‘Tavse Cal’s’ lære til Obama Del 3 af 3

           

Charles C. Johnson  

Del 1. HER. 

Del 2. HER.

Ulig George W. Bush troede Coolidge at sommetider kan regeringen ikke gøre noget for at klare alle folks smerter. Faktisk, er tricket, løsningen, intet at gøre, hvilket er hvad Coolidge gjorde ved at nedlægge veto mod en landsbrugsstøttelov - McNary-Haugen loven - i 1927 og igen i 1928.

"Landmænd har aldrig tjent mange penge. Jeg tror ikke vi kan gøre noget ved det.” forklarede han. Coolidges regering var en begrænsningernes, fordi han anerkendte at der er grænser for hvad regeringen kan gøre. “Det er meget vigtigere at fjerne elendige love end at vedtage gode.” bemærkede han med rette.

Coolidges holdning til regering kunne ikke være længere fra præsident Obamas. Han troede på “individets ret til at eje, nyde og kontrollere den dollar han tjener.” Frihed “ville være....en parodi medmindre den sikrede individets ret til de belønninger han selv stræbte efter og var foretagsom for at opnå.” Præsident Obama tror ikke på en sådan ret. “Jeg mener de på et tidspunkt har tjent penge nok,” prædikede han. “Vi ønsker ikke at standse (entreprenørerne) fra at opfylde deres ansvar for at få vor økonomi i vækst.”

Coolidge ville aldrig have sagt noget lignende, fordi han forstod noget som Obama ikke gør, at personligheden betyder en masse i politik. Og han var en mester, i det som en beundrer kaldte “brilliante øjeblikke af tavshed.” “Ingen mand der lytter har mistet et arbejde,” bemærkede Coolidge ved en lejlighed. En anden gang erklærede han, “Jeg erindrer ingen kandidat som præsident der nogensinde har skadet sig selv ved ikke at tale.” Og så var der denne: “De kan ikke hænge dig for det du ikke siger.”

Han var i bund og grund en gennemført genert mand. Når det drejede sig om hans politiske tænkning var han i klasse med og overensstemmelse med klassikerne - han oversatte Dante på sin bryllupsrejse - og Forfatningens Fædre. Han troede oprigtigt på Uafhængighedserklæringen der lærer at alle mennesker er skabt lige, og han kæmpede for den, ikke kun ved at begrænse regeringen, men ved at arbejde med at kriminalisere lynchninger og ved at udvide løftet om statsborgerskab for enhver indfødt amerikaner.

Som den sidste præsident der selv skrev de fleste af sine taler, talte Coolidge så godt og om så mange emner at det er en skam at kun få folk læser ham i dag. Jo virkelig, “Tavse Cal” var forfatter til tre samlinger af taler og en selvbiografi. Han skrev en daglig klumme, efter sin præsidentperiode der løb op på mere end 300 artikler. Han gav et godt stykke over 500 pressekonferencer under sine 5,5 år som præsident. Alle disse velbesøgte samtaler var med baggrunden: Coolidge ville lade pressen citere en dygtig administrationsembedsmand, men aldrig sig selv direkte. “Præsidentens ord har en enorm vægt, og burde ikke benyttes uden omtanke,” rådgav han i sin Autobiography. 

Nogen stor retoriker var han vel ikke, men han stod klippefast bag hvert ord

Til sammenligning benytter Obama ord der er så diskriminerende at der næppe går en dag, hvor han ikke leverer en større tale. Disse er beskrevet som ‘store’ fordi, efter Obamas mening, gør han intet der er ‘mindre.’ Hans favoritord er “enestående” som han benytter mest om sig selv. Obama har i nogle bemærkninger antydet at han betragter sig selv som en ny Lincoln, en politisk Messias, endnu en “høj, statelig, selvgjort Springfield advokat.” Idet han efterlignede Lincoln da han meddelte han stillede op som præsident bad Obama sine medamerikanere om “at samles ....om at forvandle en nation.” Spørgsmålet er hvad formålet er med den transformation.

For Obama er Lincoln personlig, men for Coolidge var Lincoln politisk. Også Coolidge var ment som Lincolns “arving,” fordi han så ofte talte om Lincolns politiske tænkning, og ofte med ærbødighed. Han argumenterede, at Lincoln var en stor mand, fordi han “kom med den samme appel til sine landsmænd som alle store mænd er kommet med ...det kom , ikke fra hans tro på deres svaghed, men på deres styrke.” Lincolns “store resultat bestod i at bringe de forskellige elementer i hans land ind i et mere ægte moralsk slægtskab.” .

Men ikke som Obama gav Coolidge indtryk at at han var ‘den udvalgte.’ Han troede at det var folket der afgjorde, hvem der var stor. Obama sammenligner sig på den anden side med Moses. At vælge ham ville være “det øjeblik da havenes stigning begynder af holde ind og vor Planet begynder en helbredelse,” sagde han under sin kampagne. 

Coolidge kendte udmærket til faren ved at lade politik stige til hovedet. “Ni- tiendedele af (de besøgende i Det Hvide Hus) ønsker noget de ikke burde have.” fastholdt han. Han havde en enkelt løsning med hensyn til disse besøgende: “Hvis du er helt stille går de efter tre eller fire minutter.” Præsident Obama, der feterer Andy Stern fra SEIU og andre fagforeninger giver sådanne ‘vigtige’ besøgende alt de ønsker.

Han var også besluttet på at undgå at blive fedtet ind af spytsikkere. “Det er vanskeligt for mænd i høje stillinger, at undgå selvbedragets ulykke,” reflekterede han. “De er omgivet af tilbedere....de lever i en kunstig atmosfære af beundring og henrykkelse, der før eller senere får skadet deres dømmekraft. De er i alvorlig fare for at blive arrogante og hensynsløse.”  

Præsident Obama er med god ret blevet kritiseret for begge dele, og det har noget at gøre med hans selvbedrag fostret af den beundring han har modtaget siden indsættelsen som præsident, og i hans 2008 kampagne, og ja, længe, før.

Konservative burde arbejde hen mod det som Harding og Coolidge lod sig sværge i ed til i 1920 -- “en tilbagevenden til normalitet,” med hvilket de mente at vende sig bort fra “fra ting ....der er direkte og hurtigt fordærvende” (going to hell in a handbasket) som det var sket under Wilson årene. Det Harding lovede, leverede Coolidge. På aftenen ved 2008 valget lovede Obama “fundamentalt at forvandle” Amerika. Det leverede han også, men med “håb og forandring” der har overladt os til en forkvaklet kreditvurdering. Opgaven er nu at komme tilbage til normalitet endnu en gang, før det er for sent.

 

Det vil ikke blive let. Men som Coolidge skrev: “Det er en stor fordel for en præsident og en stor kilde til sikkerhed for landet at han ved at han ikke er en stor mand. Vi vælger vore præsidenter fra folket. Derfra kom jeg. Jeg ønsker at være en af dem igen.” I 1928 meddelte han, “Jeg vælger ikke at stille op,” og frasagde sig med stor sandsynlighed en valgsejr, og trak sig tilbage til Northampton, Massachusetts.  

         

   

Charles C. Johnson is the winner of this year's Eric Breindel Collegiate and ISI's Devos Leadership awards. He is also a recent Robert F. Bartley Fellow at the Wall Street Journal, and a Robert Novak Fellow at the Phillips Foundation.

http://spectator.org/archives/2011/11/22/lessons-for-obama-from-silent/1

Indlagte videoer og billeder ved synopsis-olsen

Se, hør dette interview:

Venstreorienteredes egne ord: Vi er vanvittige!

Venstreorienteredes egne ord: “Vi er vanvittige”  

WALTER WILLIAMS

For at kunne forstå de venstreorienteredes og progressives dagsorden skal man vide noget om deres syn på verden og deres værdisæt. Lad os se nærmere på det åbenbare.

Hvorfor kampen i 1970’erne mod DDT? Alexander King, grundlægger at Malthusian Club of Rome skrev i 1990 et biografisk essay: “Mine egne tvivl opstod da DDT blev introduceret til civilt brug. I Guyana havde stoffet på to år nærmest elimineret malaria, men på samme tid var fødselsraten fordoblet. Derfor er mit hovedproblem med DDT, i bagklogskabens lys, at det i alvorlig grad har øget problemet med befolkningstallet.”

Dr. Charles Wurster, tidligere chefvidenskabsforsker for Environmental Defense Fund blev engang spurgt om han mente et forbud mod DDT ville resultere i flere farlige kemikalier og flere malariatilfælde på Sri Lanka. Han svarede: “Sandsynligvis. Og hvad så? Det er mennesker der er årsagen til alle problemer. Vi har for mange af dem (mennesker). Vi skal se at slippe af med nogle af dem, og (malaria) er ligeså god en metode som andet.”

Ifølge “Earthbound,” en samling essays om miljøetik sagde William Aiken: “Omfattende massedød af mennesker ville være godt. Det er vor pligt at være årsag. Det er vor arts forpligtigelse, relativt til helet, at eliminere 90% af vort antal.”  

Tidligere National Park Service forskningsbiolog David Graber har denne mening, “Menneskelig lykke, og helt sikkert menneskets frugtbarhed er ikke så vigtigt som en vild og sund planet...Vi er blevet en plage for os selv og for Jorden....Indtil den tid da Homo Sapiens skulle beslutte at være i pagt med naturen igen, kan nogle af os kun håbe for at den helt rigtige virus dukker op.”

Når vi nu nævner virus. Prins Philip - Duke of Edinburgh og støtte for World Wildlife Fund - sagde, - “Hvis jeg skulle reinkarneres da ville jeg ønske at komme tilbage til Jorden som en dræbervirus for at få sænket antallet af mennesker.” Afdøde Jacques Cousteau sagde til UNESCO Coutrier: “Et Amerika er en større byrde for verden end 20 Bangladesher. Dette er forfærdeligt at nævne. For at stablilisere verdens befolkningstal, skal vi fjerne 350000 om dagen. Det er frygteligt at sige, men det er lige så frygteligt ikke at sige det.”

Disse udtalelser repræsenterer værdierne hos nogle progressive. Hvad med deres forudsigelser? I 1972, blev der udfattet en rapport for Club of Rome for at advare verden om at man løb tør for guld i 1980, kviksølv og sølv i 1985, tin i 1987, og olie, kobber, bly og naturgas i 1992. Det viser sig at disse materialer, ressourcer er ret så rigelige også i dag. Gordon Taylor, skrev i sin bog fra 1970, Dommedagsbogen,” at amerikanerne benyttede 50% af verdens ressourcer og at “i år 2000 ville de (amerikanerne) hvis de fik lov bruge dem alle.”

 

I 1975 var der helsidesannoncer fra Environment Fund med advarsler om, “Verden som vi kender den vil sandsynligvis være ødelagt i år 2000.” Harvard University Nobel prismodtager biologen George Wald advarede i 1970, “Civilisationen vil ophører i løbet af 15 til 30 år medmindre øjeblikkelig handling indledes mod problemerne vi står overfor.” Tidligere senator Gaylord Nelsen, der citerede Dr. S. Dillon Ripley advarede i Look Magazine (1970) at i 1995, “da ville mellem 75-85% af alle arter af dyr være udryddet.” I 19974 sage U.S. Geological Survey at USA kun havde naturgas til til 10. Kendsgerningen er, ifølge American Gas Association at der naturgas til mere end 110 år.

I 1986 modtog Lester Brown, der i 40 år havde forudset en global hungersnød, en MacArthur Foundation “hæders” pris sammen med et stipendium. Fonden gav også Dr. Paul Ehrlich, der forudså at millioner af amerikanerne ville då af hungersnød “hæders” prisen i 1990. Bemærk at disse priser på hhv. 300000 og 40000 dollars blev givet et godt stykke tid efter der havde været tid nok til at demonstrere at Brown og Ehrlich var så sindssygt forkert på den.

Tænk efter: Kongressen lytter til mennesker som disse og udformer offentlig politik på deres dystre forudsigelser om at vi løber tør for et eller andet.  

http://www.wnd.com/2013/06/insane-liberals-in-their-own-words/#oXi3bWzkyJDVODLd.99

Tetjenere - modellen på dysfunktion

DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN 

                                                 

Nogle af os der geografisk måske ikke er så velbevandrede forveksler tetjenerne med tjekkerne. Det eneste de har til fælles er at de begge led under Sovjetunionens herredømme.

Tjekkerne (det tidligere Tjekkoslovakiet) var under Sovjet styre fra slutningen af 2. Verdenskrig til Berlin Muren faldt i 1989. Tetjenerne var imdilertid under det russiske imperiums hæl fra 1830, derpå under Sovjet styre fra 1917, og endnu engang under Rusland i 1989. De er ikke et folk der er lykkeligt, selv ikke da det gik bedst, men deres nuværende eksisten er så elendig at deres frustration har forvandlet sig fra nationalisme til global jihad.

Boston Marathon bomberne gav os en grim smag af denne forvandling.

 

Det Russiske Imperium var i det 19. århundrede i bevægelse, underlagde sig folk fra øst til syd, til man nåede Stillehavet, 11 tidszoner borte. Deres udvidelse østpå lignede udvidelsen af United States vestpå, hvor man overtog svagt befolkede indfødte jagtmarker, man underlagde sig territorier fra franskmænd, spaniere, britisk-canadiere, og nåede tilsidst Stillehavet. USA købte noget russisk territorium da Rusland havde brug for penge (Alaska og en lille del af det nordlige Californien).  

Ruslands problemer med kolonisering har været langt vanskeligere end vore. De besatte oldgamle lande med byer, områder der var etnisk og religiøst anderledes end dem selv. De indfødte slogedes ihærdigt for deres frihed, men tabte til sidst, men de har aldrig glemt deres sag. Deres følelser er blusset op igen og igen i oprør. Uheldigvis lider de under samme problem som de indfødte amerikanere stod i: De stod ikke sammen. Disse forskellige etniciteter hader russerne, men de hader ofte hinanden langt mere. De har være nemme at “splitte og erobre.”

Der er cirka 300000 tetjenere, et krigerfolk der lever i bjergene der skiller det europæiske rusland fra Asien. Deres naboer er også stamme- og krigerfolk; et bjerg i nabolandet Daghestan siges at have syv landsbyer på en skråning der alle taler forskellige sprog. Deres eneste ligheder er at de sådan set alle er muslimer, med de blev sekulariseret under Sovjetstyret og de hader russerne.

På grund af den særdeles hårdhændede russiske brutalitet i forsøget på at tæmme de ligeledes brutale tetjenere og daghestanere, er det som engang var en mild form for Sufi Islam blevet forvandlet til glødende jihad islam. Nu drager tetjenske terrorister langt omkring for at angribe russerne; de er blevet en del af den globale jihad. 

 

Grusomhed er dukket op i kampen i byerne i Tetjenien, hvor begge sider er brutale. I 2002 indtog tetjenere et fyldt teater i Moskva og holdt 763 mennesker som gidsler og satte sprængstoffer på dem. Russerne stormede teatret efter at have sluppet bedøvende gas ind, dræbte alle oprørerne og flere end 100 gidsler.

Tetjenere har udført 11 bombeangreb mod russiske civile i 2003, og i 2004, indtog 32 bevæbnede islamist guerillakrigere en skole i Beslan, Rusland (nær grænsen til Tetjenien) og holdt børn, lærere og forældre som gidsler under rædselsfulde forhold. Da en bombe i skolen gik af ved et uheld, lod terroristerne flere bomber sprænge og åbnede ild og slog 335 flygtende børn og voksne ihjel, og sårede yderligere 550.

Tetjenere er flygtet fra rædslerne i deres hjemland i mere end et årti, mange af dem bor i Europa og USA. Mange er yderst taknemmelige for at de har fundet et tilflugtssted, der er så meget bedre end deres hjemland. Men de som er blevet radikale jihadkrigere er ude i verden, og søger lejligheder til at rekruttere andre til at “forsvare Islam” og få dem til at terrorbombe med hensigt at skade så mange civile som muligt.

Vi skal skelne i mængden af tetjenske flygtning og finde de rådne ‘æbler’ såsom Tsarnaev brødrene og deres fanatiske mor, der så stupidt tror, at CIA og Mossad, ikke muslimer angreb Amerika 9/11.

Hvad kan man sige om en mor der navngiver sin førstefødte efter Tamerlane, et uhyre der efterlod sig bjerge af kranier udenfor de byer han erobrede? Hun insisterer også på, at hendes “totalt uskyldige” sønner trods deres egne indrømmelser blev ledt i en fælde af US regeringen, den samme regering der så storsindet gav hendes utaknemmelige familie ly.

 

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/the-chechens-are-a-model-of-dysfunction?f=must_reads#ixzz2XAbBaujq

Oprør mod statslig styring - Fyrstedømmet Hutt River

Fyrstedømmet Hutt River

I 1970, ejede en australsk hvededyrker ved navn Leonard George Casley en farm på næsten 10000 acres klar til at blive høstet. Men endte med, at han ikke måtte høste rigtig, rigtig meget af afgrøden. Regeringen i West Australia indførte kvoter der begrænsede hvedemængden der måtte sælges det år. For Casley betød det, at han kun kunne sælge den hvede der blev høstet på 100 acres af hans jord. Derfor gjorde Casley det som enhver anden ville gøre, efter hans protest var blevet afvist: Han 'forlod' Australien.

Blot med den finesse af Casley ikke fysisk bosatte sig andet sted. Næh, han løsrev sig.

Casley oprettede Principality of Hutt River (som han oprindeligt kaldet “Hutt River Province”), en indsluttet mikronation der bestod af hans 75 kvadratkilometer land cirka 500 km nord for Perth. Selv om sådanne handlinger ville sædvanligvis blive betragtet som lovstridigt og ugyldigt, så var det i dette tilfælde anderledes. Regeringen i Western Australia valgte ikke at handle mod løsrivelsen, men ventede på at Commonwealth of Australia (landets regering) skulle gribe ind. Commonwealth mente der ikke var nogen forfatningsmæssig basis for at Australien skulle intervenere. Casleys løsrivelsesbeslutning blev nu kastet frem og tilbage mellem Western Australia og så selve Australia. Og mens alt dette stod på lykkedes det for Casley, der benyttede en håndfuld dobbelttydige og arkaiske love, at holde Hutt River i det mindste quasi-uafhængigt.

 

Fyrst Casley af Hutt River

I dag er der cirka et dusin mikronationer i Australien, men Hutt River er den ældste. Man har mellem 30-40 indbyggere men hævder at have 10000 medborgere over hele verden (hvoraf de fleste benytter Hutt River som et skatteskjul.

Selvstyret har sit eget flag, mønter og frimærker (hvilket er en indtægtskilde da turister køber dem til deres samlinger), og endog pas og visas.

Lige nu og her anerkender Australien stadig ikke at Hutt River er uafhængigt; i stedet betragter Australien mikronationen som en virksomhed som enhver anden - på en måde.

Indbyggerne i Hutt River betaler ikke skat til Australien, og den australske regering inddriver heller ikke skatter. (Det gjorde man engang; og Casley erklærede krig, og af en eller anden grund, med baggrund i juradetaljer, trak Australien sig).

I et stykke tid nægtede Australian Post at betjene Hutt River, men også det er siden trukket tilbage.

Og passene? De anerkendes ikke af Australien, men tilsyneladende har indbyggerne i Hutt River benyttet dem med succes, til at kunne rejse ud i verden.

Vil du vide mere? Som ethvert andet godt land - det være sig et bedrag eller andet - har Hutt River sin egen hjemmeside. En frygtelig en til gengæld.

Bonus fakta: Californien har en lille mineby, med en befolkning på under 1000 der hedder “Rough and Ready.” I April 1850, besluttede byen at løsrive sig fra USA i protest - og for at undgå - en mineskat pålagt byen og andre som den. Men den 4. Juli det år, da byen ønskede af fejre U.S. Uafhængighedsdagen indså man at det kunne de ikke, da de jo ikke længere var en del af USA. Derfor stemte de for at slutte sig til Unionen igen.

 

http://nowiknow.com/the-principality-of-hutt-river/

Hollywood på fallittens rand

Hollywood på fallittens rand

                

Ben Shapiro

           

Lynda Obst, produceren af blockbusters som Sleepless in Seattle og The Fisher King, siger Hollywood har gevaldige problemer. I sin nye bog, Sleepless in Hollywood, siger Obst at takket været nedturen, og det at DVD kan brændes er hele modellen med profit til Hollywood i fare. Hun siger en brancheleder har fortalt hende “DVD delen repræsenterede 50% af fortjenesterne ... 50%. Nedturen i den del af branchen betyder at hele fortjenesten kan falde mellem 40 til 50% for nye film.”

De ‘store’ skuespillere kan se deres aflønninger blive beskåret. Instruktører og manuskriptforfattere kan se frem til afskedigelser. En chef for et studio fortalte Obst om “berømte skuespillere der regelmæssigt kommer til en studiochef og beder om opgaver - en film, en hjælpende hånd, hvad som helst.” Ifølge studiochefen har disse stjerner “et ekstremt overforbrug ....De har mange huse, hustruer og familier at betale til. De har lavet film i årevis, de var i verdenstoppen og kunne bare ikke forestille sig det skulle holde inde igen. Og så sker det pludseligt. De har snart brugt alle deres sparepenge. De kan ikke sælge deres palæer ...Det er en tragedie.”

 

Samtidig er det stadig mere vanskeligt at få en film finansieret. For nogle år siden kunne Hollywod, finansiere sine film gennem udenlandske ‘forsalg,’  distributionselskaber der betalte i forvejen for retten til at distribuere, og dermed skaffedes de kontanter der skal bruges til at finansiere film. Nu med de udenlandske økonomier i dyb krise, er den kilde løbet tør. Et af de eneste lande der fortsætter med at hælde penge i film er kommunist Kina, hvilket er årsagen til at så mange at nutidens film er meget medgørlige over for den undertrykkende stat.

Fordi forretningsmodellen forandrer sig, så er den eneste måde at tjene penge gennem biografer. Det er derfor vi har set en optur i antallet af 3D film, uanset hvor elendige de er lavet - hvor man tillader biografer at kræve helt op til 15 dollars per billet i de større byer.

Derfor ser vi et stort antal blockbusters komme i biograferne - hvorfor dog bruge 50 millioner dollars på en film der ville kunne indtjene mellem 30 - 70 millioner ved billetlugerne, når man kan tjene helt op til 100 millioner dollars ved film med ekstravagante effekter? Det er derfor dramafilm nu er lavbudget og de ‘billige’ rædselsskrækfilm får et bedre budget.

Alle i Hollywood er venstreorienterede, til det tidspunkt hvor de skal arbejde uden løn. Så bliver de direkte Reaganeske. Mens der bliver lavet stadig færre film og stadig flere talentfulde skuespillere er uden arbejde, så betyder det at skuespillerne der ellers koster 500000 dollars pr. film, nu vil arbejde for en tiendedel. Det betyder igen at manuskripftforfattere med Oscars i deres CV kan ‘købes’ for en slik. Resultatet kan være, at det venstreorienterede monopol der kontrollerer Hollywood kan bryde sammen.

 

Mark Wahlbergs palæ Beverly Hills

Der er kun et element i Hollywood der forhindrer dette kollaps: Distributionsmonopolet. De fleste distributører er politisk set venstresympatisører, og dermed har de ingen interesse i ‘konservative’ film. De er drevet af profitbegær jovist, men de plejede også at arbejde for en udvalgt klike af producenter og instruktører og studios. De er ikke villige til at risikere noget.

Men de kan betales for at tage en risiko. Her kommer de konservative ind på scenen. Med produktionsmidlerne der bliver stadig lavere, grundet krisen  - er det muligt at lave en film der ligner en million for cirka 100000 dollars - så behøver konservative ikke at smide om sig med tonsvis af kontanter for at være aktive på scenen. Ydermere behøver de ikke bygge det hele op fra bunden - de kan ansætte de samme skribenter og instruktører der har haft succes med et fremføre venstreorienterede synspunkter i store film.   

Lige nu er det ikke sjovt at være chef for et filmstudio. Men ganske interessant som konservativ at få et indblik i markedet. Det som konservative skal gøre er at være seriøse vedrørende kulturen. Fremfor at sidde udenfor at kritisere de nye film, er det vigtigt at komme indenfor, blive involveret i at lave egne film - gode film, frem for politiske biografiserier.

Markedet er under forandring. Og konservative har vist at de er gode til en ting, og det er at drage fordel af markedets muligheder.

       

About Ben Shapiro

Ben Shapiro is an attorney and writer and a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, and author of the new book “Primetime Propaganda: The True Hollywood Story of How The Left Took Over Your TV” from Broadside Books, an imprint of HarperCollins.

http://frontpagemag.com/2013/ben-shapiro/hollywood-goes-bankrupt/

Coolidge og Obama - Mester og Nar del 2.

‘Tavse Cal’s’ lære til Obama Del 2 af 3.

Læs del 1. her. http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/06/coolidge-og-obama-mester-og-nar-del-1.html          

  

Charles C. Johnson

....Forsat.....

 

Ulig andre politikere der dengang gik ind for en falsk økonomisk konservatisme, arbejdede Coolidge for at gøre sine principper til politik. Og han troede helhjertet på budgetter, indrømmede en “slags besættelse” for at tallene kom til at passe. “Jeg betragter et godt budget som værende blandt dydens ædleste monumenter,” proklamerede han i 1924. Sammenlign det med Præsident Obamas sidste budget, et monument i ødselhed der ikke fik en eneste stemme i Senatet.

Obama foretrækker at ‘pumpe’ retorikken op, dæmonisere “de fede katte” og “millionærerne og milliardærerne.” I en af de to bøger om sig selv beskrev han sin tid i den private sektor i Amerika som en periode “bag fjendens linjer.” Som kontrast bemærkede Coolidge engang at virksomhedernes kapital er “hoved materialet der kan præge menneskehedens generelle karakter.” Han troede så berømt på at “hovedbeskæftigelsen i Amerika er forretning,” men forretning og velstanden den skabte var kun et middel ikke endemålet.

Ved at lade forretningsverdenen for sig selv kunne Coolidge være vidne til en af de laveste arbejdsløshedsperioder i Amerikansk historie. Ved at lade virksomhederne være fri for overdreven beskatning, beskyttede han forbrugerne mod at skulle betale for dem gennem højere priser. “Høje skatter er lig med høje priser,” fastholdt Coolidge. Men han kom også med en moralsk dimension: “Jeg er imod ekstremt høje skatter fordi de kun skaber lidt eller slet ingenting, fordi er dårlige for landet, og endelig fordi det er forkert.”

"Gældsreduktion er skattereduktion” som han ofte udtrykte det. Følgeslutningen var også sand. Skattereduktion var gældsreduktion.. "Jeg ønsker skatterne skal være mindre,” sagde han, “at folket skal have mere.” Ved at sænke skatterne skabte Coolidge faktisk humanitære resultater. Her kan endog progressive finde noget de kan beundre. De som tjener mindre end 50000 dollars om året betalte 15,4% af den totale indkomst i skat i 1920, men blot 0.4% i 1929. De som tjente mere end 100000 dollars betalte 65,2%, en stigning fra de 29,9% i samme periode. Coolidge fik også mere afkast. Den økonomiske udvidelse førte til en 28%’s forøgelse i andelen af det budget der betaltes ved skatteindkomsten til forbundsregeringen. I 1927 betalte 98% af amerikanerne ingen indkomstskat.

Disse succesrater var mulige ikke udelukkende kun på grund af Coolidges grundtro på fornuftig økonomi og hans tro på en begrænset regering, men fordi han samlede mennesker, hvis fokus var resultater frem for en dagsorden. Det var store virksomhedsledere og ægte statsmænd i hans kabinet. Blandt dem var Andrew Mellon (og Hardings og Hoovers) Skatteminister. Som en finansiel troldmand havde Mellon et sådant geni og personlig styrke at det blev sagt “tre præsidenter tjente under ham.” En anden af Coolidges fremragende udnævnte var vicepræsident Charles Dawes, der havde været nationens første chef for Budgetplanlægningen i Harding administrationen. Dawes der havde udarbejdet en plan for at genskabe Tyskland efter 1. Verdenskrig og stabilisere landets økonomi, skulle vinde Nobel Freds Prisen i 1925.

 

Andrew Mellon

Som mange konservative i dag var Coolidge populær hos manden på gaden, men upopulær i Elfenbenstårnet og i Washington. Dengang som nu, havde den veluddannede klasse foragt for de filosofiske understrømninger i vor republik, og for de som mest inderligt forsvarede dem. Da angreb på Coolidges filosofi fejlede, blev hans kritikere blot personlige.

Teddy Roosevelts datter, den prominente Alice Roosevelt Longworth, forhånede Coolidge som værende blevet “opdraget på en sur agurk.” Han blev ofre for vittigheder og ondsindede rygter. Coolidge “sov mere end nogen anden præsident, uanset om det er dag eller nat. Nero spillede violin, men Coolidge nøjedes med at snorke.” skrev H. L. Mencken i 1933. Da  hun blev underrettet om Coolidges død, siges det at den populære satiriker Dorothy Parker skulle have pippet, “Hvordan kan de vide det?”

I den seneste tid erindrede forfatteren William L. Shirer “den ubegribelige selvglæde og tomhed ved Calvin Coolidge æraen.” Han var ikke alene om sådanne billige løse skud. Den Pulitzer-vindende historiker Arthur Schlesinger Jr. revsede Coolidge for at være for forbeholden over for forretningsverdenen og fremstillede ham som en kedelig filister.

For dagens venstrefløj er Coolidge en ‘bussemand.’ Huffington Post citerede en unavngiven Washington Demokrat der forsøgte at forbinde Tea Party med Coolidge. Mike Lux, en venstreorienteret politisk rådgiver forbandt ham med Paul Ryan budgettet: “(Republikanerne) ønsker at føre os tilbage til tiden med Calvin Coolidge, da fordelene fra de sidste 80 år bare ikke eksisterede.” Lux skrev i Huffington Post.

På den anden side længes mange på højrefløjen efter en tilbagevenden til Coolidges principper. Peggy Noonan, blandt andre kunne se Coolidge i Guvernør Mitch Daniels fra Indiana. George Wills kalder ham “den sidst præsident med en snusfornuftig indstilling til hans embedes forfatningsmæssige proportioner.” Richard Land fra Southern Baptist Convention, forudså en præsident Perry, der “ville være den mest konservative præsident siden Calvin Coolidge.”

Meget forudsigeligt er det som Land håber på, det Andrew Romano fra Newsweek frygter. “Perry .....ville gøre mere for at begrænse forbundsregeringens magt -- eller i det mindste forsøge at gøre mere -- end nogen præsident siden Calvin Coolidge.” Romano advarede om dette, efter at have læst et interview som Perry lavede med hans tidsskrift sidste efterår. Men hvis Perry ønsker at tage Coolidges frakke om sig, da vil han ikke være alene. 

Sarah Palins bog America by Heart flyder over med gunstige referencer til den 30. præsident. Og Michele Bachmann fremlagde Coolidges økonomiske politik i Huset i 2009. 

fortsættes.......