Skat og opgørelser - skidt eller godt?

Giv Kejseren.....

Patrice Lewis

Jeg har haft en skrækkelig uge. Jeg brugte meget af den lænet ind over vort køkkenbord og lavede selvangivelse. Når man er selvstændig, som vi er, da er det at betale skat ret kompliceret. Vi har nemlig indkomster fra fire forskellige brancher, hver af dem skal omhyggeligt dokumenteres i form af udgifter og indtægter.

Først og fremmest så er vi ærlige i vore opgivelser - smertende, brutalt ærlige. Grundene til dette er tofolds: 1) Vi er ærlige mennesker, og 2) Jeg regner med jeg allerede har myndighedernes store opmærksom på grund af det jeg skriver, så hvorfor tiltrække os yderligere opmærksomhed ved at fifle med vore finanser? Heltskrupelløstt dokumenterer jeg alt, opregner alt og vedlægger en stak af papirer til vor revisor. Hun kontrollerer til gengæld vore tal, og vifter med sin tryllestav over sin computer, der producerer de endelige dokumenter, som vi derpå underskriver. Så sender hun det hele afsted til IRS.(Skattemyndighederne).

Denne procedurer er naturligvis ikke mere smertelig for os end den er for hundred millioner andre. Jeg kan bare ikke begribe om der skulle være en eneste i denne nation der faktisk nyder at udfylde papirer og betale skatter.                    

Denne procedure kan måske med en vis ret kaldes bibelsk. Det er der nemlig intet nyt i. ‘Giv Kejseren... og så videre.

 

Som det var på Jesu tid var skatter, som i dag, et værktøj af frygt, manipulation og hævn. Skatteopkræverne på Jesu tid er her stadig, kollektivt kendt som IRS. Ligesom på Jesu tid er i det store og hele foragtede, muligvis mere end nogen af de andre bureaukrater vi er omringet af.  

Naturligvis forståeligt nok. Ingen bryder sig om at få hevet penge ud af deres bankkonto for at de skal bruges på projekter og rettigheder af tvivlsom værdi. Men frygt er jo en ret så stor motivator. Vi yder Kejseren i det forfængelige håb af han efterfølgende vil lade os være i fred.

Konflikten som mange troende mennesker har over vor regering er gammel. Jøderne på Jesu tid var ligeså splittede over at betale skatter til deres romerske overherrer som vi er splittede over at betale skatter til en oppustet, forfatningsstridig regering.

Historisk set har det altid været en tvungen handling at overdrage skatter til Kejseren (eller Washington). Hvis vi ikke betaler vore skatter, da vil et antal eskalerende straffeforanstaltninger blive sat i værk, kulminerende i at alle vore værdier og ejendom konfiskeres og vi smides i fængsel, men den mulighed at vore børn overdrages til børneværnet. Kort sagt vor villighed til at betale Kejseren er os påtvunget som med et våben pegende på os.

.

Dog er regering, og sådan har det altid været, en af livets kendsgerninger. Undertiden er regering en gavnlig foranstaltning (når de er begrænset til de forfatningsmæssige områder); langt oftere er den tyrannisk. Men den er der altid.

Da Jesus blev udfordret af farisæerne om hans forpligtelse overfor Kejseren blev hans efterfølgende handling og ord (“Giv derfor Kejseren det der hører ham til; og Gud det der hører Gud til.”) noget der er overdraget gennem århundrederne fortolket på forskellig vis. Progressive (venstreorienterede) kristne fortolker passagen som, “Hold mund og betal dine skatter, da det er for et større fælles gode, da regeringen tager og omfordeler dine værdier.”

Konservative kristne fortolker denne passage som, “Betal så lidt du kan fordi regeringen er med til at betale for ting der er så gennemført mod din overbevisning.”

Begge synspunkter er korrekt. Uomtvisteligt får vi goder fra nogle regeringsbetalte foranstaltninger, f.eks. det nationale forsvar. Men lige så uomtvisteligt da ville denne nation som et hele nyde en gigantisk moralsk og økonomisk gavn, dersom regeringen ville holde igen på sine udgifter og udelukkende holde sig til det der er beskrevet i dokumenterne bag vor forfatning.

Beskatning er det instrument der splitter vor nation og sætter folket op mod hinanden - de som “har” versus de som “ikke har,” skatteyderne versus rettighedsmodtagerne, de som ønsker offentligt betalt abort, versus de som er imod, og så videre.

Dog kan vi ikke splitte skatterne op i enkeltdele. Vi har ikke lov til kun at betale skat til de ting i regeringen vi støtter, og så ikke betale for den del der støtter noget vi foragter. Sådan fungerer det ikke. Hvad kan, og bør vi da gøre?

For de fleste af os er svaret, vi betaler vore skatter; mens vi skærer tænder. Nogle mennesker udsteder deres check til “Infernal (Internal) Revenue Service” eller giver udtryk for deres frustration på anden vis.

Mennesker med tro lever i en dobbelt spændingstilstand. Vi er borgere i to verdener: Den ene jordisk, den anden himmelsk. Vi er borgere i Amerika, men også borgere i Himlen. Vi betaler vore skatter, vi er underkastet en fejlbefængt og ufuldkomment menneskeligt styre.

Men på visse måder er vort forbehold over for at betale vore skatter noget der giver en fordel: Det forhindrer os i at betragte regeringen som Gud.

Mange af de som intet har imod at betale skatter har erstattet Gud med regering. De ser regeringen som løsningen på de fleste jordisk problemer. De ønsker flere og flere midler til hjælp for den fattige og den nødlidende, uden at erkend at betaling gennem regeringen aldrig hjælper i sidste ende.

De kan bare ikke begribe, hvordan mennesker dog kan klare sig uden regeringens hjælp. De som ikke bryder sig om at betale skatter betragter stadig regeringen med mistænksomhed. De ser den private foretagsomhed og det personlige ansvar som løsningen på de fleste jordiske problemer. De ønsker mindre regeringshjælp til den fattige og nødlidende fordi de ved det fører til evig afhængighed. De kan ikke begribe hvordan mennesker dog kan byde sådan hjælp velkommen, fordi de nemlig kender de fangtråde der følger med.

Nu kan du jo selv afgøre, hvilken kategori min familie tilhører.

Ikke desto mindre, som Jesus så kraftfuldt demonstrerede under denne hellige uge, så er de skatter vi betaler til den gudløse Kejser det rene ingenting sammenlignet med den “skat” Jesus betalt på Golgata.

Hvor er mine klager over at betale Kejseren dog små, ubetydelige og trivielle når jeg tænker på det Jesus betalte for mig.

Trods spændingen og frustrationen i denne uge med at overdrage skat til Kejseren, så ønsker jeg Jer alle den fred der følger med at give Gud det der hører ham til mens vi fejrer Vor Frelsers offer.

Patrice Lewis is a freelance writer whose latest book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com

http://www.wnd.com/2012/04/rendering-unto-caesar/