Gamle nazister, Nixon og Yom Kippur

Gamle nazister, Nixon & Yom Kippur

Mark Tooley

Reflektioner over ondskabens vedholdenhed - og Forsynets værktøjer.

Her fornylig døde den sidste formodede overlever fra Hitlers bunker i Berlin -96 år. Rochus Misch var fast inventar på historiekanaler på kabeltv. Altid entusiastisk over at genfortælle sin øjenvidneberetning, og et mindeord fortæller at han i sine sidste år spontant kunne dukke op ved stedet, hvor Hitler døde i Berlin og begynde at udbrede sig om sine memoirer til enhver turist der ville lytte. Han var SS officer af lav rang, der blandt andre pligter passede bunkerens telefonomstillingsbord.

Misch så personligt Hitlers lig efter selvmordet og hans beretning var virkelig en der interesserede sovjetrusserne der tilbageholdt ham i 8 år. Hans år efter frigivelsen var ikke noget at fortælle om, indtil han i sin alderdom blev berømt som den sidste overlevende i nærkontakt med Hitler i dennes sidste dage. Et mindeord fortæller at Misch anerkendte Nazi regimets horrible forbrydelser, men at han insisterede på at Hitler var “venlig, rar” overfor sin stab, og ikke kunne have været ansvarlig for forbrydelserne. I stedet pegede han på Heinrich Himmler.

En sådan benægtelse var der også i en bemærkelsesværdig Washington Post artikel om datteren til kommandøren fra Auschwitz, der levede et stille liv i en forstad til Washington D.C., og som 80 årig gik på pension fra sin frisørsalon. Artiklen tilbageholder hendes giftenavn, og hun har altid holdt sin dystre familie forbindelse hemmeligt, undtagen for sine børn, og det kun yderst tøvende. Hun og familien levede i kommandørens lejr blot få meter fra nogle af historiens mest afskyelige forbrydelser. Dengang var hun blot et barn, og hun bekender at have været helt uvidende om, hvad der skete på den anden side af hegnet. Hendes far Rudolf Höss, blev efterfølgende henrettet efter krigen og bliver benævnt som en af de værste slyngler der nogensinde har eksisteret, idet han var ansvarlig for det direkte mord på over 1 mllion uskyldig mennesker.

Datteren husker gode minder om sin far , den “rareste mand i verden.” Og mens hun ikke betvivler Holocaust, så stiller hun spørgsmål ved om så mange døde som man hævdede. Endnu engang benægtelse af den store ondskab ved en monstrøs mand,  på grund af behagelige personlige oplevelser.

Denne kvinde arbejdede i årevis i en butik i Washington, hvis ejer var jødisk, og som hun helt indiskret betroede sin families historie. Den jødiske ejer holdt hende ikke ansvarlig for hendes fars forbrydelser, og kvindens søn fortalte Post at hans aldrende mor, er glad for sin tidligere arbejdsgiver.

Rædslen over Nazi Tysklands aldrig før sete overgreb på jøderne var med til at genskabe det jødiske Israel i 1947, som den arabiske verden aldrig accepterede og som adskillige arabiske nationer forsøgte at udslette for 40 år siden i Yom Kippur krigen. I sin indsigtsfulde klumme genkalder Ben Stein sig den bønnebog der blev benyttet i hans lokale synagoge under Yom Kippur, og siger at Nazi-forførte europæere forfulgte jøderne fordi de var kommet med De Ti Bud. Stein svarer at Nazisternes formål ikke var religiøse, men motiveret af “videnskabelig” ærke-Darwinistis raceteorier.

Stein har selvfølgelig ret med Nazi raceteorien, men han undervurderer anti-semitismens religiøse dimension. De fleste anti-semiter troede sådan set ikke på nazilignende påstande om racemæssig overlegenhed, men holder fast ved en åndelig fjendskab.

Den jødiske bønnebog der formoder at jøderne er hadet fordi de kom med Guds lov synes at være på sin plads. Kristne og jøder forstår verden som værende ‘faldet’ og i ‘oprør’ mod Skaberen. Det jødiske folks fortsatte overlevelse, i særlig grad som en geografisk nation, er en uvelkommen påmindelse for mange om jødernes Gud.

Hensynsløse diktatorer og totalitære bevægelser er i særlig grad antisemitiske eller i det mindste på vagt, fordi de ved at jøderne samlet har en identitet der eskatologisk har rødder der er dybere end enhver anden nation eller verdslig ideologi. Denne fjendtlighed forener despoterne fra oldtidens Faraoner til det 20. århundredes kommissærer og Gauleitere, til arabiske nationalister  og radikale islamister i dag.

Stein husker Yom Kippur Krigen i 1973 da Egypten, Jordan, Syrien og Irak  overraskede Israel i et fælles angreb. Han husker især den særlige luftbro med våben som USA oprettede og som redde Israel fra udslettelse, takket været de utvetydige ordrer fra en præsident på vej ned i afgrunden på grund af Watergate - Richard Nixon.

“Han var Guds udstrakte hånd til Det Udvalgte Folk,” og den “største frelser for Israel siden Faraonernes tid,” skriver Stein højtideligt om Nixon. “Hvilken ære, hvilken gave, at have tjent som Herrens værktøj.”

Som Stepehn Ambrose skrev i sin eller ikke rosende biografi om Nixon så var nødhjælpsluftbroen i virkeligheden alene Nixons initiativ. Da Forsvarsminister James Schlesinger var tøvende, kommanderede Nixon med stor energi flyene i luften og lagde telefonen på. Ambrose siger at Nixon besluttede at redde Israel, vel vidende at han kun ville få megen lidt offentlig kredit for det. USA’s hjælp til Israel fik besejret de invaderende arabiske hære, men fik også fremprovokeret en olieembargo og et økonomisk tilbageslag.

Takket været båndene fra Det Hivde Hus bliver Nixon ofte kun husket for sin uheldige private smædetale om jøderne og næsten enhver anden. En særlig samtale der talte ringe om de jødiske mediers indflydelse involverede evangelisten Billy Graham, også en ven af Israel, der dybfølt undskyldte offentligt efter båndenes afsløring år senere.

Ikke som Harry Truman, en baptist, der engang sammenlignede sig selv med den persiske konge Kyrus Den Store, den konge som lod jøderne vende hjem til Zion, synes Nixons dramatiske redning af Israel ikke at have haft noget intenst religiøst motiv. Ihærdig for at bevare amerikansk magt og altid opmærksom på geopolitiske forandringer ville Nixon ikke tillade Sovjet bevæbnede væbner at besejre en U.S. bevæbnet allieret.

Forsynets værktøjer, om de er persiske konger eller U.S. præsidenter behøver ikke være fromme for at være nyttige. Når gamle tidligere nazister går bort, da bør deres afkoms moralske forlegenhed minde os om at indstillingen til det jødiske folk og Israel ofte afspejler en åndelig tankegang med udløbere til os alle.

http://spectator.org/archives/2013/09/17/old-nazis-nixon-yom-kippur

Alle unge mænd fra landet er kanonføde

Alle knægte fra landet er kanonføde

           

Christopher Orlet        

Og alle mødre på landet er fødemaskiner.

                

I denne weekend da jeg var på tur i antikvitetsforretninger i den sydlige del af St. Louis faldt jeg over en plakat fra 2. Verdenskrig med en indtagende Lady Liberty der patriotisk var i færd med at så. Skriften lød: “Enhver have er en våbenfabrik.”

 

Hvis Obama administrationen havde et jazzy slogan som dette ville det kunne være: “Enhver knægt fra landet er infanterist.”

Det synes nemlig at være Obamas Landbrugsminster Tom Vilsacks holdning.

I måneder har Vilsack afleveret den samme tale ved diverse landbrugsmøder og middage over hele landet. Essensen i den er, at Amerikas landbomødre er jordbunden, og de opfostrer sønner der kan rekrutteres til hæren og dermed være gødning. Sådan sagde Vilsack:         

“U.S. befolkningen består af 16% fra landet. Trods den lave procentdel er mere end 40% af de mænd og kvinder der tjener i vore væbnede styrker fra landbrugsområderne i Amerika. Unge mænd og kvinder fra Amerikas landbrug går foran med at beskytte vort land og er med til at vi er den førende militærmagt i verden.”

“Unge mænd fra landet vokser op med et ønske om at give noget tilbage,” siger Vilsack. “Hvis vi mister den værdinorm mister vi vor militære magt.”  




Husk at det er USDA (Landbrugsministeren) chefen der udtaler og ikke formanden fra Forsvaret. Velkommen til Amerikas nye landbrugspolitik: Få en stor høst af landboknægte til brug som kanonføde.

 

Efter Vilsacks mening så står Amerika over for en krise. Den krise er ikke det at der bliver færre og færre familier på landet, at landbo Amerika er ved at blive en enorm ‘spøgelses’ prærie, og at den gode jord udnyttes hensynsløst. Nej den ægte krise er at Amerikas forsyner af indhold til ligposer er ved at løbe tør.

Selvom Vilsack har fremført den samme tale nu i månedsvis var det først da en landmand ved navn Joe Salatin gjorde opmærksom på det, at nogen så endelig lagt mærke til hvad Amerikas top landbrugsembedsmand sagde. Salatin fra Virginia, og en af Amerikas mest indflydelsesrige i branchen var forbløffet, lamslået. Der var intet i landbrugszarens tale om behovet for flere mindre landbrug, omhyggelige plejere af jorden, intet om bedre fødevarer, bedre behandling af jorden, bedre omsorg for dyr og planter.

Således skriver Salatin:

Årsagen til at der skal være flere landbrug er at sikre os at der er tilstrækkeligt med mennesker der kan melde sig ved rekrutteringskontoret. Det er således han betragter mig som landmand. Ikke som fødevareproducent. Når præsidenten og hans kabinet har deres private komsammener, så betragter de ikke landmænd som fødevareproducenter, som landskabets hovmestre, som ressourcer. Nej de betragter os som en forsikring for militærets muskler, for Amerikas imperiebyggeri og som soldatergødning.

Det der er brug for er en god ‘høst’ af naive landboknægte der kan udkæmpe Obamas endeløse humanitære interventioner. Unge mænd der er villige til at tage imod en kugle for at vælte ørkendiktatoter i Libyen og Syrien.“

 

Kan det undre nogen? Vilsack en advokat fra Pittsburgh, en tidligere chef for Iowa Trial Lawyers Association synes kun at have en kvalifikation som landbrugsminister. Hans hustru var fra Iowa, derfor slog han sig ned der og oprettede en advokatvirksomhed. Det og så det at han førte kampagne for Obama i 2006 efter hans første valg, Hillary Clinton, trak sig.

Hvis det at drive et landbrug har et andet formål udover at skaffe nye rekrutter, så er det at skabe energi til automobiler, fremfor mennesker. Således siger Vilsack:

“Konklusionen er at ethanolindustrien ikke er så vigtig for økonomien. Det er nationens sikkerhed efter min mening.”

Således er cirklen sluttet og vi ender ved den gamle våbenfabrik og haven.

Personligt foretrækker jeg den måde hvorpå Wendell Berry spidder diskussionen:

“Måske kan vi ved at lægge mere og mere af vort allerede mishandlede landbrugsjord om til at skabe brændstof, få kureret os for fedmeepedimien og blive dejlige skeletter, småsultne - Guds ske tak og lov - vi kan stadig køre biler.”

Historien er sådan set gammel. Bill Kauffman bemærkede her for nyligt at under 1. Verdenskrig - krigen der skulle afslutte alle krige - blev patrioten fra Kansas Kate Richards O’Hare smidt i fængsel for at krænke Woodrow Wilsons lov om Spioneri. Hendes forbrydelse var at fortælle et publikum i North Dakota at deres ledere i Washington betragtede mødre på landet som “fødemaskiner, der satte sønner i verden til brug i hæren og derpå blev de gødning.”

 

Håbet herfra er at et Rand Paul præsidentskab har modet til at tilbyde Joel Salatin posten som landbrugsminister i 2016.

http://spectator.org/archives/2013/09/20/every-farm-boy-a-doughboy/1

Den umenneskelige nødhjælp

Umenneskeligheden ved nødhjælp

 

Artiklen er oprindeligt lagt ud i 2009. Men genbrug er tidens løsning. Emnet evigt aktuelt. 

Joyce
Photo Credit: TheBadrash

Hvis du er religiøs så vil jeg gerne bede dig afprøve din tro og derpå beslutte om du virkelig er et menneske der har ægte medfølelse med din næste, eller om du blot lader som om du er en medfølende muslim, kristen eller jøde. Her kommer en beretning fra det virkelige liv:

Du er læge i Burlington, Vermont. Datoen er 10. april 1946 - næsten fuldt forår. Det var dog varmere for et par uger siden. For et par dage siden kom en kvinde ved navn Eleanor Louise Cowell hen til dig fordi hun var gået over sin periode, havde kvalme og var udmattet. Hun kom tilbage senere for at få bekræftet hvad i begge sådan set godt vidste: Hun var gravid. Det skulle have været en lykkelig nyhed, men Eleanor så blot ud af vinduet på vejret udenfor, det sneede og haglede hele dagen; det var helt åbenbart at dette ikke var noget hun havde ønsket at høre. Hun spørger, om der er noget du kan gøre for at graviditeten kan afbrydes?

Ugifte mødre dengang levede under sociale forhold der er ubegribelige for moderne unge. Hun gik dog med en hemmelighed der ville være forbavsende selv i dag. Skønt hun fortalte dig, at hun ikke vidste, hvem faderen var, hvis hun havde turdet sige det, ville hun have sagt dig sandheden; Hun var blevet voldtaget af sin egen far Samuel Cowell der misbrugte hende. I 1946 havde voldtagne kvinder meget få muligheder for at afbryde deres graviditeter, selv de som var ofre for incest.

Jeg er nu næsten klar til at stille dig spørgsmålet, men først. Hvad nu hvis jeg gav dig, lægen i denne beretning, en fremtidsvision. Med denne fremtidsvision havde du magt til at se, hvad det fremtidige liv ville blive for det lille foster i hendes skød. Visionen viser dig at hendes barn, hvis det blev født, ville få navnet Theodore Robert Cowell. I 1950 flytter han med sin mor til Tacoma, Washington, og et år senere vil hans mor gifte sig med Johnny Culpepper Bundy ved en ceremoni for singler ved Tacoma's First Methodist Chuch. Eleanors mand vil efterfølgende adoptere drengen som får hans navn - Ted Bundy.

Nu vil jeg spare læserne for de grusomme og beskidte detaljer i de mord og seksuelle overgreb som fremtidsvisionen derpå afslører.

Nu følger endelig spørgsmålet: Når du nu ved med fuldstændig sikkerhed at ved en abort af dette lille foster da ville mellem 30 til 100 uskyldige kvinder være forskånet for den yderste brutalitet udført på den mest ondskabsfulde og rå måde (her taler jeg om vildskab der får selv islamiske terrorister til at ligne Moder Theresa), når du nu ved dette, ville du da indvillige i hendes ønske om at standse svangerskabet?

Fordi jeg mener livet er dyrebart, at livet er helligt (skønt jeg er ateist), da ville jeg afbryde svangerskabet, under forudsætning af, at jeg vidste hvad fremtiden ville bringe af menneskelige lidelser. Hvordan du svarer afslører om du virkelig har medfølelse for menneskeliv. (Iøvrigt er jeg imod abort - undtagen under visse omstændigheder)

Lad mig nu overføre denne beretning om umenneskelighed på de formodede omsorgsfulde mennesker der giver nødhjælp Afrika.

Bloggeren Tom har på sin website The Badrash (højst sandsynlig en person der mener han har omsorg for sine medmennesker, men er for ung til at indse alle konsekvenserne af sine handlinger) posted et photo af Joyce, som kan ses her. En 16 måneder gammel Kenyansk pige som vil dø, hvis hun ikke får en hjerteoperation meget snart. Hvad Tom ikke erkender er at Joyce's mor aldrig nogensinde skulle være født, og derved have sparet Joyce for en masse smerter og lidelser som hun nu gennemgår. Som jeg tidligere har omtalt i For Gods Sake - Stop Helping Afrika har de medfølende, kærlige personer, med blødende hjerter, der frelste Joyce's bedstemoder og derved gjorde det muligt at hendes mor kunne fødes og efterfølgende igen nu Joyce, kun bidraget til endnu mere smerte og lidelse i Afrika ved at blande sig i ting som de ikke har den ringeste anelse om konsekvenserne ved.

Endnu engang spørgsmålet: Hvis du ved at gennemsnittet for en afrikansk kvinde er at hun får fem børn, som hun ikke har råd til at give føde og medicin til, ville du da, udfra denne viden, hjælpe med til at hun får disse 5 børn, der igen tilsammen vil få 25 børn der skal lide, være underernærede, syge i løbet af blot en generation?

På grund af "medfølende" sjæle som Tom, og trods en hidtil omfattende international hjælpebestræbelse i løbet af de sidste 25 år, dør flere kenyanske og ætiopiske børn nu end i 1984, (se nedenunder) end før vi begyndte at blive berørt af de rædselsvækkende billeder af udhungrede, hjemløse og flygtninge med udspilede maver. Det eneste vore medfølende hjerter medførte var, at forøge lidelserne hos endnu flere millioner. I løbet af 15 år, hvis Joyce får den livreddende operation, vil hun begynde at føde børn, hvis fotos så vil være på mange websites for at tilskynde til yderligere hjælp.

Vi har ikke behov for en fremtidsvision for at kende fremtiden for Joyce, hvis hun overlever. Et ynkeligt liv som kun vil give liv til yderligere 5 ynkelige lidende liv. Hvis du donerer penge for at redde Joyce, dømmer du endnu flere afrikanere til ubeskrivelig lidelse og smerte. For Guds skyld, er der noget mere inhumant end medfølende, blødende hjerter der er så hensynsløse med deres tilsyneladende medfølelse?

Note:

Reuters, 22 Sep 2008, FN ønsker 460 millioner dollars til sultne ætiopere

FN appellerede i mandags om tilsagn for 450 millioner dollars til fødevarehjælp til omtrent 10 millioner ætiopere der er ramt af tørke og de høje fødevarepriser.

"Afrikas horn området står overfor den værste humanitære krise siden 1984, og Ætiopien er fanget i centrum," sagde Josette Sheeran, leder af FN's World Food Programme (WFP).

"Vi ved hvad der skal gøres hurtigt - vi har behov for midlerne for at kunne udføre vort arbejde med at beskytte de sultne." Hun sagde midlerne skal benyttes til føde for omtrent 9.6 millioner indtil tidligt i 2009.

Fordi vi brødfødte 2 millioner af deres mødre for to årtier siden er der nu 9,6 millioner sultende sjæle. Hvis vi brødføder disse 9,6 millioner vil der være 40 millioner sultende ætiopere i 2028, og FN vil bede om 4,6 milliarder dollars i hjælp til at give dem mad i nogle få måneder. Hvor stupidt og uomsorgsfuldt kan vi opføre os? Det er på tide at standse barbariet vi påfører Afrika?

Hvorfor hedder kalkun 'Turkey'?

Hvorfor hedder kalkun ‘Turkey.’                                                             

Hvert år samles amerikanske familier rundt om middagbordet og fejrer Thanksgiving måltiden hvis centrum er kalkun. Det er en højtid for mange ting, men historisk stammer den fra 1621 da europæiske bosættere (“Pilgrimme” som enhver grundskole elev i Amerika helt sikkert kan fortælle dig) markerede høsten ved at indtage et lignende måltid.

 

Kalkuner er en fugl der stammer fra United States og Mexico; faktisk kom europæerne først i kontakt med kalkuner for cirka 500 år siden, da man ‘opdagede’ Den Nye Verden. Hvordan i alverden fik kalkuner så et navn der på engelsk ligner landet Turkey?  Lad os se lidt på historien fra Den Nye verden til Den Gamle.

Så vidt vi ved var de første europæiske opdagelsesrejsende der fandt (og spiste) kalkun med i Hernan Cortez’s ekspedition i Mexico i 1519. Den nye delikatesse blev bragt tilbage til Europa af spanske Conquistadores og i 1524 kom de til England. Fuglen blev domesticeret i England på blot ti år, og ved århundredets slutning fik navnet -”turkey” - fundet indpas i det engelske sprog. Bevis: William Shakespeare benyttede udtrykket i Twelfth Night, som man mener er skrevet i 1601 eller 1602. Man formoder at brugen af ordet var blevet ganske almindeligt.

Men fuglene kom ikke direkte fra Den Nye Verden til England; de kom snarere via handelsskibe fra det østlige Middelhav. De købmænd blev kaldt “Turkey købmænd” da det meste af regionen var del af Det Tyrkiske Imperium på den tid. De som købte fuglene hjemme i England troede af fjerkræet kom fra det område- således navnet Turkey fugle” eller snart her efter “turkeys.”

 

Mon denne whiskey er lavet på vild kalkun?

Ikke alle sprog følger denne fejlopfattelse. Andre, såsom hebraisk har en ligeså forkert opfattelse, men i en lidt anden retning. Det hebraiske ord for kalkun omskrevet til tarnagol hodu, betyder bogstaveligt “kyllingen fra Indien,” og dermed fremmes endnu engang myten fra Elizabeth tiden om at de opdagelsesrejsende havde fundet en vej til Orienten. Dette ordvalg for fuglen er så udbredt at det besejrer det historiske grundlag for udtrykket “turkey” på engelsk, da det tyrkiske ord for kalkun er “hindi.”

Bonus fakta: Med hensyn til Tyrkiet som land? Den historie er ikke ligeså intersssant. Ordet Tyrkiet - faktisk Türkiye på tyrkisk - kan opdeles i to. “Tyrk” som en reference til befolkningen i betydningen “menneskelige væsenr” i en arkaisk version af det tyrkisk sprog. Endelsen “-iye” betyder “landet af.”

http://nowiknow.com/how-turkey-got-its-name/

Når industri og udannelser går i stå!

Når uddannelser og industrier går i stå

Philip A. Schrodt netop pensioneret fra Pennsylvania State University efter i årtier at have været undervisende professor i politisk videnskab.

 

“Akademiske institutioner har kun ændret sig meget lidt siden siden udvidelserne efter 2. Verdenskrig i 1950’erne, mens verden har ændret sig dramatisk. Den smule forandring der har været synes at være rettet med profileringen af meningsløse administrative stillinger hvis eneste formål er at gøre institutionen dyrere og mindre effektiv. En efterligning af US bilindustrien i 1960’erne. Og vi ved hvordan det endte.”

http://www.americanthinker.com/blog/2013/08/a_tenured_professor_tells_the_truth_about_academia_on_his_way_out_the_door.html#ixzz2beg1qqcZ

Interview med Al Shabaab medlem

Interview med et Al Shabaab Medlem

Ernest Sipes

Skønt  Al Shabaab er den største og mest voldelige terroristgruppe i Somalia, er det ikke særlig meget man ved om denne Al-Queda gruppes daglige funktioner. Skabt i kaosset i Mogadishu i 2006 af den radikale Islaimiske Domstol i hovedstaden da udførte  al Shabaab - oversat fra arabisk som “Ungdommen” -- oprindeligt pligter som lovhåndævere og politi for domstolen.

Efter at være blevet tvunget ud af Mogadishu til landområderne i Somalia i augsut 2011, har Al Shabaab nu det ene mål at tvinge alle udlændinge ud af landet. Gruppen er kendt for den vold den benytter mod fjender og har gentagne gange udført selvmordsangreb mod ethvert individ eller gruppe den bedømmer som arbejdende mod neo-kalifat systemet, som Al Shabaab har som vision for Somalia. Selvmordsangrebet den 19. juni mod FN lejren i Mogadishu der havde flere end 15 døde illustreret kun alt for godt hvor villig Al Shabaab er til at slå ihjel for at nå deres mål.

For ligesom at sætte ansigt på Al Shabaab fik jeg arrangeret et interview med Ahmed, en 24 årig gammel selverklæret medlem af Al Shabaab, på Sahafi Hotel i Mogadishu isidst i juni måned. Han ankom nogle minutter for sent til vort møde, iklædt vestligt fritidstøj. Rundt om hans hals bar den det sorte Shahada flag som Al Queda benytter.

En larmende flok af somaliere gik omkring på de støvede gader udenfor hotellet. Ahmed fortalte sin historie - undertiden med en stemme der sitrede.

Hvor længe var du i Al Shabaab?

"Jeg var i gruppen i 3 år - fra 2006 - 2009.” fastslog Ahmed. Hans nuværende tilknytning til gruppen står ikke klart. Men det at han er iført gruppen falg om halsen lader formode han stadig er medlem. Det er let at udlede af hans håndtryk og hans rysten i stemmen at han er nervøs for at tale om gruppen, især med en udlænding og fremme i mødelokalet på et hotel i Mogadishu hvor adskillige somaliske ministre bor.

Hvorfor sluttede du dig til Al Shabaab?

Ahmed sukker højlydt, læner sig så frem og gnider sin højre hånd gennem håret mens han stirrer ned i gulvet. “Jeg begyndte i gruppen i 2006 da jeg var 17 år og gik i en moske i nærheden af 21. Oktober gaden i Mogadishu.” På det tidspunkt var han elev i en madrassa og han var meget optaget af Koranens lære. Det var almindeligt med skyderier og klanerne kæmpede ofte. Uden nogen myndigheder var det en yderst farlig tid i Mogadishu og folk søgte sikkerhed i deres egen klan, fordi det var deres eneste mulighed. "Dengang var der ingen regering i Mogadishu, det var kun den Islamiske Domstol, vi kunne gå til med vore problemer,” siger han. Uden nogen ægte kontakt med verden uden for Mogadishu og fuldstændig fokuseret på Islams lære bestod Ahmeds dag af at studere Koranen i madrassa og nætterne brugte han til at styrke og knytte tætte bånd til sin familie og klan.

Oveni i det var der også spørgsmålet om økonomi, som spillede en rolle i at han sluttede sig til gruppen. “Der var ingen arbejde i Mogadishu dengang” siger han med et skuldertræk. “Intet arbejde, intet at lave om aftenen i Mogadishu udover at gå rundt i byen, men det var usikkert at gøre.” Til tider havde hans familie ingen mad, og han husker han var sulten når han skulle sove. Ahmed henviste også til venner der blev slået ihjel i kampene i byen, men kom ikke med detaljer. “Den Islamiske Domstol gav os ingen ‘straf’ for det de (en rivaliserende klan) gjorde ved min ven,” sagde Ahmed mens han stirrede ind i væggen foran sig.

Hvem førte dig til gruppen?

Ahmed var noget valen i sit svar. Han fastslår at den Islamiske Domstil på et tidspunkt begyndte at tilbyde 70 dollars om måneden til unge mænd der ville arbejde for dem. Jeg spurte ham, hvor pengene kom fra, og han svarede, “Domstolen fik dem fra Al Queda uden for Somalia” og kom ikke med flere detaljer.

Han slog fast at det var på dette tidspunkt han blev klar over at gruppen eksisterede. “Jeg hørte dengang om Al Shabaab, “Den Unge” hørte jeg den blev kaldt. De sagde den var for os unge mænd i hjælpen til Somalia og vor klan.” Han sluttede sig til gruppen i 2006, ved en lille ceremoni udført at den Islamiske Domstol.

Hvor sluttede du dig til Al Shabaab?

"I Mogadishu" svarede han.

Hvad tror Al Shabaab på?

Her i interviewet er Ahmeds svar ikke på de direkte spørgsmål. Måske grundet dårlig oversættelse eller blot fordi han føler han pointer er mere vigtige. Ahmed oplistede i stedet 3 nøglepositioner der åbenbart udgør en del af Al Shabaabs formelle kodeks.

Ahmed rykkede frem på stolen og rettede på sin skjorte før han svarede.

"Der er tre ting der er sande:

En person i vor gruppe vil dræbe alle de andre hvis du svigter din klangruppe. Det er hans arbejde og han skal gøre det.

Nogle Al Shabaab tager imod penge fra Al Qaeda. Det forandrer vore handlemønstre.

Nogle Al Shabaab viser troskab overfor deres familieklan, men nogle gør ikke. Sådan er det."

Hvad ønsker Al Shabaab?

"Nu har forholdene ændret sig siden jeg sluttede migt til. I begyndelsen var vi ‘Guds Værktøj,’ men nu mener jeg Al Shabaab kæmper mod hinanden og mod andre. Nu kæmper man for en plads i gruppen, Mennesker bliver slået ihjel på grund af dette og således er det nu anderledes” siger han. Havde du nogen møder?

"Ja", siger Ahmed uden flere kommentarer.

Hvor ofte mødtes I?

"Sommetider en gang om ugen, undertiden mindre. Vi ringede til hinanden hvis vi havde brug for et møde."

Hvad lavede du i gruppen?

"Jeg var kommandør” sagde Ahmed med betragtelig stolthed i stemmen. Han forsøgte at være et lysende eksempel i det særlige opgaver han fuldførte i de tre år han var i Al Shabaab, men Ahmed søgte at undgå at svare.

Mener du at brug af vold er nødvendigt for Al Shabaab?

Ahmed sad stille og tænkte sig om i et halvt minut for han svarede. .

"Tilbage i tiden mente vi at være 'Guds Værktøj’, så jo, dengang mente jeg det var rigtigt at slå ihjel,” siger han.

Er der forskellige grupper af  Shabaab?

Ahmed fastslår at der er mange grupper. Ifølge alle beretninger fungerede Al Shabaab i det mindste fra begyndelsen som den forlængede arm af Den Islamiske Domstol. Oveni er der en udefineret dynamisk klantilknytning i grupperne, og Ahmeds svar lader formode at en del af kampen mellem Al Shabaab grupperne har relation til magtkampe mellem familiegrupper, lokalt og regionalt og det er åbenbart stammerelateret. Famielievendettater er åbenbart tæt knyttet til Al Shabaab gruppernes kamp om magt. Han fastslår at klanidentifikation er nødvendig for at tilhøre en individuel Al Shabaabgruppe, men det er vanskeligt af forstå hvordan det præcist fungerer.

"Grupper i  Mogadishu, grupper i Galguduud, grupper i Baidoa. Mange klaner, mange familier, mange grupper” siger han med et skuldertræk..

Hvad kalder du din leder?

"Vi kalder ham Emir,” siger Ahmed og ser mig direkte i øjnene.

Er der nogen generaler eller kaptajner?

Der er nogen forvirring om betydningen af disse ord, men ved at slå op i en arabisk/engelsk ordbog fastslår han at det er der ikke. "Nej, nej, ingen generaler, ingen kaptajner, kun Emiren og lederne”

Hvad er navnet på Al Shabaab gruppen i Mogadishu?

Ahmed's svar synes at gå uden om spørgsmålet, men hans svar indeholder dog indsigt i Al Shabaabs gruppementalitet og kulturelle mønstre. Til dette spørgsmål skrev Ahmed sine svar på et stykke papir og Dr. Ali Mansouri (A'Sharqiyah University, Ibra, Oman) undersøgte dem. Ahmed skrev hver ord omhyggeligt så de ikke kunne læses forkert.

Hver af de følgende svar blev set på at konsulenter som vurderede de blev skrevet på arkaisk stil med henvisning til fortiden juridiske/politi funktioner i Kalifat systemet. Disse svar blev bemærket som havende betydning da de illustreret hvordan Al Shabaab ser sig selv med oldgamle sociale mønstre i den arabiske fortid.

Det skal dog bemærkes at Ahmed er somalier og konsulenten er iraker.

Ahmed forklarede rollerne som følger::

"Vi har tre positioner i Al Shabaa::

1. الحسب = "Police: Enforced law."

2. الجيش المجاهدين = "Military: Mujahedeen."

3. فرسان الحسب  = "Military: Rangers."

(For comparison the Iraqi consultant translation follows:

1. الحسب = "Police who collect money."

2. الجيش المجاهدين = "Militants who carry weapons for a cause."

3. فرسان الحسب  =  "Police on horses." )

Hver af disse har hvert deres arbejde. Vi betragter hinanden som udførende værket som Guds Værktøj.”

Hvordan betragter Al Shabaab udlændingene i  Somalia?

"Al Shabaab ønsker ingen udlændinge" svarede Ahmed ved at lave en bevægelse på halsen som skar han sin hals over. .

"Al Shabaab ønsker ingen Forenede Nationer, ingen amerikanere, ingen andre i Somalia.”

På dette tidspunkt ringede Ahmed mobil. Uden forklaring forlod han værelset i mange minutter.

Da han vender tilbage siger han blot, “Jeg skal gå” og afbryder mødet. Ahmed siger ikke farvel og vi tager ikke afsked med et håndtryk. Sa han gør gennem den svært bevogtede korridor uden for hotellet tager Ahmed sin telefon frem og begynder at SMS’e. I løbet af få sekunder er han borte i mængden af somaliere i den sene eftermiddags regn.

http://www.americanthinker.com/2013/09/interview_with_an_al_shabaab_member.html#ixzz2fyVuaqY6