tirsdag den 28. maj 2013

Romantiseringen af narko. 2. Del

Romantiseringen af narko Del 2. Et symposium  




Fortsat......

Rutenfrans: Jeg er ikke en medicinsk læge, derfor kan jeg ikke kommentere på naltrexone eller hvilken medicin der benyttes i behandling af opiatafhængighed. Jeg er overbevist om at den allervigtigste faktor for at standse en afhængighed er viljen til virkelig at standse  hos den som har problemet. Eksperimenter med mus har vist at nikotin er det mest vanedannede stof, opiater kommer ind som nummer to, alkohol den tredje og cannabis som den mindst vanedannende. Lad os formode dette også gælder for mennesker.  Hvordan kan det så forklares at i de sidste ti år har millioner mænd som kvinder i Vesten holdt op med ryge, blot ved at udvise viljestyrke? Denne kendsgerning er for mig den stærkeste støtte til hr. Dalrymples tese.  (Læs denne på synopsis)




Fisher: Jeg er enig i Dalrymples udtalelse, "Jeg er ikke enig i at tilvænning gør mennesker til automater." Jeg mener heller ikke tilvænning har meget at gøre med afhængighed. Du er biokemisk disponeret til afhængighed eller også er du ikke. Mange mennesker kan bruge opiater til smertelindring og komme ud af dem uden bivirkninger ved afslutningen af deres behandling. Imidlertid, de som er biokemisk disponeret højst sandsynligt genetisk, som undersøgelser har vist, lider under afvænningen og begæret efter at komme tilbage til stoffet.


Udtalelsen om at millioner er holdt inde med at bruge stoffer ud fra blot ønsket om det og viljestyrken er overvurderet. Jeg har endnu tilgode  at møde nogen der har været dybt afhængige, der har kunnet komme ud af det uden en støttegruppe eller en afvænningsprogram. Det sker bare ikke. Den sørgelige kendsgerning er at de fleste dør, kommer i fængsel, eller placeres på en forvaringsanstalt. Der er ingen "millioner der blot standser helt af sig selv."


Hvorfor er mennesker så i stand til at kvitte nikotinen og hvis de er i stand til det, hvorfor så ikke af afhængigheden af andre stoffer? Svaret er ganske enkelt: Belønningen ved at bruge nikotin er ikke stor nok, den hæmmer ikke din tænkeevne, og den gør dig ikke høj nok. Hvor mange mennesker bliver standset i trafikken på grund af deres indflydelse af nikotin?


Når det drejer sig om de forskellige resultater af andre behandlinger, såsom Bupronorphine, Naltrexone, LAAM og Metadon, da er der til nu kun tilstrækkeligt med undersøgelser og resultater der kan vise effektiviteten af eet stof,  og det er Metadon. Bupronorphiner er stadig forholdsvist nyt og behandlingen med det gives under lægeopsyn i stedet for på en klinik. Dette åbner mulighed for et misbrug der er meget sværere at komme til livs en under behandling med Metadon på en klinik.


LAAM som en effektiv behandlingsmulighed har vist sig at være for risikofyldt på grund af muligheden for de hjerteproblemer det kan medføre og man er ved at udfase den fuldstændigt. Jeg har forsøgt med naltrexone på et tidspunkt efter en af mine afgiftninger på hospitalet. Problemet med naltrexone er, at det faktisk ikke lindrer virkningerne ved det at man ikke får det ønskede stof, længslen efter stoffet, eller tager fat på den langvarige anhedoni (glæden ved oplevelsen) der er en følge af årevis med svært opiatmisbrug. Ønsket om holde fast ved naltrexone behandling svinder hurtigt. Jeg var heldig jeg ikke fik naltrxone som depotmedicin, som jeg blev tilbudt da brugen af naltrexone var så entusiastisk, jeg er sikker på jeg ville have fjernet dem under mindre sterile omgivelser som så mange har gjort.


Løsningen er at blive ved med at søge efter et svar. At ignorere problmet i sig selv er ikke en løsning. Jeg ved det er frustrerende at se de som er i skadesreduktions behandling, som metadon, fortsætter med deres misbrug.  Ved at give metadon kan man reducere mængden af heroin eller andre opiater man bruger og i mange tilfælde, helt eliminere brugen af det. At behandle problrmet langt mere realistisk har vist sig at have bedre resultater end at være idealistisk.


Dalrymple: Først spørgsmålet om generne. Jeg accepterer det. Inden for en befolkning kan der være nogle genetiske forudbestemmelser for misbrug af stoffer af forskellig slags (eller i tilfældet Østasien, alkohol). Men jeg tror ikke a man kan forklare den meget store variation befolkningerne imellem kun med genetikken. Da jeg begyndte at arbejde i byen som jeg tilbragte mine sidste år af min karriere i, var heroinafhængighed meget sjældent. Ved afslutningen af min karriere var det meget almindeligt. (Jeg mener dog ikke min tilstedeværelse rent tilfældigt var den faktiske årsag til øgningen). Denne enorme stigning kan ikke forklares rent genetisk: I 1950'erne var der højst nogle få snese, og i år 2000 mellem 150000 - 300000.


Min overbevisning er at hele rationalet med behandling er forfejlet. Det er sandt, at hvis du tager Metadon, da kan man vise at en vis lille procentdel klarer sig fint med den. Det er sandt; men det ville også være sandt hvis man gav penge til indbrudstyve - og der ville være en kurve der ville fremvise nedadgående tendens - og mange, om ikke alle ville holde op med at begå indbrud. Det gør ikke det at bryde ind og stjæle til en sygdom. Under alle omstændigheder er behandling ikke svaret på det sociale problem og det vil det aldrig blive. I England for eksempel, er det at standse en person i at tage heroin ikke det samme som at afbryde overførslen af TB; det er blot at overføre problemet til en anden, da stofsælgeren finder andre villige klienter/brugere. Dette passer med hvad der er sket, i det mindste i Storbritannien.



Endelig så har hr. Rutenfrans ret. Millioner af mennesker, især fra middelklassen, har opgivet rygning fordi de er blevet overbevist om at det er godt at gøre det - blandt andet min mor og min hustru. Interessant nok så giver forbrydere sjældent op. .


Tilbagevenden af opiatafhængighed i Kina kunne være fortolkning af det, men det er også tilfældet at det samfund  er langt mindre undertrykkende og mere individualistisk nu og dette understreger min grundlæggende pointe.


Menzies: Behandlingen af heroinafhængige forbliver yderst polariseret. På den ene side er der engagerede fortalere for erstatningsbehandling med metadon og på den anden side de lige så passionerede fortalere for ingen intervention. Opdelingen i ideologiske linjer har kun bidraget til et vedvarende stigma og efterlader titusinde af patienter med kun få behandlingsmuligheder.


I liberale samfund anses det at bruge stoffer ofte som et udtryk for "ytringsfrihed" og de som er kommet under afhængighed af stoffer, er ofte berettiget til en livslang "farmakologisk velfærd.." Denne indstilling er man kommet frem til ved en ikke bevist teori om at heroinafhængighed fører til uhelbredelige "metaboliske læsioner." Der er ingen tvivl om at en vis procentdel af de som er afhængige af opiater godt vil kunne få gavn af en erstatningsterapi, men det er forkasteligt at formode at metadon er den eneste behandling. Det er endnu mere forkasteligt at foreslå at da metadon er blevet benyttet i mere end 40 år, ja så er det den eneste effektive behandling.


De nærmest epidemiske niveauer af heroin og opiatbrug er direkte relateret til tilgængelighed og pris. Krige og svage regeringer i de regioner, hvor der dyrkes valmuer og smuglerruterne har oversvømmet landene i Europa med heroin og forårsaget endnu større probelmer i lande som Pakistan, Rusland, Iran med flere. Den nemme adgang til stoffer, følelsen af håbløshed, især blandt de unge og arbejdsløse og det sociale syn på stoffer har skabt denne situation. Derfor er det ikke overraskende at vore fængsler er ved at sprænges med stofafhængige. For tyve år siden, var kronisk smerte en relativ ukendt sygdom. Nu får vi at vide at 65 millioner amerikanere lider af kronisk smerte og de fleste af dem har brug for medicin fremstillet af opiater. Det kan så ikke undre at 36 millioner amerikaner har benyttet sådan medicin til ikke medicinske formål. Vi ser nu flere og flere mennesker der er afhængige af smertestillende piller. (se denne artikel af Dalrymple her på synopsis)


Ti millionvis af mennesker har eksperimentet med stoffer, men kun en relativ lille procentdel af disse vil have svært ved at komme ud af dem igen, og vi skal holde vort fokus på gruppen der ikke kan. Vi har forsøgt, fængsling, slogans - Sig Blot Nej - erstatningsterapi, givet rene nåle, sikre sprøjtningssteder, og ingen af dem har hjulpet med et større gennembrud af problemet.


Jeg er chokeret over misinformationen og fjendtligheden mod naltrexone. Vi har afgiftet hundreder af afhængige på en ikke-patient basis på vor klinik og lod dem begynde med naltrexone, og med fremragende resultater. Det vigtigste er at forklare patienter rationalet for udviklingen af medicinen og dens opbygning, farmakologi. Alt, alt for ofte forekommer heroinafhængige at vide alt for lidt om afhængighedens neurobiologi, og dette er et klassisk eksempel på: Lidt Viden er Farligt!


Vi vil kun kunne få succes når vi lægger ideologier tilside og lærer at bruge enhver medicin der er godkendt til behandling af afhængige af opiater.


Rutenfrans: Hr. Dalrymple finder det interessant at så mange mennesker har opgivet deres afhængighed af nikotin, der jo virkelig er et drug, mens kriminelle sjældent holder inde med den afhængighed.


Forklaringen på den kendsgerning er at kriminel opførsel, det at ryge tobak, benytte stoffer, alkohol og så fattigdom er forskellige manifestationer af en og samme underlæggende kendetegn. En lav grad af selvbeherskelse. En person med meget lidt selvkontrol, finder det vanskeligt ikke straks at indfri sine lyster, behov. Han er 'nu og her' styret. En person med en stor selvkontrol er i stand til at droppe en vane når den forekommer at være usund, hvilket er sket med rygevanen i de sidste årtier.


En person med en lav grad af selvkontrol, for eksempel en kriminel, finder det langt vanskeligere at droppe rygevanen. Denne forklaring indebærer den fare at den kan forklares skæbnebestemt. Selv mennesker med en lav selvkontrol er i stand til at erkende, at de har netop en lav selvkontrol. Han egen bevidsthed om dette karaktertræk kan være første skridt til at gøre noget ved det. Han kan forbedre sin grad af selvkontrol gennem det at øve sig. Jeg er overbevist om at vi kan hjælpe individuelle mennesker med at forbedre deres selvbeherskelse når vi som kultur belønner selvkontrol ligeså højt som man har gjort i de asiatiske kulturer (f.eks. Kina og Japan), og som Vestens kultur gjorde for ikke så lang tid siden.



Efter 2. Verdenskrig har Vestens kultur haft en tendens til at latterliggøre selvkontrol. Når såkaldte 'almindelige' mennesker på TV bliver spurgt hvad de værdsætter mest hos deres venner, elskere eller partnere er svaret det samme: 'Spontanitet.' En kultur med en høj grad af spontanitet har også høje niveauer for kriminalitet og stofafhængighed.


Fisher: Efter have haft manglende succes med det traditionelle 12 trins program et halvt dusin gange, da følte jeg virkeligt jeg ikke havde nogen anden mulighed - døden eller metadon. Min opfattelse af metadon var, at jeg troede at når man var på det, da ville man sandsynligvis få en zombielignende tilværelse. Selv afgiftning (med hjælp af naltrexone) ville ikke fjerne besættelsen eller lysten. Jeg anede virkelig ikke hvad jeg forventede af metadon, skønt da jeg begyndte på det, da forsvandt lysten til misbruget og jeg følte mig ikke høj, eller at jeg udskiftede et stof med et andet. Jeg følte mig øjeblikkeligt befriet. Jeg mener metadon kun skal benyttes når man ikke er lykkedes med, efter flere forsøg, andre metoder. Man burde uddanne sig selv om goderne og bivirkningerne af metadon før man går ind for en muligvis livslang tid med stofvedligeholdelse.


Dr. Dalrymple har opregnet mange undersøgelser til nu baseret på den undskyldning at de støtter de forfejlede behandlingsmuligheder vi har for tiden. Men sådanne undersøgelser har bevist at langvarigt opiatmisbrug forårsager skader på det system der producerer endorfiner i ens krop. Undersøgelser udelukker også at man ser på at hver dollar der bruges i U.S. til metadonbehandling har en 'gevinst' på i gennemsnit 7 dollar i sparede regeringsydelser til sundhedshjælp og omkostningerne ved fængslinger. Det forhindrer en i at se, at metadon og de nuværende andre behandlingsmuligheder har hjulpet mere end blot en lille procentdel af de som lider under afhængighed.


De traditionelle nuværende behandlingsmuligheder mod afhængighed er at man skal gennem et at de forskellige 12 trinsprogrammer, eller skadebegrænsning ved brug af metadon, LAAM, eller Bupronorphine. Selvom metadon oprindeligt blev benyttet til at afgifte opiatafhængige patinter, er det siden blevet forvandlet til et vedligeholdelsesstof, at sammenligne med insulin til sukkersygepatiener.


Der har været megen fjendlig snak mod Naltrexone som skadebegrænsende middel, imidertid er der ingen ægte indvendinger da Naltrexone har sin plads i afgiftningen. Afgiftning og langvarige abstinenser fra ulovligt brug er to forskellige ting, og uheldigvis er Naltrexones langvarende potentiale ikke sammenlignelig med Metadon. Afhængige forstår i det store og hele neurobiologien bag afhængighed efter utallige år med at have forsøgt, og fejlet i at få sparket vanen bort af egen kraft. Dette er en kundskab der er opnået gennem erfaring, næsten som med Pavlovs hunde eksperiment. Men en lille smule viden og forklaring om farmakologi har aldrig holdt nogen 'ren.'


Der er ingen fuldkommen løsning i stofafhængigheds behandlingen, men at benægte enhver og alle succeser der indtil nu er opnået, eller sige at hele rationalet bag behandling er forkert er uansvarligt -- især når der intet alternativ er. Det kræver ikke mod at kritisere en ufuldkommen metode. De som ikke har lidt under afhængighed forekommer at foreslå enkle løsninger, ikke-tolerante, helligere end at "true den afhængige med døde så de holder op." Men de mangler en ægte forståelse for menenskesjælens diversitet. Oveni er der den konstante nedgørelse af de afhængige og det at de behandles som mindreværdige mennesker der gør at mange af dem stiller sig kritik an overfor de nuværende behandlingsmuligheder, blot det - at kritisere - men de magter ikke at komme med nogen ægte bidrag eller humane forsalg til at tackle deres problem. 


FP: Dr. Dalrymple, de sidste ord får du lov at fremføre.


Dalrymple: Jeg ville sige at behandlingsholdningen er noget der nedgør de afhængige, da det formoder at, ulig andre mennesker, de ikke kan styre sig som andre kan. De er således mindre hele mennesker. Jeg er ikke så pessimistisk vedrørende dem. Udover det er det en empirisk fejltagelse.


Så længe afhængige lyver for sig selv og lægerne, og lægerne fortæller løgne til de afhængige (og hele ideen om 'behandling' er en løgn), da vil den absurde pas de deux fortsætte.


FP: Theodore Dalrymple, Chris Rutenfrans, Percy Menzies and Ron Fisher, tak for Jeres deltagelse i Frontpage Symposium.

http://frontpagemag.com/2011/07/01/symposium-romancing-opiates/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar