søndag den 31. marts 2013

Påsken: Tiden til eftertanke

Påske: Tiden til eftertanke


Harold Witkov

For jøder er Påsken en frihedsfest. Det er et folks fejring af udfrielse fra slaveriet og at være blevet genløst.

Som en oprigtigt troende jøde tager jeg Påskens beretningen meget alvorligt. Når det er sagt så er der en del af fortællingen, som jeg føler mere taler til min politiske side end min religiøse. Det drejer sig om tabet af frihed, frem for at opnå den.

For mange begynder Påske beretningen med de oldgamle israelitter der allerede var slaver i Egypten. Endnu en tilgang til Påsken er at overveje hele optakten, da Josef inviterede sine brødre og deres familier til at slå sig ned i Gosen, Egypten. (hundreder af år tidligere)


Lige for at hjælpe på hukommelserne. Du husker uden tvivl at Josefs brødre, der engang solgte Josef til slaveriet og formodede han længe havde været død, var kommet til Egypten for at få hjælp fra tørken. Josef genkendte dem, men de ikke ham.  

Efter at have prøvet dem for at se om de var blevet mere sunde moralsk set, åbenbarede han sig endelig for dem, uden tegn på hævn, og inviterede sine søskende og deres familier til Gosen, hvor han kunne hjælpe med at at stå resten af 7 års tørken ud, og som nummer to i Egypten, kunne han passe på dem og deres velfærd.

Der er noget ved denne del af fortællingen, der politisk set, altid har givet mig bekymring. Var flytningen til Gosen virkelig så god en ide?

Som vi kan læse i 1. Mosebog kom der ikke rigtig nogen indvendinger fra hans brødre om flytningen af hele mishpacha til Gosen, men lad os formode nogle af hans brødre godt kunne se nogle uheldige træk ved denne ‘flytteide.’ Lad os endda formode, at nogle af dem sagde det højt. Deres samtale med Josef kunne have været noget lignende:

Ruben: “Er du nu sikker på at flytte til Gosen er en god ide. Kommer vi ikke til at bo lidt for betænkeligt nær ved den absolutte diktator Farao?”

Josef: "Som diktator er Farao ganske sej. Udover det er jeg jo Faraos næstkommanderede, du har altså en bror der vil sørge for din familie”

Simon: “Hør nu her Josef, jeg kan forstå af din fortolkning af drømme at vi har adskillige år tilbage af 7 års tørken. Hvad med at vi flytter til Gosen i de resterende år og derpå, når tørken er forbi, tilbage til Kanaan, i sikker afstand fra diktatoren Farao.”

Josef: “Du har ikke fattet det? Alt her er bare sejt. Jeg følger Farao med mit liv!”

Juda: “Josef, hvad med når du er død? Hvad vil der så ske?”

En tydeligt irriteret Josef: “Stol blot på mig.”

Hvad hændte der på? 1. Mosebog slutter med bosættelsen i Gosen og Josefs død og 2. Mosebog begynder hundreder år senere med at israelitterne nu er slaver. Jeg vil vædde på, at i slaveårene efter Josefs død og indtil Moses reddede dem, så var der rigtig mange israelitter der spurgte sig selv, “Hvad i alverden tænkte Josef dog på?”

I overført betydning kan det udmærket hævdes, at israelitterne måtte sluge den bitre pille med slaveriet således af smagen af frihed ville være så meget desto mere sød, og deres åbenbaring ved Sinai Bjerg så meget mere dybfølt. Men dette er en artikel der søger at rejse politiske spørgsmål og svar og ikke åndelige.

Hvordan mistede israelitterne så helt specifikt deres frihed? Som den mundtlige aftale med Farao, Josef og hans kæmpefamilie med tiden gik i glemmebogen, da mistede israelitterne uden tvivl deres frihed - en Farao ad gangen. Og hvornår indså de, at de nu var slaver uden udfrielse? Det indså de på det tidspunkt de havde en “Farao der intet kendte til Josef.”
 

Hvilken politisk indsigt kan vi opnå i dag af flytningen til Gosen af Josefs brødre og deres familier, som med tiden førte til at en hel nation blev holdt som slaver? Der er mange og de er soleklare, men de skal dog nævnes. Nogle få: Der er ikke noget der hedder en ‘god’ diktator. Stol aldrig en diktator over en dørtærskel. Når friheden først er mistet, er det næsten umuligt at få den tilbage.

Endelig, under denne uge med religiøs refleksion for både jøder og kristne skal vi spørge os selv, er det muligt at amerikanerne en dag kunne miste deres frihed på samme måde som oldtidens israelitter gjorde?

Jovist kan vi miste vore frihed stykke for stykke, en præsident ad gangen snarere end en Farao ad gangen. Og hvornår indser vi så at vi er både uden frihed og uden mulighed for frisættelse? Vi vil muligvis forstå det for sent på det tidspunkt vi har en præsident uden tøjler, der enten ikke kender Josef, heller ikke Bill of Rights og Forfatningen.

http://www.americanthinker.com/blog/2013/03/passover_a_time_for_reflection.html#ixzz2P0lc6DX8

Puritanismens globale historie

Puritanismen har en lang global historie


                                            
For mig har det altid været et mysterium, hvorfor på forskellige tidspunkter i historien religioner er blevet puritanske, på ihærdigste, nederdrægtigste vis fjendtlige overfor enhver form for lyst/glæde. Dette er ikke for at sige at puritanismen kun er ondsindet: den kan også fremelske gode menneskelige værdier som selvbeherskelse, flid og ærlighed.        

Amerikansk puritanisme i 1600 var en sådan bevægelse, en bevægelse ansvarlig for den amerikanske protestantiske etik, og den skabte en dynamisk civilisation. Men den havde også en mørk bagside ved sin nidkærhed for at udslette glæder og behag. For eksempel blev Amerikas første kvindelige digter, Anne Bradstreet, idømt bøde for at være blevet set kysse sin mand på deres dørtrin. Puritanismen er altid som besat af sex og kærlighed som værende især farlige kvindelige kræfter.
 

Her fornylig så jeg igen filmen Hawaii, hvori New England missionærer tidligt i det 19. århundrede drog til for at redde hedningesjæle. Denne, uden tvivl med de bedste hensigter foreteelse, forårsagede uoprettelig skade på et samfund der sådan set havde klaret sig rigtig godt uden deres hjælp. De gode kristne værdier de medførte omfattede at redde babyer med defekter fra døden, hvilket var en skæbne besluttet efter kulturværdierne på Hawaii. Men uheldigvis medbragte missionærerne en frygt og rædsel for seksualitet, selv inden for ægteskabet (frygt for at sådan kærlighed ville tage noget fra den kærlighed man skulle vise Gud) og en udpræget afsky for hawaiianernes muntre og seksuelt tilladende kultur.

England gennemgik samme puritanske fase i det 17 århundrede med religiøse krige, og man gik faktisk så langt, at man erstattede monarkiet med en Puritaner som diktator, Oliver Cromwell. Det kunne briterne klare i 10 år, hvorefter Cromwell døde, og de genindførte deres konge fra eksilet og blev endnu vildere i deres søgen efter nydelse.
 


Under John Calvin oplevede Geneve en skrækkelig puritansk periode på 10 år, hvis forordninger til dels blev fjernet efter Calvins død. Men schweizerne har stadig til tider en snert af puritanismen over sig. Kristen puritanisme har en særlig skrækkelig effekt på små børn, der plages af billeder af Helvedets ild og om evig smerte, straffe fra en Gud man bør frygte. Generationer har levet i frygt for Helvedet, som en byrde på deres liv.
 

I dag synes den seksuelle puritanisme at være forsvundet, den har kun overlevet i nogle få religiøse ydergrupper der betragter kvinder som fristere der skal undertrykkes. Islam der i århundreder var kendt for sin vellystige seksualitet (hvad skulle harems eller gøre godt for?) og sin besættelse af alle former for sex (pædofili var udbredt) gennemgår en nutidig form for puritanismen. Glæde er ikke en del af menneskets liv under disse strenge fanatikeres lovbud, og dødstrusler (og mord) viser at de virkelig mener det!

I Kashmir gav et pigerockband, der muntert synger, men er ærbart klædt, herunder med hovedtørklæder, en koncert til glæde for publikum, men ikke for de muslimske gejstlige. For dem skal kvinder aldrig ses i offentligheden og de skal aldrig høres (især ikke synge). Rockbandet blev opløst efter virkelig alvorlige dødstrusler.

I Tunesien, engang et af de mere avancerede og verdslige arabiske stater, klagede en oppositionspolitiker over den stadig større islamisering ved det nyligt afholdte valg. Hans klage blev besvaret med mord på ham. Man kan ikke kritisere muslimske fanatikere uden at blive straffet.

Iran et land med en oldgammel kultur fyldt med glæde (vin, kvinder og sang) er helt temperamentsmæssigt ikke egnet til den puritanske Shiitiske udgave af Islam. Den afdøde Ayatollah Khomeini sagde engang, at et hjem ikke burde have møbler; man skulle sidde på gulvet, og et måltid om dagen var nok. Han kunne ikke helt holde fast i det synspunkt da han endelig kom til at styre Iran, men hans efterfølgere har som Ayatollaher  i den grad smadret landets økonomi så et måltid om dagen er virkelighed. 
 

Khomeini forsøgte at standse fejringen af det oldgamle persiske Nyt År, Nowruz, en gammel før-islam helligdag fejret ligesom kineserne fejrer deres nytår. Det er en helligdag med festlig mad, gaver, musik, digte og kærlighed. Iranerne har nægtet at opgive den.

Faren er at så megen puritanisme kan blive efterfulgt af lige så megen skadelig frihed til alt.

Den Gyldne Middelvej er den bedste.  

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That?

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/puritanism-has-a-long-global-history?f=must_reads#sthash.6bH66LZ4.dpuf

lørdag den 30. marts 2013

Historiske beviser på Kristi opstandelse

Historiske beviser på Kristi opstandelse



Korsfæstelsen af Jesus Kristus (33 A.D.) er den bedst attesterede historiske kendsgerning fra oldtiden. I tilgift med de fire evangelier, Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, er det også i stor udstrækning attesteret af græsk-romerske og jødiske skribenter. Historie knyttet tæt til området bekræfter også at Jesu Krsti grav Påskemorgen virkelig var tom. Alle parter der var involveret vidste, hvor Jesus blev begravet efter sin død. Dog ved Påske, fandt man graven tom, og intet er siden blevet det samme.


Faktisk viser Mattæus evangeliet at der en stadig ophedet debat mellem visse jødiske ledere og de kristne i den apostolske kirke over om mon disciplene havde stjålet liget. (Mattæus 28:1-15) Som sådan vidste begge parter udmærket at graven var tom, begge kendte de til de romerske vagters tilstedeværelse.
“De indkaldte til et møde med rådsmedlemmerne, hvor det blev besluttet at tilbyde vagterne en betydelig sum penge 13for at sige, at Jesu disciple havde stjålet hans legeme om natten, mens de sov.” Vers 12, 13.

Med en overflod at lignende historiske detaljer knyttet til den tomme grav samtykker den græsk-romerske historiker Michael Grant, “Historikeren kan ikke retfærdigvis benægte den tomme grav .... hvis vi anvender de samme kriterier vi ville anvende over for andre af kilderne fra gamle dage, så er beviset fast, tilstrækkelig og sandsynlig til at nødvendiggøre den konklusion at graven faktisk var tom.”

Når så først realiteten med den tomme grav bundfælder sig, så indsnævrer denne uomstødelige kendsgerning de historiske muligheder der fandt sted Påskemorgen. Udover selve opstandelsen af Jesus Kristus, er det kun en håndfuld andre historiske scenarier der er blevet spredt i dets sted -- alle kan de helt rutinemæssigt forkastes ved en hurtig eliminering proces.  

Et af de mere populære svar som forklaring på den tomme grav har i århundrederens løb været at disciplene stjal Jesu lig i løbet af natten. Det største problem med den formodning er at den ikke kan forklare disciplenes senere opførsel, de disciple der blev de apostolske grundsøjler i den kirke der er grundlagt på forkyndelsen om den genopstandne Kristus. .

Apostlenes liv var yderst vanskeligt. Mange af dem led martyrdøden. Hvis de havde stjålet Kristi lig, ville de have vidst at Jesus ikke var opstået fra de døde. De ville således have brugt resten af deres liv ofrende sig for en løgn.

Men hvis han ikke er opstået fra de døde, så er vor forkyndelse tom snak, og jeres tro bygger på en indbildning.

Andre igen har forsøgt sig med, ganske usandsynligt, at kvinderne der først besøgte graven Påske morgen gik til den forkerte. Den kendsgerning at evangelierne tillod at kvinder var de første til at besøge den tomme grav giver historisk autencitet til hele beretningen. I en mandsdomineret verden som den var dengang, ville ingen der var vel forvaret ønske at anerkende at kvinder var de første til at bemærke at graven var tom -- især når en ny religion i bund og grund blev grundlagt på en så ‘flov’ kendsgerning.  

Nogle har så forsøgt sig med forslaget om at Jesu død var iscenesat, eller det var et fupnummer. Dette er ganske umuligt af den simple grund at ingen kunne have overlevet korset. Jesus blev slået og pisket bevidstløs før han blev korsfæstet. Da han så var naglet til korset var hans skæbne afgjort.

Andre igen har forsøgt at hævde at tilsynekomsterne af en genopstanden Jesus overfor sine disciple var hallucinationer. Imidlertid er hallucinationer individuelle, sådan må det være. Mattæus, Markus, Lukas, Johannes og Paulus skrev at hele grupper af mennesker, sammen med hundredevis af øjenvidner så den genopstandne Herre. I 1. Korinterbrev 15, fortæller apostelen Paulus sin følgere i Korint at flere end 500 vidner på et tidspunkt så den genopstandne Kristus, de fleste af dem stadig i live da Paulus skrev. (1. Korinterbrev 15: 1-8)

“Brødre, jeg vil minde jer om det budskab, som jeg forkyndte for jer, og som I tog imod som det sikre grundlag for jeres tro. 2Det er det evangelium, som skal frelse jer, hvis I da ellers holder fast ved det - ellers var det forgæves, at I kom til tro. 3Som noget af det første gav jeg dét videre til jer, som jeg selv havde modtaget; at Kristus døde for vore synder i overensstemmelse med, hvad skrifterne siger, 4at han blev begravet, og at han tre dage efter stod op fra graven, sådan som profeterne havde forudsagt. 5Derefter viste han sig for Peter og for de tolv, der havde fulgt ham. 6Senere blev han set af mere end 500 kristne brødre på én gang, og selv om nogle af dem nu er døde, så lever de fleste endnu. 7Siden blev han set af Jakob og derefter af alle apostlene.8Sidst af alle viste han sig for mig, en ufuldkommen efternøler som jeg var. “

Andre igen har forsøgt at fremføre den ide at opstandelses beretningerne var med baggrund i fiktiv folklore. Imidlertid kræver sådanne legender typisk mellem 200-300 år for at komme i omløb -- hvilket præcist er det som skete med alle de fantasifulde apokryfiske evangelier der har hjulpet med til at sprede den moderne interesse i Da Vinci Mysteriet.

I voldsom kontrast da prædikede apostlene Kristi opstandelse lige fra begyndelsen og selv nogle af de mest radikale skeptiske lærde i den tyske Protestantiske Oplysning, som fra Ferdinand Christian Bauer (1792-1860), indrømmede at galaterne, romerne og korinterbrevene var skrevet af apostelen Paulus - der netop understregede, betonede Jesu Kristi opstandelse. Bauer mente af de meste af Det Nye Testamente blev skrevet af pseudo-forfattere.

Imidlertid fastlagde en af de mest fremtrædende historikere om oldtidens kirke den engelske J. B. Lightfoot (1829-1889) meget tidlige datoer fra to vigtige kirkefædre -- Clement og Ignatius -- der begge citerede fra eller henviste til det meste af Det Nye Testamente ved slutningen af det 1. århundrede.  Sir William Ramsay (1851-1939) fastslog derpå den slående nøjagtighed ved Apostlenes Gerninger og konstaterede, at Lukas var en af det største historikere fra den gamle verden.
 

I 1976, afmonterede  John A.T. Robinson (1919-1983) hele skepsis konstruktionen i det protestantiske Tyskland ved at skrive en bog der hedder Redating the New Testament.  Robinson placerede hele Det Nye Testamente tilbage til det 1. århundrede, fordi det overalt formoder af Templet i Jerusalem stadig bestod. Da Romerne ødelagde templet i år 70, må det Nye Testamente således være skrevet før den tid.

Dette efterlader det moderne menneske overfor den forbløffende konklusion af Jesus Kristus måske virkelig blev oprejst fra døden. For lidt mere end hundrede år siden skrev Dr. W.H. Griffith Thomas en enestående bog med titlen Christianity is Christ, hvor han på stærkeste vis konkluderede af opstandelsen af Jesus var en af de bedst attesterede kendsgerninger fra den gamle verden. Meget senere i det 20. århundrende sammenfattede Josh McDowell et stort udvalg af kristne beviser der er med til at fælde en dom, og Lee Strobel fremfører en udmærket sådan i Case for Christ.  Faktisk fastslår Strobel på overbevisende vis at selve den historiske eksistens af Kristendomme ikke kan forklares uden korrektheden i historien om Kristus som opstanden.
 
Besøg også denne side med Josh McDowells bevisførelse (synopsis-kommentar)

Blot fordi Kristi opstandelse ikke kan placeres i et eksperimenterende videnskabelig laboratorium så betyder det ikke at det er en irrationel eventyrfortælling. I 1. Korinterbrev kapitel 15, et af de længste kapitler i Det Nye Testamente, sammenkæder Paulus en række argumenter for opstandelsen fra de døde - alt fra Det Gamle Testamentes myndighed, til hisotriske øjenvidneberetninger og til hans egen apostoliske myndighed og personlige liv - og endda af moralgrunde. Paulus påpeger at naturen selv lærer om opstandelse fra de døde hvert år en landmand påny planter sin såsæd (l. Koritner 15:36)

“Et mærkeligt spørgsmål! I kan finde svaret i naturen. Når et sædekorn er lagt i jorden, må det først dø, før det kan blive til nyt liv.”
 

Det var den jødiske tyske lærde Karl Lowith (1897-1973) der så klart observerede, “Det kristne håb er nærmest rationelt, for det hviler på tro på en fastslået kendsgerning.”

Fordi de apostolske skribenter imidlertid skildrede de historiske begivenheder i evangelierne som en afgørende en-gang-for-alle kosmisk frelseshændelse, da krænker livet, døden og opstandelsen af Jesus Kristus altid, ja modsiger og oprører “den normale historiske bevidsthed om både oldtiden og moderne tid.”

Den kristne tro krænkede den klassiske tankegang fordi den gav en engangsforeteelse i en historisk begivenhed den ultimative betydning. Den kristne tro krænker den moderne tankegang fordi den udelukker sin egen specifikke historie om frelse fra den generaliserede historie og den multikulturelle gudløshed.

Sådanne utilgivelige fornærmelser er hvorfor opstandelsen af Kristus ofte vil blive ved med at blive ignoreret og angrebet trods dens historiske autencitet.

Mark Musser is a missionary/pastor and a contributing writer for the Cornwall Alliance, a coalition of clergy, theologians, religious leaders, scientists, academics, and policy experts committed to bringing a balanced biblical view of stewardship to the critical issues of environment and development.  Mark is also the author of two books, Nazi Oaks: The Green Sacrifice of the Judeo-Christian Worldview in the Holocaust, which has been recently expanded, updated, and republished, and Wrath or Rest: Saints in the Hands of an Angry God, a commentary focusing on the warning passages in the book of Hebrews.

Medieshow og jura - Amanda Knox en Jesabel?

Amanda Knox og retfærdigheden. En amerikansk Jesabel?      

     

 Ilana Mercer                                                                          

“Fem, tre og en” således optalte Wendy Murphy, juraprofessor og farverig TV vært  overfloden af retsmedicinske- og omstændighedsbeviser der oprindeligt fik domfældt Amerikas sweetheart, Amanda Knox for mordet på britiske Meredith Kercher i november 2007 i Perugia, Italien.
.
I 2011, blev dommen der blev fældet i 2009 så forkastet, for en stor dels vedkommende på grund af en PR blitz igangsat af Knox klanen og deres Seattle udgiver. En veritabel mediemafia gik i færd med at fordømme det italienske retssystem, fordi man havde forfulgt deres kerub.
.
                        
Fortaler for Amanda var massemordersken Hillary Clinton, den korrupte King County Højesteretsdommer Michael Heavey - der misbrugte sit embede (min stat; mine skatter) for at bøndfalde medlemmer af den italienske domstol på vegne af Knox familien, i krænkelse af Washington Statens Code of Judicial Conduct - Demokraten Senator Maria Cantwell (hun staver sit efternavn forkert) den allesteds nærværende advokat Anne Brenner, public relations konsulenten David Marriott og “48 Hours” journalisten Peter Van Sant, der delvist har set bort fra upartiskhed, om at løslade Amanda.                    

Som hjælp for dem var så vort lands nationale medier, venstre som højre, med undtagelse af Bill O’Reilly, tidligere mordanklager Kimberly Guilfoyle, og Jeanine Pirro. Fox News,
MSNBC, CNN, CBS, ABC – alle arbejdede de utrætteligt for den attraktive hvide kvinde.

Ikke det at den ubetænksomme Megyn Kelly, Shepard Smith, Wolf Blitzer, Piers Morgan, Dr. Drew, Oprah (igen og igen)ikke  gav medietid til ofrets familie - men Kerchers har alt for megen klasse til at deltage i det cirkus der blev skabt af de ynkværdige amerikanere og deres hjælpere.  

Et studium i mangel på hensyn til kendsgerninger kunne ses hos Knoxs stædige forsvarere der hævdede hun var blevet frataget en retfærdig behandling. I amerikansk lov kan
procedurefejl få beviser på skyld - en blodig kniv eller en rygende pistol - bandlyst for præsentation i retten. Langt oftere end ikke, benyttes sådanne proceduremangler til at undertrykke ubestridelige fysiske kendsgerninger, og er med til at knægte ånden i (naturens) lov og i retfærdigheden.

Jovist, endnu en af vore mediers kollektive ‘Jamren’ var at da det jo ikke er amerikansk, da er italiensk jura og retssystem jo bare tilbagestående.
Med hensyn til Murphy’s førnævnte bevis nummer “Fem”: Fem blodspor blev opsporet i lejligheden, hvor Meredith Kercher blev myrdet. Flere retsmedicinske beviser mod Knox, herunder hendes fodaftryk i blodet udenfor Kerchers værelse. Spor af Knox’s DNA på armaturer fandtes i det fælles badeværelse, “på vægge og dørhåndtag” mere præcist. Og en kniv blev fundet i Sollecitos lejlighed med Knoxs DNA på skæftet og Kerchers DNA på bladet.

“Man kan ikke bortforklare det som noget uskyldigt,” protesterede Murphy der var en af de få eksperter på amerikansk TV der ikke jublede over slagteren fra Perugia. Knox og Rafaelle Sollecito, den medskyldige elsker, havde ikke boet på mordstedet i ugevis. “Ingen blod havde været der før. Ingen spor har en uskyldig forklaring.”

Med hensyn til bevis nummer “Tre”: Tre forskellige beretninger om, hvor hun havde været på mordnatten blev opfundet af Knox, som en professor i kriminologi ved Birmingham City University - en ekspert i sociopate mordere - har karakteriseret som “vulgær og forfængelig til det narcissistiske,” en kvinde “der er yderst og foruroligende selv- og sexbesat.”

Men nummer 1 i Murphys bog, således fortalte hun det til CNN’s Erin Burnett var følgende:
(Knox) anklagede falskeligt Patrick Lumumba, en uskyldig sort mand hun havde arbejdet for. Hun vidste han var uskyldig. Hun lod ham rådne i fængsel, beskyldte ham for forbrydelsen indtil han kunne bevise han ikke var på mordstedet. Sådan en er person er Knox....Hvilken person gør det? Den samme person som ville kunne myrde et medmenneske.
 


Efter hun forgæves forsøgte at gøre Lumumba medvirkende gik Knox videre med at kaste skylden på sig selv og inddrage den vamle Sollecito i mordet. Og så skreg hun politibrutalitet. Hun var blevet tvunget til at komme med indrømmelser der skadede hendes sag, hulkede Knox. Da hun blev bedt om at sætte nævn på den italienske palgeånd, der skulle have slået hende under afhøringen blev Knox tavs. .

Amerikas helgenagtige O.J. Simpson blev sat fri i 2011. Knox vendte tilbage til Washingtong State til en heltemodtagelse og har siden begået sit kvalmende værk af en bog. I betragtning af det offentlige falske kvalmende hykleri så bliver bogen et hit.

Tirsdag kom der så gode nyheder ved Italiens Højesteret. Knox skal stilles for en appeldomstol i Firenze, sandsynligvis in absentia.

Vi har set Jodi Arias - endnu en kvindelig amerikansk sociopat der nu for tiden er i retten for at have slagte en kæreste - hun synger, dyrker tantrisk yoga, og hylder sig selv med sotto voce, alene i afhøringslokalet.

Arias moralske solfisme og selvbeundring er intet  sammenlignet med den kælne anmassende Knox og hendes vamle optræden med elskeren,  der begyndte udenfor rædslernes hus, det hus, hvori Merediths lig lå den skæbnedag. Den engelske pige hvis hals var blevet skåret over, udåndede i langsom pinsel. Det som kameraerne ikke fik med - eller måske helt bevidst - var at Amanda Knox og Raffaele Sollecito udvekslede et langsomt sensuelt kys lige foran verdens medier. 
 



Den virkelig syge og kvalmende scene fremkaldte minder fra noir filmen “The Comfort of Strangers.”
Christopher Walken og  Helen Mirren spiller et ældre par (Robert og Caroline) der bor i et palads i Venedig. De får tillid til den ferierende Mary og Colin (spillet af afdøde Natasha Richardson og Rupert Everett), et unge engelsk par. Mens Colin sipper til en cocktail med Robert i dennes residens i Venedig bevæger Robert sig pludseligt og hurtigt (som, planlagt) hen og skærer halsen på Colin. Derpå træder han hen over det gurglende offer og blodet der pusler og går i færd med hed sex med sin villige hustru Caroline.

De to fik opfyldt en fælles fantasi.

Det er på tide at Amanda, Amerikas Janus-lignende Jesabel kommer til at stå til regnskab for at hun udlevede sin fantasi.

Ilana Mercer is a classical liberal (libertarian) writer and a fellow at the "Jerusalem Institute for Market Studies." She is the author of "Into the Cannibal's Pot: Lessons For America From Post-Apartheid South Africa." "The titular tease," explains Ilana in the book, "is meant as a metaphor and is inspired by Ayn Rand's wise counsel against prostrating civilization to savagery." Ilana's website is IlanaMercer.com.. She blogs at www.barelyablog.com