Hykleriet om kurderne
Joseph Puder
Den i London baserede pan-arabiske avis Asharq Al-Awsat fra den 29. oktober 2012 rapporterede at Obama administrationen har forkastet indstillingen til en uafhængig kurdisk stat. En artikel af Shirzad Shihani i avisen med overskrifen: “Kurdisk Autonom Region NEJ - US bemærker at ‘En kurdisk leder der ønsker anonymitet afslørede at US administrationen har informeret Kurdistan Regionens præsident Massoud Barzani om at US og Tyrkiet ikke vil støtte nogen bestræbelser, for at udnævne en uafhængig kurdisk stat’” .
Dette rejser så det nærliggende spørgsmål om, hvorfor Obama administrationen så støtter en Palæstinensisk stat, men finder at en uafhængig kurdisk stat skal nægtes.
Obama administrationens begrundelse vedrørende Shikhani er at Washington støtter “dialog med Bagdad og anbefalede at han (Barzani) sammen med irakiske politiske ledere - søger at overvinde denne krise og normalisere forholdet mellem de irakisike og kurdiske politiske kræfter for at beskytte det demokratiske eksperiment i Irak.” Imidlertid er Irak ikke et Jeffersonsk demokrati, og det vil det aldrig kunne blive, idet Irak er en ‘uorganisk’ sammenslutning skabt af kolonimagterne efter 2. Verdenskrig. Irak ophørte med at være “et demokrati” af nogen slags lige så snart U.S. tropperne forlod landet i 2011. Landets premierminister Nuri Al-Maliki, har i stadig større grad påtaget sig den autoritære natur som hos andre arabiske ledere til ægte demokraters store skuffelse.
The New York Times bemærkede i en rapport fra 5. september 2012, at “I 2011, da den amerikanske indsats i hans land sluttede, da blev han betragtet som landets sekteriske stadig stærkere mand, hvis agressive handlinger har rejst bekymringer både hjemme og i Vesten, hvor embedsmænd længe har været foruroligende med premierministerens “autoritære tendenser.”
Det moderne Irak er altid blevet ledet af autoritære ledere. Dets første hersker var den Hashimitske Kong Feisal, oprindeligt fra Hejaz i Saudiarabien - en sunni konge der herskede over et flertal af arabiske shiitiske muslimer og kurdere. Så i 1958 greb Oberst Abd al-Karim Qasim magten ved et kup der fjernede monarkiet og myrdede den kongelige familie. Den pro-kommunistiske Qasim blev afsat og slået ihjel i et oprør foranstaltet af Baath-partiet i 1963, der bragte Qasims kuppartner, Oberst Abdel Salam Arik (arabisk sunni.muslim) til magten. Da han døde i i et flystyrt (sandsynligvis sabotage) blev hans bror Abdul Rahman Arik præsident i 1966. Endnu et kup i 1968 førte General Hassan al-Bakr til magten. Bakr trådte tilbage (sandsynligvis tvunget dertil) i 1979, og Saddam Hussein, al-Bakr’s fætter fik hele den diktatoriske magt i Irak. Alle disse ‘stærke mænd’ herunder Saddam var arabiske sunni-muslimer. Al-Maliki er den første arabiske shiit der hersker over Irak.
Se’vres Traktaten efter 1. Verdenskrig (10. august 1920), mellem de sejrende Allierede og det besejrede Osmanniske Tyrkiet gav lejlighed for en selvstyrende Kurdistan og (et uafhængigt Armenien). Traktaen blev imidletid forkastet af det nye tyrkiske nationalist regime ved Kemal Ataturk, og blev erstattet af Lausanne Traktaten i 1923. Kurdere erklærede sig så selvstændige i 1927 og oprettede Ararat Republikken, blot for at blive knust af tyrkerne tre år senere. Tyrkiet er nu som dengang imod enhver manifestation af kurdisk uafhængighed i Irak og Syrien, men forkæmper for Palæstinas uafhængighed. Dette hykleri er dybt beklageligt og støttet af USA.
Opdelingen ifølge Sevres traktaten
Storbritannien modtog efter 1. Verdenskrig et Folkeforbunds mandat for administrationen af Irak og Palæstina, og for at konsolidere olieressourcerne tog man det kurdiske område i nord Irak fra Tyrkiet og kombinerede det med den olierige Gulf region i syd. Sunni stammeområderne lå mellem disse to regioner. Men mens London søgte af skænke selvbestemmelse for de arabiske.palæstinensere under 1937 Peel Kommisionen (som araberne forkastede) så gav man aldrig den samme mulighed til kurderne. Mullah Mustafa Barzani (Massoud Barzanis far) blev den kurdiske lederfigur der søgte separatisme, selvstyre og i sidste ende uafhængighed for kurderne. I 1946, sammen med Qazi Muhammad, lederen af Kurdistans Demokratiske Parti i Iran, erklæredes den Uafhængige Republik Mahabad i det nordvestlige Iran. Det holdt kun seks måneder og blev knust af et overvældende stort antal iranske tropper.
Barzani vendte tilbage til sit hjemland Irak i 1958 efter monarkiet var styrtet. Barzanis opfordring til kurdisk selvstyre bragte ham i konflikt med Qasin og Arif brødrene. En fredsaftale mellem Bagdad regeringen under ledelse af Saddam Hussein og Kurdisk Psehmerga under Barzani blev underskrevet i 1970. Her anerkendtes kurdisk selvstyre i Nordirak og også kurdisk som sprog. Men da Al-Bakr-Saddam Hussein regimet “arabiserede” fjendtlighederne i det olierige Kirkuk område (med kurdisk flertal) blev det ikke til noget.
Iran-Irak Krigen der begyndte i 1980 gav kurderne i Irak en mulighed for at trænge de irakiske styrker tilbage fra Nordirak. I 1983 beordrede Saddam sine tropper ind i området nær Massoud Barzanis hjem (nu leder af KDP efter faderens fød i 1979) og slog uden nåde 8000 kurdere ihjel. Mens krigen med Iran gik i stå, igangsatte Saddam “Anfal Kampagnen” mod kurderne i Nordirak. Saddams fætter Ali Hassan al Majid, kendt som “Kemiske Ali” benyttede giftgas for at dræbe 5000 civile og skade yderligere 10000 i Halabja by.
'
Saddam sammen med Kemiske Ali.
I 1991 kort efter Gulf Krigen opmuntrede præsident George H. Bush kurderne til at gøre oprør mod Saddam, men da irakiske fly bombede kurdiske landsbyer gjorde U.S. ingenting. Resultatet var at en million irakiske kurdere flygtede. Disse begivenheder foranledigede at Det Kurdiske Demokratiske Parti under ledelse af Barzani og Kurdistans Patriotiske Union under ledelse af Jala TalabaniI 1991, afsluttede deres borgerkrig og slog sig sammen.
Idet man tager i betragtning at amerikanerne bydes velkommen og er sikre i irakisk Kurdistan og at Kurdistans Regional Regering (KGR) under ledelse af Massoud Barzani er den eneste stabile enhed i Irak, et sted, hvor velstand og demokrati trives, da trænger det spørgsmål der bare skal besvares sig på, - hvorfor Obama administrationen ikke er ivrig efter at byde et uafhængigt Kurdistan velkomment. Joe Biden, som formand for Senate Foreign Relations Committe er citeret af Reuters den 1. maj 2006 for at sige:
“Irak burde opdeles i tre, i det store og hele selvstyrende regioner - Kurdistan, sunni-arabisk og shiitisk-arabisk - med en svagere centralregering i Bagdad.” Biden advarede i en NY Times leder mod handlingerne fra George W. Bush administrationen ved at sige: “Bush-administrationens bestræbelser for at oprette en stærk centralregering i Bagdad har været en fiasko grundet den etniske rivalisering der har ført til udbredt sekterisk vold.” Som vicepræsident og en del af Biden/Obama administrationen, er Biden medskyldig i at gøre lige præcis det modsatte af det han anbefalede og kæmpede for.
Hykleriet og de dobbelte standarder hos Obama administrationen når det drejer sig om kurdisk uafhængighed kan bedst forstås når man læser Obamas tale i Cairo juni 2009, hvori han sagde: “I mere end 60 år har de (palæstinenserne) udholdt smerten ved at være fordrevet. Mange venter i flygtninglejre på Vestbredden, Gaza og i nabolandene på et liv i fred og sikkerhed som de aldrig har været i stand til at føre. De må udholde daglige ydmygelser - store som små - der følger med en okkupation. Lad der derfor ikke være nogen tvivl: Situationen for de palæstinensiske folk er utålelig. Amerika vil ikke vende ryggen til den lovlige palæstinensiske forhåbning om værdighed, muligheder og deres egen stat.”
Kurderne har udholdt voldsomme lidelser, ydmygelser og nedværdigelser i løbet af de sidste 100 år. De arabiske palæstinenseres lidelser som Obama referer til har i det store og hele været selvforskyldt. Igen og igen har de afvist tilbud om fred om kompromiser. 1937 Peel Kommissionen og 1947 FN Opdelings Planane tilbød de arabiske palæstinensere en mulighed for at oprette deres egen stat sammen med den lille jødiske stat. De valgte i stedet krig og muligheden for at ødelægge Israel.
Kurderne har ikke som de arabiske-palæstinensere været beskæftiget med terror, selvmordsbomber og kapringer af fly, og terrorhandlingerne som PKK (Kurdistans Arbejder Parti) har begået er blevet fordømt af de fleste kurdere.
Samtidig med der er 22 arabiske stater der har den samme opfattelse af kollektiv sammenhørighed, herunder religion, kultur og sprog, er der ikke en eneste kurdisk stat trods den kendsgerning at den kurdiske nation udgør 40 millioner mennesker, med deres egen kultur og det indo-europæiske sprog (Kurmanji og Sorani).
Det er på tide at U.S.A. og vesten støtter en uafhængig kurdisk stat bestående af områder med kurdisk dominans i det nordlige Irak og nordøstlige Syrien. En sådan støtte ville være en ægte retfærdighed for en glemt nation - Kurdistan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar