Arafat og drab på diplomater - Nobels Fredspris

Hvad fik Arafat ud af at slå U.S. diplomater ihjel?           

Andrew B. Wilson

       

Kun berømmelse, formuer, dusinvis af ture til Det Hvide Hus og en Nobel Freds Pris.       

                    

Historien foregår sommetider i det som ikke bliver kendte - med nogle af de kritiske kendsgerninger i en frastødende hændelse som hurtigt og bevidst fejes ind under gulvtæppet ligesom man gør med knust glas. Det er nu 40 år siden en sådan begivenhed fandt sted.        

Tidligt om morgenen den 1. marts 1973 stormede otte bevæbnede mænd fra Sorte September Organisationen - den samme terrorgruppe der havde skabt kaos seks måneder tidligere ved Olympiaden i München i 1972 - Saudiarabiens ambassade i Khartoum, hvor et selskab blev afholdt for George Curtis Mooere, næstkommanderende ved U.S. Ambassaden i Sudan.

Efter en indledende ildkamp tog de fem gidsler - en belgier, en saudier, en jordaner og to amerikanere - Moore og Cleo Allen Noel Jr., den nyligt udnævnte amerikanske ambassadør til Sudan.

Så fulgte 26 timers intense forhandlinger mellem terroristerne og de sudanesiske myndigheder. Terrroristerne udsendte en lang liste med provokerende krav der omfattede løsladelser af Abu Daoud fra jordansk fangenskab, leder af Sorte September Organisationen (BSO); løsladelsen af Sirhan Sirhan, Robert Kennedys morder, fra et fængsel i Californien; løsladelsen af medlemmer af terrorgruppen Baader-Meinhof i Tyskland og løsladelsen af “palæstinensiske kvinder i fængsel i Israel.”

 

Den 2. marts meddelte præsident Nixon at han ikke ville forhandle med terroristerne for diplomaterne løsladelse.

Senere den dag, efter mørkets frembrud, henrettede terroristerne de tre vesterlændinge - Noel, Moore og Guy Eid,, chargé d’affaires ved Belgiens ambassade. De blev stillet på mod en mur i ambassaden kælder og pløkket ned med halvautomatiske våben. Det fortælles at man først skød for sjov - ved at sigte mod fødder og ben - før man skød for at dræbe.

Ironisk nok i stedet for at fordømme PLO, havde Moore meget stærke pro-arabiske, anti-israelske synspunkter om at “araberne havde legitime forurettelser og var, i det store og hele forkert behandlet af Israel, end det forkerte de gjorde mod Israel.” Arabiske terrorister havde ofte haft de mest pro-arabiske amerikanere som mål - som det kan bevidnes ved nedslagtningen af ambassadør Christopher Stevens i Benghazi, Libyen.

Som med nedslagtningen af Stevens og tre andre amerikanere natten til den 11/12. september 2012 blev mordet på Moore og ambassadør Noel forsidenyheder i USA i en uge eller deromkring.

Det som blev overset dengang (og i den seneste katastrofe) var en ærlig beretning fra U.S. regeringen om, hvad der fandt sted.

Det var først ved frigivelsen af en konklusion af en længe klassificeret U.S. Udenrigsministeriums rapport i maj 2006, af den virkelige sandhed kom for et lys. Skrevet kort tid efter hændelsen nåede dette dokument med titlen “Indtagelsen af Saudiarabiens ambassade i Khartoum” den entydige konklusion:

Khartoum operationen blev planlagt, og udført med den fulde viden og personlige godkendelse af Yasser Arafat, Formand for Palæstinas Befrielsesorganisation (PLO), og chef for Fatah. Repræsentanter for Fatah med base i Khartoum deltog i angrebet, og benyttede et Fatah køretøj til at transportere terroristerne til Saudiarabiens ambassade.

Først synes hovedformålet med angrebet at være at sikre frigivelsen af Fatah/Sorte September lederen Mohammed Awadh (Abu Daoud) fra jordansk fangenskab. Information senere afslører, at Fatah/Sorte September lederne ikke forventede at Awadh (Daoud) blev løsladt, og dermed indikeres at et af hovedformålene med operationen var at ramme USA på grund af bestræbelserne for at opnå en fredsaftale for Mellemøsten som mange arabere mener ville være imod palæstinensiske interesser.

…Terroristerne udsatte deres endelige krav tre gange, men da de blev overbevist om at deres krav ikke ville blive mødt, og efter det som det fortælles,  fik ordre fra Fatah hovedkvarteret i Beirut, dræbte de de to embedsmænd fra USA og den belgiske chargé- 34 timer senere, efter ordre fra Yasser Arafat i Beirut om at overgive sig, løslod terroristerne deres andre gidsler og overgav sig til de sudanesiske myndigheder.

Khartoum operationen demonstrede endu engang Sorte Septembers evne til at slå til, hvor det mindst forventedes. Den åbenlyse deltagelse af Fatah repræsentanter i Khartoum i angrebet giver yderligere bevis på relationen mellem Fatah og Sorte September. At USA var hoved Fedayeen målet indikerer en alvorlig trussel om fremtidige hændelser lig den i Khartoum.

Trods den helt klare viden om hans skyld, der skildres i det så længe skjulte U.S. Udenrigsministerium dokument gik Arafat styrket ud af mordene han havde beordret i Khartoum - og det gjorde han med den underforståede støtte af præsident Richard Nixon og hans nationale sikkerhedsrådgiver (og meget snart - udenrigsminister) Henry Kissinger. Det satte mønsteret for de næste tre årtier, eller indtil Arafats død den 11. november 2004:

   

Med kun en smule forbehold blev PLO lederen hyldet af de fleste af verdens medier som en arabisk “Moses” der kæmpede for at føre sit folk til det forjættede land. Han blev en velkommen gæst i præsidentpaladser og residenser rundt om i verden - helt særligt Det Hvide Hus. Time magasinet kaldte Arafat, “Clintons mest hyppige gæst - præsident Clinton havde flere tete-a-tetes med den palæstinensiske leder end nogen anden verdensleder under sine otte år i embedet.” Arafat blev også næsten milliardær (ifølge sin tidligere finansminister, er mere end 900 millioner dollars i vestlig hjælpepenge forsvundet) - citeres i Forbes magasinet,    som en af verdens mest velstående ledere.    

Hverken Nixon (der dengang var i svær kamp mod ‘alligatorer’ som et resultat af Watergate skandalen) eller den altid ambitiøse og opportunistiske Kissinger var nogen sinde nær ved at pege på Arafat som den der gav ordre til henrettelsen af U.S. diplomaterne. At fremhæve lederen af PLO som skyldig i mordet på en amerikansk ambassadør og han top medhjælper ville have smadret enhver mulighed for fremtidige relationer med morderen og hans tilhængere.

Senere i 1973 da Kissinger blev både udenrigsminister og sikkerhedsrådgiver var han tilsyneladende ivrig efter at holde alle kommunikationskanaler med den arabiske verden åben, herunder med Arafat - såvel på grund af  Yom Kippur Krigen og, knyttet til den, OPEC oliemebargoen, der snart var årsag til at oliepriserne i USA steg til himmels og USA blev kastet ud det det som dengang var den værste recession siden 2. Verdenskrig. Verdens største olieeksportør, Saudiarabien, var jo en af Arafast mest trofaste støtter.

Arafat kom på sit første besøg i USA (hvilket ikke kunne ske uden Udenrigsministeriets godkendelse) november 1974, og han fik mest ud af det - i den forstand at han kunne pege fingre af USA.

Iført et skydevåben (eller i det mindste et tomt hylster) der er forskellige udlægninger) og akkompagneret af adskillige af deltagerne i Khartoum operationen fik Arafat sin berømte debut i FN den 13. november - og benyttede lejligheden til at kalde zionismen racisme.

 

Det var ikke fordi Arafat og de forskellige grene af PLO under hans kommando havde været rolige og opført sig godt i tidsrummet mellem mordene i Khartoum og Arafats fremtræden i FN.

Maj 1974 gik palæstinensiske terrorister ind i Israel fra Libanon og besatte en high school i byen Maalot, 10 kilometer syd for grænsen - drbte 22 elever (de fleste 15 årige piger) med granater og automatiske våben og sårede mange flere. Et lignende angreb en måned tidligere havde dræbt 18 i byen Kiryat Shmona.

Der var mindst en person der var tæt knyttet til opklaringen af begivenhederne i Khartoum, som var oprørt over den årtier lange skjulen af kendsgerninger der fulgte. Hans navn er James J. Welsh, og han kontaktede mig efter at have læst min seneste artikel i TAS med titlen “Obama Fiddled … While Benghazi burned … and a U.S. election approached.”

Nu 66 år gammel og med en købmandsbutik i kystbyen Manzanita i det nordlige Oregon, er Welsh stadig indigneret over det som skete i Nixon administrationen den weekend for 40 år siden.

Han var blevet topgodkendt som resultat af sin viden om arabisk, og sine evner som kommunikationstekniker, og Welsh tjente i U.S. Navy som frermmedsprogsspecialist knyttet til

National Security Agency (NSA) for at opfange og analysere udenlandske radiotransmissioner i Mellemøsten.

Fra 1969 til 1972 arbejdede han på sporingsstedet lige uden for Nicosia, Cypern, og fra det tidspunkt til 1974 arbejdede han ved NSA hovedkvarteret ved Fort Meade, nær Washington D.C. - og støttede sine gamle kolleger på Cypern, og andre steder i Mellemøsten.

I en række interviews, der varede over otte timer, fortalte Welsh mig denne beretning om, hvad der skete mellem torsdag den 28. februar - dagen før erobringen af den saudiske ambassade - og mandag den 4. marts, da forskellige agenturer i U.S. regeringen var ved at få overblik over lørdag nats katastrofe i Khartoum.

Dette er første del af hans beretning:

Om formiddagen torsdag begyndte telefaxen på hans kontor ved NSA hovedkvarteret at kapre med modtagelsen af en besked fra en gammel kollega på en lyttepost på Cypern.

“Dette er Mike” lyd beskeden.

   

       

“Hvad er der gang i?” skrev Welsh tilbage som svar.

“Jeg har fået besked om at Arafat i Beirut taler med Abu Jihad (en ledende Sorte September aktivist) i Khartoum og det ser stort ud,” svarede Mike, der siger han kunne genkende Arafats stemme.

 

Mens deres skrevne samtale fortsatte erfarede Welsh at otte medlemmer af Sorte September - de samme antal terrorister der var blevet sendt til München i 1972 - var forsamlede i Khartoum, og afventede Arafats instruktioner om hvornår de skulle slå til mod målet (stadig ukendt for NSA). .

Da han havde fået samlet alt det han kunne fra ‘Mike’ rev Welsh papiret ud af maskinen og bragte det til sin overordnede. Informationen blev øjeblikkeligt overdraget, gennem kommandorækken ved NSA. Før arbejdsdagen var forbi, sendte Welsh og andre ved bureauet en Flash (topprioritet) besked ud til U.S. Ambassaden i Khartoum ved Udenrigsministeriet som  påkrævet af inter-agency protokollen, og advarede ambassaden om den øjeblikkelige fare for et angreb ved Sorte September.

Idet han vidste han havde den næste dag fri gik Welsh i seng og følte, at den opfangede kommunikation måske var kommet lige i rette tid til at afværge en katastrofe.

Sådan blev det imidlertid ikke. Welsh fik et nødopkald den næste morgen, hvor man bad ham “tænde for TV” - og så komme tilbage til kontoret øjeblikkeligt. TV nyhederne handlede om bortførelsen af U.S. diplomater i Khartoum af samme terrororganisation der havde fanget og dræbt 11 medlemmer af den israelske hold ved Olympiaden i München.

På helt uforklarlig vis viste det sig at en vagthavende officer ved Udenrigsministeriet havde nedgraderet NSA beskeden til ambassaden i Khartoum fra af ‘Højeste Prioritet’ til en rutinemeddelelse. Derfor gik det langsommere med at aflevere beskeden som først kom dagen efter diplomaternes død.

Mandag morgen sagde Welsh, “postyret ved NSA” var at agenturets direktør (General Samuel C. Philips) var stormet over til Udenrigsministeriet, “glødende af raseri” over ministeriets fiasko med at udføre deres arbejde og slå alarm i rette tid.

Men ved generalens tilbagekomst var Welsh og andre i agenturet chokeret over at høre deres direktør var kommet tilbage fra Udenrigsministeriet nedslået og i knust tilstand. Welsh sagde: “Der var forlydender om at uanset hvad der var sket for ikke at komme med advarslen, så var det emne debatteret: Vi skulle ikke tale om det mere.”  

Da Welsh foreslog for en overordnet at det ville være værd at bringe problemet frem i Kongressen fik han at vide, at hvis han (som en flådeansat mand) vovede at foreslå noget sådant igen, da ville han blive sat til søs på en af “flådens olieskibe.” Oversat: Han ville miste sin tophemmelige godkendelse og blive sendt tilbage til flåden og udføre det mest kedsommelige arbejde, såsom at fylde brændstof på skibe.

En uge, eller deromkring senere, fik Welsh af vide - til sin store forbløffelse og vantro - at der intet var af interesse på det bånd der var blevet sendt fra sporingsstationen på Cypern. Han tænkte for sig selv: “Formodes det at jeg skal tro, at alt det jeg hørte dagen før angrebet var en fantasi - og så viser det sig tilfældigvis at det hele var sandt?” Til denne dag er båndet aldrig kommet frem til offentligheden.

Han vendte tilbage til det civile liv, og forblev tavs i 27 år. Men da han se at Arafat når frem til noget af en genrejsning under Clintons administration, ja så mente han han ikke længere kunne tie.

I interviews med de mere sympatiske segmenter af nyhedsmedierne (såsom den israelske avis Haaretz) og i breve til Kongressen påpegede Welsh fiaskoen hos efterfølgende U.S. administrationer i anerkendelsen af sandheden om Arafat. Han fortalte en journalist: “Der er grænser for hvilke udenrigspolitiske problemer der kan kræve at en mand nedværdiger sig selv. At hilse med hånden på en morder af en U.S. ambassadør er en sådan sag. Enhver fred med baggrund i det håndtryk er et bedrag.”

I dag bemærker han de to næsten ens omstændigheder ved de tragiske begivenheder i Benghazi og i Khartoum. situationer

Den ene er den enkle kendsgerning at et Udenrigsministerium og Det Hvide Hus der dækker over de politiske overvejelser og ønsket om at skjule fejltagelser.

Og med hans ord er den anden “hele den herskende ide om at palæstinenserne og araberne bare må have lov til at gøre alt det de gør - uanset hvor slemt det er - bare fordi de er sådan nogle stakkels ofre.”

                

       

Andrew B. Wilson, a frequent contributor to The American Spectator, writes from St. Louis.

http://spectator.org/archives/2013/03/01/what-did-arafat-get-for-killin/2