Afkod dette og opklar en forbrydelse

Afkod dette

   

Hvis du kan bryde koden her forunder, så tillykke - så er du den første. Og så kan du hjælpe med til at løse en mordsag.
 

Den 30. juni 1999 blev en 41 årig mand ved navn Ricky McCormick fundet død på en mark cirka 30 kilometer nordvest for St. Lous, Missouri. McCormick var ugift, dog havde han mindst fire børn. Han var arbejdsløs og det havde han været i årevis. Han havde tidligere været dømt for voldtægt, men var på prøveløsladelse. Han led af en kronisk lungesygdom og havde problemer med hjertet, og fem dage før han døde var han på et hospital i St. Louis. (Han kom ud samme dag). På dødstidspunktet havde han adskillige hjemadresser i området.

FBI undersøgte hans død og man fandt ingen forklaring. McCormicks lig var i kraftig forrådnelse (FBI identificerede ham via fingeraftryk), forrådnelsen hindrede myndighederne i at fastslå dødsårsagen. Hvor McCormick havde været i dagene mellem besøget på hospitalet og hvor hans lig blev fundet er ikke kendt. Hvordan han endte på marken er også ukendt, da McCormick ikke kunne køre bil og offentlig transport ikke fandtes i området. Der var ingen der kunne have motiv til at dræbe ham, heller ingen tegn på selvmord.

Selvom der var få svar var der dog nogle spor. Faktisk to. I McCormicks lommer var to sedler, den foroven og den herunder.

   

Marts 2011 - mere end ti år efter hans mød - afslørede FBI at disse spor eksisterede. FBI begrundelse for ikke at komme med dem noget før er ikke kendt, men nu er de der.  FBI var ‘kørt fast’ og ønskede hjælp. De havde lavet en hjemmeside, her -- stadig aktiv, mens dette skrives - hvor man beder omverdenen om hjælp til at afkode budskaberne. Trods “overfloden af besvarelser” forbliver koden ikke krypteret. Der er selvfølgelig den mulighed at McCormick (eller den som skrev den) blot skrev noget sludder.

Har du nogen ideer? Ved at benytte dette link kan du hjælpe FBI, men forvent ikke at få penge ud af det - der er nemlig ingen belønning.

Bonus fakta: CIA har deres egen uløste kodemysterium. Som omtalt af Wired, i 1988, visteagenturet en skulptur ved navn “Kryptos” der indeholder fire kodede budskaber. Tre af dem blev løst (her er løsningerne) i 1990, men den fjerde er til i dag ikke knækket. Skaberen af skulpturen, en kunstner ved navn James Sanborn, lader vide at der virkelig er et ægte budskab skjult og er kommet med et par spor.

Kløften mellem kønnene på global basis

Kløft mellem kønnene på global basis

DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN

Hvert år præsenterer World Economic Forum en detaljeret rapport, og laver en liste over fremskridt i verden mod lighed for kvinder. Man rangerer landene fra - bedste til værste - viser fremskridt, eller mangel på samme, i løbet af de sidste 5 år. Der er vel ikke brug for at nævne at der stadig er en enorm kløft mellem kønnene i verden, men der er dog en vis bevægelse.

Rapport for 2012 har tre ophavsmænd: Ricardo Hausman,  Harvard Center for International Development; Laura Tyson, økonom hos Berkeley's Haas School of Business; og Saadia Zahidi, senior direktør fra World Economic Forum. Deres kriterier for at rangere landene er i bund og grund økonomiske: At måle fremskridt mod en ligelig fordeling af landets ressourcer mellem kvinder og mænd. De ser på lighed i den politiske magt, udannelserne og sundhedstilbud. Dette særlige forum synes ikke at se nærmere på sikkerhed, eller mangel på sammen i den offentlige sfære (eller i hjemmene); hvis de gjorde mener jeg Sydafrika ville være kommet med i top 20.

Ifølge rapporten, “lader indekset ved med at skabe en stærk sammenhæng mellem et lands kønsadskillelse og den nationale konkurrenceevne. Fordi kvinder står for den ene halvdel af landets potentielle talentmasse, afhænger en nations konkurrenceevne i det lange løb i betragtelig grad af, hvorvidt og hvordan man uddanner og bruger landets kvinder.”

De land der ligger i top 20, hvor kvinder trives efter disse kriterier er (i rækkefølge): Island, Finland, Norge, Sverige, Irland, New Zealand, Danmark, Filippinerne (overraskende), Nicaragua, Schweiz, Nederlandende, Belgien, Tyskland, Lesotho (overraskelse) Letland, Sydafrika, Luxembourg, United Kingdom, Cuba og Østrig. Canada og USA kommer ikke i top 20, men er 21 og 22. Ikke så mange overraskelser. Se på et verdenskort, og det er åbenbart at vinderne for det meste er nordligt beliggende lande, og de fleste fra Europa eller med europæisk kultur.

De lande der ligger i bunden er heller ikke overaskende. Nedefra er rækkefølgen: Yemen, Pakistan, Tchad, Syrien, Saudiarabien, Elfenbenskysten, Marokko, Mali, Iran, Egypten, Tyrkiet, Nepal, Libanin, Jordan, Algeriet, Mauritanien, Etiopien, Benin, Guatemala og Qatar. Det overvejende flertal af disse er muslimske og nogle få afrikanske. Det overraskende her er Tyrkiet, der har mistet point siden valget af en islamisk præsident, hvilket aldrig er godt for kvinder.

Der er ingen vurdering af Afghanistan, som hvis der var, muligvis ville dele ‘æren’ med Yemen og Pakistan. Israels placering er 56 fra toppen, hvilket er en nedtur fra for 35 år siden,og afspejler det øgede antal palæstinensere og deres egne ultra-ortodokse, der ikke lever op til en livskvalitet for kvinder.

Med hensyn til USA og Canada, så lever utvivlsomt flertallet af kvinderne dér lige så gode liv som i det nordlige Europa. Men begge lande har historiske problemer med forholdene blandt deres indfødte amerikanske befolkningsgrupper, der ikke rigtig er med i udviklingsprogrammer, og så med indvandringen fra lande fra den dårligere halvdel af de lande som er på listen. Men i både Canada som i USA er der fortsættende bestræbelser og fremskridt for bedre lighed for kvinder.

Økonomisk fremgang er selvfølgelig ingen garanti for personlig lykke, men det hjælper svært på det. Imidlertid er mangel på økonomisk fremgang og tåbelige traditioner og vaner (og religiøse begrænsninger) de helt store garantier for elendighed hos kvinder. De to seneste hændelser i Afghanistan understreger dette. I den ene kom en bonde i gæld og blev tvunget til at betale låne tilbage til sin kreditor ved at overdrage sin seksårige datter til “ægteskab” med denne. Hendes skæbne ville helt klart være frygtelig.

Den anden hændelse var en teenagepige der flygtede fra sin 60 årige ægtemand der havde misbrugt hende siden hendes “ægteskab” som 8 årig. Hendes bror fik opsporet hende og smadrede hendes ansigt med en økse. Hun overlevede, men fortryder hun gjorde. Hendes familie er sådan set ligeglad med at hun er blevet misbrugt af den ægtemand der “ejede” hende.

Med sådanne standarder er der virkelig en kløft mellem kønnne. Der er også en civilisationskløft der ikke kan afvises med “det er deres kultur.”

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/the-global-gender-gap?f=must_reads#ixzz2TwVelEgT

Elefanter kan flyve og Islam er fredelig!

Jeg har set en elefant flyve! Og vi er ikke i krig mod Islam!

David Lawrence

Ofte proklamerer Obama at Amerika ikke er i krig mod Islam. Hallo, jeg formoder at den medfølende narcissist ikke lagde mærke til de løsrevne ben ved Boston Marathon, soldaten uden hoved i London, den døde ambassadør i Libyen.

For meddelte Obama ikke ved alle de blodige hændelser at vi ikke er i krig mod Islam. Sagde han ikke det i håbet om at pacificere de muslimske aggressorer og hindre det næste terrorangreb?

Hvad mon ville være sket hvis vi havde sagt at vi ikke var i krig mod Japan efter Pearl Harbor? At vi kun var i krig mod kamikazepiloter?

At Obama siger vi ikke er i krig mod Islam har ikke hjulpet til at undgå de næste terroristangreb, Eller det næste, eller næste igen.

Vi kan ikke bekæmpe terrorismen ved at stikke hovedet i sandet som strudsen. Vi skal meddele at vor fjende er de radikale elementer af Islam og at muslimerne har et stort ansvar for at rydde op i egne rækker. Vi kan kun hjælpe de gode muslimer ved at marginalisere de onde.

Hvis en naiv præsident benævner terroristen som en ven, så kommer vi ikke til at se de knive vi får stukket i ryggen. Obama siger han ser terrortruslen reduceret til før 9-11 niveauet? Det er lige så latterligt som når jeg hævder:

“Jeg har set en elefant flyve!”

http://www.youtube.com/watch?v=J1qQwdGazVQ

http://www.americanthinker.com/blog/2013/05/ive_seen_an_elephant_fly.html#ixzz2UlJ91k4g

Stupiditet er forklaringen på at kvinder bliver muslimer

Bernie Planck

I min artikel Muslim konvertitter kommer fra de mest dummes rækker, linkede jeg til en undersøgelse af konversion til Islam i USA, der indikerede at Islam virker mest tiltrækkende på de som har en ringe uddannelse.

Jeg var rigtig rar. Sandheden er, at det kun er en gennemført idiot der ville konvertere til Islam efter at have læst Koranen. Man kan godt forstå, hvorfor en milliard muslimer i muslimske lande følger denne barbariske kult: De blev født som muslimer, og har derfor intet valg udover at forblive muslimer under trusler om døden. Det hjælper også at de fleste muslimer aldrig har læst Koranen da 6 ud af 10 muslimer er analfabeter (1). Dette forklarer, hvorfor så mange af dem tror deres religion er fredelig og tolerant: De aner ikke en fløjtende fis om Islam

.

Photo Credit: London Muslim

Nogle af mine læsere kunne spørge, “Men hvad med muslimer i lande i Vesten, er de ikke i stand til at læse og forstå Koranen?” Faktisk ikke. For eksempel i Danmark kan 2/3 dele af indvandrerbørnene i skolerne med arabisk baggrund knap læse (2) selv efter 10 år i det danske skolesystem! Det er sjældent jeg benytter udråbstegn, men hvordan i alverden er det muligt?

Jeg søgte efter en forklaring på hvorfor vantro kvinder dog ville konvertere til Islam, og jeg faldt over denne afsindige idiot:

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=vHBHPrkb45E

Hvis du kan holde ud at lytte i de 7 minutter så vil det blive meget klart, hvorfor nogle kvinder bliver muslimer -- det er fordi de er idioter. Nogle ting behøver altså ikke forklaring - hvis nogen fortalte mig at Paris Hilton var konverteret til Islam, da ville jeg svar, “Selvfølgelig har hun gjort det”

---

Noter

(1):

The News International, Pakistan, Hvad gik galt?

57 lande med muslimsk flertal har i gennemsnit 10 universiteter, cirka 600 universiteter til 1,4 milliard mennesker; Indien har 8407 universiteter. USA har 5758.

...

I løbet af de sidste 105 år, har 1,4 milliard muslimer fået 8 Nobel priser mens sølle 14 millioner jøder har fået 167 Nobel priser  Af de 1,4 milliard muslimer er færre end 300000 videnskabsforskere, og det svarer til 230 ud af 1 million muslimer. USA har 1,1 million videnskabsforskere (4099 per million); Japan har 700000 (5095 per million). (læs denne på synopsis http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/01/hvorfor-jder-vinder-sa-mange.html)

Fakta:: af den 1,4 milliard muslimer er cirka 800 millioner analfabeter (6 ud af 10). I Kristendommen er læseraten hele 78%.

Skribenten er en freelance klummeskribent med sæde i Islamabad

(2):

Rockwool Foundation Research Unit (Dansk), Maj 2007, [Translated from the Danish] Ethnic students do not make Danish children worse

De som taler arabisk med deres forældre har en alvorlig tendens til at mangle læsefærdigheder - hele 64% er uden funktionelle læsefærdigheder.

Læs også denne om Tony Blairs svigerinde der konverterede:

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2010/12/hvorfor-vil-en-kvinde-dog-blive-muslim.html

Mange fascister er/var homoseksuelle

Den mærkelige historie om benægtere af “bøssefascismen.”

Dr. Scott Lively

En artikel har cirkuleret i et stykke tid på internettet af en, som han beskriver sig selv, “bøsse-venstreorienteret-mand,” ved navn Johann Hari en klummeskribent for London Independent. Artiklen har titlen: “Den rigtige besynderlige historie om bøsse-fascister,” du kan læse den her på den yderst pro-”bøsse” venlige Huffington Post på nettet. Den indeholder bemærkelsesværdig oprigtig indrømmelse af at homoseksualitet og fascisme altid er gået hånd i hånd. Hari skriver:

“Den fordrejede sandhed er, at bøssemænd har stået bag enhver større fascistisk bevægelse der har eksisteret - herunder Det Tredje Rige med det morderiske bøssegasningsprogram. Med undtagelse af Jean-Marie Le Pen, har alle de mest profilerede fascister i Europa været bøsser. Det er på tide at indrømme det. Fascismen er ikke noget der blot sker ‘derude’ en ækel indstilling som heteroknægte tilegner sig. Det er - delvist, i det mindste - en ‘bøsseforeteelse’ og det er på tide for ikke fascistiske bøsser at vågne og stå marchmusikken imod.”

Nuvel, jeg har en særlig interesse i denne artikel fordi jeg er medforfatter sammen med den ortodokse jødiske forsker Kevin E. Abrams til “Det Lyserøde Hagekors: Homoseksualitet i Nazipartiet,” der fremfører næsten den samme påstand, men en påstand der er bakket op af næsten 400 siders dokumentation.

Bogen og Scott Lively

Det som jeg finder mest interessant ved Hari’s artikel er at den har afstedkommet praktisk talt ingen opposition. De få kommentarer på HuffPo siden er for det meste positive, og hvis man søger på Hari’s navn da finder man ikke et eneste antydning af at hans artikel indeholder “Holocaust revisionisme” eller at han selv er en “homofobisk hykler.” Det er meget usædvanligt, fordi jeg er blevet kaldt både en revisionist og en hykler for at have været med til at skrive “Det Lyserøde Hagekors.” Faktisk har Southern Poverty Law Center (det legendariske fyrtårn af rimelighed og retfærdighed) givet mig etiketten af “hadgruppe” for at skrive den (skønt de nægter offentligt at diskutere emnet med mig).

På en talerækketur til Oklahoma City blev min ankomst skildret i en avis med en artikel der karakteriserede mig som en “Holocaust revisionist.” Den etiket har været knyttet til “bøsse” aktivisternes omtale af mig, ligesom den ‘and’ at “bogen er blevet afvist af historikere.” Hvilket den ikke er.

 

Haris artikel er ikke den eneste indrømmelse fra homoseksuelle om at Nazi Partiet var fyldt med “bøsser.” Mindst en femtedel af de kilder vi citerer i “Det Lyserøde Hagekors” var homoseksuelle. For eksempel så overvej denne utrolige udtalelse af Ludwig Lenz, vicedirektør og “bøsse” for Berlins Institutet for Sexologi (hovedkvarteret for Tysklands “bøsse” bevægelse i 1920’erne og tidligt 30’rne) efter angrebet på instituttet af brunskjorter fra Nazipartiet den 6. maj 1933.

“Hvordan kan det være, da vi jo var helt og aldeles ikke knyttet til noget parti, at vort udelukkende videnskabelige institut var det første offer for det nye regime? Svaret er ganske enkelt.....Vi vidste for meget. Det ville være mod lægeprincipper at udgive en liste med Naziledere, og deres perversioner, men .....ikke 10% af de mænd, der i 1933, tog Tysklands skæbne i deres hænder var seksuelt set normale ...Vor viden om sådanne intime hemmeligheder hos medlemmer af Nazi Partiet og andet dokumentarisk materiale - vi besad cirka 40000 indrømmelser og biografiske breve - var årsagen til den helt og aldeles fuldstændige ødelæggelse af Instituttet for Sexologi.”

[Haeberle, Irwin J. "Swastika, Pink Triangle, and Yellow Star: The Elite Rights Committee," 1992 p. 369.] (Er Haeberle en eller anden konservativ? Så langt fra. Se http://en.wikipedia.org/wiki/Erwin_J._Haeberle.)

Hvad med dette citat af Adolf Brand, redaktør af Der Eigene, det første homoseksuelle magasin i Tyskland.

“Mænd som kaptajn Roehm, (Hitler’s bøssementor) er, efter det vi ved, slet ingen sjældenhed i det National Socialistiske Parti. Det flyder snarere over med homoseksuelle af alle slags der. Og glæden ved mand hos mand er blevet forhånet i deres aviser så ofte som værende en orientalsk synd skønt Edda’en helt åbent fremhæver det som den højeste dyd hos Teutonerne, en dyd der blomstrer rundt om lejrbålene, og dyrkes og fremmes på en måde der ikke ses hos mænd i noget andet politisk parti. Den truende hængning i galgen, med hvilken de hævder at udslette homoseksuelle, er derfor blot en rædseslvækkende gestus der formodes at få dumme mennesker til at tro at Hitler, folket, i spørgsmålet om mandlig indbyrdes tiltrækning, er ligeså uskyldige som duer og rene som engle, ligesom de fremme medlemmer af Jomfruen Kristne Samfund. ....”

[Oosterhuis, Harry, and Kennedy, Hubert (eds.). "Homosexualitet og Mandligt Samvær i Tyskland før Nazismen: Ungdomsbevægelse, bøssebevægelse og mandligt samvær før Hitler: Originale udskrifter fra Der Eigene, det første bøssetidskrift i verden.” New York, Harrington Park Press, 1991.] (Såvel Oosterhuis som Kennedy er “bøsse” universitetsprofessorer og historikere).

The Washington Blade, avisen for det homoseksuelle samfund i Washington D.C. rapporterer om forskningen af John Fout, en “bøsse” historieprofessor ved Bard College i New York:

“Nazisterne lukkede ned for to eller tre aktive bøssepolitiske organisationer der havde arbejdet i Tyskland ligeså snart Hitler greb magten i 1933. Imidlertid, følge Fout, forblev bøssebarer og badeanstalter åbne indtil sent i 1930’erne....’Bøsse subkulturen overlevede Naziperioden,’ sagde Foaut.”

["Forsker siger Nazi forfølgelse ikke var systematisk,," The Washington Blade, Maj 22, 1998.]

Den homoseksuelle jøde Gad Beck, chef for Berlins Jødiske Voksen Uddannelses Center har også udfordret “bøsse” dogmet om i hvilken udstrækning homoseksuelle blev forfulgt i Tyskland. I sin bog, “Et undergrunds liv: En bøssejødes memoirer i Nazi Berlin,” hævder Beck, “Det var ikke noget problem at være homoseksuel jøde. Alle vendte det blinde øje til uanset hvilke drenge vi var sammen med,” og han citerede blot et tilfælde af Nazi forfølgelse af en homoseksuel mand.

[Beck in "Fearless under the Fuhrer," The Advocate, Oct. 26, 1999.]

Disse er kun nogle få af de dusinvis af citater fra “bøsse” kilder i “Det Lyserøde Hagekors.”

Men tilbage til Hari og problemet med benægterne af “bøssefascismen.” Ved afslutningen af hans lange artikel, hvori han sammenfatter rigtig mange kendsgerninger citeret i “Det Lyserøde Hagekors,” og føjer et anseeligt antal flere til, som vi ikke kendte til, fastslår Hari:

“Den øgede opmærksomhed på den rolle bøssmænd spiller i fascistiske bevægelser har været misbrugt af nogle homofober. I et særligt skørt værk af revisionistisk historie kaldet ‘Det Lyserøde Hagekors, har ‘historikeren’ Scott Lively forsøgt at give skylden for hele Holocaust til ‘bøsser’ og beskriver mordene på bøsser i lejrene som udelukkende ‘bøsse mod bøsse vold.’ Et typisk website der kommenterer bogen hævder helt absurd, “Det Lyserøde Hagekors” viser at der var langt mere brutalitet, voldtægt, tortur og mord begået mod uskyldige mennesker af Nazi homoseksuelle end der var mod de homoseksuelle selv.’”

Heri ligger hele problemets kerne. Venstreorienterede vil forhåne en af deres egne der vover at fortælle sandheden om homoseksualitet i Nazi Partiet, men lad en pro-familie konservativ sammenfatte deres indrømmelser i et enkelt værk og så bliver det “et særligt skørt værk af revisionistisk historie.”

Bogen kaster ikke “skylden på bøssesamfundet for hele Holocuast og (beskriver) mord på bøsser i lejren som blot ‘bøssevold indbyrdes.’” Det er en fejlfortolkning, noget Hari har været rigtig god til indtil han blev suspenderet i 2011 af the Independent for at plagiere.

I modsætning til selviske (og i tjenesten for “bøssesagen”)injurier om “Det Lyserøde Hagekors,” har Haris’ gengivelse af kendsgerninger om homo-fascismen i historieb (ligesom fra andre “bøsse” kilder) en særlig høj grad af troværdighed. De falder ind i den kategori af beviser som vort juridiske system kalder “indrømmelser mod interesser.”   

Homoseksualister kan man forvente vil fornærme pro-familie konservative, og man kan med rette mistænke dem for at de gør det med en dagsorden. Men når en “bøsse” aktivistisk skribent som Hari fortæller dig at “bøsse” mænd har været hjørnestenen bag enhver større fascistisk bevægelse der nogensinde har eksisteret,” og at “alle de mest højprofilerede fascister i Europa i de sidste 30 år (undtagen Le Pen) har været bøsser,” så er der dækning for checken.

Hvad så med de barske venstreorienterede som Southern Poverty Law Center og andre “eksperter” ud i homoseksualitet, der kender sandheden om “bøsse” fascismen, men undertrykker den? Nuvel det er derfor “Det Lyserøde Hagekors” er skrevet: En kilde fyldt med ubenægtelige kendsgerninger der viser dem som de uærlige “benægtere” der virkelig er. Jeg opfordrer dig til at få et eksemplar af  “The Pink Swastika” ved WND Superstore, men i mellemtiden inviteres du til at læse en gratis PDF af 1. kapitel så du selv kan se hvad sandheden er.

---

Dr. Scott Lively is the founder and president of Defend the Family International and has been since 1997.  An attorney, pastor and human-rights consultant, he has promoted and defended the biblical view of marriage and family in more than 30 countries. The author of five books, including “The Pink Swastika: Homosexuality in the Nazi Party” (with Orthodox Jewish co-author Kevin Abrams) and “Redeeming the Rainbow: A Christian Response to the ‘Gay’ Agenda,” Dr. Lively is currently based in Springfield, Mass., where he and his wife run an inner-city mission church they founded in 2008. He holds a Juris Doctor of law (J.D.) from Trinity Law School and a Doctor of Theology (Th.D.) from the Pentecostal Assemblies of God School of Bible Theology, as well as a Certificate in International Human Rights, from the International Institute of Human Rights in Strasburg, France.

http://www.wnd.com/2012/08/the-strange-strange-story-of-gay-fascism-deniers/

Læs også denne anmeldelse af Scott Livelys bog: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2011/03/det-lyserde-hagekors.html

Romantiseringen af narko. 2. Del

Romantiseringen af narko Del 2. Et symposium  

Læs del 1 her.

Fortsat......

Rutenfrans: Jeg er ikke en medicinsk læge, derfor kan jeg ikke kommentere på naltrexone eller hvilken medicin der benyttes i behandling af opiatafhængighed. Jeg er overbevist om at den allervigtigste faktor for at standse en afhængighed er viljen til virkelig at standse  hos den som har problemet. Eksperimenter med mus har vist at nikotin er det mest vanedannede stof, opiater kommer ind som nummer to, alkohol den tredje og cannabis som den mindst vanedannende. Lad os formode dette også gælder for mennesker.  Hvordan kan det så forklares at i de sidste ti år har millioner mænd som kvinder i Vesten holdt op med ryge, blot ved at udvise viljestyrke? Denne kendsgerning er for mig den stærkeste støtte til hr. Dalrymples tese.  (Læs denne på synopsis)

Fisher: Jeg er enig i Dalrymples udtalelse, "Jeg er ikke enig i at tilvænning gør mennesker til automater." Jeg mener heller ikke tilvænning har meget at gøre med afhængighed. Du er biokemisk disponeret til afhængighed eller også er du ikke. Mange mennesker kan bruge opiater til smertelindring og komme ud af dem uden bivirkninger ved afslutningen af deres behandling. Imidlertid, de som er biokemisk disponeret højst sandsynligt genetisk, som undersøgelser har vist, lider under afvænningen og begæret efter at komme tilbage til stoffet.

Udtalelsen om at millioner er holdt inde med at bruge stoffer ud fra blot ønsket om det og viljestyrken er overvurderet. Jeg har endnu tilgode  at møde nogen der har været dybt afhængige, der har kunnet komme ud af det uden en støttegruppe eller en afvænningsprogram. Det sker bare ikke. Den sørgelige kendsgerning er at de fleste dør, kommer i fængsel, eller placeres på en forvaringsanstalt. Der er ingen "millioner der blot standser helt af sig selv."

Hvorfor er mennesker så i stand til at kvitte nikotinen og hvis de er i stand til det, hvorfor så ikke af afhængigheden af andre stoffer? Svaret er ganske enkelt: Belønningen ved at bruge nikotin er ikke stor nok, den hæmmer ikke din tænkeevne, og den gør dig ikke høj nok. Hvor mange mennesker bliver standset i trafikken på grund af deres indflydelse af nikotin?

Når det drejer sig om de forskellige resultater af andre behandlinger, såsom Bupronorphine, Naltrexone, LAAM og Metadon, da er der til nu kun tilstrækkeligt med undersøgelser og resultater der kan vise effektiviteten af eet stof,  og det er Metadon. Bupronorphiner er stadig forholdsvist nyt og behandlingen med det gives under lægeopsyn i stedet for på en klinik. Dette åbner mulighed for et misbrug der er meget sværere at komme til livs en under behandling med Metadon på en klinik.

LAAM som en effektiv behandlingsmulighed har vist sig at være for risikofyldt på grund af muligheden for de hjerteproblemer det kan medføre og man er ved at udfase den fuldstændigt. Jeg har forsøgt med naltrexone på et tidspunkt efter en af mine afgiftninger på hospitalet. Problemet med naltrexone er, at det faktisk ikke lindrer virkningerne ved det at man ikke får det ønskede stof, længslen efter stoffet, eller tager fat på den langvarige anhedoni (glæden ved oplevelsen) der er en følge af årevis med svært opiatmisbrug. Ønsket om holde fast ved naltrexone behandling svinder hurtigt. Jeg var heldig jeg ikke fik naltrxone som depotmedicin, som jeg blev tilbudt da brugen af naltrexone var så entusiastisk, jeg er sikker på jeg ville have fjernet dem under mindre sterile omgivelser som så mange har gjort.

Løsningen er at blive ved med at søge efter et svar. At ignorere problmet i sig selv er ikke en løsning. Jeg ved det er frustrerende at se de som er i skadesreduktions behandling, som metadon, fortsætter med deres misbrug.  Ved at give metadon kan man reducere mængden af heroin eller andre opiater man bruger og i mange tilfælde, helt eliminere brugen af det. At behandle problrmet langt mere realistisk har vist sig at have bedre resultater end at være idealistisk.

Dalrymple: Først spørgsmålet om generne. Jeg accepterer det. Inden for en befolkning kan der være nogle genetiske forudbestemmelser for misbrug af stoffer af forskellig slags (eller i tilfældet Østasien, alkohol). Men jeg tror ikke a man kan forklare den meget store variation befolkningerne imellem kun med genetikken. Da jeg begyndte at arbejde i byen som jeg tilbragte mine sidste år af min karriere i, var heroinafhængighed meget sjældent. Ved afslutningen af min karriere var det meget almindeligt. (Jeg mener dog ikke min tilstedeværelse rent tilfældigt var den faktiske årsag til øgningen). Denne enorme stigning kan ikke forklares rent genetisk: I 1950'erne var der højst nogle få snese, og i år 2000 mellem 150000 - 300000.

Min overbevisning er at hele rationalet med behandling er forfejlet. Det er sandt, at hvis du tager Metadon, da kan man vise at en vis lille procentdel klarer sig fint med den. Det er sandt; men det ville også være sandt hvis man gav penge til indbrudstyve - og der ville være en kurve der ville fremvise nedadgående tendens - og mange, om ikke alle ville holde op med at begå indbrud. Det gør ikke det at bryde ind og stjæle til en sygdom. Under alle omstændigheder er behandling ikke svaret på det sociale problem og det vil det aldrig blive. I England for eksempel, er det at standse en person i at tage heroin ikke det samme som at afbryde overførslen af TB; det er blot at overføre problemet til en anden, da stofsælgeren finder andre villige klienter/brugere. Dette passer med hvad der er sket, i det mindste i Storbritannien.

Endelig så har hr. Rutenfrans ret. Millioner af mennesker, især fra middelklassen, har opgivet rygning fordi de er blevet overbevist om at det er godt at gøre det - blandt andet min mor og min hustru. Interessant nok så giver forbrydere sjældent op. .

Tilbagevenden af opiatafhængighed i Kina kunne være fortolkning af det, men det er også tilfældet at det samfund  er langt mindre undertrykkende og mere individualistisk nu og dette understreger min grundlæggende pointe.

Menzies: Behandlingen af heroinafhængige forbliver yderst polariseret. På den ene side er der engagerede fortalere for erstatningsbehandling med metadon og på den anden side de lige så passionerede fortalere for ingen intervention. Opdelingen i ideologiske linjer har kun bidraget til et vedvarende stigma og efterlader titusinde af patienter med kun få behandlingsmuligheder.

I liberale samfund anses det at bruge stoffer ofte som et udtryk for "ytringsfrihed" og de som er kommet under afhængighed af stoffer, er ofte berettiget til en livslang "farmakologisk velfærd.." Denne indstilling er man kommet frem til ved en ikke bevist teori om at heroinafhængighed fører til uhelbredelige "metaboliske læsioner." Der er ingen tvivl om at en vis procentdel af de som er afhængige af opiater godt vil kunne få gavn af en erstatningsterapi, men det er forkasteligt at formode at metadon er den eneste behandling. Det er endnu mere forkasteligt at foreslå at da metadon er blevet benyttet i mere end 40 år, ja så er det den eneste effektive behandling.

De nærmest epidemiske niveauer af heroin og opiatbrug er direkte relateret til tilgængelighed og pris. Krige og svage regeringer i de regioner, hvor der dyrkes valmuer og smuglerruterne har oversvømmet landene i Europa med heroin og forårsaget endnu større probelmer i lande som Pakistan, Rusland, Iran med flere. Den nemme adgang til stoffer, følelsen af håbløshed, især blandt de unge og arbejdsløse og det sociale syn på stoffer har skabt denne situation. Derfor er det ikke overraskende at vore fængsler er ved at sprænges med stofafhængige. For tyve år siden, var kronisk smerte en relativ ukendt sygdom. Nu får vi at vide at 65 millioner amerikanere lider af kronisk smerte og de fleste af dem har brug for medicin fremstillet af opiater. Det kan så ikke undre at 36 millioner amerikaner har benyttet sådan medicin til ikke medicinske formål. Vi ser nu flere og flere mennesker der er afhængige af smertestillende piller. (se denne artikel af Dalrymple her på synopsis)

Ti millionvis af mennesker har eksperimentet med stoffer, men kun en relativ lille procentdel af disse vil have svært ved at komme ud af dem igen, og vi skal holde vort fokus på gruppen der ikke kan. Vi har forsøgt, fængsling, slogans - Sig Blot Nej - erstatningsterapi, givet rene nåle, sikre sprøjtningssteder, og ingen af dem har hjulpet med et større gennembrud af problemet.

Jeg er chokeret over misinformationen og fjendtligheden mod naltrexone. Vi har afgiftet hundreder af afhængige på en ikke-patient basis på vor klinik og lod dem begynde med naltrexone, og med fremragende resultater. Det vigtigste er at forklare patienter rationalet for udviklingen af medicinen og dens opbygning, farmakologi. Alt, alt for ofte forekommer heroinafhængige at vide alt for lidt om afhængighedens neurobiologi, og dette er et klassisk eksempel på: Lidt Viden er Farligt!

Vi vil kun kunne få succes når vi lægger ideologier tilside og lærer at bruge enhver medicin der er godkendt til behandling af afhængige af opiater.

Rutenfrans: Hr. Dalrymple finder det interessant at så mange mennesker har opgivet deres afhængighed af nikotin, der jo virkelig er et drug, mens kriminelle sjældent holder inde med den afhængighed.

Forklaringen på den kendsgerning er at kriminel opførsel, det at ryge tobak, benytte stoffer, alkohol og så fattigdom er forskellige manifestationer af en og samme underlæggende kendetegn. En lav grad af selvbeherskelse. En person med meget lidt selvkontrol, finder det vanskeligt ikke straks at indfri sine lyster, behov. Han er 'nu og her' styret. En person med en stor selvkontrol er i stand til at droppe en vane når den forekommer at være usund, hvilket er sket med rygevanen i de sidste årtier.

En person med en lav grad af selvkontrol, for eksempel en kriminel, finder det langt vanskeligere at droppe rygevanen. Denne forklaring indebærer den fare at den kan forklares skæbnebestemt. Selv mennesker med en lav selvkontrol er i stand til at erkende, at de har netop en lav selvkontrol. Han egen bevidsthed om dette karaktertræk kan være første skridt til at gøre noget ved det. Han kan forbedre sin grad af selvkontrol gennem det at øve sig. Jeg er overbevist om at vi kan hjælpe individuelle mennesker med at forbedre deres selvbeherskelse når vi som kultur belønner selvkontrol ligeså højt som man har gjort i de asiatiske kulturer (f.eks. Kina og Japan), og som Vestens kultur gjorde for ikke så lang tid siden.

Efter 2. Verdenskrig har Vestens kultur haft en tendens til at latterliggøre selvkontrol. Når såkaldte 'almindelige' mennesker på TV bliver spurgt hvad de værdsætter mest hos deres venner, elskere eller partnere er svaret det samme: 'Spontanitet.' En kultur med en høj grad af spontanitet har også høje niveauer for kriminalitet og stofafhængighed.

Fisher: Efter have haft manglende succes med det traditionelle 12 trins program et halvt dusin gange, da følte jeg virkeligt jeg ikke havde nogen anden mulighed - døden eller metadon. Min opfattelse af metadon var, at jeg troede at når man var på det, da ville man sandsynligvis få en zombielignende tilværelse. Selv afgiftning (med hjælp af naltrexone) ville ikke fjerne besættelsen eller lysten. Jeg anede virkelig ikke hvad jeg forventede af metadon, skønt da jeg begyndte på det, da forsvandt lysten til misbruget og jeg følte mig ikke høj, eller at jeg udskiftede et stof med et andet. Jeg følte mig øjeblikkeligt befriet. Jeg mener metadon kun skal benyttes når man ikke er lykkedes med, efter flere forsøg, andre metoder. Man burde uddanne sig selv om goderne og bivirkningerne af metadon før man går ind for en muligvis livslang tid med stofvedligeholdelse.

Dr. Dalrymple har opregnet mange undersøgelser til nu baseret på den undskyldning at de støtter de forfejlede behandlingsmuligheder vi har for tiden. Men sådanne undersøgelser har bevist at langvarigt opiatmisbrug forårsager skader på det system der producerer endorfiner i ens krop. Undersøgelser udelukker også at man ser på at hver dollar der bruges i U.S. til metadonbehandling har en 'gevinst' på i gennemsnit 7 dollar i sparede regeringsydelser til sundhedshjælp og omkostningerne ved fængslinger. Det forhindrer en i at se, at metadon og de nuværende andre behandlingsmuligheder har hjulpet mere end blot en lille procentdel af de som lider under afhængighed.

De traditionelle nuværende behandlingsmuligheder mod afhængighed er at man skal gennem et at de forskellige 12 trinsprogrammer, eller skadebegrænsning ved brug af metadon, LAAM, eller Bupronorphine. Selvom metadon oprindeligt blev benyttet til at afgifte opiatafhængige patinter, er det siden blevet forvandlet til et vedligeholdelsesstof, at sammenligne med insulin til sukkersygepatiener.

Der har været megen fjendlig snak mod Naltrexone som skadebegrænsende middel, imidertid er der ingen ægte indvendinger da Naltrexone har sin plads i afgiftningen. Afgiftning og langvarige abstinenser fra ulovligt brug er to forskellige ting, og uheldigvis er Naltrexones langvarende potentiale ikke sammenlignelig med Metadon. Afhængige forstår i det store og hele neurobiologien bag afhængighed efter utallige år med at have forsøgt, og fejlet i at få sparket vanen bort af egen kraft. Dette er en kundskab der er opnået gennem erfaring, næsten som med Pavlovs hunde eksperiment. Men en lille smule viden og forklaring om farmakologi har aldrig holdt nogen 'ren.'

Der er ingen fuldkommen løsning i stofafhængigheds behandlingen, men at benægte enhver og alle succeser der indtil nu er opnået, eller sige at hele rationalet bag behandling er forkert er uansvarligt -- især når der intet alternativ er. Det kræver ikke mod at kritisere en ufuldkommen metode. De som ikke har lidt under afhængighed forekommer at foreslå enkle løsninger, ikke-tolerante, helligere end at "true den afhængige med døde så de holder op." Men de mangler en ægte forståelse for menenskesjælens diversitet. Oveni er der den konstante nedgørelse af de afhængige og det at de behandles som mindreværdige mennesker der gør at mange af dem stiller sig kritik an overfor de nuværende behandlingsmuligheder, blot det - at kritisere - men de magter ikke at komme med nogen ægte bidrag eller humane forsalg til at tackle deres problem. 

FP: Dr. Dalrymple, de sidste ord får du lov at fremføre.

Dalrymple: Jeg ville sige at behandlingsholdningen er noget der nedgør de afhængige, da det formoder at, ulig andre mennesker, de ikke kan styre sig som andre kan. De er således mindre hele mennesker. Jeg er ikke så pessimistisk vedrørende dem. Udover det er det en empirisk fejltagelse.

Så længe afhængige lyver for sig selv og lægerne, og lægerne fortæller løgne til de afhængige (og hele ideen om 'behandling' er en løgn), da vil den absurde pas de deux fortsætte.

FP: Theodore Dalrymple, Chris Rutenfrans, Percy Menzies and Ron Fisher, tak for Jeres deltagelse i Frontpage Symposium.

http://frontpagemag.com/2011/07/01/symposium-romancing-opiates/