Aviso Grille, 9. april og 300 danske grise

AVISO GRILLE, 9. april 1940 og 300 danske grise

(Jeg henviser til artiklen Hitlers Toilet endte i New Jersey, og i den forbindelse undrede jeg mig over den manglende information på dansk om dette skib og den rolle det var tiltænkt i besættelse af Danmark 9. april. Ganske betegnende kom nogle grise i vejen. God Fornøjelse- Olsen)

Af Revel Barker. 

Juli 1940 nogle uger efter Frankrigs fald begyndte den tyske flåde at planlægge Operation Seelöwe, invasionen af England på en kyststrækning på cirka 470 kilometer fra Ramsgate til Portland.

Første skridt i planen var at gå efter den britiske flåde i Nordsøen og Den Engelske Kanal fulgt op af besættelsen af Englands sydlige landområder.

Andet skridt var Hitlers triumftog i Londons havn ombord på den passende ‘kongelige yacht - Aviso Grille for at modtage Storbritanniens overgivelse i Whitehall.

Tredje skridt var at Führeren skulle sejle på floden Thames om bord på en af Grilles tre motorbåde, Motorboot 1, der senere blev kendt som Grillet.

Efter sejrsindtoget i London var det meningen at Hitler uden yderligere forsinkelse skulle fortsætte til Windsor Castle i motorbåden, det sted som allerede var blevet ‘øremærket’ som hans ‘Hjem i London.’ Som forberedelse for erobrerens sejrsrejse var Aviso Grille, med Grillet ombord blevet sejlet fra Baltikum til Belgien og gjort klar i Ostende.

Dette ville ikke være skibets første besøg på Themsen. Ved krigens udbrud havde hun lagt miner ved Themsens udmunding, som det første tyske overfladefartøj der kom ind i britisk territorialfarvand ved krigens udbrud. 

Skønt Hitler led af søsyge, og ikke brød sig om at sejle var hans valg af ankomstmetode med det formål at vise respekt for Kriegsmarine og signalere til verden, at Royal Navy var besejret. 

Motorboot 1 i baggrunden

Aviso Grille medførte tre mindre både på dækket under krigen. Alle var bygget på Lürssen skibsværftet i Bremen i 1934.

Lürssen, var det første skibsværft der byggede dieseldrevne både, og kaldte dem Motorbooten 1, 2 og 3. De blev benyttet som slups og admiralernes chalupper.  Marts 1934 blev kølen til et nyt skib lagt på det store skibsværft Blohm & Voss i Hamburg til værftets 500 fods fartøj. *Flåde Forsyningsskib C’ der senere blev døbt Aviso Grille. (Blohm & Voss byggede også slagskibet Bismarck og Wilhelm Gustloff der blev sænket med 9400 flygtninge ombord - synopsis kommentar)  

Andre fartøjer før dette havde haft samme navn, det seneste var Kejser Wilhelms kejserlige yacht. På det tidspunkt, den 15. december 1934, hvor Grille der var 443 fod lang blev søsat var det samtidig den største yacht på havet.

Aviso skulle ellers være et parade- og eller efterretningsskib, og trods det blev bygget (med en pris der svarer til mere end en million pund (datidens) der blev rejst delvist ved offentlig indsamling) som Tysklands bud på en kongelig yacht, blev hun udstyret med tre 12,7 centimeter kanoner, seks antiluftskytskanoner, to maskingeværer og kunne medføre 280 miner. (Bemærk at 1 pund i 1940 svarer til ca. Kr. 370 i dag. Aviso Grille ville altså i dagens penge koste cirka 370 millioner kr. - synopsis oplysning)

Man kan oversætte Grille til “græshoppe” eller “fårekylling” men en anden fortolkning er “lune, påfund, grille” og i det mindste for det engelske øre, forekommer ‘grille’ som det mest passende navn for en statelig yacht.

Grille var det første skib til at afprøve den maskintype man planlagde at benytte i tyske destroyere, højtryksdampmaskinen. Ifølge dagbogen hos et tidligere besætningsmedlem, Kaptajnløjtnant Helmut Krämer, “kræver det komplicerede design af skibets motor en meget høj teknisk kompetence for at den kan være klar til hurtig tjeneste. Turbinerne fungerer med damp der er 400 grader. Skibets kedelsystem kontrolleres automatisk af et Askania-Anlage system, der er et nyt og uprøvet design og vi på Grille udfører vore prøver i forventning om, at lignende maskiner skal installeres i alle nye destroyere. Vi ombord er i en permanent stresstilstand.”  

Krämer var en af fire “Jakobs stige mænd,” juniorofficerer der oven i deres almindelige pligter, passede VIP’ere, der sædvanligvis kom til skibet ombord på Motorboot 1. Søfolkene skulle være 180 cm høje eller højere være iført hvide uniformer. Der var et moderne vaskeri med stryge og pressemaskiner ombord. De var ofte i tæt kontakt med Führeren og hans stab. Vigtige hemmelige konferencer med Flådekommandoen fandt sted ombord.

Jakobs Stige på skibsside

“Vi var underlagt de strengeste sikkerhedsforanstaltninger. De besøgende var førende personer i Det Tredje Rige, herunder Göring, Hess, Göebbels, Himmler og fine besøgende fra Ungarn, Italien og Japan. Hitler var den hyppigste besøgende der viste sit skib frem, og tilbragte sædvanligvis tre eller fire nætter ombord, men ikke ofte når det var langt til havs.”

Hitler ombord på Aviso Grille

Ifølge en anden Kriegsmarine officer: “Hitler havde kun meget lidt forstand på flådestrategi, skønt han ofte lærte skibets mindre detaljer udenad for at kunne ydmyge sine admiraler når de ikke kunne besvare ethvert spørgsmål han stillede.”

Livet ombord kunne åbenbart være meget stressende også for VIP’ere. Under afhøringen efter sin tilfangetagelse fortalte Kaptajnløjtnant Klaus Bargsten, eneste overlevende fra U-521, om sin tjenestetid som matros på Grille. Engang, fortalte han, da en gruppe af ‘Olympiske’ (tyske deltagere i OL i 1936) var ombord spillede et orkester som underholdning for dem, men skibets ventilator lavede så megen støj at man knap kunne høre musikken. Goebbels klagede til kaptajnen på sin sædvanlige overdrevne facon, og beordrede ham til at gøre noget ved det. Kaptajnen, i færd med samtalen med Goebbels, fik behændigt placeret denne til at stå foran en af ventilatorerne. Da han afgav ordren om at slukke for ventilatorerne, fik Goebbels et højlydt slag på ryggen af ventilatorklappen der lukkede ned.

Bargsten fortalte også noget kættersk om alkoholvanerne hos de store Nazister. Hitler sagd han var stærkt imod drikkeri og gav ofte sin stab nærmeste voldelige temperamentsfulde lektioner. Kort efter at have været udsat for en sådan tilsvining ombord på Grille, samledes staben i en saloon for at dulme deres flossede nerver med en flaske Champagne. Pludselig stod Hitler i døråbningen, og flasken som netop var blevet åbnet, blev diskret skjult under bordet. Hitler trådte energisk ind i salonen sparkede til flasken og indholdet løb ud, drejede om på hælen og gik uden at sige et ord ud.

Kedlerne ombord på Aviso Grille gav ifølge værftet Blohm & Voss’ forventninger, og efter flådens anbefalinger og forsøg, ikke den tilstrækkelige manøvrefleksibilitet, derfor blev de ikke benyttet i andre krigsskibe. Grille var i fredstiden benyttet i navigations- og artilleritræning, og som et ‘mål for u-bådene, hvilket betød at det regelmæssigt måtte rejse ud i Nordsøen og i Østersøen. Men når der var brug for det til statsbesøg og pligter blev Grille kaldt tilbage til Kiel eller Hamburg.

 

Første præsentation som en statsyacht var den 30. maj 1936, i en flådeparade for at mindes Slaget om Skagerak. (Jyllandsslaget 1916). Derpå drog Hitler og hans krigsminister feltmarskal von Blomberg på en kort rejse til Reykjavik. Når der skulle skrives hjem havde besætningsmedlemmerne ret til at benytte postkort med billedet af skibet, og et særtryk af kortet med  von Blomberg og Hitlers underskrifter blev trykt for at mindes denne betydningsfulde rejse.

Faktisk var Führeren det  meste af tiden ombord søsyg. Det efterfølgende år medførte hun den tyske delegation, anført af von Blomberg til England for kroningen af Kong George VI den 12. maj, og overvære Royal Navy’s Spithead opvisning samlet i Solent, nær Portsmouth den følgende dag. Oktober samme år bragte hun von Blomberg på en rejse ud i Atlanterhavet, hvor man lagde til i Funchal, Madeira og Porta Delgada.

Aviso Grille i 1938 (til venstre) Krydseren Gneisenau i midten

 

I sine erindringer nævner Ungarns regent, Admiral Miklos Horthy, en invitation til at besøge Germania skibsværftet i Kiel sommeren 1938:

"Hitler havde betænkt mig en æresbevisning. I min stilling som den sidste Øverstkommanderende for den Østrig-Ungarske Flåde, som nu var overtaget af Tysklands Flåde, skulle jeg overvære søsætningen af den svære krydser Prinz Eugen, og min hustru skulle døbe skibet.

"Min hustru, i selskab af damer og adskillige andre gæster var gået ombord på den elegante HAPAG liner Patria. Hitler og jeg gik ombord på Grille, som Hitler benyttede på sine rejser til søs. Flådeopvisningen fremviste det forbløffende antal fartøjer ejet af Tyskland når man tager i betragtning, hvor kort tid man havde haft til at bygge flåden op.”

Kapitänløjtnant Werner Lott, kommandør af U-35, erindrer at præcis et år senere, cirka 20. august 1939, “Holdt vi øvelse med alle vore u-både i den centrale del af Østersøen, hvor dybden er stor i en manøvre som Hitler havde beordret for at vise sig frem for Italiens konge på dennes statsbesøg. Hitler var nemlig blevet imponeret ved sit officielle besøg i Italien maj 1939 ved den noget statiske udstilling af u-både i Napolibugten og nu ønskede han at imponere kongen med meget mobile og realistiske manøvrer. Alt gik fint under denne øvelse der foregik rundt om Aviso Grille og derefter gik vi alle i land i Swinemünde havn. Der var u-bådskaptajnerne inviteret til frokost med ham ombord på Grille, hvor øverstkommanderende Räder var vært og Dönitz også var tilstede.

Efter frokosten skete der noget meget usædvanligt. Räder rejste sig, kom med nogle få bemærkninger og sagde derpå, “Er der nogen spørgsmål?” Jeg kendte ham udmærket og spurgte uden at tøve: “Vi kan ikke undgå at mærke at vi er på vej mod krig - er det helt uundgåeligt?” Han svarede uden tøven: “Hitler har til nu opnået så meget på sine seks år ved magten, at jeg ikke tror han vil risikere alle de positive ting i en farlig krig.”

To dage senere lagde Grille miner rundt om havnen Wilhelmshaven...

Tre år senere, efter den tidligere konges besøg og tre år efter indledningen af “en farlig krig” overværede Mussolini søsætningen at verdens dengang største krigsskib, der som man kunne forudsige måske skulle navngives Führer, og blev ført ud til en festmiddag ombord på Grille i Østersøen. Hans vært (som en officer fortalte) var i særlig grad godt tilpas med at han “ved denne lejlighed ikke havde følt sig blot en smule utilpas.”

(Dette slagskib må være Tirpitz som blev færdigt i 1942)  

På Führer'ens ordre var skibet ikke camoufleret til krigsbrug, men havde beholdt sin karakteristiske gule skorsten og hvide skrog med guld på stævn og agter. Han omtalte skibet som “Østersøens Hvide Svane.” Men Grille havde imidlertid, mellem statsbesøgende skiftet rolle fra ‘kongelig’ yacht til krigsskib.

 

Da Hitlers hær invaderede Polen den 1. september 1939 gav han besked om at ‘hans’ yacht skulle gøres klar til kamp. Mineudlægningsudstyret blev gjort klar på dæk, og minerne lastet i Wilhelmshaven. Om aftenen den 3. september og de efterfølgende seks nætter udlagde Grille med en destroyer enhed som beskyttere miner i Nordsøen.   

Krämer husker at “i Themsens udmunding var navigationslysene stadig tændt. Tilbage i Kiel fik Grille mere ammunition og miner ombord til forberedelse af besættelsen af Norge.

Hitler havde erklæret at hans ‘eget’ skib skulle føre an i invasionen, og flåden sejlede op langs den danske kyst med Grille som det førende fartøj. På ruten og stadig i farvand beskyttet af tyske minefelter hørte Krämer pludselig et “brag og en buldren på vort eget skib. Mine første tanker var at vi havde ramt en af vore egne miner.” Over hele skibet råbte folk og alarmklokkerne gik i gang. Det var præcis midnat. Man havde imidlertid ikke ramt en mine, men i det øjeblik klokken slog var man hamret ind i et dansk fragtskib, der nu “bogstaveligt hang fast på vort skib.”

De fik de noget forvirrede danske sømænd ombord, og fik vendt skibet og sat Motorboot 1 i vandet for at lede efter flere overlevende. For besætningen så det ud som hundreder af flydende nøgne kroppe, men da de kom tæt på for at hale dem op opdagede de at de ikke var mennesker, men grise, “der hylede, hvinede og kom med de mest rædselsvækkende skrig og grynten,” Grisene var en del af Danmarks eksportaftale.

Der var blevet slået hul på Grille og hun tog vand ind, og måtte vende om til Kiel for at blive repareret, således blev hun nægtet hæderen ved at føre an i angrebet på Norge.

“Imidlertid havde vi ‘sænket’ 300 grise,” bemærkede Kapitänløjtnant Krämer ganske filosofisk. Da Grille var tilbage på havet efter reparation,  affyrede hun et skud over boven på endnu et skandinavisk handselsskib og holdt det tilbage; dette skib medførte cellulose på vej til England. Ti kommandosoldater fra Grille bevæbnet med rifler og pistoler blev sendt til skibet på Motorboot 1, bordede hende og eskorterede deres prise tilbage til en tysk havn. Resten af besætningen befandt sig nu sig i den isfyldte Finske Bugt, og ventede på afløsning. Der var isflager hele vejen rundt om skibet, og en tyk tilisning af dækkene var begyndt. Olien til opvarmning og madforsyningen var på et minimum, og til sidst måtte Grille, med et noget slukøret mandskab, sultne og frysende lægge til i den nærmeste tyske havn, hvor olietankene blev fyldt op, og forsyninger bragt ombord,  og skibet gjorde sig klar til sin næste mission: Operation Søløve.

Hitlers slagplan fra første skitse til fuldførelse havde kun været under forberedes i 80 dage (til sammenligning tog det over to år at organisere landgangen på D-dag). Til invasionen (af England) forestillede man sig at skulle bruge ti infanteriregimenter, 170 lastskibe, 1277 Rhinpramme, og 471 slæbebåde, der alle skulle være samlet om Grille i Ostende.

 

Flodpramme samlet i Wilhelmshaven

Selvom man tog hensyn til den kendsgerning af prammene ikke var sødygtige i andet en helt blikstille vand, og kunne væltes af kølvandet fra et Royal Navy krigsskib, så var det helt umuligt at mobilisere i en sådan skala og regne med af RAF ikke lagde mærke til det.   

Operationen er blevet beskrevet som “måske den mest fejlfyldte plan i den moderne krigførelses historie.” Krämer siger: “Vi blev ofte bombet og skjulte os i kældrene i de udbombede huse. Ombord var der kun flakkanoner. I havnen så det rædselsfuldt ud; overalt brændende skibe og småbåde. Alle kajanlæggene var skadede. Der var ingen ferskvand; alt lå i ruiner og aske. Pludselig blev Operation Søløve afblæst. Vi var uskadte, og vi sejlede bort fra helvedet tilbage til Kiel.”

Hitler skiftede derpå interesse mod Sovjetunionen og Operation Barbarossa, invasionen af Rusland og med Grille der nu igen førte an i at lægge miner ud.

Derefter oplevede Grille en relativ fredelig periode under krigen.

 

I 1942 blev hun malet krigsgrå og benyttet som stabsskib og operationelt hovedkvarter for Storadmiral Erich Räder, øverstkommanderende for Flåden, og hovedsagelig med base i Narvik, Norge. Slaget om Arktisk blev ledet fra skibets spisesalon. Da Räder blev skiftet ud med Karl Dönitz blev Grille kommandoskibet for U-båds flåden.

Den 1. maj 1945 blev Storadmiral Dönitz sejlet af Grillet til Grille og der på skibets fordæk kom meddelelsen om Hitlers død. Det er optegnet i skibets logbog, “at han efter Führerens ordre, havde overtaget ledelsen af den Tyske nation og som øverstkommanderende over kampenhederne.”

Logbogens sidste tyske optegnelse var: “2-4 Maj: Flaget på halv til erindring om vor Führers heltedød.” Nogle få dage senere sejlede Grille, nu med ruststriber på sit grå skrog og med kun en fungerede kedel (maskinen var blevet saboteret) fra Trondhjem. Med den tyske besætning under kommando af britiske officerer lagde hun for anker ved Forth at Ryseth som krigsbytte. Da hun var alt for stor til at befinde sig i en travl havn blev hun efterfølgende slæbt til den beskidte, og langt mindre værdige kulhavn ved Hartlepool, County Durham, og et år senere udbudt til salg for højeste bud. Der var ingen mindstepris, men der fortælles at  Finansministeriet håbede at opnå et beløb på mellem 70000 - 100000 britiske pund, som man anså som “yderst billigt.”  

Betalende besøgende fik lov at komme ombord. De fik fremvist 35 luksusgæstekahytter og mandskabskvartererne, kabyssen der udelukkende var med el, vaskeriet, værkstederne, sygeafdelingen og den indretning der kunne afsalte 24 tons saltvand om dagen. Det var nærmest ikke muligt at finde et hagekors; der var faktisk kun to, en i stævnet som en del af Kriegsmarine emblemet, og endnu en på skibsklokken. Hitlers suite var hovedattraktionen, med et forværelse, et soveværelse og et badeværelse. Badeværelses gulvet kunne overskylles automatisk. Der var tæppebelagte gulve, et skrivebord, sofa og lænestole, alle sammen i æggeskalsblåt stof og off white bemaling. Lige overfor var en suite nøjagtig magen til blot med rød som den dominerende farve. De besøgende fik at vide at det var “boudoiret reserveret for Eva Braun.” men selvom dette uden tvivl ville have været et godt salgsargument for potentielle købere og turister, er der ingen optegnelse om at hun nogensinde havde været ombord.

August 1946 meddelte Admiralitetet at en køber, en canadisk skibsreder og en finansmand der boede i Byfleet, Surrey havde betalt cirka 125000 pund for skibet og planlagde at sejle verden rundt for at fremme britisk eksport. To år senere var skibet igen til salg, nu med en udbudspris på 400000 pund og blev endelig solgt til George Arida, en tøjfabrikant fra Libanon, prisen skulle være 357000 pund.

Hr. Arida der under krigen havde leveret materialerne til de uniformer der benyttedes i troperne af briterne, og også personligt havde betalt for udviklingen af en RAF Spitfire, repræsenterede i hemmelighed Kong Farouk af Egypten, der ikke ønskede offentligt at blive knyttet til købet af “Hitlers yacht.” På vej til Beirut, med en senioringeniør fra Blohm & Voss ombord opdagede man saltvand i kølesystemet, og Grille måtte lægge til på Malta for at blive repareret.

I Beirut satte anti-Farouk terrorister to magnetminer på skroget, de forårsagede dog kun mindre skade. Men pludselig mistede kongen interesse i sit køb, og efterlod hr. Arida, der ikke brød sig om havet med både skib og regning. Grille blev ført til New York, hvor hr. Arida håbede at finde nogen der kunne være interesseret i at lave hende om til et luksus cruise skib, eller et flydende casino, og hun blev igen kortvarigt en turistattraktion og lå ved kaj ved et sted beskrevet som “nær Wall Street.” Kajpladsen kostede dog 250 pund om dagen, og indtægterne var små, så hun blev det hr. Arida beskrev som “et dyrt stykke legetøj.”

April 1951, fire år efter han havde købt skibet solgte han Grille til ophugning for 35000 pund, mindre end en tiendedel af hvad han havde betalt og fartøjet blev slæbt til en dok ved Delaware floden for at blive skåret i stykker og metallet fra hende skulle benyttes i Amerikas forsvarsprogram.

Samtidig i Hartlepool var Motorboot 1, der nu var kendt som Grillet, gjort anvendelig for Royal Navy som redningsfartøj for den lokale yachtklub.

I 1946, da Grille blev solgt første gang erhvervede hr. Tommy “Tot” Richardson Grillet i bytte for en ny Austin Ten. Motorboot 2 blev købt af en fisker der ville benytte den til passagertransport på Moray Firth og Loch Ness. Motorboot 3 blev købt af en landmand i Poole ved kysten nær Dorset, og solgt igen i 1969. Trods omfattende forskning er det ikke lykkedes at opspore Mb-2 og Mb-3.

“Tot” Richardson solgte Grillet i 1966. Hun blev solgt igen i 1974, hvorefter hun i adskillige år benyttedes som turskib i weekenderne, og lå ved River Ouse i York. Så blev hun til et fiskefartøj ved Humber flodmundingen. I 1986 blev hun erhvervet af hr. Ian Slack, en ingeniør fra Rotherham, og benyttedes som familiens turbåd. Han havde båden liggende fast ved landsbyen Heck, nær Doncaster.

Den nuværende ejer købte Grillet af hr. og fru Slack i 1999 og har siden sejlet med den i Middelhavet. Han fuldførte en renovering i 2007, der omfattede en ny egetræskøl og hydraulisk styring, og så blev den udstyret med stabilisatorer.

Grillet til kajs ved Penton Hook, Themsen nær Chertsey, Surrey under ombygning i 2001.

Bådpladsen er det tætteste Motorboot 1 kom på Windsor - blot 18 kilometer borte.

Grillet i dag

---

Aviso Grille Data

Køllagt - juni 1934

Søsat 15. december 1934

Færdigapteret 19. maj 1935

Skibsværft: Blohm & Voss, Hamburg

Længde 135 meter

Bredde 13,5 meter

Dybdegang 4,2 meter

Tonnage 3430

Maskineri: 4 højtryksdampmaskiner med senere forbedringer

Tophastighed 26 knob

Bevæbning: 3 stk 12,7 kanoner, 6 antiluftskytsenheder og 2 maskingeværer

Miner: plads til 280

Officerer: 05.35 - 05.38 Kommandør. Helmuth Brinkmann

05.38 - 06.40 KzS v.d.Forst

06.40 - 10.40 Lt.Cdr Poske

11.40 - 03.42 Lt.Cdr Lanz

03.42 - 08.42 out of

08.42 - 05.44 Lt.Cdr Just

05.44 - 05.45 KLt.dR Ludloff

Skæbne: 1945 overtaget af UK,

1946 solgt til et selskab i Libanon til krydstogter i Middelhavet.

November 1947 skadet i Beirut.

August 1949 til salg i USA

1951 ophugget i Sydney

http://strangevehicles.greyfalcon.us/AVISO%20GRILLE.htm