Hvem lærer vore børn at slå ihjel?

Lærer vore unge at dræbe - Hvem?

PETER FARMER                                                                 

I ugerne efter massakren den 14. december på Sandy Hook Elementary School i Newtown, Connceticut har en stor del af regeringens og mediernes opmærksomhed haft fokus på udsigten til en yderligere våbenkontrollovgigning, ved de værktøjer der fornylig er blevet foreslået af senator Dianne Feinstein (Demokrat-Californien) og andre, både på forbunds- og statsplan.

Ved at holde fokus på de våben der blev benyttet ved drabene på Sandy Hook og ikke selve gerningsmanden har venstrefløjens kontrol - måske utilsigtet - udstillet en af de mest grundlæggende fejlopfattelser i selve våbenkontrol bevægelsen, nemlig sammenhængen mellem værktøj og dettes bruger. Våben samler jo ikke sig selv om og skyder ikke af sig selv. Et våben er kun et værktøj; uden menneskelig medvirken, altså person der har til hensigt at benytte det med et bestemt formål for øje, er et skydevåben intet. For at citere Gunnery Sergeant Hartmann i filmen Full Metal Jacket, “Din riffel er kun et værktøj. Det er et hård hjerte der slår ihjel.”

Hvad er det der gør vore unge menneskers hjerter så hårde og barske? Hvem underviser dem i at dræbe? 
 

Psykologen og tidligere soldat David Grossmann (pensioneret Oberstløjtnant i U.S. Army) og hans kolleger kommer med nogle svarmuligheder. Grossman er en internationalt kendt og respekteret myndighed i psykologi og i voldens og kampens psykologi; en betragtelig del af hans praksis er viet til at rådgive skoler og arbejdspladser om vold disse steder - både forhindringen af, og behandlingen efter en hændelse.

Forskningen knytter en forbindelse mellem teenagevold og den vold der skildres i film, på TV og i videospil som længe har været fint dokumenteret i læge- og videnskabelige kredse.

Grossman og medforfatter Loren Christensen bemærker i deres bog fra 2008, “On Combat,” at American Psychological Association (APA) og andre myndigheder har slået alarm over forbindelsen mellem vold i medierne og vold begået at tenagere, og det i mange år; i 1999, udgav APA en udtalelse i New York Times om emnet, “Beviset er overvældende. At modargumentere er som at argumentere mod tyngdekraften.”

Siden den tid er der imidlertid kommet vigtig, ny og kraftfulde beviser for dagen om forbindelsen mellem vold og mediernes skildring af vold, som Grossmann og co. kalder “Det sidste søm i Hollywoods ligkiste” - nemlig hjerneforskningsstudier der entydigt beviser at udsættelse for vold i medierne har skadelige - og muligvis farlige - effekter på de unge sind. I deres bog præsenterer forfatterne resultaterne af en to-årig undersøgelse udført ved University of Indiana Medical School. Undersøgelsen sammenlignede to grupper af unge i alderen 13-17 år. Den første gruppe bestod af normale teenagere; den anden var karakteriseret ved teenagere, der havde fået diagnosen DBD -afvigende hjerneuorden- hvilket er kendetegnet ved betragtelig aggression og/eller modstand mod myndighed. Grossman og Christensen bemærker at de to grupper var sammensat i henhold til alder, køn og IQ.

I første fase af undersøgelsen blev teenagere og deres forældre overvåget for at se på deres reaktion ved udsættelse for vold i videospil, på TV og i film. I den anden fase, blev de medvirkende afprøvet i en avanceret FMRI scanner (hjernescanner)

FMRI scanner

Forsker ser på scannerens resultater

Individet blev overvåget uden nogen tilføjede stimulus, og også mens vedkommende spillede et voldeligt videospil. Det område af hjernen der blev scannet var cortex (frontpandelappen)  (PFC), den region af hjernen der er associeret med kontrol af opførsel, behandling af impulser, logisk tænkning om de fremtidige konsekvenser af beslutninger og handlinger. Utilstrækkelig udvikling eller begrænsning af PFC (frontpandelappen) forudsætter effektiv problemløsning, beslutninger på en logisk baggrund, moden bedømmelse eller andre evner knyttet til ansvarlig voksen opførsel.

Efter indsamling af deres data - herunder real-time FMRI scanning af begge grupper - konkluderede forskerholdet af PFC aktiviteten var markant større hos teenagere med lavere udsat påvirkning af voldelige billeder. Jo større udsættelse for voldelige scener des mere markeredes underskuddet på frontpandelap cortex-knyttede kognitive evner; alle teenagere med DBD havde mindre aktivitet i deres hjerners logikcentre end ikke-DBD teenagerne. For det andet konkluderede forskerne at selv ikke-DBD teenagere med fint udviklet PFC aktivitet oplevede en nedgang i deres evner til at foretage logiske beslutninger under og umiddelbart efter udsættelse for voldelige scener. .

Grossman og Christensen anerkender at de eskalerende grader af vold - herunder vold begået af teenagere - igangsættes af mange faktorer, herunder nedbrydningen af familien, nedgangen i oplæring i moral, indflydelsen fra bander og stoffer, og mental sygdom - sammen med andre årsager. Imidlertid er der handlinger som de individuelle forældre og familier kan foretage for at beskytte sig selv.

De anbefaler at ingen under syv år skal få lov til at se noget med voldeligt indhold i medierne; og maner også til forsigtighed ved at teenagere der er 17 og yngre ikke skal have lov til at se film eller TV med voldelige scener 1). De anbefaler at forældre forbyder deres børn at spille voldelige videospil, og at de holder øje med deres børns internetvaner. De anbefaler også genindførelsen af opsyn med indholdet svarende til det som benyttedes i Hollywood mellem 1930-1968, da det nuværende MPAA system for aldersindeling af film blev indført. 2).

De bemærker også at de såkaldte “sigt og skyd” videospil hæmmer mellemhjernens kredsløb der er knyttet til at forbyde vold, og som virkning fungerer som kampsimulatorer, der underviser brugerne, i det mindste de neurologisk sårbare af slagsen - i at dræbe.

TV, film og videospil underviser børn i at dræbe ved at benytte den samme mekanisme med klassisk tilvænning, operativ tilvænning og social læring der anvendes hos moderne soldater, men uden sikkerhedsforanstaltningerne bestående af disciplin og karakterudvikling 3).

Fortalerne for våbenkontrol synes at have til hensigt at begrænse - om ikke helt at inddrage - ansvarlige amerikanere deres ukrænkelige ret til at bære og besidde våben. I stedet burde de spørge, hvem eller hvad det er der gøre vore børns hjerter så kolde. Hvem underviser dem i at dræbe?

Hvis senator Feinstein og hendes politiske allierede, med ægte alvor søgte hen mod selve de grundlæggende årsager til vold på steder som Sandy Hook så er det de spørgsmål der bør stilles. Hvorfor gør de ikke det.

1 - "On Combat: The Psychology and Physiology of Deadly Conflict in War and in Peace." David Grossman and Loren W. Christensen. Warrior Science Publications, 2008: 224

2 - As above, 257

3 As above, 229

                   
 
Peter Farmer is a historian and commentator on national security, geopolitics and public policy issues. He has done original research on wartime resistance movements in WWII Europe, and has delivered seminars on such subjects as political violence and terrorism, the evolution of conflict, combat medicine, and related subjects. Mr. Farmer is also a scientist and a medic.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/teaching-our-children-to-kill?f=must_reads#ixzz2IEwR8b1S