'Sex Jihad'
Der er dukket nyheder op, for nogle uger siden, i de arabiske medier, om at endnu en fatwa har opfordret praktiserende muslimske kvinder til at rejse til Syrien og tilbyde deres seksuelle ydelser til jihadkrigerne der kæmper for at styrte den verdslige Assad regering og indføre islamisk lov. Rapporter knytter fatwaen til den saudiske sheik Muhammad al-’Arifi, der sammen med andre muslimske gejstlige tidligere har sagt at jihadkrigere voldtager syriske kvinder.
Muslimske kvinder der prostituerer sig selv i denne sag betragtes som værende med i en lovlig jihad, for sådanne kvinder ofrer deres dydighed, deres værdighed for at hjælpe tilsyneladende seksuelt frustrerede jihadkrigere i bedre at holde fokus på krig for at give Islam magt i Syrien.
Det er prostitution for de bliver lovet betaling, dog først i livet efter dette. Koranen erklærer at “Allah har købt de troendes legemer og deres besiddelser; og deres belønning er haven (Paradiset). De kæmper for Hans sag, og slås ihjel. (Yusuf Ale 9:111).
Med baggrund i denne fatwa er adskillige unge tunesiske piger rejst til Syrien for at blive “sex-jihadis.” Videointerviews med fortvivlede forældre der klager over deres døtres skæbne er på internettet, herunder en med en far og mor der viser et billede af deres datter: “Hun er blot 16 år, kun 16” De hjernevaskede hende!” bønfalder faren.
Her fornylig udgav den egyptiskbaserede nyhedsservice Masrawy et videointerview med “Aisha” en af de tunesiske muslimske piger der drog på sex-jihad til Syrien, kun for at beklage hendes handling. Da hun var i Tunis sagde Aisha hun mødte en muslimsk kvinde der begyndte at tale med hende om vigtigheden af dydighed, herunder at være iført hijab; så gik hun videre med at tale om at rejse til Syrien for at hjælpe jihadkrigerne med “at kæmpe og slå vantro ihjel” og gøre Allahs ord til lov, og føjede til at “kvinder der dør ville dø på Allahs vis og blive martyrer og komme i paradiset.”
(Ifølge den herskende islamiske lære er det at dø i jihad den eneste garanti for at undgå at komme i helvedet.)
Aisha kom endelig til den konklusion at hun blev udnyttet i religionens navn og forlod mødet.
Samtidig med nyheden om at muslimske piger i hijabs prostituerer sig selv i Islams navn kan overraske nogen, da udsteder islamiske gejstlige regelmæssigt fatwas der tillader forbudte ting så længe de hjælper med til jihad. For eksempel så skjulte underbuksebomberen Abdullah Hassan al-Asiri sprængstoffer i sin endetarm for at myrde den saudiske prins Muhammad bin Nayef, men ifølge værten på et shiitisk talk-show Abdullah Al Khallaf, fik han jihadkrigere til at sodomisere ham for at hans rektum kunne blive “udvidet” så der var plads til mere sprængstof. (læs denne på synopsis)
Al-Khallaf læste fatwaen der åbenbart retfærdiggjorde sådanne handlinger på en episode på Fadak TV i 2012.
Efter at have hyldet Allah og erklæret at sodomi er forbudt i Islam vurderede fatwaen:
“Imidlertid kommer jihad først, for det er Islams søjle, og Islams søjle kan kun nås gennem sodomi, derfor er der intet forkert i det. For den overordnede regel i (islamisk) lov vurderer at “nødvendigheden gør det forbudte tilladeligt.” Og hvis forpligtende ting kun kan opnås ved at udføre det forbudte, så bliver det en pligt at udføre det forbudte og der er ingen større pligt end Jihad. Efter han sodomiserede dig skal du bede Allah om tilgivelse og prise ham endnu mere. Og vid at Allah vil belønne jihadister på Opstandelsens Dag, efter deres intentioner og din intention. Allah vilje, er sejr for Islam og vi beder Allah modtage den af dig”.
Samtidig med at alle disse sex-fatwaer kan forekomme at være bizarre så sætter de fokus på to vigtige (dog kun lidt kendte i Vesten) punkter. For det første at jihad er en af Islams “søjler” fordi den gør Islam som suveræn, og der det andet ideen om at “nødvendigheden gør de forbudte tilladt.” Fordi det at gøre Islam enevældig gennem jihad er den vigtigste prioritet, så er alt andet der eller er forbudt tilladt. Alt det der betyder noget er formålet, eller niyya (Se Sheik Yusuf al-Qaradawis diskussion om disse emner.)
Når det drejer sig om forholdet mellem sex og vold (jihad) blev det engang udforsket af det arabiske satellitprogram Daring Question, der sendte diverse klip med unge jihadister der muntert synger om deres kommende død og efterfølgende seksuelle eskapader i himlen.
Efter at have dokumenteret forskellige anekdoter om jihadibesættelse af sex, konkluderede den egyptiske menneskerettighedsaktivist Magdi Khalil at “absolut alt (jihad, selvmordshandlinger mv.) drejer sig om sex i paradiset,” og føjede til, “hvis du betragter hele islams historie, så ender man med to ord: Sex og vold.”
Faktisk fastholdt Islams profet Muhammad at døden ved jihad ikke kun eliminerer alle synder, herunder seksuelle, men faktisk ophøjer dem:
Martyren er noget særlig for Allah. Han tilgiver (alle synder, fra den første blodsdråbe (som han udgyder). Han ser sin trone i paradiset, hvor han vil blive udsmykket i troens ornamenter. Han vil gifte sig med ‘Aynhour (også kendt som “frodige kvinder”) og vil ikke kende til gravens pinsler, og være sikret mod helvedets kvaler....Og han vil kopulere med 72 ‘Aynhour (se The Al Qaeda Reader, s. 143).
Dette er så en af mange helt åbenbare modsigelser i Islam: Muslimske kvinder skal dydigt være tildækket for hoved til få, dog i jihadtjeneste får de lov til at prostituere sig selv.
At lyve er forbudt, men tilladt for at give magt til Islam. Bevidst at slå kvinder og børn ihjel er forbudt, men tilladt under jihad. Selvmord er forbudt men tilladt under jihad, hvor det kaldes “martyrium.
Man kan derfor forvente hvad som helst for de som har lyst til at blive jihadis, uanset hvor u-islamisk metoderne ellers kan forekomme at være.
Uanset hvad så er det denne mentalitet der er fremherskende overalt i den islamiske verden især i jihadsammenhæng, og det er den samme mentalitet som mange af Vestens ledere og politikere tror man kan forsone sig med, med blot lidt mere respekt, mere ønsketænkning og indrømmelser fra Vesten.
Sådan ser den store, og med katastrofale følger, manglende erkendelse af realiteterne i vor tid ud.
Raymond Ibrahim is a Shillman Fellow at the David Horowitz Freedom Center and an Associate Fellow at the Middle East Forum
Ingen kommentarer:
Send en kommentar