Påske: Tiden til eftertanke
Harold Witkov
For jøder er Påsken en frihedsfest. Det er et folks fejring af udfrielse fra slaveriet og at være blevet genløst.
Som
en oprigtigt troende jøde tager jeg Påskens beretningen meget
alvorligt. Når det er sagt så er der en del af fortællingen, som jeg
føler mere taler til min politiske side end min religiøse. Det drejer
sig om tabet af frihed, frem for at opnå den.
For
mange begynder Påske beretningen med de oldgamle israelitter der
allerede var slaver i Egypten. Endnu en tilgang til Påsken er at
overveje hele optakten, da Josef inviterede sine brødre og deres
familier til at slå sig ned i Gosen, Egypten. (hundreder af år
tidligere)
Lige
for at hjælpe på hukommelserne. Du husker uden tvivl at Josefs brødre,
der engang solgte Josef til slaveriet og formodede han længe havde været
død, var kommet til Egypten for at få hjælp fra tørken. Josef genkendte
dem, men de ikke ham.
Efter
at have prøvet dem for at se om de var blevet mere sunde moralsk set,
åbenbarede han sig endelig for dem, uden tegn på hævn, og inviterede
sine søskende og deres familier til Gosen, hvor han kunne hjælpe med at
at stå resten af 7 års tørken ud, og som nummer to i Egypten, kunne han
passe på dem og deres velfærd.
Der
er noget ved denne del af fortællingen, der politisk set, altid har
givet mig bekymring. Var flytningen til Gosen virkelig så god en ide?
Som vi kan læse i 1. Mosebog kom der ikke rigtig nogen indvendinger fra hans brødre om flytningen af hele mishpacha
til Gosen, men lad os formode nogle af hans brødre godt kunne se nogle
uheldige træk ved denne ‘flytteide.’ Lad os endda formode, at nogle af
dem sagde det højt. Deres samtale med Josef kunne have været noget
lignende:
Ruben: “Er
du nu sikker på at flytte til Gosen er en god ide. Kommer vi ikke til
at bo lidt for betænkeligt nær ved den absolutte diktator Farao?”
Josef: "Som
diktator er Farao ganske sej. Udover det er jeg jo Faraos
næstkommanderede, du har altså en bror der vil sørge for din familie”
Simon: “Hør
nu her Josef, jeg kan forstå af din fortolkning af drømme at vi har
adskillige år tilbage af 7 års tørken. Hvad med at vi flytter til Gosen i
de resterende år og derpå, når tørken er forbi, tilbage til Kanaan, i
sikker afstand fra diktatoren Farao.”
Josef: “Du har ikke fattet det? Alt her er bare sejt. Jeg følger Farao med mit liv!”
Juda: “Josef, hvad med når du er død? Hvad vil der så ske?”
En tydeligt irriteret Josef: “Stol blot på mig.”
Hvad
hændte der på? 1. Mosebog slutter med bosættelsen i Gosen og Josefs død
og 2. Mosebog begynder hundreder år senere med at israelitterne nu er
slaver. Jeg vil vædde på, at i slaveårene efter Josefs død og indtil
Moses reddede dem, så var der rigtig mange israelitter der spurgte sig
selv, “Hvad i alverden tænkte Josef dog på?”
I
overført betydning kan det udmærket hævdes, at israelitterne måtte
sluge den bitre pille med slaveriet således af smagen af frihed ville
være så meget desto mere sød, og deres åbenbaring ved Sinai Bjerg så
meget mere dybfølt. Men dette er en artikel der søger at rejse politiske spørgsmål og svar og ikke åndelige.
Hvordan
mistede israelitterne så helt specifikt deres frihed? Som den mundtlige
aftale med Farao, Josef og hans kæmpefamilie med tiden gik i
glemmebogen, da mistede israelitterne uden tvivl deres frihed - en Farao
ad gangen. Og hvornår indså de, at de nu var slaver uden udfrielse? Det
indså de på det tidspunkt de havde en “Farao der intet kendte til
Josef.”
Hvilken
politisk indsigt kan vi opnå i dag af flytningen til Gosen af Josefs
brødre og deres familier, som med tiden førte til at en hel nation blev
holdt som slaver? Der er mange og de er soleklare, men de skal dog
nævnes. Nogle få: Der er ikke noget der hedder en ‘god’ diktator. Stol
aldrig en diktator over en dørtærskel. Når friheden først er mistet, er
det næsten umuligt at få den tilbage.
Endelig,
under denne uge med religiøs refleksion for både jøder og kristne skal
vi spørge os selv, er det muligt at amerikanerne en dag kunne miste
deres frihed på samme måde som oldtidens israelitter gjorde?
Jovist
kan vi miste vore frihed stykke for stykke, en præsident ad gangen
snarere end en Farao ad gangen. Og hvornår indser vi så at vi er både
uden frihed og uden mulighed for frisættelse? Vi vil muligvis forstå det
for sent på det tidspunkt vi har en præsident uden tøjler, der enten
ikke kender Josef, heller ikke Bill of Rights og Forfatningen.
http://www.americanthinker.com/blog/2013/03/passover_a_time_for_reflection.html#ixzz2P0lc6DX8