Min Zero tolerance politik - ingen stoffer her
Christopher Orlet
Ville samfundet være bedre hvis vi legaliserede brud mod den offentlige orden?
Efter
min hustru, min svigermor gik forbi en handel med stoffer på gaden hvor
vi bor her forleden besluttede vi at nu har vi fået nok. Fra nu af
ringer vi til Politiet når vi ser nogen - sort eller hvid, hipster eller
latino - der indtager illegale stoffer i vort kvarter. Det omfatter
også marijuana.
Her
i den indre by ryges joints som var det cigaretter så helt åbenlyst, af
brugere i alle aldre, herunder mennesker der tilfældigvis går på
fortovet når min hustru og jeg tager vor gravhund ud på en aftentur at
det nærmest som at gå en tæt sky af marijuanarøg. Det er som at være til
en Grateful Dead koncert anno 1975. Ingen gør noget ved det fordi alle
gør det. Det er altså helt normalt i ghettoen
Derfor
var det på tide med en ny normal. Næste gang min hustru så vor 20 årige
‘smarte’ nabo med venner ryge i baggården bad hun dem om at gå skrubbe
af. (Min hustru har brugt 15 år på at forske i misbrug af børn og sager
med overgreb i The Big City. Intet skræmmer hende). Naturligvis svinede
de hende til.
“Det er jo det sorte gør,” informerede de hende.
“Er det rigtigt?” spurgte hun. “Ikke de sorte jeg kender.”
“Nå, men du ejer ikke stedet her.”
“Det er din bedstefars ejendom, og det du gør er ulovligt.”
“Og hvad så? Det er vores ejendom.”
De
fattede simpelt hen ikke konceptet om at man ikke kan udføre
ulovligheder på sin egen ejendom. (Tilsyneladende tilbyder skolerne i
St. Louis ikke meget i form af kurser i logik).
Min
hustru sagde til dem, at ved helt åbenlyst at ryge græs så sendte de et
signal til stofhandlerne om at stoffer var accepteret i vort kvarter.
(og det var de indtil vi kom hertil). Hun orkede ikke at forklare Broken
Windows Theory for dem, men det var hvad vi mente.
Man
tolererer en smule kriminalitet, og sender det budskab til de
kriminelle at de kan slippe afsted med langt værre forbrydelser. Under alle omstændigheder - de var advaret nu.
Næste
dag var de der igen, pulsende løs foran deres bedstefar hus. Denne gang
ringede jeg til politiet. Jeg fortalte at der var to unge mænd der
brugte ulovlige stoffer uden for vor nabos dør. Der gik ikke engang tre
minutter så kom betjentene. Desværre var rygerne nu gået indendørs.
Jeg
erfarede snart at politiets hurtige reaktion skyldes den kendsgerning
at ovenpå adskillige skyderier i vort kvarter så er det nu blevet et af
de varme indsatsområder som politiet her i St. Louis har fokus på, med
hyppig patruljering.
Næsten
aften var lovbryderne vore naboer på den anden side af gaden. Fire
eller fem midaldrende personer der stod og hang, festede og blevet
stenet. Igen ringede jeg til politiet. Igen flygtede de indendørs på et
hængende hår. Imidlertid syntes det som om de havde fået nok. Siden Laurids Betjents besøg den aften er den åbenlyse stofhandel mindsket betragteligt. Vi får se hvor lang tid det holder.
Liberal/venstreorienterede
siger at, hvis vi blot legaliserer marijuana så er
kriminalitetsproblemet løst. Selvfølgelig skal vi så også til at
legalisere methamphetamine eller andet lignende.
Hvis
det overordnede mål er at formindske kriminaliteten, så ville det være
mere logisk at legalisere alle stoffer og enhver anden såkaldt krænkelse
af den offentlige orden fra prostitution til smårapserier, skønt det er
vanskeligt at se, hvordan det vil gøre samfundet bedre.
Under
alle omstændigheder og ud fra sund fornuft påhviler bevisbyrden de som
ønsker at forandre samfundet. De har forpligtelse til at overbevise
resten af os om at samfundet vil klare sig bedre med lovlig hash, og der
ikke vil være nogen skadelige konsekvenser. Indtil nu har de ikke kunne
fremføre dette. I hvert fald ikke så jeg er tilfreds. Indtil det sker
så holder vi fast ved NUL tolerancen. I det mindste på gadeplan.
Christopher Orlet writes every Thursday from St. Louis.
http://spectator.org/archives/2012/09/27/my-zero-tolerance-policy
Ingen kommentarer:
Send en kommentar