Del 3 i en serie.
Oleg Atbashian
Amerikanske fagforeninger har brugt næsten en milliard dollars ved et valg der som formål havde at placere politikere der går ind for dem i magtpositioner i Washington. Servicearbejdernes Internationale Fagforening, med deres egen formand ord har, "brugt en formue på at på Barack Obama valgt." Iflg. Washington Examiner har United Auto Workers holdt sig noget tilbage med at bringe bilindustrien i knæ, og gav 1,98 million dollars til Demokratiske kandidater, plus 4,87 millioner dollars i forskellige udgifter til Obamas kampagne.
Pengene kommer fra de tvungne bidrag fra arbejdere der ofte ellers ikke ville have støttet eller stemt på disse mennesker. Som 'betaling' har Obamas arbejdsbutik holdt sig tilbage med gennemførelsen af åbenhedsreglerne, og uden dem er arbejderne ikke i stand til at se hvor deres penge går hen. Fagforeningsbosserne har en rigtig god grund til at skjule deres aktiviteter: AFL-CIO har nemlig brugt så meget på politik at de er kommet ud i en håbløs gæld.
Men tilgengæld får de nu tilbagebetaling. United Auto Workers er blevet belønnet med 55% ejerskab af Chrysler og 39% af General Motors, mens resten af aktierne ejes af Obama regeringen. Lad mig lige benytte lejligheden til at vise min solidaritet med Detroits bilfabrikanter og med kærlige hilsener fra Donbass kulminearbejderne (se del 2 i denne serie) Hvis denne tendens fortsætter, da kan den yngre generation ligeså godt nu spekulere på, hvordan en by uden bilfabrikker dog kunne kaldes Motown.
Da den nuværende recession begyndte, var de første svage led der knækkede den smadrede økonomi de fagforeningsomfattede virksomheder - mest kendt er De Tre Store (bilfabrikanter) der er domineret af UAW. Som kontrast - i Sydens stater med "retten til arbejde, Alabama og North Carolina, har ike fagforeningsarbejdere hos tyske og japanske bilfabrikanter en lavere lønomkostning på 65 cents pr time, end i Detroit og de fortsætter med at beskæftige mere end 60000 amerikanske arbejder uden de beder om skatteyderbetalt hjælp. Og ulig mange af konkurrenterne omfattet af fagforeningerne der er gået på r... da tjener de ikke-fagforeningsorganiserede penge.
Mens den finansielle krise ikke i sig selv havde sin årsag ved fagforeningerne så var den et produkt af den samme økonomiske filosofi der fik regeringen til at blande sig i husmarkedet og dets finansiering. Det begyndte med ønsket om at hjælpe ellers ikke egnede lavindkomst familier ved at give dem ret til at ejer et hjem i "den økonomiske lighed og retfærdigheds navn." Det endte med påtvungen ulighed, da utallige huslån nu betales tilbage af skatteyderne. hvoraf mange slet ikke ejer et hus og hvis udgifter til at købe et er blevet meget ringere.
Forvridningen af markedet skabte en økonomisk 'Gremlin' - en yngre fætter til det økonomiske Donbass uhyre, om du vil - med den store forskel at nu var den placeret lige i centrum af verdens økonomiske drivkraft. Hvad kan dog gå galt når de selvretfærdige kampagneførere i regeringen for økonomisk lighed beordrer bankerne at udstede risikofyldte huslån til de fattige? Ja, desværre kun en forkrøblende effekt. Efterspørgslen stiger, dermed huspriserne, og chancerne for at lånene kan tilbagebetales falder, presset på regeringen øges yderligere, bankerne lukker det seende øje, bankerne begynder at opsige de elendige låneaftaler, bankerne kollapser, en recession følger efter, låntagerne mister deres arbejde og kan ikke betale tilbage på deres lån, og hele det finansielle system bryder sammen. I den verdensomspændende krise der følger, bliver utallige fattige i udlandet, der aldrig ville kunne få et hus endnu fattigere end før U.S. regeringen besluttede at tvinge "økonomisk lighed og retfærdighed" igennem.
Som man kunne forvente bliver skylden lagt overpå kapitalistisk grådighed og selviskhed.
Ordet "selviskhed" bliver vidt og bredt benyttet som et nedsættende ord, synonymt med umoralitet. Venstreorienterede ideologer benytter det i vid grad til at slå forsvarerne af "kapitalismen" i deres gennemført individualistiske hoveder. Imidlertid kan de samme ideologer aldrig påberåbe sig selviskhed når denne praktiseres af en gruppe - idet man antager at selviskhed per definition aldrig kan være kollektiv, eller at ved at være kollektiv, da bliver selviskhed ført op til et højere moralsk stade, som om ting der gennemføres i 'almenvellets' hellige navn aldrig kan være umoralske.
Og så dog, ikke alene har gruppe selviskhed altid eksisteret på alle samfundsniveauer - fra klaner der bekriger hinanden til nationer og racer - men selviskhed udøvet af kollektivistiske grupper er ofte den laveste, mest ufornuftige og umoralske form for selviskhed.
Hvor selviskhed hos et enkeltindivid kan enten være fornuftig eller ufornuftig, det afhænger af om den er baseret på fornuft eller rå følelser, da er gruppe-selviskhed altid ufornuftig fordi masse psykologien bag for det meste er drevet af primale kollektivistiske instinkter. Mussolini var udmærket klar over kraften i gruppe selviskhed og opbyggede hele sin ideologi på det, som han kaldte fascisme efter fasci - et bund med grene der var bundet sammen så de ikke kunne brydes. I Ukraine hvor jeg voksede på sagde folket med et klogt, men sarkastisk ordsprog, "Selv det at banke din fader kollektiv er en lindring."
En moralsk styrke der motiverer en person til at få succes i livet gennem egne bestræbelser og dygtiggørelse kan også beskrives som selviskhed. Men kollektivitsterne ser ingen forskel mellem et individs fornuftige, konstruktive forfølgelse af egeninteresse og den ufornuftige, destruktive selviskhed der får en person til at ofre andre menneskers liv eller ejendom for personlig vindings skyld eller for at komme frem i samfundet. De to definitioner er der himmelvid forskel på - og dog slås de ofte sammen, især med det formål at tilsvine succesrige forretningsfolk og virksomheder.
Det helt ekstreme udtryk for en persons irrationelle destruktive selviskhed - bedrageri, tyveri, udnyttes og vold - er strafbart ifølge loven. Samfundet undlader aldrig at fordømme det som umoralsk, og fint nok. Men når den samme irrationelle destruktive selviskhed udføres af en gruppe, da forårsager det yderst sjældent den samme moralske indignation. På samme vis , er kollektivt bedrageri, tyveri, udnyttelse og endog vold ikke nødvendigvis noget der resulterer i straf. I nutiden ideologiske klima, er det at ofre andre menneskers liv eller ejendom for kollektiv fortjeneste, eller at stræbe efter at opnå magt i samfundet noget der næppe bedømmes som kriminelt eller umoral.
Tværtimod så fremstilles gruppeselviskhed som en dyd og stilles på parade under sådanne eufemistiske etiketter, af Orwellsk karakter, som - retfærdighed, rimelighed, lighed, bevidsthed og borgerlige rettigheder. Ifølge den kollektivistiske moralkodeks er der ikke noget offer der er for stort hvis den er i 'sagens' tjeneste eller for de "mange" - den perverterede forestilling om "det fælles gode" skønt det næppe kan konkurrere i omfang med kommunisternes 'altruistiske' handlemåder.
Men selvom det ikke resulterer i groteske massemord, da er gruppe selviskhed stadig umoral, fordi den umenneskeliggør ved at nægte dem deres helt egen individualitet, og fremmedgør dem overfor sig selv. Den forårsager at mennesker bliver bedømt, ikke på deres karakter, men på deres hudfarve, sociale klasse, etnicitet, seksuelle præferencer eller deres handlemønstre. Og når disse sekundære initiativer udmanøvrerer de rent menneskelige initiativer da holder mennesket op med at være enkelt individer og bliver som skabeloner i pap, de bliver som offerdyr og som en slags pant i sammenstødet mellem de kollektivistiske grupper der udøver pres for at opnå ufortjent status, priviligier, penge og magt.
I USA har den korrumperende indvirkning af ufortjent særrettigheder (Entitlements) opildnet af klassemisundelse og stadige klager allerede rekrutteret tilstrækkeligt med medlemmer så de udgør en solid vælgergruppe, hvis valgte repræsentanter aldrig ophører med at forsøge at lovliggøre deres kollektivistiske nye dagsorden. Kravet om ufortjente rettigheder går hånd i hånd med kravet om den ufortjente moralske autoritet - et vrangbillede som kun få tør udfordre. Og da antallet af uudfordrede vrangbilleder fortsætter med at bliver flere og flere, således vokser også antallet af kollektivistiske grupper og deres appetit på mere indflydelse.
Endnu et populært emne at bekæmpe for venstrefløjsideologerne er det som næsten udgør et varemærke for dem - "grådighed." Det ligestilles med umoralitet, og det benyttes dagligt i de venstreorienterede amerikanske medier for at give støtte til en spærreild af anti-kapitalistiske argumenter.
The American Heritage Dictionary definerer "grådighed" som et "overdrevnet begær efter at opnå eller besidde mere end det der en ens behov eller det man fortjener." Lad os lade ordet "behov" ligge et øjeblik sammen med spørgsmålet "Hvem skal definere behovet?" til en anden diskussion. Nøgleordet her er "fortjener", hvilket kan være synonymt med "gøre sig fortjent til." Da et individs ønske, begær om at besidde mere end vedkommende har gjort sig fortjent til, med god ret kan bedømmes som væres umoralsk, da er et kollektivt begær, ønske om at komme i besiddelse af mere end medlemmerne af gruppen har gjort sig fortjent til blevet stadig mere moralsk acceptabelt for mange amerikanere, der nu er villige til at ofre deres eget land for den moralske illusion af gruppens overhøjhed over enkeltindividets rettigheder.
Til at begynde med var jeg chokeret over at mennesker der er til overflod beriget med individuelle friheder og muligheder som amerikanerne har kunnet falde for sådan en tilbagestående og forkastelig social model. Men gruppepresset fra diverse interessegrupper har en sær pervers form for magnetisme. der kan ligne den der kan ses hos gadebander, der virker så attraktive for nogle at de slutter sig til dem og dermed forspilder chancen for selv at komme frem i virkelighedens verden. Medlemskab af en bande giver personen en slags tilhørsforhold, uden man behøver at gøre fremskridt selv. Man behøver ikke være en stræber, føre et moralsk liv, eller gøre noget andet for den sags skyld - alt det han skal gøre er at skubbe sin individualitet til side og ikke stille spørgsmål.
Kollektivt gruppepres er alt dette og så meget mere mere oveni. De lokker mennesker med løftet om øjeblikkelige rettigheder blot fordi man er medlem. Hver gruppe har sin egen rolle, arv, klager og en vrimmel af aktiviteter. Hver gruppe kommer med paletten af privilegier og eksklusivsærrettigheder for dem selv og skaber nye regler og kommer med nye talemåder der gør Forfatningen uden betydning. Sammen skaber de en illusion om et stort moralsk flertal, en repræsentation der konkurrerer med Kongressen, en slags alternativ regering, en massiv front der er i krig mod amerikansk kapitalisme og den individualistiske civilisation.
Mens enhver af disse gruppe mere eller mindre ville passe på Lenins skabelon af "en skole for kommunismen," så har fagforeninger indiskutabelt været pionerer der har banet vejen for dem alle. I dag fortsætter de med at være de mest aktive og mest magtfulde medspillere i det system de selv skabte.
I serien indgår følgende artikler:
2.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar