Lær børn gode manerer
Her forleden kom så New York Times med deres halvårlige beretning
om konsulenter der giver lektioner til børn om manerer, opførsel.
Artiklen var på sin plads, da jeg hører masser af brok fra herrer og de
uden børn over hele landet om at børn ikke magter at sende Takkebreve
for modtagne gaver. The Times artiklen er væsentlig som enhver anden ‘beklagelse over at manerernes død’ som avisen har haft siden, ja for lang tid siden.
(Her følger en om mangel på manerer på restaurant og bar mitzvahs!(skribenten er jøde) Her er så en om Petit Protocol klasser på Hotel Pierre! Her er en om ‘lad være at skrige når du får serveret aspargessuppe ved et New Jersey hotel! Her er en
om et charmerende afrikansk-amerikansk barn på en forberedelsesskole
der begynder hver klasse med Aretha Franklins “Respect,” og denne
artikel har slet ikke øjnene vidt åbne for antropologi og er ikke
nedladende -- Åh, jovist det er den.)
Alle
disse beretninger handler faktisk om forældre der har svigtet med deres
opgave, ikke har været opmærksom på at lære gode dyder og har så
uddelegeret arbejdet til fremmede - nogle af dem kræver hundreder af
dollars for opgaven.
Læg blot checkhæftet bort, jeg vil lære dig at ‘civilisere’ dine små hedninger ganske gratis.
Du
ved hvad Hannukah gaverne var som dine børn modtog, ikke sandt? De må
sige pænt Tak! Hvis de er gamle nok til at holde om en blyant så er de
også gamle nok til at skrive et takkebrev. Du kunne sige, “Lad os lave
en tegning til tante Sofie! Hun gav dig den dejlige gave fyldt med
chokolade som du spiste på et nanosekund, kan du huske det?” Hvis
ungerne er for unge til at skrive så kan du jo skrive teksten ved
tegningen, og fortælle barnet hvad du skrev. Tro mig, børn suger det til
sig som et pandekage fedtstof, især når man gør det igen og igen. Hvis
barnet kan skrive sit navn så lade det ske. Hvis barnet fysisk er i
stand til at skrive sit eget ‘brev’ så tving barnet til det. Uden
forbehold. Dine forfædre overlevede gentagne forsøg på udslettelse;
deres efterkommer vil overleve ved at blive kraftigt tilskyndet til at
skrive takkebreve.
Min
mor, en tolerant og moderne person siger at en telefonopringning eller
en email er aldeles acceptabelt. Men jeg foretrækker at lade mine børn
lide ved at øve sig i at skrive, fordi jeg bare er så gammeldags.
The Mrs. McVeigh’s Magnificent Manners Show DVD. Den er lavet af en ekspert i etikette fra Texas der har haft klasser i god opførsel siden 2003, og var etikette-konsulent Barbie Princess Charm School.
DVD’en omhandler, (blandt mange andre emner) hvordan man opfører sig
under et måltid, hvordan man opfører sig på en restaurant, og hvordan
man dækker et bord. Maxine 8 år kom ind mens jeg så den, studerede den i
tavshed i nogle minutter og gik derpå ud igen, meddelende “Jeg synes
ikke det er særlig sjovt.” Hvis du måske binder dit barn til en stol vil
hun eller han måske få mere ud af den end min datter.
Hvis
du nu ikke har noget reb, så vil jeg fortælle dig de hovedpunkter som
Mrs. McVeigh ønsker at undervise dit barn i: Vent med at sætte dig ved
bordet til de får besked. Læg straks din serviet i skødet. Begynd ikke
før værten har taget sin første bid. Lad være med at se mistænksomt på
den mad du får serveret.
Nogle
af disse godbidder er for mig nærmest avancerede. Jeg tror at de fleste
forældre ville være forbløffet over et barn der var klar over, hvem
værtinden var, og om hun nu tog første bid. Trist nok så mener jeg
masser af børn har brug for mere grundlæggende hjælp. Sæt dig. Og på din
hale! Kast ikke med ting. Skrig ikke. (Og jovist, vræng ikke næse af
den mad du får serveret).
Når
man begynder tidligere er det faktisk ikke så svært. Mennesker må
betale konsulenter i etikette og bliver skrevet om i New York Times
fordi de ikke begyndte tidligt nok. De ønsker at være venner, frem for forbilleder, autoriteter for deres børn. De er trætte fordi de arbejder hårdt, og de ønsker ikke konflikter, magtkampe.
Må
jeg fortælle dig hvad mit allerbedste råd til forældre er? Dette:
Hundehvalpe holder af kurven. Vi er så bekymrede for at forekomme for
straffende eller knuse vort barns personlighed eller hæmme deres
kreative sanser eller at de skal have det dårligt at vi ikke sætter
nogen grænser op. Men ligesom en hund føler sig i sikkerhed når vi
placerer den i kurven mens man træner dem, så ønsker børn grænser. De
ved, at det ikke er let at blive en civiliseret medborger. De ønsker at
få undervisning, og de ønsker at være stolte over det de gør der er
rigtigt.
Derfor
er hemmeligheden at begynde når børn er helt små, og fortælle dem, hvad
der er rigtigt og fortælle dem, hvad konsekvenserne vil være:
Hvis du ikke tilpasser dig med den korrekte opførsel der passer til din
alder, så bliver du bortvist til dit værelse. Hvis du kaster med ting
bliver du straffet. Hvis du kritiserer madlavningen, bliver du korrekset
når du er 3 år og undskyldt når du er 7. Ganske enkelt, ikke sandt?! .
Helt
ærligt så har jeg sådan set meget rimelige standarder; jeg er faktisk
slet ikke kvalificeret til at belære nogen om, hvordan børn burde opføre
sig passende ved bordet (hvilket, som du nok har bemærket, ikke hindrer
mig): Mine børn kan være irriterende kræsne, vi spiser ikke sammen hver
aften og jeg er kendt for at lade mine børn lege med iPhones på en
restaurant da vi var ude med venner og ønsker at tale om Homeland. (TV-serie)
.
Det
jeg føler jeg er kvalificeret til at diskutere er basis
ikke-afbrydende, ikke-rå, venlig over for andre mennesker opførsel. Jeg
har ikke ønske om at komme ud i magtkampe om mad; det er en helt anden
boldgade (en jeg brydes med i mit hjem, tro mig om du vil, men jeg er
rimelig)
Lige
nu er det jeg ønsker er at fokusere på et meget mere håndterbart emne:
Hvordan børn burde opføre sig høfligt, men på en måde der afspejler
deres alder og indfrier rimelige forventninger. Jeg forventer ikke at et
barn på 3 år klarer at komme igennem et helt voksenmåltid; jeg ser
helst ikke at forældrene til et sådant barn tager det med på en fin
restaurant og lader hams løbe rundt som et lille dronemissil i tjenernes
knæhøjde.
Tag
dit barn med på en familierestaurant når de er gamle nok. Gå der
tidligt, før folk kommer til middagsselskaber. Overvej at ved ethvert
måltid kan man lære noget. Insister på at barnet bliver siddende. Tys
barnet, hvis det bliver hysterisk. Ros god opførsel. Giv udtryk for
mishag over dårlig opførsel. Hvis den fortsætter, så straf den. Det er
altså ikke raketvidenskab, folkens.
Og
at sige Tak er yderst væsentligt. Jovist er det trættende at skulle
holde øje med, hvem der har givet hvad og så kærligt opmuntre dit barn
til at svare. Det er en beskrivelse af forældres job. Hold dog op med at
uddelegere dette basis ansvar ved at betale andre for at civilisere
dine børn; undervis dem i at opføre sig pænt, og de vil lære det. En
eller anden dag vil de måske endda skrive et takkebrev til dig.
Marjorie Ingall, a Life & Religion columnist for Tablet Magazine, is the author of The Field Guide to North American Males and the co-author of Hungry.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar