Når jøder stemmer
I 1862, udstedte Ulysses S. Grant en befaling om at alle jøder skulle udvises af hans territorium. Historikeren Jonathan Sarna forklarer. 
Den 17. december 1862, udstedte General Ulysses S. Grant, der optaget af smugleriet, og vred over at erfare at hans egen far konspirerede med jødiske tøjfabrikanter, for at få flyttet bomuld fra syden nordpå, en befaling med titlen General Orders No. 11, der udviste “jøderne som en klasse” fra det territorium der var under hans kommando. Resultatet af denne berygtede ordre - den mest antisemitiske officielle befaling i amerikansk historie - var at et lille antal jøder blev udvist fra territorierne i Mississippi, Kentucky og Tennessee under Grants kommando. Flere jøder ville utvivlsomt være blevet bortvist om ikke Abraham Lincoln havde ophævet ordren mindre end tre uger før dens udstedelse.
Når man tager Emancipationsproklamationen, og Grants efterfølgende række af militære sejre i betragtning, ophørte furoren over ordren hurtigt i 1863, og der blev i praksis aldrig nævnt noget om General Orders No. 11 i de næste fem år.
Men i 1868, da Grant blev præsidentkandidat i USA, fik ordren ny frisk betydning. Faktisk udgjorde den et hidtil uset og meget omdiskuteret dilemma for amerikanske jøder. Kunne de stemme på en mand - selvom han var en national helt - der engang havde udvist “jøderne som en klasse” fra hans krigszone? Hvis ikke, ville dette så skille jøderne ud fra de mange der betragtede Grant som landets frelser? Værre endnu, kunne det mon rejse det ækle aspekt om dobbelt loyalitet, idet man kunne lade formode at jøderne var mere bekymrede om “jødiske problemer” såsom antisemitismen, end landets velfærd som et hele?
Bekymring over “fraktionspolitik,” har naturligvis kunnet ses hele vejen tilbage til begyndelsen af republikken. Appeller til forskellige vælgerklasser, ligesom vrede over sådanne åbenlyse appeller karakteriserede nogle af Amerikas tidligste valg.
Længe før politiske meningsundersøgelser blev en videnskab, havde ‘klogeåger’ spekuleret over stemmeafgivelserne i forskellige etniske og religiøse grupper. I 1841 rapporterede den tidligst kendte analyse over jødiske stemmer i New York at “de fleste af de portugisiske jøder var Whigs; de tyske jøder, cirka halvdelen Whigs: Pollakim (polske jøder) cirka en tredjedel,” en indikation af, at mere velstående jøder på den tid var blevet støtter af det mere konservative Whig Party.
Katolske vælgere i 1844 stod overfor en krise da Whig Partiet nominerede den ihærdige anti-katolik Theodore Frelinghuysen som vicepræsident sammen med Henry Clay (som New Yorks Katolske Ærkebiskop, John Hughes ellers var kendt for at beundre). James Polk vandt det valg med en meget lille margen. Om det var katolikkernes stemmer der fik vægtskålen til at vippe er en vurdering.
Imidlertid havde jøderne ikke haft dette problem før i et præsidentvalg. Antisemitiske anklager havde hærget nogle præsidentkampagner, i særlig grad den ‘hidsige’ kampagne i 1800 da lokale Føderalister på desperat vis forhånede deres modstandere som jøder og udlændinge, men ingen forestillede sig at det store partis kandidater i det valg - John Adams og Thomas Jefferson - var fjender af det jødiske folk. I 1868 derimod, var det selve kandidaten der var problemet. Det meste af landet elskede ham, mens rigtig mange jøder havde svært ved at tilgive ham.
Nogen endelig afslutning blev der aldrig på denne debat. Den rejser sig på ny, som en fugl føniks, hver gang noget jødisk problem (her for nylig støtte til Israel) introduceres i en præsidentkampagne. Den samme intensitet, mange af de samme argumenter og kun forskelle i detaljer adskiller debatterne på Grants tid fra de hos os selv i dag.
Dengang som nu ligger spændingerne under overfladen med udtrykket “amerikansk jøde” - og omfatter ansvaret for landet og for medjøder - og forstærker udfordringen i stemmeafgivelsen ved et præsident valg. Det er ikke kun jøderne alene der står i dette dilemma. Lignende spændinger står medlemmer af næsten enhver etnisk, religiøs, og særinterresse i. Når man opvejer de konkurrerende påstande, opsætter prioriteter for sine principper og bekymringer, og en beslutning om hvem der skal støttes, kan selve stemmeafgivningen være en endog særdeles vanskelig, opslidende selvafslørende proces.
I 1868, forventede mange lærde, efter af have afvejet og afbalanceret alle disse forskellige faktorer at flertallet af de amerikanske jøder ville stemme mod Ulysses S. Grant og for Horatio Seymour. En journalist fra Syden der besøgte et national B’nai B’rith konvent sent i juli måned 1868 rapporterede om at 90% af de tilstedeværende “med hjerte og sjæl er imod Grant.”
Korrespondenten ved London Jewish Chronicle, informerede samme måned sine læsere om at de amerikanske jøder var “forenede om at forhindre valget af General Grant, fordi han var gået forrest i at fornærme deres brødre og deres tro.”
I oktober, da mange neutrale observatører forudså at Grant ville vinde valget, med baggrund i stats- og lokale valgsejre til Republikanerne i otte stater bemærkede Cleveland Plain Dealer betydningen af de jødiske stemmer i adskillige nøglestater, der stadig kunne give Demokraterne et vist håb: “israelitterne i staterne Pennsylvania, Ohio, New York og Indiana,” erklærede avisen, “har det helt i deres egen magt at sikre valget af Seymour og Blair og i sejren over Grant og Colfax.”
The St. Louis Times og Washington National Intelligence var enige. Idet man overdrev antallet af “hebraiske stemmer” med en faktor på næsten 10 (“der er fire eller fem hundred tusinde hebræere der stemmer i USA”) forudså aviserne at “den hebraiske stemme i USA helt sikkert ville betyde at det dominerende (Republikanske) parti ville falde.”
Sådanne forudsigelser, der selvom de var vildt overdrevne, havde allerede fået Ulysses S. Grant til at handle. Som svar på et brev fra en indflydelsesrig B’nai B’rith leder og advokat Adolph Moses fra Illinois, en Confederate veteran, sendte Grant den 14. september et privat brev til deres fælles ven, tidligere Kongresmedlem Isaac newton Morris, hvori han ubetinget distancerede sig fra General Orders No. 11, og afsværgede sig at være i besiddelse af fordomme. Det fortrolige brev blev ikke publiceret på den tid. Grant ønskede ikke at offentligheden skulle tro at “han gav køb på de gode ønsker og mulige stemmer fra amerikanske borgere af den jødiske tro,” ifølge Simon Wolf, det jødiske samfunds uofficielle regerings lobbyist. Det var tilsyneladende acceptabelt for Grant at gøre det privat, men ikke offentligt.
Dog så ledende jøder uden tvivl brevet. Efter at have læst det, muligvis ansporet af Grants stab, komponerede Moses sit eget lange brev der kom på forsiden af New York Times den 13. oktober 1868, og i andre aviser, netop som valgkampen gik ind i det sidste hug.
“Jeg har....korresponderet med General Grant,” meddelte Moses ganske dramatisk, og Grant var kommet med “en indrømmelse.” Skønt Moses tidligere havde kritiseret Grant på tryk, meddelte han, at efter at have gennemgået spørgsmålet påny, ville han nu følge sine “politiske inklinationer” uden omtale af “biproblemet” med Grants ordre. “De bedste interesser for vort land” proklamerede han, “er tjent med valget af General grant, og jeg har ingen betænkelighed ved at erklærede det over for samfundet.”
Blot 10 dage senere afslørede et udgivet brev i New York Herald, den 23. oktober 1868, fra endnu en vankelmodig jødisk Republikaner, en boghandler i Cincinnati, ved navn David Eckstein, at han faktisk havde talt med Grant i næsten to timer og på lignende vis var blevet beroliget ved generalens svar. Faktisk var Grant’s forklaringer vedrørende General Orders No. 11, efter Ecksteins mest optimistiske syn, “tilstrækkeligt til at fjerne og udslette enhver antydning af modvilje mod ham der kunne være hos enhver retfærdigsindet og fornuftig israelit.” Han opfordrede jøderne til “helhjertet at støtte,” både Grant og “det parti der gav Generalen nomineringen.”
Hvilken virkning disse og andre, i sidste øjebliks støtteerklæringer, havde på jødiske vælgere er umuligt at vide. Det som gjaldt var resultaterne ved valget den 3. november, og da de blev opgjort fremstod Grant som vinderen med 309.584 stemmer og en rigelig margin på 134 valgmandstemmer.
Undtagen måske i New York, hvor Grant tabte med præcis 10000 stemmer, og man mente der blev svindlet, dog kunne den jødiske stemme ikke have været den afgørende alligevel. Ohio og Pennsylvania, to stater hvor jødiske vælgere formodedes at hjælpe Demokrater, gik begge til Republikanerne med komfortable tal. I Indiana var valget tættere, men jødernes stemme i den stat var for lille til at udgøre en forskel. De flere end 500000 afrikanske-amerikanske vælgere, især i den sydlige del, gik naturligvis til Grant, hvilket kom til at udgøre en del af forskellen i det samlede resultat og faktisk fik valget til at svinge over til Grants fordel.
Samtidige var uenige i, hvordan jøderne egentlig stemte. Clevelands Daily Herald mente at jøderne “ikke lod sig snyde” af kampagnen mod Grant, “og kun var meget lidt berørt af postyret.” The New York Times anslog tværtimod, at “næsten hele gruppen af stemmende israelitter,” stemte imod Grant. Det vi med sikkerhed ved, er at en ung jødisk studerende ved Yale University ved navn Louis Ehrich, der senere blev en prominent kunstsamler og handlende, var noget i bekneb over spørgsmålet om hvor han, ved sit første præsidentvalg skulle lægge sin stemme. Til sidst stemte han Demokraterne. “Jeg holder for meget af min nation,” forklarede han i sin dagbog “til at tillade mig at vise en der har krænket mig respekt.”
En passende efterskrift til den tumultariske kamp om jødens stemme forekom i aviser over hele landet i den sidste uge i november. Med valget overstået tillod Ulysses S. Grant at hans private brev til Isaac Newton Morris om General Orders No. 11 blev overdraget pressen. Det fortalte jøderne det de gerne ville høre fra den valgte præsident:
“Jeg lader ikke som om jeg vil opretholde Ordren.” Mens Grants selvtjenende forklaring - “ordren blev udstedt og udsendt uden nogen refleksion og uden at tænke på jøderne som en sekt eller race” - faktisk ikke var særlig acceptabel så var jøderne dog glade for generalens direkte, utvetydige og passende konkluderende erklæring: “Jeg nærer ingen fordomme mod sekt eller race, men ønsker hvert individibliver bedømt på egne gerninger. Orders No. 11 støtter ikke denne udtalelse, det indrømmer jeg, men jeg støtter heller ikke ordren. Den skulle aldrig være udstedt, om ikke den var blevet telegraferet i det øjeblik den blev nedskrevet og uden refleksion.”
Efter måneder med bitter indbyrdes politisk strid, samlede jøderne sig med glæde i en hyldest af Grants “noble og generøse” brev. Isaac Mayer Wise, en prominent Reform Rabbi og redaktør, der var den første til at modtage og udgive brevet følte sig sikker på at “det ville blive læst med glæde af alle vore læsere.” B’nai B’rith lederen Benjamin F. Peioxott, der indrømmede at have stemt mod Grant, glædede sig i et brev til New York Times over, hvordan brevet “soner Grant for rygtet om fordomme og intolerance mod jøderne, man så længe havde troet var del af hans karakter.” The Occident, nu under redaktør Mayer Sulbzberger, en kommende dommer i Pennsylvania betragtede brevet som “en vejledning for de som så let falder over Grants fejl, men har så svært ved at se hans dyder.”
En af de første synagoger i USA
Det som Times karakteriserede som denne “åbenhjertige og mandige indrømmelse” løftede “Hamans Åg” fra Grants skuldre. Det gjorde meget for at rehabilitere hans indtryk i jødiske øjne, genskabte jødernes tillid til landets idealer, og gav tilmed den flammende optimisme der karakteriserede amerikansk jødisk liv som et hele på den tid. Over hele USA, sent i 1860’erne, byggede jøderne smukke synagoger og templer og så med glad forventning frem til en glorværdig “ny æra” karakteriseret af liberalisme, universalisme og samarbejde religionerne imellem.
Med opfordringen til at hvert individ burde bedømmes på egne gerninger gav Grants brev en forsikring om at han delte mange af de samme smukke målsætninger.
De såkaldte “fremtrædende israelitter” mange af dem født i Amerika, der arbejdede for at frembringe denne nye æra af religiøs betinget god stemning var langt borte fra “jøderne som en klasse” og som Grant havde udvist i 1862 for at handle, smugle og spekulere. Nogle af dem, især Simon Wolf og Seligman brødrene, købmænd og bankfolk, havde i høj grad bidraget til den Republikanske sejr. De var for det meste mænd der havde skabt ting for sig selv som var født som fattige, havde arbejdet hårdt og havde fået succes - ligesom præsidenten.
Spørgsmålet som Ulysses S. Grant nu forberedte sig på til sin indsættelsestale var, hvad hans fremtidige forhold til disse fremtrædende israelitter skulle være.
This essay was excerpted and adapted from When General Grant Expelled the Jews, out today from Nextbook Press.
Jonathan Sarna is the Joseph H. & Belle R. Braun Professor of American Jewish History at Brandeis University and has written or edited more than 20 books on American Jewish history and life.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar