At hade det sunde og helstøbte
Vi var inviteret til middag i denne uge hos en familie i nærheden. John og Mary er lidt yngre end min mand og jeg, og deres fem børn er i alderen fra 12 til 2 år.
Det er en from religiøs familie og deres børn får hjemmeundervisning. Børnene er glade, velopdragne, høflige, sjove og livlige.
Med syv unge mennesker i huset (deres og vores to) kan situationen undertiden blive noget støjende, men det var morskab og ‘larm’ som voksne elsker at høre. Vor 16 årige datter (der ønsker at være barneplejerske) er babysitter for denne familie så børnene kender hende udmærket, og de var beskæftiget med at lege skjul og andre lege. Af og til faldt den mindste og slog sig, men et hurtigt kram og kys fra moderen var nok til at opmuntre ham til at være med i legen med de andre igen.
Efter middagen sludrede vi voksne. John er konverteret til Marys religion. Marys store familie bor lige i nærheden, og de har alle kontakt med hinanden. Men Johns familie, skønt den også er lokal, har aldrig accepteret at han er konverteret til Marys tro, Han fortalte os at forholdet stadig er anstrengt.
Da John første gang nævnte, hvor skuffet hans familie var over at han var konverteret, var min første tanke, “Måske de ønsker at han forblev medlem af den religion som han er vokset op med.” Men det var ikke tilfældet, for John er vokset op helt uden nogen religion og hans familie bryder sig ikke om den kendsgerning at John helhjertet går ind for det de anser som et enormt tidsspilde.
Resultatet er, at hans søskende og forældre ikke godkender den måde han og Mary opdrager deres børn. Disse, dejlige, helstøbte, fromme, morsomme og humoristiske, høflige, velopdragne, intelligente børn ..... nuvel hvilken skuffelse de er for deres bedsteforældre!
Åbenbart er dette ikke en usædvanlig hændelse. Jeg har en anden ven, der sammen med sin mand og børn gennemgik en lignende konversion for nogle år siden. Denne ven havde været lige foran en skilsmisse, deres tre børn på vej ud i noget skidt (oprørske, uregerlige mv). Deres nyfundne tro førte dem sammen. Børnene er blevet til at styre, viser respekt, er høflige og går beskedent klædt. Forældrene er fundet sammen igen som en kærlig enhed og passer på deres familie. Jeg har betragtet denne forvandling fra begyndelsen til nu, og den har været decideret forbløffende.
Det som har været lige så forbløffende er holdningen hos min vens svigermor. Siden de konverterede har denne kvinde faktisk forsøgt at sabotere sine børnebørn der er teenagere i deres forvandling. Hun har forsøgt at overtale dem til at gå udfordrende klædt, i stedet for beskedent. Hun har forsøgt at overtale dem til at gå i byen og drikke istedet for at blive hjemme og dygtiggøre sig. Jeg er bekymret over det som denne ældre kvinde har gang i. Det er kommet så vidt at hendes søn, min venindens mand, har bedt sin mor om at holde igen, ellers vil hun ikke komme til at se sine børnebørn. Heldigvis har bedstemoren lyttet og forholdet er nu hjerteligt, men en smule anstrengt.
Jeg er nærmest fuldstændig forbløffet over at en bedstemoder ville opmuntre sine børnebørn til at opføre sig og være klædt som billige tøser. Hvorfor? Hvad er formålet? Hvad ville der ske? Disse spørgsmål er ubesvarede.
Men det illustrerer den tilbagegang og det fjendskab der er mod ‘det sunde og hele’ som jeg har observeret på det seneste.
Unge mennesker er heldige, hvis de vokser op med forældre der giver dem tro, kræver gode manerer og at de har en respektfuld opførsel og går beskedent klædt. Men unge mennesker der vokser op uden disse fordele - og senere så får dem - behandles ofte som pariaer af familiemedlemmer og venner.
Det er så let at sige at denne uvilje skyldes skinhellighed. Trods alt er disse mennesker jo ‘helligere’ end du, ikke sandt? De står jo der og gnubber deres nyfundne ydmyghed og religiøse fromhed lige i ansigtet på de som foretrækker ikke at have struktur og tro i deres liv, ikke sandt?
Det afhænger af hvordan man definerer det, formoder jeg. I sagerne med de to familier så erfarede de for lang tid siden at det var nytteløst at forsøge at overbevise deres slægtning om deres nye livsstil gavnlige virkninger, derfor taler de bare ikke om det, og meget mindre forsøger de at få andre over til deres tro.
Udover det så er opførslen af mine venners børn et utroligt godt bevis. Sammenlign disse ‘hele og sunde’ unge med typisk ikke-religiøse “socialiserede” børn i offentlige skoler, og du vil forstå hvorfor religiøse hjemmeundervisere møder modstand. Ingen holder af at blive forhånet af nogen der ingen moralnormer besidder. Tolerance, som du måske har bemærket går altid kun en vej.
Selve hovedkaraktertrækket ved dette had til det ‘sunde og hele’ er dets irrationalitet. Hvordan kan nogen dog være imod det anstændige? Hvorfor bliver mennesker dog fortørnet over andres bestræbelser for at leve et moralsk liv? Kritikere vil ofte ty til personlige angreb for at nedgøre en andens moral. Indrømmet, så sætter en moralsk livsstil en standard som mange andre ikke kan leve op til, men den væremåde er ikke påtvunget andre eller dem selv. Det er et personligt valg. Kunne det være at ‘renhed’ spreder lys i mørket og dermed afslører nogle ‘beskidte’ hjørner?
Religiøse hjemmeundervisere bliver af nogle omtalt som en trussel mod samfundet. Teenagepiger der foretrækker at gå beskedent klædt og ikke sover hvor som helst er unormale. Teenagedrenge der holder styr på deres hormoner og lærer en arbejdsmoral er bare forkert på den. De teenagere vil vokse op, blive gift og få en lykkelig familie (muligvis vil de vælge hjemmeundervisning af deres egne børn). Jamen, hvilken rædselsfuld skæbne!
Bemærkelsesværdigt er det, at jeg kun har set meget, meget få tilfælde hvor ‘hele og sunde’ unge bliver forført til den “mørke side” af kritikerne. Men jeg har set masser fra “den mørke side” komme ind i lyset ved eksemplerne på ‘det sunde og hele.’
Måske det er problemets kerne. Fjendskab overfor ‘det sunde og hele’ kommer fra mennesker der hader godhed, eller hemmeligt skammer sig over deres måske noget anløbne opførsel.
Heldigvis har disse familier med deres helstøbte børn styrken til at lade kritik ligge. De skal trods alt stå til ansvar for en Højere Myndighed, og derudover, hvad betyder egentlig en kritiserende bedstemor? Derfor tager de det ubehagelige i stiv arm, selvom det betyder et anstrengt forhold med den store familie. De ved de har det bedre end kritikerne. Det var Jesus der sagde, “Velsignet er I når folk hader Jer, når de udelukker Jer og krænker Jer og ikke vil kendes ved Jer, på grund af Menneskesønnen.” (Lukas 6:22.)
Patrice Lewis is a freelance writer whose latest book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar