Hvad vi lærte af MS St. Louis 1939
Samtale med overlevende og tanker om Israel nylige beslutning om immigration
Adam Chandler
Et af de mest gruelige symboler på verdens ligegyldighed overfor Nazi Tysklands fremfærd og forfølgelsen af de europæiske jøder er MS St. Louis, et tysk passagerskib der bragte næsten 1000 jødiske passagerer over Atlanten, blot for at de blev nægtet adgang til USA, Cuba og Canada. Som det er velkendt havde St. Louis ikke noget andet valg end at vende og returnere til Europa, hvor knap 250 af passagerer forsvandt. Som det berettes af rigtig mange var det den 4. juni 1939 at flygtningeskibet officielt blev nægtet adgang til USA da det sejlede langsomt op langs Floridas kyst lokket af lysene fra Miami.
Jeg har talt med Herbert Karliner, passager ombord, der var 12 år dengang.
“Jeg husker tydeligt jeg så Miami Beach, og tro mig når jeg fortæller dig dette, det gjorde så stort indtryk på mig, og jeg sagde ‘En dag vil jeg gerne bo der.’ Det kom jeg til, men mine forældre og mine søstre klarede det ikke.” 
Tilbage i Europa overlevede Karliner på et børnehjem i Frankrig. Han blev en gang fanget, men kun drenge over 16 blev deporteret. “Det var kun en uge før jeg fyldte 16, og tro mig, alle mine venner over 16 blev taget. Ikke en kom tilbage.”
Han flyttede rundt i Frankrig med forfalskede papirer og arbejdede på en gård, hvor ingen vidste han var jøde og tysker, og han gik i kirke. Sent december 1946 kom Karliner til USA, gik på aftenskole for at lære engelsk, og mødte en slagter der havde en bil og var på vej til Miami. De ankom i 1949.
“Men i 1950 fik jeg et brev fra Uncle Sam. ‘Jeg har brug for dig’ I 1939 havde han ikke brug for mig. Min i 1950 pågreb han mig og jeg kom i hæren. Jeg bestod min tolkeprøve i fransk og tysk, og hvor tror du de sendte mig hen? Til Fjernøsten. Derfor kom jeg i 1952 tilbage til Miami og bor her nu.”
Jeg spurgte ham om han holder af Miami.
“Jeg elsker det.”
Fred Buff, der er næsten 92 nu og bor i Paramus, New York endte i Antwerpen, Belgien efter skibet var kommet tilbage til Europa.
“Jeg var der i seks måneder og var så heldig at komme ud før tyskerne kom ind. De kom i maj, og jeg kom ud i december. Vore fæller (på skibet) der ikke nåede at komme ud da tyskerne invaderede Holland og Belgien og dele af Frankrig, 260, mistede vi.”
Historiske analogier kan være yderst problematiske, men mens jeg forberedte mig på at tale med de overlevende fra St. Louis, kunne jeg ikke lade være med at spekulere over rapporten om at Israel, der absorberede 1,5 millioner jødiske flygtninge efter 2. Verdenskrig vil begynde at sende nogle af deres 60000 afrikanske indvandrere ud af landet. Indvandrerne, der flygtede fra vold og folkedrab i Congo, Sudan og Eritrea risikerede livet for at komme til Israel.
Ifølge et dokument, fortalte en statsadvokat at den israelske Højesteret har indgået en aftale med et ikke nærmere angivet land om at absorbere nogle immigranter, og at Israel var i forhandlinger med to andre lande for at sikre en lignende aftale. Detaljerne er ikke åbenbaret, skønt Israels statsadvokat, Yochi Gnesin, sagde at tilbagesendelse af migranterne ville ske “gradvist.”
For et par år side rapporterede jeg om samfundet af afrikanske flygtninge i Israel, hvor en af dem, ved navn Ephraim, fortalte mig om sin flugt fra Eritrea:
Flugten var et spil med livet som indsats. Han betalte smuglere for at føre ham nordpå gennem en labyrint af elendighed og med evindelige forhindringer. De som ikke dør af træthed, sult eller dehydrering på vejen skal klare sig gennem Sinai Ørkenen, hvor egyptisk politi uden varsel skyder dusinvis om året. Kvinder der foretager rejsen bliver ofte voldtaget, undertiden af deres ‘hjælpere’ og flygtninge bliver ofte udnyttet finansielt af lykkejægere.
Når flygtningene så er i Israel så kan de påbegynde den udfordrende opgave det er at tilpasse sig livet i et nyt land, de søger efter arbejde og husly. Nogle af kvinderne der ankommer er gravide med deres voldtægtsmænds børn og ender med at sove på steder som Levnsky Parki i det sydlige Tel Aviv’s slidte Neve Sha’anan kvarter.
.
Israels premierminister praler af at det er lykkedes ham at dæmme op for strømmen af immigranter til landet, og at antallet i flygtningesamfundet i det store og hele er konstant. I mellemtiden har organisationer påtaget sig at hjælpe immigranterne med at lære hebraisk, få en uddannelse, og arbejde. Så hvorfor sende dem tilbage?
For de som mener at Israel holder fast ved en moralsk forpligtelse til at give husly til de som flygter fra folkedrab, er det et simpelt spørgsmål. For alle andre meget mere komplekst.
Jeg spurgte Herbert Karliner, der fik skabt sig et liv i Miami og som tjente sit land, om han nogensinde ser sine overlevende fæller fra St. Louis. Han fortalte mig de mødtes i Washington D.C. til en konference sidste år. Hvad skete der der?
“Udenrigsministeriet har endeligt anerkendt at det var forkert at sende os tilbage. Nu er det for sent.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar