Christ Christie en ynkelig medieliderlig politiker

Den skrækkelige Chris Christies vej frem

Ilana Mercer                                                                          

Guvernøren har været i nyhederne rigeligt i den seneste tid, hvilket han bare elsker - og så den måde har har planlagt det. At hævde at Mr. Christie hungrer efter frugten som U.S. præsident er helt overflødigt og på linje med “er Paven katolik?”

Guvernøren er ikke dum, men hvor han dog kender til at manipulere med dumrianer, et krav til en offentlig stilling. Det ene vigtige spørgsmål Dumrian amerikaneren kan stille sig selv når han skal vælge en præsident, er om han gerne vil bunde en Guinness med kandidaten. OK en doughnut er lige så godt som en øl.

Derfor gik Christie så på “The Late Night Show” for at blive præsenteret. Der fik han presset sig ned i en stol der var for lille til hans korpus og morede den arrogante vært der sad foran ham mens han gnaskede en doughnut i sig. 

Hold da fast en klam fyr (synopsis.kommentar) Den anden ligeledes. Men da amerikanerne jo for tiden har en forkærlighed for klamme politikere er han måske det næste bud. SUK!

Meget passende for en nation der betragter kløgt og intellekt som utroværdigt - vil idiotiske berømtheder føre an i 2016 præsidentvalget, som de netop gør i dag. Synlighed  på late-night TV er netop kravet til det højeste embede.

Fremført af Dronningen af Kitsch, sludrehovedet Oprah Winfrey, har Barack Obama normaliseret det kulturelle karnival, hvor man ser en præsident der mænger sig med dumrianer som Dave Letterman og damerne fra “The View.” Han sidder nu på 1600 Pennsylvania Avenue.

Som sin forgænger vil den næste præsident have brug for at entertainere træder til med deres kanoniske status. “Vejen til Det Hvide Hus går gennem denne stol,” advarede den halv-seriøse Dave Letterman den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney. Romney bed ikke på Letterman budet. Hvor er han i dag? På historiens askehob.

Endnu et teater for det amerikanske præsidentskab der benyttes er de liberale medier. Og de eelsker Chris Christie, og fremholder ham som en modsætning til den forvirrede Republikaner som GOP plejer at føre kampagne for.

Sådan har det ikke altid været. Kommentatoren Ann Coulter har været blød i knæene og ude for at kokettere over Christie. Nu er det hele det liberale etablissement (som også omfatter de fleste Republikanere).

Hvordan i alverden har det kødbjerg dog fået skabt denne faustianske pagt?

Den surmulende guvernørs svimlende fremkomst begyndte, mener jeg, i september 2011, da han gav en tale ved Reagan Library. Mere overdreven end Reagansk, sammenlignede Christie Ronald Reagan med “immigranter” der i århundreder “indlod sig på farlige rejser for at komme hertil.” Enhver der vover at sammenligne en gennemført amerikaner, en hvid mand der opnåede meget, med en indvandrer vil jo altid være mediernes darling.

Sent 2011 var landet blevet som besat af Guvernør Christie præsidentielle planer, idet han opførte sig som et spædbarn der jagter en forældre ved at råbe, “Tag mig op, Farmand, Tag mig op. Kys mig, kys mig.” Christie gjorde det imidlertid kløgtigt. Han begik ikke en Palin. Den utrolige Hulk, stod, af naturlige årsager, fast plantet i New Jerseys jord, og nægtede at gøre som Sarah Palin havde gjort: Opgivet midt i en guvernørperiode, og så ind til ‘munterheden’ på den nationale scene.

Super-orkanen Sandy ramte med voldsom styrke landet i oktober 2012, da Mitt Romney kæmpede for sit politiske liv. Sandy var Christies fuldkomne storm. Det var da at guvernøren meget hurtigt skiftede til at blive Obamas nye Bedste Ven, idet han bød præsidenten velkommen til det plagede New Jersey og erklærede sin manglende interesse i at Mitt Romney kom på besøg.

 

Med en centralplanlæggers manglende respekt for privat ejendom demonstrerede den “konservative” guvernør ved at ‘forbyde’ det han kaldte “skære prisen til. Som ved enhver anden frivillig udveksling af varer betyder “skære til” at frie mennesker bytter noget af værdi (penge/varer/arbejde) med noget andet de har brug for (penge/varer(arbejde).

Christie forstår ubegribeligt lidt om at priserne er som et kompas. Beregnet på indfri ‘udbud og efterspørgsel’ sikrer de den korrekte balance af ressourcerne. Uden markedspriserne, kan ‘udbud og efterspørgsel’ ikke komme i balance, og som et resultat heraf kan forbrugerens behov ikke blive indfriet, især ikke i tider med knaphed.

Nu lød der meget snart det helt store klagebrøl over landet. Ved at have tabt alt til Sandy, hørte man beboerne i Staten Island kræve på nationalt TV at regeringen klarede kystarbejdet. Hvis den gjorde den smule så ville de og deres “hårdprøvede” naboer med glæde bygge det hele op igen.

Christ Christie var pot og pande. Regionalt selvstyre? Forbunds kræfterne? Glem det dog. Hr. Romney blev forhånet for at stille spørgsmål til lovligheden af FEMA (Federal Emergency Management Agency) og for at forklare at staterne og den private sektor var de rette besiddere og værkstederne i bestræbelser for genopbygningen.

‘Den Korpulente’ indvilligede ved at kræve, “Godkendelse af Forbundsregeringen for 100% betaling for omkostningerne hos stats og lokale myndigheder der skal rydde op og nødhjælpsforanstaltningerne der skal fortsætte efter Orkanen Sandy.”

For så vidt det gælder guvernør Chris Christie, da burde regeringen lade havet rulle ind over New Jersey.
  

Ilana Mercer is a classical liberal (libertarian) writer and a fellow at the "Jerusalem Institute for Market Studies." She is the author of "Into the Cannibal's Pot: Lessons For America From Post-Apartheid South Africa." "The titular tease," explains Ilana in the book, "is meant as a metaphor and is inspired by Ayn Rand's wise counsel against prostrating civilization to savagery." Ilana's website is IlanaMercer.com.. She blogs at www.barelyablog.com

http://www.wnd.com/2013/02/the-rise-of-the-cr-ppy-chris-christie/#OvdJFEGZAU6uIdkC.99

Order lIana Mercer’s brilliant polemical work, “Into the Cannibal’s Pot: Lessons for America from Post-Apartheid South Africa”