fredag den 29. marts 2013

Forskellen på synd og forbrydelse - moral

Forskellen på Synd og forbrydelse                                        


Walter Hudson

Hvad mener vi egentlig når vi siger: “Man kan ikke lovgive om moral”?               
           
Jovist, så bør lovgivning ikke være vag vedrørende hvad der er rigtigt og forkert. Love har det formål at opbygge et koncept om retfærdighed. Stammer retfærdighed ikke netop fra moral?
            
Undertiden mener folk ganske enkelt at regering ikke kan tvinge os til at være gode. I andre sammenhænge, signalerer udtalelsen en forskel mellem det som objektivt er forkert, som at slå andre ihjel, og det som er subjektiv forkert, som at bande offentligt.

Dog kan det for det meste være svært at skelne præcist, hvad nogen mener når de siger der ikke kan lovgives om moral. Udtrykket er benyttet af både Højre- som Venstrefløjen, af social konservative og social liberale, af mennesker på begge sider. På den ene side kunne man have en konservativ der benytter talemåden til at argumentere mod omfordeling af velstand, samtidig med vedkommende er imod bøsseægteskab og abort. På den anden side vil man kunne finde en venstreorienteret der benytter talemåden til at argumentere for bøsseægteskab og abort, samtidig med de forsøger at skaffe penge de ikke har tjent.

Er udtrykket helt og aldeles subjektivt? Ønsker en given person blot at deres moralforståelse skal påtvinges mens den anden fyrs normer ignoreres?

Det burde ikke overraske os at der er forvirring når moral er indblandet. Menneskers opfattelser af rigtigt og forkert varierer og vil således berøre deres holdninger til offentlig politik. Måske giver anerkendelsen af den kendsgerning brændstof til den kendsgerning at moral ikke bør lovreguleres. Måske vi tænker, “I et frit land, har vi ret til bestemme hvad der er rigtigt og forkert for vort eget vedkommende.”  

Den indstilling falder til jorden når den anvendes første gang. En morder kunne mene han har ret, som en tyv eller en voldtægtsforbryder. Hitler mente han havde ret. Måske er moral således umiddelbart ikke en søjle for sand frihed.

Ved at anerkende at moral skal informere lovgivning, da opstår et meget ubehageligt spørgsmål. Hvis moral? Skulle moralen der informerer lovgivning dikteres af en kirke? Skulle det være en konsensus ved “eksperter”? Skulle det være ved en ren demokratisk afgørelse? Hvem har ret, og med hvilken autoritet, til at fortælle en anden, hvad de må eller ikke må gøre?

Historisk set har regeringer opnået deres autoritet og deres moralsans gennem udelukkende subjektivitet og gennem tvungne metoder. Kongen er således ordineret af Gud. Bedre mænd skulle styre mænd der ikke var så gode. Flertallet skulle få deres vilje. Disse tilgange er forenede i deres mangel på hensyn til individuelle rettigheder. 
 
Betyder religiøse nødvendigheder moral?

Amerikas fædre bag forfatningen anvendte en eksperimenterende model baseret på den holdning, at regeringen burde beskytte rettigheder. Dog blev selv de største politiske landvindinger opnået under indflydelse af en moralnorm, allermest berømt udtrykt af John Adams:

“Vor Forfatning er udarbejdet udelukkende til et moralsk og religiøst folk. Den er helt utilstrækkelig som regering over andet.”

Hvad mente Adams? Selv-styre, et udtryk der har mistet noget af sin betydning i historiens forløb, refererer helt sikkert til autonomi. At styre sig selv er at leve politisk uafhængigt uden underkastelse af tyranni. Men Adams og hans samtidige så langt videre. For dem krævede det at ‘styre sig selv’ selvbeherskelse, evnen til at lægge bånd på sig selv overfor de uovervejede fristelser ved ethvert påfund. På hans tid, som gennem hele historie, blev religion i vid udstrækning betragtet som den eneste institution, ud over regeringen, der var i stand til at dæmme op for menneskets grundinstinkter. Selv i dag, betragter mange Adams syn på Forfatningen som utilstrækkeligt til at lede et religiøst folk.

Det er ganske rigtigt sandt, at Forfatningen er utilstrækkelig til at regere et umoralsk folk. Imidlertid behøver moralen, som mennesker har brug for i sameksistensen i fred, ikke at stamme fra religion. En russisk immigrant i USA, der brugte hele sit liv på at afsværge kommunismens ondskaber opdagede også, en objektiv moral der stammede fra fornuft, en moral der henviser til virkelighedens kendsgerninger i sit krav om, at hvert individ lever som en fri.

Ayn Rand’s teori om rettigheder er baseret på den observation at livet er den ultimative værdi. Med andre ord, er det livet der gør alle værdier mulige og alle værdier er med til at give et liv i trivsel. For eksempel, lad os sige du ønsker en ny bil. Uden liv, ville der selvsagt ikke være nogen dig der ønsker den bil. Ydermere så ønsker du bilen for at gøre dit liv bedre. Det samme er sandheden med en hvilken som helst genstand du vælger at stræbe efter. Mens  visse værdier virkelig kan være subjektive (jeg holder af løg, min hustru hader dem), så er konceptet om værdi ikke. Uanset hvad du foretrækker, kan du værdsætte det udelukkende fordi du lever, og du ‘går efter det’ i dit livs tjeneste.

Yderligere skal bemærkes at menneskers opfattelse af og stræben efter deres værdier gennem en proces af fornuftstænkning, er det modsatte af laverestående dyrs instinktive natur. Rand konkluderede at menneskets natur beriger ham med retten til at handle efter egen dømmekraft. Den ret er nødvendigvis knyttet sammen med samme ret til andre, således at du ikke retfærdigvis kan skade eller begrænse andre.

I en verden, hvor denne objektive moral blev anerkendt og betragtet, ville regering se meget anderledes ud end den gør i dag. Den ville mest ligne USA i sin tidligste form, som det oprindeligt var tiltænkt, skønt den ville være en del anderledes selv fra den. Lad os se på nogle problemer og overveje, hvordan tilgangen til dem kunne være.

Således blev spiritussens svøbe fejet bort fra jordens overflade.

Tænk på politikken bag kontrol med stoffer. Som tidligere bemærket er dette et problem, hvor kritikerne af forbud “beklager at der lovgives om moral.” Argumentet mod forbud går typisk en af to veje. Stofmisbrug kan portrætteres som noget det ikke er værd at moralisere over, et forsvar med “det betyder ikke så meget.” Mere almindelig er den holdning at stofmisbrug er en “forbrydelse uden ofre.” Det udtryk antyder en opdeling af moral i selviskhed og andet, og en vurdering af at regeringen kun skal blande sig i sidstnævnte.

Det er i det store og hele den rigtige vej. Objektiv moral tilgiver ikke stofmisbrug. En rationel søgen efter lykke går ikke efter den kortvarige glæde/rus der har en alvorlig langvarig omkostning. Imidlertid er umoralen ved stofmisbrug ikke noget der krænker et andet individs rettigheder. Og da regeringen ved objektiv moral eksisterer for at beskytte rettigheder, så burde den ikke handle ved at forbyde stofmisbrug.

Hvad med  bøsseægteskab? Almindeligvis er foreningen af to mennesker en kontraktmæssig foranstaltning der ikke bør være underlagt en tredjeparts godkendelse. Samfundet godkender kontrakter. Hvis to mennesker ønsker at bo sammen, lade deres aktiver arbejde sammen, og give hinanden råderum så er det op til dem.

Når det er sagt da søger bevægelsen bag omdefineringen af ægteskab gennem lovtvang langt mere end kontraktlige rettigheder. Det som modstandere af bøsseægteskab går efter er denne ‘bekræftende særbehandling’ der for tiden gives gifte par, denne særbehandling der, uanset, hvor velment den er dog er en krænkelse af rettigheder. Den ubehagelige sandhed der omfavner ægteskabsemnet er at heteroseksuelle par længe har være subsidieret af deres ugifte naboer. Det er den statsstøtte som homoseksuelle ønsker, sammen med de sociale aspekter der følger med. Under regering informeret ved objektiv moral, ville bøsseægteskabskontrakter være netop det, uden at give nogen yderligere særlige fordele, end det man er enig om. Som resultat vil religiøse individer og institutioner med samvittighedsforbehold over for homoskesualitet aldrig blive tvunget til at bøje deres samvittighed.

Hvad med udenrigspolitik? Kan krig nogensinde være moral? Det kan det ifølge argumenterne der fremkommer i Winning the Unwinnable War: America’s Self-Crippled Response to Islamic Totalitarianism af Yaron Brook, Elan Journo, og Alex Epstein. Brook forklarer:

“Som vi argumenterer for i bogen, så er det princip der burde vejlede os i vor udenrigspolitik det samme princip der burde gælde for alle regeringshandlinger: Vor regering skal beskytte de individuelle rettigheder for amerikanerne. Det er vor regerings eneste og mest ærlige funktion. Ud fra det selvsamme formål burde vor udenrigspolitik arbejde på at beskytte liv og ejendom for individuelle amerikanere - mod trusler der er påbegyndt uden for dette lands grænse.

En større trussel som regeringen helt klart skal bevogte os imod - og gøre gengæld imod - er at lande eller grupper igangsætter en krig mod os eller sender terrorister mod os for at forårsage massemord på amerikanere. Andre former for trusler omfatter trusler mod amerikaneres ejendom: Tænk piraterne ved Somalias kyster der kaprer skibe mod løsepenge: Det er en del af en regerings arbejde at sikre vor ejendomsret, at beskytte vor mulighed for at handle frit, og at forhindre at vor ejendom stjæles af slyngler på havet.”
 
Kampen om hjerter og sind raser videre.

Lige så enig man kan være i opsummeringen så indse, at udenrigspolitik ikke er ud fra princippet om individets rettigheder: Journo forklarer:

“Ved at undersøge intentioner og handlinger af vort militær i felten, bliver det åbenbart at det som tilskyndede Bush’s politik var holdningen om at bringe valg og sociale tjenester til Irak og Afghanistan - ikke at beskytte amerikanske liv. Og mens Obama ønsker at blive betragtet som anti-Bush, er hans holdning animeret af et lignende mål. I sin højtprofilerede tale i Cairo (2008) lovede han at betale for og skabe “centre for videnskabelig udvikling i Afrika, Mellemøsten og Sydasien.” Det som er fælles her er moralforestillingen bag disse politikker - ideen om at Amerika skal være den ydmyge og nødlidshjælpende på jorden. Vi argumenterer i bogen for at dette konventionelle synspunkt om moral har skabt amerikansk udenrigspolitik, og at effekten har været skadelig på vor frihed og sikkerhed.”

Fredsskabelse får en noget anden karakter under perspektivet med objektiv moral. Hvor den nuværende opfattelse af ordet ‘fredsskabelse’ fremmaner diplomatiske planer og årtier lange besættelser af soldater med blå hjelme, da ligner den objektive form atombomben. Dermed ikke for at sige at krig burde søges eller anvendes uden særdeles grundig foromtanke, men krig bør føres som var det en faktisk krig, hvis slutformål er at udslette en fjendtlig stat. Der er ingen forpligtelse til at genopbygge udenrigspolitiske infrastrukturer, reformere udenlandske regeringer, eller vinde hjerter og sjæle i det fremmede. Den ærlige forpligtelse for en regering i krig forbliver den samme som når den nyder fred, at beskytte borgernes rettigheder.

Den objektive moraltilgang til offentlig politik kan forekomme ubehagelig for den religiøse, såsom mine kristne brødre. En verden, hvor stofmisburg og bøsseforeninger tolereres samtidig med at uskyldige slås ihjel i krige i udlandet fejler i den grad i at imødekomme retfærdige bibelske standarder. Selv da, har vi da ret til at skabe en retfærdig verden? På hvilket tidspunkt og i hvilken forstand har regering helliggjort mænd? Retfærdiggørelse og helliggørelse er Guds værk blandt hans udvalgte, ikke formålet med en borgerlig lov. Under regering der beskytter vore rettigheder er den trofaste fri til at udøve sin religion og stræbe efter et rige ikke af denne verden. Det burde være mere end tilfredsstillende.
                                                                                                
Walter Hudson is a political commentator and chair of Minnesota's North Star Tea Party Patriots, a statewide educational organization. He runs a blog entitled Fightin Words and co-hosts the weekly podcast Liberty Tree Radio. He also contributes to True North, a hub of conservative Minnesotan commentary. Follow his work via Twitter, Facebook, and YouTube.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar