Marine-forlægningen var det mest dødbringende enkeltstående tab for
United States Marine Corps siden slaget om Iwo Jima i 2. Verdenskrig,
det mest dødbringende anslag mod United States militæret siden første
dag i Tet offensiven under Vietnam krigen, og de mest dødbringende
enkelte angreb mod amerikanere i udlandet siden 2. Verdenskrig.
Var
bombningen af U.S. ambassaden og Marine-forlægningerne i Libanon ikke
tilstrækkeligt for folk til at indse at måske vi som amerikanerne ikke
havde med en konventionel fjende at gøre?
Lagde det amerikanske folk mærke til det? Nej. Lagde verden? Nej.
Før
det forfærdelige år var til ende, den 12. december 1983 blev U.S.
ambassaden i Kuwait City angrebet af Shiitiske lastbilbomber, der slog 5
ihjel og sårede 80.
Lagde Amerika mærke til det? Nej.
Så
endnu engang i løbet af 17 måneder, de 20. september 1984 kørte en
selvmorders lastvogn med 200 kg sprængstoffer og den amerikanske
ambassade i Aukar, 15 kilometer nord for Beirut, som mål, og 23 blev
dræbt og 21 såret.
Flere flagudsmykkede kister. Lagde Amerika mærke til at der var en tendens i alt dette? Nej.
Den
3. december 1984 havde vi kidnapningen af Kuwait Airways Flight 221 på
vej fra Kuwait til Pakistan. Flyet blev dirigeret til Teheran.
Bortførerne slog to amerikanske embedsmænd fra U.S.
Udviklingsministeriet ihjel. Hezbollah var endnu engang den som stod
bag.
Nogen der bemærkede det? Nej.
Mellemøsten
var ikke det eneste område, hvor amerikanere blev angrebet. Den 2.
april 1985, El Descanco restauranten uden for Madrid, Spanien blev
bombesprængt. Der dræbtes 18 spaniere og 82 såredes, herunder 11
amerikanske tjenestegørende, der ifølge efterforskningen var målet for
angrebet. Islamic Jihad Organization påtog sig ansvaret for bomben.
Flere amerikanere som mål. Nogen der bemærkede det? Nej.
Endnu
engang, Hezbollah og Islamic Jihad anslag mod amerikanere. Den 14. juni
1985 blev TWA Flight 845 kapret. De 8 besætningsmedlemmer og 145
passagerer led under en tre dage lang interkontinental prøvelse og blev
holdt som gidsler i 17 dage. Nogle passagerer blev slået. Passagerer med
jødisk lydende navne blev adskilt fra de andre, og U.S. Navy dykker
Dean Stethem blev tortureret og myrdet. (læs denne på synopsis).
Hans lig blev smidt ned på startbanen. Dusinvis af passagerer blev i de
næste to uger holdt som gidsler indtil de blev frigivet efter nogle af
terroristernes krav blev imødekommet.
Flag over U.S. Navy dykker Robert Dean Stethems kiste. Lagde Amerika sig mærke af det? Nej.
Det
var ikke kun anerikanske tjenestegørende der havde grund til bekymring.
Den 7. oktober 1985 kaprede fire svært bevæbnede palæstinensiske
terrorister det italienske krydstogtskib Achille Lauro med flere end 400
passagerer og besætningsmedlemmer. Terroristerne dræbte den amerikanske
turist den 69 årige Leon Klinghoffer, fordi han var jøde og smed hans
lig overbord sammen med rullestolen. (læs denne på synopsis).
Lagde nogen udover Klinghoffer familien mærke til det? Nej, faktisk ikke.
Muslimske
terrorister fandt, at lufthavne var lettere end krydstogtskibe at
angribe og den 27. december 1985 gik fire PLO terrorister frem til
billetlugen ved Israels El Al Airlines og ved Trans World Airlines ved
Leonardo da Vinci-Fiumicino lufthavnene udenfor Rom. Efter de affyrede
angrebsrifler og smed med granater var 16 døde og 99 sårede.
I
løbet af minutter på den samme dag blev Schwechat Airport (Wiens
internationale lufthavn) også angrebet. Tre terrorister kastede
håndgranater ind i en gruppe passagerer der var ved at checke ind til en
flyvning til Tel Aviv, to personer blev dræbt øjeblikkeligt og 39 andre
sårede. Et tredje offer døde den 22. januar 1986, af de skader
håndgranaterne havde forårsaget. Disse to angreb dræbte 19 mennesker,
hvoraf 5 var amerikanere. Angrebene blev knyttet til Libyen.
Flere amerikanere døde. Bemærkede Amerika det? Nej.
Den
2. april 1986 lod terrorister en bombe eksplodere i TWA Flight 840 mens
det fløj fra Rom til Athen. Fire amerikanske borgere, herunder et
ni-måneders gammelt spædbarn døde ved at de blev suget ud af kabinen i
gennem det store hul som sprængningen skabte i siden af flyet. Fem andre
i flyet blev såret ved den voldsomme dekompession af kabinen.
Nogen der husker TWA 840? Nogen der lagde mærke til det? Nej.
Den
5. april 1986 fandt angrebet mod La Belle diskoteket i Vest-Berlin
Tyskland sted. Dette var endnu en lokation der ofte blev besøgt at
soldater fra USA. En bombe placeret under et bord nær disc jockeyen
eksploderede og dræbte tre og sårede 230, herunder 79 amerikanere i
tjeneste. Dette angreb havde også forbindelse til Libyen.
Flere amerikanske tjenestegørende dræbt. Lagde nogen amerikanere mærke til det? Nej.
Endnu
en bortførelse af et amerikansk fly fandt sted den 5. september 1986,
da det stod på jorden i Karachi, Pakistan, af fire terrorister fra Abu
Nidal Organization. Pan Am Flight 73 havde 360 ombord. Tyve passagerer
blev dræbt under bortførelsen, 13 fra Indien og resten fra USA, Pakistan
og Mexico.
Et amerikansk fly bortført. Nogen der lagde mærke til det i Amerika? Nej.
Udover
amerikanere der blev dræbt i Israel i andre terrorangreb var der to år
med ro, og som så blev rystet i Lockerbie den 21. december 1981. Denne
gang var det Pan Am Flight 103 fra Frankfurt til New York. Flyet blev
sprængt i luften under flyvning og alle 259 passagerer og endnu 11 andre
på jorden blev slået ihjel i Skotland. (læs denne på synopsis)
Man skulle tro at efter dette ville amerikanerne være opmærksomme. Sørgeligt nok. Nej.
Den
27. januar 1989 blev tre enslignende bomber udført mod U.S.
virksomhedsmål, Turkish American Businessmen Association og Economic
Development Foundation i Istanbul, og Metal Employees Union i Ankara.
Flere amerikanere som mål. Lagde amerikanerne mærke til det? Nej.
Endnu
flere amerikanere var målet den 12. juni 1989, i Bosporus Strædet,
Tyrkiet. En bombe eksploderede ombord på et ubemandet fartøj benyttet af
ansatte på U.S. konsulatet. Eksplosionen forårsagede alvorlige skader
men ingen tilskadekomne.
Ansatte i det amerikanske udenrigsministerium var målet. Lagde amerikanerne mærke til det? Nej.
Mellem
1989 og 1991 var der ikke færre end seks angreb mod amerikanere og
amerikanske tjenestegørende alle på U.S. baser. Den 11. oktober 1989 i
Izmir, Tyrkiet eksploderede en sprængladning udenfor en U.S. militær PX.
Den
7. februar 1991, i Adana, skød og dræbte terrorister en U.S. civil
entreprenør mens han var på vej ind i sin bil ved Incirlik Air base,
Tyrkiet.
Den
28. februar 1991, skød og sårede to terrorister en U.S. Air Force
officer da han gik ind i sin tjenestebolig i Izmir, Tyrkiet.
Den
28. marts 1991 blev tre U.S. Marines skudt på og såret af en ukendt
terrorist mens de kørte nær Camp Three, i Jubial, Saudiarabien.
Den
28. oktober 1991, blev en amerikansk soldat, Victor Marwick, der
tjente ved den tyrkisk-amerikanske base, Tuslog i Ankara, Tyrkiet dræbt
og hans hustru såret ved en bilbombe. Tyrkisk Islamisk Jihad påtog sig
ansvaret.
Endelig
den 28. oktober 991, dræbte to bilbomber en U.S. Air Force sergent og
sårede alvorligt en egyptisk diplomat i Istanbul, Tyrkiet. Tyrkisk
Islamisk Jihad påtog sig igen ansvaret.
Alligevel endnu flere flagsmykkede kister. Lagde nogen mærke til det? Nej.
I
året 1991 var der flere angreb mod amerikanere i Beirut, Libanon. Den
8. november ødelagde en 100 kg’s bombe administrationsbygningen til
Amerikcan University i Beirut og dræbte en person og sårede flere end et
dusin.
Ved alle angrebene mod amerikanere i 1991, lagde Amerika så mærke til det? Nej.
Den 12. oktober 1992 blev en U.S. soldat der tjente ved FN dolket og såret nær havnebyen Umm Qasr, Irak.
Tilbage
i USA den 25. januar 1993 åbnede bevæbnet mand fra Pakistan ild mod
Central Intelligence Agency (CIA) ansatte der stod udenfor bygningen i
Virginia. To agenter, Frank Darling og Bennett Lansing blev dræbt og tre
andre såret.
Dette skete på amerikansk jord i Virginia. Lagde amerikanerne mærke til det? Nej.
Så
i 1993 havde vi det første angreb mod World Trade Center. Den 26.
februar sprang en kæmpebombe i en varevogn i den underjordiske
parkeringsgarage under World Trade Center, New York, og dræbte seks og
sårede 1042. Fire terrorister stod som ansvarlig for angrebet.
På dette tidspunkt troede jeg virkeligt at Amerika ville være opmærksom. Jeg tog fejl.
Mellem
1993 angrebet på World Trade Center og så 11. september 2001 var der
mindst 55 andre angreb rundt om i verden udført af muslimske terrorister
med amerikanere som mål, hvor mange blev dræbt og snesevis såret - men
Amerika lagde ikke mærke til det.
Disse oplistede angreb var mod amerikanere; i løbet af denne samme periode var Israel målet og led under endnu flere angreb.
Siden 9/11, er tingene gået til det værre verden rundt, ikke bedre. På
en eller anden er det gennem bagstræberisk politisk korrekthed og
ignorance, nu gerningsmanden der har gjort sig selv til offer. Sørgeligt
sådan er det amerikanere ser det. Endnu værre, de fleste amerikanere
tror det.
Det er blevet konstateret af lederne verden over mens de har betragtet deres egne land underlægge sig og være gidsler af Islam.
Tidligere præsident Nicolas Sarkozy den 11. februar 2011, da han blev interviewet af Frank National Tv om Islam i hans land.
"Mit svar er klart og tydeligt, jo det (multikulturalismen) er en fiasko”
Den 5. februar 2011 fastslog Storbritanniens premierminister David Cameron i en tale, hvor han nævnte at der skulle tages en barskere holdning over for grupper der fremmer islamisk terror i hans land.
“Helt
ærligt så har vi brug for mindre af de seneste års passive tolerance og
meget mere aktiv, muskuløs liberalisme. Lad os ordentligt bedømme disse
organisationer. Tror de på de universelle menneskerettigheder -
herunder for kvinder og mennesker af andre trosretninger? Tror de på
lighed for alle under lov? Tror de på demokratiet og retten hos folket
til at vælge deres egen regering? Opmuntrer de til integration eller
opmuntrer de til separatisme?”
“Igen
kan det se ud til at det muslimske samfund er særdeles meget i
søgelyset, behandlet som en del af problemet snarere end en del af
løsningen.”
Kansler Angela Merkel fra Tyskland fastslog den 17. oktober 2010 da hun talte om muslimer i Tyskland.
"Vi narrede os selv i et stykke tid med at de ikke ville blive, men det blev ikke virkeligheden.”
“Selvfølgelig
har tendens været at sige, ‘lad os adoptere det multikulturelle koncept
og leve lykkeligt side om side, og være glade for at bo sammen med
hinanden.’ Men dette koncept har fejlet, og fejlet markant.”
Som
leder efter leder har set deres land komme under truslen af terror og
gengældelse når deres land bliver mere islamisk, mere Sharia orienteret
og de mister deres ytringsfrihed så er de alle kommet til samme
konklusion. Amerikanerne lægger dog ikke mærke til det.
Det Arabiske Forår har bragt os flere islamisk styrede regeringer, ikke mere “frihed;” årsagen er den enkle at det
vi i Vesten omtaler som “frihed” ikke er det samme som muslimerne anser
som frihed. Deres frihed er Allahs ord. Deres frihed er at leve som for
1400 år siden. Punktum.
Hvis du mener jeg tager fejl, så se blot på Mellemøsten. Se nøje efter.
Jeg
er så træt af at blive kaldt “alarmist,” jeg er så træt af at blive
kalde “islamofob,” jeg er så træt af at blive kaldt “skør,” men mest af
alt er jeg så træt af at Amerika ikke før øje på sandheden.
Siden
terrorangrebet der skulle have været det ene som afslutning på alle
andre, den 11.09. har der været 19680 dødelige angreb, men over 260000
døde - i Islams navn. Dette er ikke nogle få mennesker “der har
kidnappet en religion.” Dette er religionen. Dette er Islam. Det er på
tide at vågne op.
http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/im-tired#ixzz289GYTrh9
Ingen kommentarer:
Send en kommentar