Romantiseringen af narko Del 2. Et symposium
Fortsat......
Rutenfrans: Jeg
er ikke en medicinsk læge, derfor kan jeg ikke kommentere på naltrexone
eller hvilken medicin der benyttes i behandling af opiatafhængighed.
Jeg er overbevist om at den
allervigtigste faktor for at standse en afhængighed er viljen til
virkelig at standse hos den som har problemet. Eksperimenter med mus
har vist at nikotin er det mest vanedannede stof, opiater kommer ind som
nummer to, alkohol den tredje og cannabis som den mindst vanedannende.
Lad os formode dette også gælder for mennesker. Hvordan kan det så
forklares at i de sidste ti år har millioner mænd som kvinder i Vesten
holdt op med ryge, blot ved at udvise viljestyrke? Denne kendsgerning er for mig den stærkeste støtte til hr. Dalrymples tese. (Læs denne på synopsis)
Fisher: Jeg
er enig i Dalrymples udtalelse, "Jeg er ikke enig i at tilvænning gør
mennesker til automater." Jeg mener heller ikke tilvænning har meget at
gøre med afhængighed. Du er biokemisk disponeret til afhængighed eller
også er du ikke. Mange mennesker kan bruge opiater til smertelindring og
komme ud af dem uden bivirkninger ved afslutningen af deres behandling.
Imidlertid, de som er biokemisk disponeret højst sandsynligt genetisk,
som undersøgelser har vist, lider under afvænningen og begæret efter at
komme tilbage til stoffet.
Udtalelsen om at millioner er holdt inde med at bruge stoffer ud fra blot ønsket om det og viljestyrken er overvurderet.
Jeg har endnu tilgode at møde nogen der har været dybt afhængige, der
har kunnet komme ud af det uden en støttegruppe eller en
afvænningsprogram.
Det sker bare ikke. Den sørgelige kendsgerning er at de fleste dør,
kommer i fængsel, eller placeres på en forvaringsanstalt. Der er ingen
"millioner der blot standser helt af sig selv."
Hvorfor
er mennesker så i stand til at kvitte nikotinen og hvis de er i stand
til det, hvorfor så ikke af afhængigheden af andre stoffer? Svaret er
ganske enkelt: Belønningen ved at bruge nikotin er ikke stor nok, den
hæmmer ikke din tænkeevne, og den gør dig ikke høj nok. Hvor mange
mennesker bliver standset i trafikken på grund af deres indflydelse af
nikotin?
Når
det drejer sig om de forskellige resultater af andre behandlinger,
såsom Bupronorphine, Naltrexone, LAAM og Metadon, da er der til nu kun
tilstrækkeligt med undersøgelser og resultater der kan vise
effektiviteten af eet stof, og det er Metadon. Bupronorphiner er stadig
forholdsvist nyt og behandlingen med det gives under lægeopsyn i stedet
for på en klinik. Dette åbner mulighed for et misbrug der er meget
sværere at komme til livs en under behandling med Metadon på en klinik.
LAAM
som en effektiv behandlingsmulighed har vist sig at være for
risikofyldt på grund af muligheden for de hjerteproblemer det kan
medføre og man er ved at udfase den fuldstændigt. Jeg har forsøgt med
naltrexone på et tidspunkt efter en af mine afgiftninger på hospitalet.
Problemet med naltrexone er, at det faktisk ikke lindrer virkningerne
ved det at man ikke får det ønskede stof, længslen efter stoffet, eller
tager fat på den langvarige anhedoni
(glæden ved oplevelsen) der er en følge af årevis med svært
opiatmisbrug. Ønsket om holde fast ved naltrexone behandling svinder
hurtigt. Jeg var heldig jeg ikke fik naltrxone som depotmedicin, som jeg
blev tilbudt da brugen af naltrexone var så entusiastisk, jeg er sikker
på jeg ville have fjernet dem under mindre sterile omgivelser som så
mange har gjort.
Løsningen
er at blive ved med at søge efter et svar. At ignorere problmet i sig
selv er ikke en løsning. Jeg ved det er frustrerende at se de som er i
skadesreduktions behandling, som metadon, fortsætter med deres misbrug.
Ved at give metadon kan man reducere mængden af heroin eller andre
opiater man bruger og i mange tilfælde, helt eliminere brugen af det. At
behandle problrmet langt mere realistisk har vist sig at have bedre
resultater end at være idealistisk.
Dalrymple: Først
spørgsmålet om generne. Jeg accepterer det. Inden for en befolkning kan
der være nogle genetiske forudbestemmelser for misbrug af stoffer af
forskellig slags (eller i tilfældet Østasien, alkohol). Men jeg tror
ikke a man kan forklare den meget store variation befolkningerne imellem
kun med genetikken. Da jeg begyndte at arbejde i byen som jeg tilbragte
mine sidste år af min karriere i, var heroinafhængighed meget sjældent.
Ved afslutningen af min karriere var det meget almindeligt. (Jeg mener
dog ikke min tilstedeværelse rent tilfældigt var den faktiske årsag til
øgningen).
Denne enorme stigning kan ikke forklares rent genetisk: I 1950'erne var
der højst nogle få snese, og i år 2000 mellem 150000 - 300000.
Min
overbevisning er at hele rationalet med behandling er forfejlet. Det er
sandt, at hvis du tager Metadon, da kan man vise at en vis lille
procentdel klarer sig fint med den. Det er sandt; men det ville også
være sandt hvis man gav penge til indbrudstyve - og der ville være en
kurve der ville fremvise nedadgående tendens - og mange, om ikke alle
ville holde op med at begå indbrud.
Det gør ikke det at bryde ind og stjæle til en sygdom. Under alle
omstændigheder er behandling ikke svaret på det sociale problem og det
vil det aldrig blive. I England for eksempel, er det at standse en
person i at tage heroin ikke det samme som at afbryde overførslen af TB;
det er blot at overføre problemet til en anden, da stofsælgeren finder
andre villige klienter/brugere. Dette passer med hvad der er sket, i det
mindste i Storbritannien.
Endelig
så har hr. Rutenfrans ret. Millioner af mennesker, især fra
middelklassen, har opgivet rygning fordi de er blevet overbevist om at
det er godt at gøre det - blandt andet min mor og min hustru. Interessant nok så giver forbrydere sjældent op. .
Tilbagevenden
af opiatafhængighed i Kina kunne være fortolkning af det, men det er
også tilfældet at det samfund er langt mindre undertrykkende og mere
individualistisk nu og dette understreger min grundlæggende pointe.
Menzies:
Behandlingen af heroinafhængige forbliver yderst polariseret. På den
ene side er der engagerede fortalere for erstatningsbehandling med
metadon og på den anden side de lige så passionerede fortalere for ingen
intervention. Opdelingen i ideologiske linjer har kun bidraget til et
vedvarende stigma og efterlader titusinde af patienter med kun få
behandlingsmuligheder.
I
liberale samfund anses det at bruge stoffer ofte som et udtryk for
"ytringsfrihed" og de som er kommet under afhængighed af stoffer, er
ofte berettiget til en livslang "farmakologisk velfærd.." Denne
indstilling er man kommet frem til ved en ikke bevist teori om at
heroinafhængighed fører til uhelbredelige "metaboliske læsioner." Der er
ingen tvivl om at en vis procentdel af de som er afhængige af opiater
godt vil kunne få gavn af en erstatningsterapi, men det er forkasteligt
at formode at metadon er den eneste behandling. Det er endnu mere
forkasteligt at foreslå at da metadon er blevet benyttet i mere end 40
år, ja så er det den eneste effektive behandling.
De
nærmest epidemiske niveauer af heroin og opiatbrug er direkte relateret
til tilgængelighed og pris. Krige og svage regeringer i de regioner,
hvor der dyrkes valmuer og smuglerruterne har oversvømmet landene i
Europa med heroin og forårsaget endnu større probelmer i lande som Pakistan, Rusland, Iran med flere. Den
nemme adgang til stoffer, følelsen af håbløshed, især blandt de unge og
arbejdsløse og det sociale syn på stoffer har skabt denne situation. Derfor er det ikke overraskende at vore fængsler er ved at sprænges med stofafhængige.
For tyve år siden, var kronisk smerte en relativ ukendt sygdom. Nu får
vi at vide at 65 millioner amerikanere lider af kronisk smerte og de
fleste af dem har brug for medicin fremstillet af opiater. Det kan så
ikke undre at 36 millioner amerikaner har benyttet sådan medicin til
ikke medicinske formål. Vi ser nu flere og flere mennesker der er
afhængige af smertestillende piller. (se denne artikel af Dalrymple her på synopsis)
Ti
millionvis af mennesker har eksperimentet med stoffer, men kun en
relativ lille procentdel af disse vil have svært ved at komme ud af dem
igen, og vi skal holde vort fokus på gruppen der ikke kan. Vi
har forsøgt, fængsling, slogans - Sig Blot Nej - erstatningsterapi,
givet rene nåle, sikre sprøjtningssteder, og ingen af dem har hjulpet
med et større gennembrud af problemet.
Jeg
er chokeret over misinformationen og fjendtligheden mod naltrexone. Vi
har afgiftet hundreder af afhængige på en ikke-patient basis på vor
klinik og lod dem begynde med naltrexone, og med fremragende resultater.
Det vigtigste er at forklare patienter rationalet for udviklingen af
medicinen og dens opbygning, farmakologi. Alt, alt for ofte forekommer
heroinafhængige at vide alt for lidt om afhængighedens neurobiologi, og
dette er et klassisk eksempel på: Lidt Viden er Farligt!
Vi
vil kun kunne få succes når vi lægger ideologier tilside og lærer at
bruge enhver medicin der er godkendt til behandling af afhængige af
opiater.
Rutenfrans: Hr.
Dalrymple finder det interessant at så mange mennesker har opgivet
deres afhængighed af nikotin, der jo virkelig er et drug, mens
kriminelle sjældent holder inde med den afhængighed.
Forklaringen
på den kendsgerning er at kriminel opførsel, det at ryge tobak, benytte
stoffer, alkohol og så fattigdom er forskellige manifestationer af en
og samme underlæggende kendetegn. En
lav grad af selvbeherskelse. En person med meget lidt selvkontrol,
finder det vanskeligt ikke straks at indfri sine lyster, behov. Han er
'nu og her' styret. En person med en stor selvkontrol er i stand til at
droppe en vane når den forekommer at være usund, hvilket er sket med
rygevanen i de sidste årtier.
En
person med en lav grad af selvkontrol, for eksempel en kriminel, finder
det langt vanskeligere at droppe rygevanen. Denne forklaring indebærer
den fare at den kan forklares skæbnebestemt. Selv mennesker med en lav
selvkontrol er i stand til at erkende, at de har netop en lav
selvkontrol. Han egen bevidsthed om dette karaktertræk kan være første
skridt til at gøre noget ved det. Han kan forbedre sin grad af
selvkontrol gennem det at øve sig.
Jeg er overbevist om at vi kan hjælpe individuelle mennesker med at
forbedre deres selvbeherskelse når vi som kultur belønner selvkontrol
ligeså højt som man har gjort i de asiatiske kulturer (f.eks. Kina og
Japan), og som Vestens kultur gjorde for ikke så lang tid siden.
Efter
2. Verdenskrig har Vestens kultur haft en tendens til at latterliggøre
selvkontrol. Når såkaldte 'almindelige' mennesker på TV bliver spurgt
hvad de værdsætter mest hos deres venner, elskere eller partnere er
svaret det samme: 'Spontanitet.' En kultur med en høj grad af spontanitet har også høje niveauer for kriminalitet og stofafhængighed.
Fisher: Efter
have haft manglende succes med det traditionelle 12 trins program et
halvt dusin gange, da følte jeg virkeligt jeg ikke havde nogen anden
mulighed - døden eller metadon. Min opfattelse af metadon var, at jeg
troede at når man var på det, da ville man sandsynligvis få en
zombielignende tilværelse. Selv afgiftning (med hjælp af naltrexone)
ville ikke fjerne besættelsen eller lysten. Jeg anede virkelig ikke hvad
jeg forventede af metadon, skønt da jeg begyndte på det, da forsvandt
lysten til misbruget og jeg følte mig ikke høj, eller at jeg udskiftede
et stof med et andet. Jeg følte mig øjeblikkeligt befriet. Jeg mener metadon kun skal benyttes når man ikke er lykkedes med, efter flere forsøg, andre metoder.
Man burde uddanne sig selv om goderne og bivirkningerne af metadon før
man går ind for en muligvis livslang tid med stofvedligeholdelse.
Dr.
Dalrymple har opregnet mange undersøgelser til nu baseret på den
undskyldning at de støtter de forfejlede behandlingsmuligheder vi har
for tiden. Men sådanne undersøgelser har bevist at langvarigt
opiatmisbrug forårsager skader på det system der producerer endorfiner i
ens krop. Undersøgelser
udelukker også at man ser på at hver dollar der bruges i U.S. til
metadonbehandling har en 'gevinst' på i gennemsnit 7 dollar i sparede
regeringsydelser til sundhedshjælp og omkostningerne ved fængslinger. Det
forhindrer en i at se, at metadon og de nuværende andre
behandlingsmuligheder har hjulpet mere end blot en lille procentdel af
de som lider under afhængighed.
De
traditionelle nuværende behandlingsmuligheder mod afhængighed er at man
skal gennem et at de forskellige 12 trinsprogrammer, eller
skadebegrænsning ved brug af metadon, LAAM, eller Bupronorphine. Selvom
metadon oprindeligt blev benyttet til at afgifte opiatafhængige
patinter, er det siden blevet forvandlet til et vedligeholdelsesstof, at
sammenligne med insulin til sukkersygepatiener.
Der
har været megen fjendlig snak mod Naltrexone som skadebegrænsende
middel, imidertid er der ingen ægte indvendinger da Naltrexone har sin
plads i afgiftningen. Afgiftning og langvarige abstinenser fra ulovligt
brug er to forskellige ting, og uheldigvis er Naltrexones langvarende
potentiale ikke sammenlignelig med Metadon. Afhængige forstår i det
store og hele neurobiologien bag afhængighed efter utallige år med at
have forsøgt, og fejlet i at få sparket vanen bort af egen kraft. Dette
er en kundskab der er opnået gennem erfaring, næsten som med Pavlovs
hunde eksperiment. Men en lille smule viden og forklaring om farmakologi
har aldrig holdt nogen 'ren.'
Der
er ingen fuldkommen løsning i stofafhængigheds behandlingen, men at
benægte enhver og alle succeser der indtil nu er opnået, eller sige at
hele rationalet bag behandling er forkert er uansvarligt -- især når der
intet alternativ er.
Det kræver ikke mod at kritisere en ufuldkommen metode. De som ikke har
lidt under afhængighed forekommer at foreslå enkle løsninger,
ikke-tolerante, helligere end at "true den afhængige med døde så de
holder op." Men de mangler en ægte forståelse for menenskesjælens
diversitet. Oveni er der den konstante nedgørelse af de afhængige og det
at de behandles som mindreværdige mennesker der gør at mange af dem
stiller sig kritik an overfor de nuværende behandlingsmuligheder, blot
det - at kritisere - men de magter ikke at komme med nogen ægte bidrag
eller humane forsalg til at tackle deres problem.
FP: Dr. Dalrymple, de sidste ord får du lov at fremføre.
Dalrymple: Jeg
ville sige at behandlingsholdningen er noget der nedgør de afhængige,
da det formoder at, ulig andre mennesker, de ikke kan styre sig som
andre kan. De er således mindre hele mennesker. Jeg er ikke så
pessimistisk vedrørende dem. Udover det er det en empirisk fejltagelse.
Så
længe afhængige lyver for sig selv og lægerne, og lægerne fortæller
løgne til de afhængige (og hele ideen om 'behandling' er en løgn), da
vil den absurde pas de deux fortsætte.
FP: Theodore Dalrymple, Chris Rutenfrans, Percy Menzies and Ron Fisher, tak for Jeres deltagelse i Frontpage Symposium.
http://frontpagemag.com/2011/07/01/symposium-romancing-opiates/