Borgerlige friheder og Civil War
For 150 år siden den 3.,4. juli, 1863, fik to Union sejre ved Gettysburg og Vicksburg en afgørende betydning for Civil Wars udfald. En konsekvens af det var frigørelsen af slaver i Amerika. Endnu en konsekvens har været påfundet af en populær myte: At forbundsregeringen er den bedste til beskyttelse af borgernes friheder.
Denne myte har været så potent, at da Højesteret her i juni måned afgjorde og afviste at Voting Rights Act’s forordninger om immigranter ikke længere kan være under mistanke, hvilket omfattede næste hele Syden da advarede selvudnævnte “borgerrettigheds” ledere om de alvorlige farer derved. Selv blandt mange konservative er der en forkert forståelse af, at Bill of Rights havde til hensigt at beskytte vore friheder fra al regeringsindblanding.
Bill of Rights har faktisk til hensigt at beskytte amerikanske borgere og amerikanske stater mod forbundsregeringen, som man anså som den største trussel mod borgerlige friheder. Efter Civil War, opfandt Højesteret ud af intet “Incorporation Doctrine,” hvorved Bill of Rights i Forfatningen blev bedømt til at gælde såvel stater som Forbundsregeringen.
Dette var helt og aldeles unødvendigt: Hver stat har sine egne Bill of Rights, og de første 13 stater havde disse bills of rights i kraft før de føderale Bill of Rights, og endog Forfatningen. Disse stats bills of rights medførte typisk flere borgerlige friheder end den føderal Bill of Rights.
Hvorfor er så amerikanerne blevet ‘overtalt’ til at tro at vi har brug for de føderale Bill of Rights, forbundsregeringslove og forbundsdomstole til beskyttelse af vore borgerlige friheder? Efterspillet af Civil War er den eneste grund til denne besynderlige og fejlfyldte ræsonneren. At begribe denne ufornuftens rationalitet kræver at vi går dybere ind i amerikansk historie før Civil War.
Slaveriet eksisterede i hver eneste stat i det nye United States. På Civil Wars tid, havde de fleste stater i Unionen forladt slaveriet, og det er meget sandsynligt at mange af slavestaterne, af sig selv, ville følge efter:
Missouri, Delaware, Kentucky, and Tennessee, for eksempel, var stater hvor slaveriet krænkede frie arbejdere og europæiske immigranter, og hvor bomuld, der var hovedindtægten i stater med slaver, ikke blev dyrket.
Selv i Deep South, stod slaveriet overfor alvorlige problemer. Frankrig, England, Canada og Mexico havde alle den samme modvilje mod slaveriet, ligesom Nord. Ydermere blev der dyrket bomuld i Egypten, Indien og andre områder med arbejdslønninger der kunne smadre Syden. Moralsk og økonomisk pres var ved at knække, dødsdømme, slaveriet, og det kunne være sket uden Civil Wars rædsler. (Læs denne om opfindelsen af bomuldsrensemaskinen der fjernede behovet for slid og slæb, og dermed masser af billig arbejdskraft)
Civil War og eftermælet med hyper-føderalisme maskerede, hvorfor Deep South begyndte at løsrive sig efter valget af Lincoln i 1860. Det var ikke fordi Lincoln havde lovet at bruge føderal magt til at påtvinge Sydens stater emancipation. Det var snarere, fordi det slaveejende South for første gang havde mistet sit jerngreb om den føderale magt. Dette omfattede, at man sikrede sig at enhver Demokrat i North der ønskede at komme i Kongressen eller Det Hvide Hus, støttede South i slavespørsmålet.
Alle præsidenter siden John Quincy Adams havde støttet håndhævelsen af love vedrørende flygtede slaver, havde været imod emancipation af slaver i District of Columbia, og havde udnævnt Højesteretdommere der var velvilligt indstillede over for slaveriet. Forestillingen om at Højesteret beskyttede borgerlige friheder fra statsregeringens overgreb - et ikke omtalt tema i politik i dag - nåede sit makabre udbrud i den væmmelige Dred Scott v. Sanford afgørelse. Domstolen afgjorde at sorte, engang slaver i Syden altid var slaver i Amerika.
Højesteret galopperede henover statsrettigheder i nordlige og vestlige stater der ikke havde slaveri. Det overvejende Demokratiske Syden støttede helhjertet denne føderalisering af slaveriet og fjernelsen af emnet fra lovgivernes ‘bænke.’ I 1860 sagde Demokraterne i Party Platform om problemet slaveri:
“Besluttet, At Det Demokratisk Parti vil overholde afgørelsen fra Højesteret i United States vedrørende disse spørgsmål af Forfatningsrelateret Lov. ......Besluttet, At indførelsen af State Legislatures for at knække den trofaste håndhævelse af Fugitive Slave Law i sin udforming er fjendtlig, undergravende for Forfatningen og i sin effekt revolutionær.”
Staternes regeringer, ikke den føderale regering, beskytter de borgerlige rettigheder. Undertrykte mennesker søger hen mod friere og mere sympatiske regeringer. Sorte flygtede engang fra Jim Crow Missisippi til Chicago, men i dag flygter chicagoindbyggere fra Windy City til det mere frie erhvervsklima i Missisippi.
Denne regeringernes markedsplads, når statsrettigheder i et føderalt system er robuste tillader også at kulturelle og religiøse forskelle kan blive løst og at alle vinder derved. Mormon Utah har nogle af de mest stramme regler for alkohol i nationen. New York City der har en meget stor jødisk befolkning holder skolerne lukket på såvel jødiske som kristne helligdage. Statsvalgte embedsmænd bor også i samfund hvis live de skaber og håndhæver.
Dette er radikalt anderledes end beboerne i Washington, der nominelt kommer fra Colorado eller Florida, men som sender deres børn i skole og lever deres liv i den kunstige ‘kedel’ i vort lands hovedstad.
Borgerlige friheder har betydning. At forsvare de friheder er selve formålet med regering som vor Declaration of Independence minder os om. De friheder trives kun når staterne er stærke. Det er den virkelige lære af Civil War.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar