Mismodets vinter hos konservative
Mens
det hvide flag hejses over Republikanernes tvivl, ved at tilbyde et
kompromis om skatterne, så går tankerne tilbage til det som så ud til at
være en langt værre tid for konservative: December 1964.
Barry Goldwater havde lidt et nederlag der ikke var blevet set siden Alf Landon. Republikanerne holdt mindre end en tredjedel af Huset og Senatet og kun 17 guvernører. Warren Court var ved at omskabe Amerika.
I kunst-, akademi- og underholdningsverdenen, og det nationale pressekorps, blev konservative sjældent set eller hørt. Det var Liberalismens Time, med Amerika oversvømmet i tågede memoirer af Camelot og store forventninger om Det Store Samfund der skulle komme i 1965 (Lyndon B. Johnsons projekt - synopsis kommentar)
Det
var i det år der var en optrapning i Vietnam, protester på
universiteterne og civil ulydighed mod krigen. I august det år
eksploderede de værste raceuroligheder i Watts kvarteret i Los Angeles,
ildspåsættelser, plyndring, gennembankning af hvide, snigskytteangreb på
politi og
brandfolk.
Et
år efter LBJ’s triumf gjorde sorte militante og hvide radikale indhug
på det liberale etablissement fra venstrefløjen, mens Guvernør George
Wallace var kommet fra nord i 1964 for at vinde en tredjedel af de
større Demokratiske primærvalg med et angreb fra det populistiske højre.
Under
overfladen var Det Demokratiske Parti i opløsning på de etniske,
kulturelle og politiske linjer. Lov og orden og Vietnam var emnerne.
Richard Nixon kunne se denne åbning og greb lejligheden til at afmontere
FDR’s koalition og koble det sammen med hans Nye Flertal.
I
dag er Republikanernes styrke i Huset, Senatet og ved deres guvernører
langt større end nogen Republikanerne var i besiddelse af i 1960’erne.
Forskellen er, at dengang kunne vi forestille os et nyt flertal af
centristiske Republikanere, Goldwater konservative, etniske katolikker i
Nord og Demokratiske protestanter i Syden.
Og vi kunne betragte de problemer der kunne bringe dem ind i teltet: En ny Højesteret, lov og orden, fred med ære i Vietnam.
Da
det Liberale etablissement kollapsede i løbet af 1960’erne, ude af
stand til at afslutte krigen i Vietnam eller krigen på gaderne, blev
nationens ledelse overdraget Nixon og Ronald Reagans parti. Fra 1968 til
1988 vandt Republikanerne fem af seks præsidentvalg, to af dem med en
storsejr med 49 stater.
Republikanernes krise i dag er demografisk, kulturelt og politisk.
Demografisk
set udgør farvede mennesker næsten 40% af befolkningen i USA og 30% af
vælgerkorpset. Disse mennesker - 85-90% af alle immigranter, lovlige som
ulovlige - øges i antal. Og i 2012 stemte disse farvede mennesker for
Obama i forholdet 4 til 1.
Republikanernes
trumfkort - vi er Reagans parti, det som førte os til sejr i Den Kolde
Krig,- ophørte med at fungere for 20 år siden.
Så
fik George H.W. Bush, en krigshelt der havde presideret over Berlin
Murens fald, og opløsningen af Sovjet Imperiet, sejrherren i Desert
Storm, 38% af stemmerne mod en militærnægter ved navn Bill Clinton.
Kulturelt
set så er årsagerne til 1960’ernes revolutioner - ubegrænset
skilsmisse, legalisering af stoffer, “forplantningsrettigheder”
teenageres adgang til fødselskontrol, rettigheder til bøsser og
bøsseægteskaber - noget der enten er blevet modtaget af eller er blevet
accepteret af de fleste af Amerikas unge.
Resultatet af den seksuelle revolution fremmet af modkulturen i 1960’erne, og den dominerende kultur i dag, er at 40% af alle fødsler i USA er hos enlige mødre.
Uden
nogen ægtemand ser disse kvinder hen til regeringen for hjælp til mad,
husly, uddannelse, medicin og indkomst til dem selv og deres børn. Til
opretholdelse og overlevelse af deres familie er de afhængig af den
samme Store Regering som Republikanerne forkaster ved deres
sammenkomster.
Med
hensyn til Republikanernes stærkeste appel - vi er partiet vil der
sætte skatterne ned - halvdelen af landet betaler ikke indkomsskat, -
og Republikanerne er ved at overgive sig til Obama selv på
skattefronten.
Republikanerne
står for at få rettighederne under kontrol. Men de primære modtagere af
de store rettigheder, Social Security og Medicare er seniorerne,
partiets mest troværdige vælgerblok.
I
udenrigspolitik er de mest synlige Republikanske talsmænd senatorerne
John McCain og Lindsey Graham. Begge var utilfredse med
tilbagetrækningerne fra Irak og Afghanistan. Begge ønsker at intervenere
i Syrien og Iran.
Hvad ønsker Amerika? At være hjemme og opbygge nationen.
Grundpillerne
hos Reagan - arbejde, familie, tro - appellerer stadig til ti
millionvis. Men vor fædres tro er døende, familien i opløsning og
arbejde er mindre ønskværdigt da velfærdsstaten tilbyder en støtte for
livseksistensen.
Konservative skal pinedød genopdage, hvad det er de ønsker at ‘konservere’ bevare og hvordan,
og det i et klima der er lige så fjendtligt som i 1964 - de afventer
det øjeblik da landet igen vender sig mod et alternativ. Som det vil
ske.
Vor
økonomiske kurs er ustabil og vor regerende elite er mere arrogant end
etablissementet i 1960’erne, skønt mindre i stand til at tilfredsstille
kravene fra deres højtråbende vælgere om mere og mere fra et land der
nærmer sig afslutningen på sin tolerance og et uundgåeligt kollaps.
http://www.humanevents.com/2012/12/11/pat-buchanan-the-winter-of-conservative-discontent/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar