Sindssyg i gerningsøjeblikket?

Psykologiprofessors dystre fortid stiller spørgsmål til ‘sindssyg i gerningsøjeblikket’ forsvar.

David Paulin

Bekymrende problemer med ‘sindssyg i gerningsøjeblikket’ forsvar er dukket op midt blandt forbløffende afsløring af hvad der skete med en teenager der slog sin familie ihjel for 46 år siden i Georgetown, Texas.

De rædselsvækkende drab udført af den selvbestaltede fredsaktivist James Wolcott, en meget tidlig moden 15 årig, havde man praktisk talt ikke oplevet i Amerikas små byer - og især i Georgetown dengang en søvnig college-by på knap 5000 indbyggere, cirka 50 kilometer nord for Austin, hovedstaden i Texas.

 

De chokerede indbyggere omtalte Georgetown som ‘før’ og ‘nu’ efter de grusomme drab på biologiprofessor Gordon Wolcott, hustruen Elizabeth og deres datter Libby, ifølge Georgetown Advocate, en ugeavis der for nylig udgav en meget omtalt artikel om, hvad der blev af James Wolcott - en ung mand tilsyneladende ikke viste nogen anger.

Ved midnatstide den 4. august 1967 var Wolcott høj af at sniffe lim, og gik derpå i færd med et blodigt voldsorgie som han havde haft planlagt i mindst en uge. Han affyrede to kugler i sin fars bryst mens denne læste i dagligstuen. Gordon Wolcott var leder af biologiafdelingen på Southwestern University; og et foto fra gerningstedet viser hans hånd på et blodplettet tæpper blot få tommer fra den bog han læste i, en bog om borgerrettighedsbevægelsen, James Baldwins “The Fire Next Time.”

Derpå trådte James ind til sin 17 årige søster i hendes soveværelse og skød hende i brystet og ansigtet. Libby Wolcott var lederen af sin high school klasse, og man forventede hun ville være klassens topelev.

Til sidst gik han ind i moderens soveværelse, skød hende to gange i hovedet og en gang i brystet. Elizabeth Wolcott en imødekommende aktiv kvinde i kirkearbejde, døde på hospitalet kort tid efter.

Hvad fik igangsat Wolcotts morderiske vrede? Udover han i månedsvis havde sniffet lim var han oprørt over, at hans far havde bedt ham om at blive klippet og forbudt han at bære anti-krigsbadges eller overvære en fredsdemonstration mod Vietnam krigen i Austin. Teenageren klagede også over at hans mor tyggede sin mad for højlydt og han brød sig ikke om den måde hans søster “talte” på.

Endeligt hævdede Wolcott at hans familie drev ham til vanvid og ødelagde ham -- og derfor dræbte ham dem i den tro at han udøvede “selvforsvar,” ifølge afhøringerne, retsprotokoller og i interveiews ifølge ugeavisen the Advocate. En ven til Wolcotts blev citeret for at sige at teenageren “ altid talte om frihed og ønskede han kunne leve så ingen generede ham.” Han var en lidenskabelig læsehest. Wolcotts IK var 134, og hans værelse fyldt med bøger med titler af Ian Fleming, poeter der skrev mod det bestående, og forfattere til fantasy og science-fiction emner bemærkede avisen.  

Han blev i Retten betragtet som voksen og en jury bestående af kun mænd fandt, at Wolcott var sindssyg - en paranoid skizofren - og således ikke skyldig. Han blev sendt til et forvaringshospital og derefter forsvandt han fra overskrifterne -- indtil to journalister fra the Advocate, Ann Marie Gardner og Cathy Payne opsporede ham i Decatur, Illinois.

I Decatur, under navnet James St. James er han en populær og prisvindende professor i psykologi ved Millikin University - en mand med hestehale, der står i spidsen for Behavioral Sciences Department. Han siges at være ateist skønt den betroede professor ikke påfører sine elever sine synspunkter.

Ganske interessant så tilbragte Wolcott blot seks år på Rusk State Hospital i Nacogdoches, Texas, men han var ikke låst inde på hospitalet døgnet rundt. Martin McClain søn af forsvarsadvokaten der forsvarede Wolcott fortalte the Advocate at “en af Wolcotts psykiatere følte han ikke fortjente at være lukket inde og inviterede James til at bo i hans hjem”; således blev doktoren og hans hustru “surrogatforældre” og havde tillid til teenageren som værende en del af deres familie.

I 1974, efter seks år på Rusk blev Wolcott erklæret rask. En jury gav ham hans frihed efter en afstemning der varede 10 minutter. Ironisk nok var Wolcott nu pludselig en ung mand med midler, fordi han som familiens eneste overlevende arvede sine forældres ejendom og han kunne begynde at få et månedligt beløb fra hans fars pensionsfond.

Efterfølgende skiftede Wolcott navn og levede et meget normalt og lovholdende liv. Han fik sig en Ph.D i psykologi fra University of Illinois i 1998, og kom derpå til Millikin fakultetet. Han har holdt sin dystre hemmelighed for sig selv indtil Gardner og Payne dukkede op.

Da de mødtes med St. James på et populært spisested nær Millikin hævdede Gardner først at hun ønskede at tale med ham om psykologi, et venligt journalistisk fif med den hensigt at komme ham nærmere. Hun skrev at St. James “på enhver måde var billedet på en klassisk hippie; flyvsk, hestehale og en Grateful Dead sticker på sin gamle pickup.” På en måde var det et spejlbillede af den anti-det bestående person som St. James (som James Wolcott) havde været som teenager og som gav ham tilskyndelsen til at slå sin familie ihjel, den familie han hadede for selv at være fri.

 .

Mens St. James spiste en kyllingegryderet kom Garner nærmere ind på, hvad hun virkelig gerne ville: “Jeg talte om at udføre forskning i atypisk psykologi og sagde, ‘Jeg har fundet noget information fra det centrale Texas...’ Hans gaffel standsede i en nærmest geologisk tidsperiode. Han benægtede ikke hvem han var, og jeg benyttede aldrig ord som Wolcott, drab, lim og samtalen fortsatte som før. Vi talte i 90 minutter og skønt han absolut intet nyt gav mig om forbrydelsen vidste jeg mere om ham da vi var færdige, herunder når han var sandfærdig, undgik emnet og når han løj.”

Hun kom ikke nærmere ind på det, skønt hun føjede til: “Jeg fortalte ham jeg overvejede at skrive en bog og han sagde han var ligeglad. Da jeg spurgte om han blot ville hjælpe mig med sandheden svarede han straks, ‘Nej,’ Jeg sagde derpå at det ville være svært at skrive en sandfærdig bog uden hans input. Han sagde jeg burde ‘lade det ligge og lave noget andet...’ Jeg fandt det interessant at han gjorde sin tallerken helt rent, hvorimod jeg kun spiste noget af min.”

Og i yderligere kommentarer bemærkede the Advocate at St. James, “måske aldrig vil dele det ægte ‘hvorfor’ med nogen og faktisk er ligeglad med om vi er nysgerrige. Skønt mange har spekuleret på hvad der skete med ham, fastslog han empatisk at han er ‘fuldstændig uinteresseret i hvad folk i Georgetown mener om ham.’ Vær helt sikker på at det ikke er sandsynligt at James Wolcott (eller St. James) nogensinde vil vende tilbage.

Gardner og Payne forventede at møde et uhyre, og de blev til sidst noget usikre på hvad de så; om Wolcott, med andre ord, er en angrende mand, eller en klog sociopat der narrede alle - hans psykiatere, to juryer, og enhver der kender ham som James St. James.

En morders anatomi

Hvilken rolle spillede James Wolcotts helt åbenbare narcissisme, der kunne ses i hans selvoptagethed og tilgang til fredsbevægelsen (og lignende på den tid) på hans sind? Masser af unge sniffer lim og tager stoffer. Meget få af dem myrder deres familier med koldt blod når de er høje. Hvis den psykiatriske diagnose var forkert åbner det for muligheden af at St. James er en mulig sociopat, en mand der kan sammenlignes med John List, bogholderen fra New Jersey der myrdede sin familie. List fik sig en ny identitet, giftede sig igen og levede et nyt liv, yderst ordinært og lovholdende. 

 

John List og familien han slog ihjel

‘Sindssyg i Gerningsøjeblikket’ var fremherskende i romanen fra 1958 (og filmen fra 1959) "Anatomy of a Murder" -- en sand vejleder i hvordan man slipper af sted med mord ved at snyde, lege med retssystemet. Forfatteren John D. Voelker, der skrev under synonymet Robert Traver, var dommer ved Michigan Højesteret, der var dybt bekymret over ‘sindssyg i gerningsøjeblikket’ problematikken hos forsvaret og de øvrige juramæssige fupnumre; og hans roman (og den efterfølgende film) indeholder nogle scener man ikke kan glemme og som skildrer hans ubehag ved situationen.

Forsvarsadvokaten Paul Biegler, romanens  protagonist, foreslår underfundigt en officer i Hæren med et iltert temperament (som skød en bartender foran mange vidner) at ‘sindssyg i gerningsøjeblikket’ kunne være et muligt forsvar. Han forklarer, “Sindssyg i gerningsøjeblikket, hvor det kan bevises er det perfekte forsvar ved mord. Det ikke alene gør drabet fri for lovens straf, f.eks. selvforsvar, det undskylder det tilmed.”

 

Løjtnant Frederick Manion er med på den og spørger om, hvor længe han mon skal være på et hospital for mentalt syge. “Måneder, måske et år.” svarer Biegler. “Det kræver faktisk en indsats. At være ‘syg’ så længe og jeg må virkelig studere den fase. Jeg fik dem derind; det var en andens problem at få dem ud. Og at dette forsvar kunne anvendes i denne sag var ikke noget der lige faldt ind, din sag”

St. James' tidligere elever er chokeret over afsløringer, dog stiller de sig bag deres professor, og derfor udstedte Millikin en kommentar hvori man siger: “Millikin University er her fornylig blevet klar over Dr. St. James’ fortid. På grund af de traumatiske forhold i hans barndom har Dr. St. James bestræbelser for at få genopbygget sit liv og opnå en succesrig professionel karrirere bemærkelsesværdig. Universitetet forventer at Dr. St. James underviser i efteråret.” 

 

Naturligvis er mordene langt mere traumatiske for St. James’ far, mor og søster.

Ved at forsvare James Wolcott fortælles det at den prominente advokat fra Georgetown Will Kelly McClain blev 10 år ældre i de seks måneder sagen varede. Han var tøvende overfor at tage sagen, delvist, fordi han var bekymret for at “folk ønskede at lynche knægten,” fortalte hans søn Martin the Advocate.

På lignende vis har den fiktionelle Paul Biegler sine egne betænkeligheder, endog mens han udførte sit arbejde og skulle rådgive den virkeligt skyldige Løjtnant Manion om de juramæssige muligheder. “Jeg orienterede manden om loven,” fortæller han, “og nu har han fortalt mig ting der muligvis kunne fremme et forsvar med ‘sindssyg i gerningsøjeblikket.”Det drejer sig om spejlforvrænginger.

St. James kan muligvis erkende at en åben diskussion om hans fortid, i den sandhedsøgende ånd man bør forvente af en professor, kan hjælpe ham til at få noget af den troværdighed tilbage han nu har mistet ved at hans dystre fortid endelig har indhentet ham.

http://www.americanthinker.com/2013/08/a_psychology_professors_dark_past_raises_questions_about_the_insanity_defense.html#ixzz2bH2GnvPb