Forskellen på Synd og forbrydelse
Walter Hudson
Hvad mener vi egentlig når vi siger: “Man kan ikke lovgive om moral”?
Jovist,
så bør lovgivning ikke være vag vedrørende hvad der er rigtigt og
forkert. Love har det formål at opbygge et koncept om retfærdighed.
Stammer retfærdighed ikke netop fra moral?
Undertiden
mener folk ganske enkelt at regering ikke kan tvinge os til at være
gode. I andre sammenhænge, signalerer udtalelsen en forskel mellem det
som objektivt er forkert, som at slå andre ihjel, og det som er
subjektiv forkert, som at bande offentligt.
Dog
kan det for det meste være svært at skelne præcist, hvad nogen mener
når de siger der ikke kan lovgives om moral. Udtrykket er benyttet af
både Højre- som Venstrefløjen, af social konservative og social
liberale, af mennesker på begge sider. På den ene side kunne man have en
konservativ der benytter talemåden til at argumentere mod omfordeling
af velstand, samtidig med vedkommende er imod bøsseægteskab og abort. På
den anden side vil man kunne finde en venstreorienteret der benytter
talemåden til at argumentere for bøsseægteskab og abort, samtidig med de
forsøger at skaffe penge de ikke har tjent.
Er
udtrykket helt og aldeles subjektivt? Ønsker en given person blot at
deres moralforståelse skal påtvinges mens den anden fyrs normer
ignoreres?
Det
burde ikke overraske os at der er forvirring når moral er indblandet.
Menneskers opfattelser af rigtigt og forkert varierer og vil således
berøre deres holdninger til offentlig politik. Måske giver anerkendelsen
af den kendsgerning brændstof til den kendsgerning at moral ikke bør
lovreguleres. Måske vi tænker, “I et frit land, har vi ret til bestemme hvad der er rigtigt og forkert for vort eget vedkommende.”
Den
indstilling falder til jorden når den anvendes første gang. En morder
kunne mene han har ret, som en tyv eller en voldtægtsforbryder. Hitler
mente han havde ret. Måske er moral således umiddelbart ikke en søjle
for sand frihed.
Ved
at anerkende at moral skal informere lovgivning, da opstår et meget
ubehageligt spørgsmål. Hvis moral? Skulle moralen der informerer
lovgivning dikteres af en kirke? Skulle det være en konsensus ved
“eksperter”? Skulle det være ved en ren demokratisk afgørelse? Hvem har
ret, og med hvilken autoritet, til at fortælle en anden, hvad de må
eller ikke må gøre?
Historisk
set har regeringer opnået deres autoritet og deres moralsans gennem
udelukkende subjektivitet og gennem tvungne metoder. Kongen er således
ordineret af Gud. Bedre mænd skulle styre mænd der ikke var så gode.
Flertallet skulle få deres vilje. Disse tilgange er forenede i deres
mangel på hensyn til individuelle rettigheder.
Betyder religiøse nødvendigheder moral?
Amerikas
fædre bag forfatningen anvendte en eksperimenterende model baseret på
den holdning, at regeringen burde beskytte rettigheder. Dog blev selv de
største politiske landvindinger opnået under indflydelse af en
moralnorm, allermest berømt udtrykt af John Adams:
“Vor
Forfatning er udarbejdet udelukkende til et moralsk og religiøst folk.
Den er helt utilstrækkelig som regering over andet.”
Hvad
mente Adams? Selv-styre, et udtryk der har mistet noget af sin
betydning i historiens forløb, refererer helt sikkert til autonomi.
At styre sig selv er at leve politisk uafhængigt uden underkastelse af
tyranni. Men Adams og hans samtidige så langt videre. For dem krævede
det at ‘styre sig selv’ selvbeherskelse, evnen til at lægge bånd på sig
selv overfor de uovervejede fristelser ved ethvert påfund. På hans tid,
som gennem hele historie, blev religion i vid udstrækning betragtet som
den eneste institution, ud over regeringen, der var i stand til at dæmme
op for menneskets grundinstinkter. Selv i dag, betragter mange Adams syn på Forfatningen som utilstrækkeligt til at lede et religiøst folk.
Det
er ganske rigtigt sandt, at Forfatningen er utilstrækkelig til at
regere et umoralsk folk. Imidlertid behøver moralen, som mennesker har
brug for i sameksistensen i fred, ikke at stamme fra religion. En
russisk immigrant i USA, der brugte hele sit liv på at afsværge
kommunismens ondskaber opdagede også, en objektiv moral der stammede fra fornuft, en moral der henviser til virkelighedens kendsgerninger i sit krav om, at hvert individ lever som en fri.
Ayn
Rand’s teori om rettigheder er baseret på den observation at livet er
den ultimative værdi. Med andre ord, er det livet der gør alle værdier
mulige og alle værdier er med til at give et liv i trivsel. For
eksempel, lad os sige du ønsker en ny bil. Uden liv, ville der selvsagt
ikke være nogen dig der ønsker den bil. Ydermere så ønsker du bilen for
at gøre dit liv bedre. Det samme er sandheden med en hvilken som helst
genstand du vælger at stræbe efter. Mens visse værdier virkelig kan
være subjektive (jeg holder af løg, min hustru hader dem), så er
konceptet om værdi ikke. Uanset hvad du foretrækker, kan du værdsætte
det udelukkende fordi du lever, og du ‘går efter det’ i dit livs
tjeneste.
Yderligere
skal bemærkes at menneskers opfattelse af og stræben efter deres
værdier gennem en proces af fornuftstænkning, er det modsatte af
laverestående dyrs instinktive natur. Rand
konkluderede at menneskets natur beriger ham med retten til at handle
efter egen dømmekraft. Den ret er nødvendigvis knyttet sammen med samme
ret til andre, således at du ikke retfærdigvis kan skade eller begrænse
andre.
I
en verden, hvor denne objektive moral blev anerkendt og betragtet,
ville regering se meget anderledes ud end den gør i dag. Den ville mest
ligne USA i sin tidligste form, som det oprindeligt var tiltænkt, skønt
den ville være en del anderledes selv fra den. Lad os se på nogle
problemer og overveje, hvordan tilgangen til dem kunne være.
Således blev spiritussens svøbe fejet bort fra jordens overflade.
Tænk
på politikken bag kontrol med stoffer. Som tidligere bemærket er dette
et problem, hvor kritikerne af forbud “beklager at der lovgives om
moral.” Argumentet mod forbud går typisk en af to veje. Stofmisbrug kan
portrætteres som noget det ikke er værd at moralisere over, et forsvar
med “det betyder ikke så meget.” Mere almindelig er den holdning at
stofmisbrug er en “forbrydelse uden ofre.” Det udtryk antyder en
opdeling af moral i selviskhed og andet, og en vurdering af at
regeringen kun skal blande sig i sidstnævnte.
Det
er i det store og hele den rigtige vej. Objektiv moral tilgiver ikke
stofmisbrug. En rationel søgen efter lykke går ikke efter den kortvarige
glæde/rus der har en alvorlig langvarig omkostning. Imidlertid er
umoralen ved stofmisbrug ikke noget der krænker et andet individs
rettigheder. Og da regeringen ved objektiv moral eksisterer for at
beskytte rettigheder, så burde den ikke handle ved at forbyde
stofmisbrug.
Hvad
med bøsseægteskab? Almindeligvis er foreningen af to mennesker en
kontraktmæssig foranstaltning der ikke bør være underlagt en tredjeparts
godkendelse. Samfundet godkender kontrakter. Hvis to mennesker ønsker
at bo sammen, lade deres aktiver arbejde sammen, og give hinanden
råderum så er det op til dem.
Når
det er sagt da søger bevægelsen bag omdefineringen af ægteskab gennem
lovtvang langt mere end kontraktlige rettigheder. Det som modstandere af
bøsseægteskab går efter er denne ‘bekræftende særbehandling’ der for
tiden gives gifte par, denne særbehandling der, uanset, hvor velment den
er dog er en krænkelse af rettigheder. Den ubehagelige sandhed der
omfavner ægteskabsemnet er at heteroseksuelle par længe har være
subsidieret af deres ugifte naboer. Det er den statsstøtte som
homoseksuelle ønsker, sammen med de sociale aspekter der følger med.
Under regering informeret ved objektiv moral, ville
bøsseægteskabskontrakter være netop det, uden at give nogen yderligere
særlige fordele, end det man er enig om. Som resultat vil religiøse
individer og institutioner med samvittighedsforbehold over for
homoskesualitet aldrig blive tvunget til at bøje deres samvittighed.
Hvad med udenrigspolitik? Kan krig nogensinde være moral? Det kan det ifølge argumenterne der fremkommer i Winning the Unwinnable War: America’s Self-Crippled Response to Islamic Totalitarianism af Yaron Brook, Elan Journo, og Alex Epstein. Brook forklarer:
“Som
vi argumenterer for i bogen, så er det princip der burde vejlede os i
vor udenrigspolitik det samme princip der burde gælde for alle
regeringshandlinger: Vor regering skal beskytte de individuelle
rettigheder for amerikanerne. Det er vor regerings eneste og mest ærlige
funktion. Ud fra det selvsamme formål burde vor udenrigspolitik arbejde
på at beskytte liv og ejendom for individuelle amerikanere - mod
trusler der er påbegyndt uden for dette lands grænse.
En
større trussel som regeringen helt klart skal bevogte os imod - og gøre
gengæld imod - er at lande eller grupper igangsætter en krig mod os
eller sender terrorister mod os for at forårsage massemord på
amerikanere. Andre former for trusler omfatter trusler mod amerikaneres
ejendom: Tænk piraterne ved Somalias kyster der kaprer skibe mod
løsepenge: Det er en del af en regerings arbejde at sikre vor
ejendomsret, at beskytte vor mulighed for at handle frit, og at
forhindre at vor ejendom stjæles af slyngler på havet.”
Kampen om hjerter og sind raser videre.
Lige
så enig man kan være i opsummeringen så indse, at udenrigspolitik ikke
er ud fra princippet om individets rettigheder: Journo forklarer:
“Ved
at undersøge intentioner og handlinger af vort militær i felten, bliver
det åbenbart at det som tilskyndede Bush’s politik var holdningen om at
bringe valg og sociale tjenester til Irak og Afghanistan - ikke at
beskytte amerikanske liv. Og mens Obama ønsker at blive betragtet som
anti-Bush, er hans holdning animeret af et lignende mål. I sin
højtprofilerede tale i Cairo (2008) lovede han at betale for og skabe
“centre for videnskabelig udvikling i Afrika, Mellemøsten og Sydasien.”
Det som er fælles her er moralforestillingen bag disse politikker -
ideen om at Amerika skal være den ydmyge og nødlidshjælpende på jorden.
Vi argumenterer i bogen for at dette konventionelle synspunkt om moral
har skabt amerikansk udenrigspolitik, og at effekten har været skadelig
på vor frihed og sikkerhed.”
Fredsskabelse
får en noget anden karakter under perspektivet med objektiv moral. Hvor
den nuværende opfattelse af ordet ‘fredsskabelse’ fremmaner
diplomatiske planer og årtier lange besættelser af soldater med blå
hjelme, da ligner den objektive form atombomben. Dermed ikke for at sige
at krig burde søges eller anvendes uden særdeles grundig foromtanke,
men krig bør føres som var det en faktisk krig, hvis slutformål er at
udslette en fjendtlig stat. Der er ingen forpligtelse til at genopbygge
udenrigspolitiske infrastrukturer, reformere udenlandske regeringer,
eller vinde hjerter og sjæle i det fremmede. Den ærlige forpligtelse for
en regering i krig forbliver den samme som når den nyder fred, at
beskytte borgernes rettigheder.
Den
objektive moraltilgang til offentlig politik kan forekomme ubehagelig
for den religiøse, såsom mine kristne brødre. En verden, hvor
stofmisburg og bøsseforeninger tolereres samtidig med at uskyldige slås
ihjel i krige i udlandet fejler i den grad i at imødekomme retfærdige
bibelske standarder. Selv da, har vi da ret til at skabe en retfærdig
verden? På hvilket tidspunkt og i hvilken forstand har regering
helliggjort mænd? Retfærdiggørelse
og helliggørelse er Guds værk blandt hans udvalgte, ikke formålet med
en borgerlig lov. Under regering der beskytter vore rettigheder er den
trofaste fri til at udøve sin religion og stræbe efter et rige ikke af
denne verden. Det burde være mere end tilfredsstillende.
Walter Hudson is a political commentator and chair of Minnesota's North Star Tea Party Patriots, a statewide educational organization. He runs a blog entitled Fightin Words and co-hosts the weekly podcast Liberty Tree Radio. He also contributes to True North, a hub of conservative Minnesotan commentary. Follow his work via Twitter, Facebook, and YouTube.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar