mandag den 1. april 2013

Detaljer om Gilad Shalits tilfangetagelse

Nye detaljer om tilfangetagelsen af Gilad Shalit


Og hvad de fortæller om Israel                       


Adam Chandler                       

Efter Gilad Shalits møde med militære efterforskere fremstår der et meget tydeligere billede af begivenhederne der førte til at Shalit blev taget til fange, sammen med information om hans år i Hamas’ fangenskab og de to soldaters død i det oprindelige angreb. 
         Kort fortalt så giver fortællingerne et billede af Shalit - efter hans eget samtykke - som en genert granatchok-ramt soldat, der grundet chok ikke var i stand til at slås da det så allermest dystert ud. Som Jerusalem Post rapporterede (med nogle bløde formuleringer:    

“Selvom Shalit, var alene, burde han have været i stand til at klare opgaven (at afvise sine tilfangetagere). På det tidspunkt sad Shalit i kanonerens sæde og bad om at det snart var overstået. Da nærmede en af de militante sig og kastede to eller tre granater ned i tårnlugen (på kampvognen). Shalit husker ikke eksplosionerne, men han husker udmærket røgen.

Hans skudsikre vest og hans beskyttelsesjakke, der hang på sædets ryg, opfangede det mest af eksplosionen. Stolen blev fuldstændig gennemhullet.

Shalit blev på mirakuløs vis kun lettere såret med granatsplint i albuen og bagdelen. Han var skrækslagen, chokeret. Han blev i kampvognen i et eller to minutter indtil røgen var sluppet ud af lugen og han havde svært ved at ånde. Derpå besluttede han så endelig selv at komme ude. Han var uden våben. Hans våben en dødbringende M-16 lod han ligge på gulvet. I militært sprogbrug hedder det at "nedlægge våbnene.”

Portrættet af Shalit som en rosh katan, “et lille hoved,” er det man ville kalde en soldat der er fuldstændig afhængig af sin kommandant i Israel, eller en “slap sæk” i amerikansk hær. Det er en barsk dom at fælde efter Shalits år i Hamas kældre. Men det som dette afslører om Israel, der har hyldet ham for hans udholdenhed gennem sit skrækkelige fangenskab er vigtigt.

Det kan ikke komme som nogen større overraskelse at Shalit ikke kæmpede for at undslippe. De få billeder af Shalit som verden blev bekendt med i årene der gik, viste ham som han var: En tynd, nervøst anlagt ung mand, en eller andens diminutive lillebror, der udførte sin tvungne militærtjeneste.

Og trods (de ofte lidt ondskabsdulde) stereotyper af den israelske soldat som en moderne Sparta-vild, mekanisk, inhuman - blev Shalit ophøjet til en heltestatus af sine landsmænd.
 

Mens selvom hans frigivelse vakte modstand af strategiske grunde blev han aldrig udskældt eller kaldt en kujon for ikke at have været i stand til at kæmpe imod tilfangetagelsen. Hvis dette var Sparta ville du ikke se nogen mening, værdi i at handle med over 1000 fanger - hvoraf mange af dem virkelig slog ihjel - for en knægt der slet ikke var i stand til at kæmpe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar