Phyllis Schlafly
Mens
det republikanske flertal i Huset brydes med metoder til at skære ned
på vort uholdbare budgetunderskud smed Barack Obama en ny udfordring på
bordet. Den 14. marts 2012 sagde han, "Vi kan ikke skære ned på uddannelse."
Men hvorfor dog ikke?
Hvis
vi skal skære ned på programmer der har fejlet i deres målsætning, da
burde regeringens forbrug på uddannelse være øverst på listen.
Regeringens
forbrug på offentlige skoler (som blot er en lille procentdel af
regeringens skolebudgetter) fik sat specifikke mål i 2002 med loven der
kaldes "Intet barn lades i stikken,"
genindførelsen af Elementary og Secondary Education Loven. Den kræver
at staterne har målsætning om at alle elever skal have tilstrækkelige
læsefærdigheder og matematikfærdigheder i 2014, for at imødekomme det
årlige krav om fremskridt frem mod dette mål, og især for at komme
nærmere eller helt lukke hullet mellem de højere indkomster og
minoritetsstuderende.
Undervisningsminister Arne Duncan smed en bombe ind i uddannelsesdebatten ved at indrømme at 82% af de offentlige skoler kunne benævnes som "fiasko" under 'Intet Barn Lades i Stikken'
specifikationerne. Hans løsning er at holde op med at kalde dem
"fiaskoer" sætte datoen for elevernes færdigheder frem til 2020 og så
selvfølgelig anvende flere penge på de forfejlede programmer.
I
årevis har uddannelsestalsmænd ment at børn burde være i stand til at
læse i fjerde klasse. Godt for Wisconsin da guvernør Scott Walker, nu
går ind for at læsemålet skal være tredje klasse -- og dette mål er også
det som Indiana og New Mexico guvernører har.
Obama ønsker at afsætte flere penge til de notorisk nytteløse programmer med navnet Head Start, og han forøgede deres årlige betaling i 2009 med næsten 3 milliarder dollars. U.S. skatteyderne har givet Head Start
166 milliarder af deres penge siden 1965 trods mange undersøgelser
viser at det i det store og hele er spildt, ikke gav fattige børn en god
start og at ethvert fremskridt der blev gjort mens ungerne var med i Head Start forsvandt i løbet af nogle få år.
.
Da
konservative så velkendt tabte kampen om at forhindre regeringens
forbrug på lokale offentlige skoler (som de betragter som
forfatningsstridigt) for et halvt århundrede siden har Kongressen år efter år forøget tilskuddene.
I de seneste år har Kongressen peget på to hovedformål: At øge elevens
kunnen og at lukke hullet mellem høj- og lavindkomst eleverne og mellem
minoritets- og hvide elever.
Vi
skatteydere har forbrugt rundt regnet 2 billioner dollars på disse
bestræbelser siden 1965. Det er kun fornuftigt at spørge, har vi fået
noget af værdi for de penge?
Hvis vi ser på de klasser der gik ud af offentlige skoler i 2009, kan vi se at vi brugte
over 151000 dollars per elev for at bringe denne fra første til 12.
klasse. Det er næsten tre gange så meget som vi brugte på de klasser der
blev færdige i 1970.
Trods
det massive forbrug, er overordnet set, færdighederne stagneret eller
endog gået tilbage. Hullerne mellem minoritets- og hvide elever er
uforandret i videnskabsfag og kun lettere snævret ind i læsning og
matematik.
Vi
har så uendeligt lidt at fremvise for de 2 billioner dollars i
regeringens uddannelsesforbrug i det sidste halve århundrede, og Andrew
J. Coulson fra CATO har de statistikker der beviser det. Det koster nu tre gange så meget at give i væsentlig grad den samme uddannelse som vi gav i 1970.
Selv
disse dårlige nyheder giver dog ikke det rigtige billede, fordi mens
produktiviteten fejlede i de offentlige skoler, steg den andre steder.
Næsten alle de produkter og services de fleste af os køber er blevet
bedre, mindre dyre eller begge dele i løbet af de to sidste
generationer.
Kendsgerningen
er, at der ingen forbedring er i uddannelsen selvom forbruget er røget
i vejret og det er en katastrofe der ikke kan ses på andre områder. I
tilgift med spildet af penge, har dette gigantiske forbrug hæmmet vor
økonomiske vækst ved at beskatte for billioner af dollars bort fra den
produktive sektor af økonomien og overøse dem på værdiløse programmer.
Idet
de erkender at det at lære at læse er helt grundlæggende for
uddannelserne, har de offentlige skolers lobby kæftet op om de
foreslåede nedskæringer i læseprogrammer. Jovist læsning burde være
nummer 1, men efter alle disse år, hvorfor skal vi så gå videre med et
unødvendigt forbrug af pengeuddeling for at finde et godt læseprogram?
Børn
bør lære at læse i 1. klasse ved et autentisk fonetisk program, hvormed
de lærer lydene og stavelserne i det engelske sprog, og hvordan de
sætter dem sammen for at læse ord med mere end en stavelse. Der er intet
fordyrende eller mystisk i denne grundopgave.
I
stedet for at spilde regeringspenge på dyre nytteløse programmer så
fortæl de lokale skoledistrikter at de skal give en bonus til de lærere
der underviser 1. klasser baseret på, hvor mange børn de faktisk lærer
at læse. Lad læreren vælge det fonetiske system vedkommende tror vil
hjælpe med til at bonus kan opnås.
Phyllis Schlafly is a lawyer, conservative political analyst and author of 20 books. Her latest, written with co-author Suzanne Venker, is "The Flipside of Feminism" published in March by WND Books. Schlafly also is founder and president of Eagle Forum.
"From Crayons to Condoms" lays out myriad reasons America's government schools have failed our children
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=277901
Ingen kommentarer:
Send en kommentar