Arbejde? Nej, tak, kan jo ikke betale sig!

Japan skærer ned på velfærden

Thomas Lifson

Japan skiller sig ud fra andre økonomisk avancerede lande ved at gå ind for det princip at mennesker der arbejder bør have mere ud af det en mennesker der er på en eller anden form for velfærdsydelse.

The Kyodo News Service rapporterer:

Velfærdsydelser vil skåret ned med  ¥74 milliarder i løbet af en treårs periode begyndende fra budgetåret 2013, efter en regeringskommission har fundet ud af at nogle mennesker får mere ud af at være på velfærd end gennemsnits lavindkomstlønmodtageren, erfaredes det søndag.

Beslutningen om at sænke standard velfærdsydelser med 6,5% blev foretaget af Velfærdsminister Norishisa Tamura og Finansminister Taro Aso. Reduktionen vil indtræffe til august.

I USA har en undersøgelse i en stat vist at for at klare sig bedre end at udnytte alle fordelene som er til rådighed for de uden arbejde, så skal en familie tjene cirka 65000 dollars, langt mere end gennemsnitslønnen. Og i Storbritannien har publikationen SUN i dag en artikel om et stolt par der foragter arbejde, og nyder alle de dejlige ting de kan få uden at løfte en finger:

 

Et snylterpar fortalte forleden aften, hvordan de har 17680 pund om året i velfærdsgoder - og endog ikke bekymrer sig om at finde arbejde, da det ville gøre det ikke havde så meget.

Danny Creamer, 21, og Gina Allan, 18, bruger hver dag på at se TV på deres 47 tommers fladskærm, og ryger 40 cigaretter i deres nydelige toværelses lejlighed.

Det hele er betalt af skatteyderne, dog siger parret de fortjener noget sympati, fordi jo er “fastlåst.” .

De hævder endog det har ret til deres generøse ydelser fordi deres hårdtarbejdende forældre har betalt skat i årevis.

Parret der har en baby på fire måneder, Tullulah-Rose, siger de ikke kan søge arbejde da de så ikke ville kunne overleve, på mindre end deres 1743 pund om måneden i ydelser.

Parret gik ud af skolen uden kvalifikationer og siger der ingen mening er i at søge arbejde fordi de aldrig vil være i stand til at tjene så meget som de modtager i ydelser.

Gina indrømmer: "Vi kunne let få et job, men hvorfor skulle vi dog ønske det - vi ville få det værre."

Danny's far, 46, tilbød endog ham et job i hans bowlingcventer - men kunne ikke betale ham nok.

Japanerne, som koreanerne, kineserne og andre fremstormende asisatiske vækstøkonomier, husker udmærket dengang der var ægte fattigdom og desperation i deres lande. De forstår, og det helt ind til benet og i maven at det at overlever kræver kamp, og at glemme den kendsgerning kan være fatal.

Selvfølgelig har Japan haft adskillige årtier med en væsentlig velstandsfremgang (dog ikke vækst i de sidste 2), derfor er en rettighedskultur under fremgang der. Men de Østasiatiske lande, med rødder i rislandbrug, sætter pris på hårdt arbejde og det viser sig i deres kamp om økonomisk udvikling.

Den produktive del af den amerikanske økonomi forstår den dyd der ligger i at arbejde. Men der er i de sidste årtier blevet opbygget en stor subkultur af ‘nydere,’ herunder mange der ikke kan se nogen særlig ‘dyd’ i at arbejde, og som intet forkert kan se i at modtage det som andre har optjent i deres ansigts sved.

De har nemlig fået at vide, at det har de ret til. Det går i det lange løb helt galt.

http://www.americanthinker.com/blog/2013/01/japan_cuts_dole_to_ensure_work_pays_better_than_welfare.html#ixzz2JIsbrzLJ