Storsnudede, respektløse arbejdssnobber
Patrice Lewis
Her på det seneste har jeg tænkt en del over det at arbejde - især fysisk arbejde.
1 Tessaloniker 4:11-12: “Sæt en ære i at leve stilfærdigt, overholde jeres forpligtelser og arbejde flittigt, sådan som vi tidligere har sagt. Så vil mennesker, der ikke er kristne, respektere jer, og I behøver ikke at modtage hjælp fra andre.”
Denne eftertænksomhed fandt sted en dag da jeg vaskede op. Vi har ikke en opvaskemaskine i vort hjem, så derfor skiftes mine piger og jeg til at vaske op. Jeg har aldrig nogensinde haft noget imod at vaske op, og har aldrig ønsket mig en opvaskemaskine. Det som en sådan ville kunne spare mig er trods alt kun en smule tid og arbejde, ikke sandt? I en husholdning har en opvaskemaskine altid forekommet mig at være helt unødvendigt for at løse en meget simpel opgave - nemlig snavsede tallerkener.
Lad os nu gå udenfor vor køkkendør og se lidt på vort land - som et husmandssted. Et sådant sted kræver noget fysisk arbejde. Der er ikke noget at gøre, der skal bare skovles husdyrgødning, høet skal lægges på plads, brændet skal skæres og kløves, haven skal passes, sammen med alle de andre nødvendige og ofte tilsmudsende opgaver.
Du vil blive overrasket over at erfare, hvor mange mennesker der finder disse opgave ‘uværdige,’ men jeg holder af fysisk arbejde. Det får mig til at føle mig levende, jeg får jordforbindelse, får mig til at have fokus på, hvorfor de tallerkener er snavsede eller laden har brug for en rengøring. Jeg er mere stolt over et rent køkken når jeg har vasket de tallerkener op i hånden eller en rengjort lade når jeg selv har skovlet dyrenes gødning sammen og kørt det bort. Udover at jeg kunne spare noget tid, hvad ville så det ikke at udføre de opgaver føre med sig?
Hvad gør de fleste med ‘sparet’ tid? De sidder på deres flade foran TV’et eller en computer. Maskiner kan meget vel gøre livet mindre fysisk hårdt, men de gør ikke altid livet bedre.
Fysisk arbejde er nærmest blevet ‘forbudt.’ Det er ikke længere noget et fornuftigt menneske skulle have lyst til, med mindre de er håbløst uintelligente.
En gang sendte en gnaven læser af denne klumme mig en mail, efter at have erfaret at jeg og min mand bor på et landbrug, og vedkommende nedgjorde mine intellektuelle evner med baggrund i de daglige opgaver med at holde stalden ren. “Jeg har altid ment at mennesker der skovler ‘lort’ som levevej ikke burde skrive klummer,” snerrede vedkommende, og derved på en måde konkluderede at det at betjene en greb har noget med den persons intelligens at gøre.
Mange mennesker mener nu de er for ‘fine’ til fysisk arbejde. Når vi ikke kan benytte en maskine til en opgave, da ansætter vi (en formodentligt laverestående) person til at få beskidte hænder på vore vegne .... og vi kalder det så for fremskridt.
Misforstå mig ikke, jeg elsker den moderne teknologi, og hvordan den har forbedret vore liv, men maskineriet har også fjernet os fra vore rødder. Når mennesker konkluderer de er for “fine” til fysisk arbejde, så mener de også at de er finere end de som udfører det.. Hvis vi arbejder for at skaffe vort egne bøffer og mælk, er vor intelligens så inferiør på grund af de fysiske arbejde bagved? Betyder det at de som høster for os, eller plejer vore børn eller ordner vore toiletter skal have mindre respekt fordi de netop benytter deres hænder?
Kort sagt, alt for mange mennesker - ligesom min kritiker - konkluderer at ‘hjernekraft’ overtrumfer muskelkraft. Det er blevet forkert eller besynderligt eller unormalt at gøre noget på den gammeldags facon. Hvis vi synes det er dejligt eller bliver fyldt at tilfredshed ved et fysisk arbejde, så må der altså være noget galt med vor intelligens,.
Sådan plejede det ikke at være. Vore forfædres liv var pinedød nødvendigt fyldt med fysisk arbejde blot for at overleve. De besad også evnerne til at gøre arbejdet effektivt. I sin bog “Better Off,” beskriver Eric Brende sit 18 måneders ophold blandt quasi-Amish gruppen han kalder Minimitterne, der bor uden moderne bekvemmeligheder. Brende og hans hustru opdagede det ikke hædrede og ikke værdsatte videns-og-kunnen-niveau der er i fysisk arbejde. Der er jo ingen der forsøger at gøre arbejdet hårdere end nødvendigt.
“Besynderligt er det at vort mentale billede af livet med simpel teknologi samtidig er et af ulærde mennesker der udfører kedeligt arbejde, skriver Brende. “Dette er utvivlsomt et spejlbillede af vor egen erfaring - den tåbelige gentagelse ved automatiseringen i de sidste 200 år. Mary og jeg opdagede nu, at det ikke var den blotte fysiske byrde ved ikke mekaniseret arbejde der var skræmmende. Det var det at kunne. Evnen var ikke koncentreret til en enkelt specialitet, men spredt ud over dusinvis af små fif, og hundredvis af forskellig viden, alt sammen meget fremmed for en der kun kan trykke på en knap. Oveni i alt dette, så var det den allerbedste evne at afbalancere og integrere alle de små enkeltheder i en enkelt tilværelse.”
Disse Minimitter kunne på grund af deres evner og effektivitet lade deres hænder være det der var brug for, hvorimod gennemsnitsadvokaten er fuldstændig hjælpeløs når køkkenvasken stopper til.
Med de 1001 arbejdsbesparende værktøjer vi har til vor rådighed, er vi blevet en nation af smådovne, der blot skal fylde ‘fritiden’ ud. Som den gamle talemåde lyder, “Lediggang er roden til alt ondt.”
Hvor mange mennesker bliver ikke bytte for alt fra online porno til bandeuvæsen blot fordi de keder sig? Og hvor anderledes ville livet være om mennesker havde “lavstatus” arbejde til med hæder at fylde deres tid ud og dermed reduceret lysten til at være beskæftiget i en destruktiv opførsel?
Hvorfor er det dog mere ‘fint’ at løbe på et løbebånd - og ingen vegne komme - end det at grovrengøre laden? Slutresultater er det samme - en svedig krop. Og så lige det at man samtidig har en rengjort lade.
Menneskekroppen blev skabt til at arbejde. Det er helt naturligt at ønske at bruge den, presse den skabe noget med den. Vor nation blev grundlagt i ødemarken ved arbejde. Ønsket om at udføre fysisk arbejde er ikke et tegn på et hæmmet sind - så langt fra. Det er en instinktiv anerkendelse af, at vi benytter vore kroppen som det var meningen, uanset om det er at svinge leen for at høste, eller hænge vasketøj op i solen.
Mens vi er på vej mod et Nyt År, og står over for en ukendt fremtid med økonomiske afgrunde og andre ubehageligheder så husk, at de som ikke er bange for, eller skammer sig over at benytte deres kroppe til fysisk arbejde ofte er de som klarer sig bedst. Evnen til at Præstere giver sig ofte udslag i en mangfoldighed af evner der giver fleksibilitet til at klare sig.
Hvorom alting er - når skidtet rammer ventilatorvingen så er det fyren der ved, hvordan man gør den ren der vil nyde den kølige brise.
Patrice Lewis is a freelance writer whose latest book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.
http://www.wnd.com/2012/12/snooty-snarky-laborphobes/#oILIPXbAzM7pyY9R.99
Ingen kommentarer:
Send en kommentar