tirsdag den 15. januar 2013

Konservatives - 'mismodets vinter'

Mismodets vinter hos konservative                                

Patrick J. Buchanan       
       
Mens det hvide flag hejses over Republikanernes tvivl, ved at tilbyde et kompromis om skatterne, så går tankerne tilbage til det som så ud til at være en langt værre tid for konservative: December 1964.                         

Barry Goldwater havde lidt et nederlag der ikke var blevet set siden Alf Landon. Republikanerne holdt mindre end en tredjedel af Huset og Senatet og kun 17 guvernører. Warren Court var ved at omskabe Amerika.
 

The Supreme Court in 1953, with Chief Justice Earl Warren sitting center.

I kunst-, akademi- og underholdningsverdenen, og det nationale pressekorps, blev konservative sjældent set eller hørt. Det var Liberalismens Time, med Amerika oversvømmet i tågede memoirer af Camelot og store forventninger om Det Store Samfund der skulle komme i 1965 (Lyndon B. Johnsons projekt - synopsis kommentar)

Det var i det år der var en optrapning i Vietnam, protester på universiteterne og civil ulydighed mod krigen. I august det år eksploderede de værste raceuroligheder i Watts kvarteret i Los Angeles, ildspåsættelser, plyndring, gennembankning af hvide, snigskytteangreb på politi og
brandfolk.
 

Et år efter LBJ’s triumf gjorde sorte militante og hvide radikale indhug på det liberale etablissement fra venstrefløjen, mens Guvernør George Wallace var kommet fra nord i 1964 for at vinde en tredjedel af de større Demokratiske primærvalg med et angreb fra det populistiske højre.

Under overfladen var Det Demokratiske Parti i opløsning på de etniske, kulturelle og politiske linjer. Lov og orden og Vietnam var emnerne. Richard Nixon kunne se denne åbning og greb lejligheden til at afmontere FDR’s koalition og koble det sammen med hans Nye Flertal.  

I dag er Republikanernes styrke i Huset, Senatet og ved deres guvernører langt større end nogen Republikanerne var i besiddelse af i 1960’erne. Forskellen er, at dengang kunne vi forestille os et nyt flertal af centristiske Republikanere, Goldwater konservative, etniske katolikker i Nord og Demokratiske protestanter i Syden.

Og vi kunne betragte de problemer der kunne bringe dem ind i teltet: En ny Højesteret, lov og orden, fred med ære i Vietnam.

Da det Liberale etablissement kollapsede i løbet af 1960’erne, ude af stand til at afslutte krigen i Vietnam eller krigen på gaderne, blev nationens ledelse overdraget Nixon og Ronald Reagans parti. Fra 1968 til 1988 vandt Republikanerne fem af seks præsidentvalg, to af dem med en storsejr med 49 stater.  

Republikanernes krise i dag er demografisk, kulturelt og politisk.

Demografisk set udgør farvede mennesker næsten 40% af befolkningen i USA og 30% af vælgerkorpset. Disse mennesker - 85-90% af alle immigranter, lovlige som ulovlige - øges i antal. Og i 2012 stemte disse farvede mennesker for Obama i forholdet 4 til 1.

Republikanernes trumfkort - vi er Reagans parti, det som førte os til sejr i Den Kolde Krig,- ophørte med at fungere for 20 år siden.

Så fik George H.W. Bush, en krigshelt der havde presideret over Berlin Murens fald, og opløsningen af Sovjet Imperiet, sejrherren i Desert Storm, 38% af stemmerne mod en militærnægter ved navn Bill Clinton.

Kulturelt set så er årsagerne til 1960’ernes revolutioner - ubegrænset skilsmisse, legalisering af stoffer, “forplantningsrettigheder” teenageres adgang til fødselskontrol, rettigheder til bøsser og bøsseægteskaber - noget der enten er blevet modtaget af eller er blevet accepteret af de fleste af Amerikas unge.

Resultatet af den seksuelle revolution fremmet af modkulturen i 1960’erne, og den dominerende kultur i dag, er at 40% af alle fødsler i USA er hos enlige mødre.

Uden nogen ægtemand ser disse kvinder hen til regeringen for hjælp til mad, husly, uddannelse, medicin og indkomst til dem selv og deres børn. Til opretholdelse og overlevelse af deres familie er de afhængig af den samme Store Regering som Republikanerne forkaster ved deres sammenkomster.

Med hensyn til  Republikanernes stærkeste appel - vi er partiet vil der sætte skatterne ned - halvdelen af landet betaler ikke indkomsskat,  - og Republikanerne er ved at overgive sig til Obama selv på skattefronten.
 

Republikanerne står for at få rettighederne under kontrol. Men de primære modtagere af de store rettigheder, Social Security og Medicare er seniorerne, partiets mest troværdige vælgerblok.

I udenrigspolitik er de mest synlige Republikanske talsmænd senatorerne John McCain og Lindsey Graham. Begge var utilfredse med tilbagetrækningerne fra Irak og Afghanistan. Begge ønsker at intervenere i Syrien og Iran.

Hvad ønsker Amerika? At være hjemme og opbygge nationen.

Grundpillerne hos Reagan - arbejde, familie, tro - appellerer stadig til ti millionvis. Men vor fædres tro er døende, familien i opløsning og arbejde er mindre ønskværdigt da velfærdsstaten tilbyder en støtte for livseksistensen.

Konservative skal pinedød genopdage, hvad det er de ønsker at ‘konservere’ bevare og hvordan, og det i et klima der er lige så fjendtligt som i 1964 - de afventer det øjeblik da landet igen vender sig mod et alternativ. Som det vil ske.

Vor økonomiske kurs er ustabil og vor regerende elite er mere arrogant end etablissementet i 1960’erne, skønt mindre i stand til at tilfredsstille kravene fra deres højtråbende vælgere om mere og mere fra et land der nærmer sig afslutningen på sin tolerance og et uundgåeligt kollaps.
           
http://www.humanevents.com/2012/12/11/pat-buchanan-the-winter-of-conservative-discontent/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar