Gamle nazister, Nixon & Yom Kippur
Reflektioner over ondskabens vedholdenhed - og Forsynets værktøjer.
Her fornylig døde den sidste formodede overlever fra Hitlers bunker i Berlin -96 år. Rochus Misch var fast inventar på historiekanaler på kabeltv. Altid entusiastisk over at genfortælle sin øjenvidneberetning, og et mindeord fortæller at han i sine sidste år spontant kunne dukke op ved stedet, hvor Hitler døde i Berlin og begynde at udbrede sig om sine memoirer til enhver turist der ville lytte. Han var SS officer af lav rang, der blandt andre pligter passede bunkerens telefonomstillingsbord.
Misch så personligt Hitlers lig efter selvmordet og hans beretning var virkelig en der interesserede sovjetrusserne der tilbageholdt ham i 8 år. Hans år efter frigivelsen var ikke noget at fortælle om, indtil han i sin alderdom blev berømt som den sidste overlevende i nærkontakt med Hitler i dennes sidste dage. Et mindeord fortæller at Misch anerkendte Nazi regimets horrible forbrydelser, men at han insisterede på at Hitler var “venlig, rar” overfor sin stab, og ikke kunne have været ansvarlig for forbrydelserne. I stedet pegede han på Heinrich Himmler.
En sådan benægtelse var der også i en bemærkelsesværdig Washington Post artikel om datteren til kommandøren fra Auschwitz, der levede et stille liv i en forstad til Washington D.C., og som 80 årig gik på pension fra sin frisørsalon. Artiklen tilbageholder hendes giftenavn, og hun har altid holdt sin dystre familie forbindelse hemmeligt, undtagen for sine børn, og det kun yderst tøvende. Hun og familien levede i kommandørens lejr blot få meter fra nogle af historiens mest afskyelige forbrydelser. Dengang var hun blot et barn, og hun bekender at have været helt uvidende om, hvad der skete på den anden side af hegnet. Hendes far Rudolf Höss, blev efterfølgende henrettet efter krigen og bliver benævnt som en af de værste slyngler der nogensinde har eksisteret, idet han var ansvarlig for det direkte mord på over 1 mllion uskyldig mennesker.
Datteren husker gode minder om sin far , den “rareste mand i verden.” Og mens hun ikke betvivler Holocaust, så stiller hun spørgsmål ved om så mange døde som man hævdede. Endnu engang benægtelse af den store ondskab ved en monstrøs mand, på grund af behagelige personlige oplevelser.
Denne kvinde arbejdede i årevis i en butik i Washington, hvis ejer var jødisk, og som hun helt indiskret betroede sin families historie. Den jødiske ejer holdt hende ikke ansvarlig for hendes fars forbrydelser, og kvindens søn fortalte Post at hans aldrende mor, er glad for sin tidligere arbejdsgiver.
Rædslen over Nazi Tysklands aldrig før sete overgreb på jøderne var med til at genskabe det jødiske Israel i 1947, som den arabiske verden aldrig accepterede og som adskillige arabiske nationer forsøgte at udslette for 40 år siden i Yom Kippur krigen. I sin indsigtsfulde klumme genkalder Ben Stein sig den bønnebog der blev benyttet i hans lokale synagoge under Yom Kippur, og siger at Nazi-forførte europæere forfulgte jøderne fordi de var kommet med De Ti Bud. Stein svarer at Nazisternes formål ikke var religiøse, men motiveret af “videnskabelig” ærke-Darwinistis raceteorier.
Stein har selvfølgelig ret med Nazi raceteorien, men han undervurderer anti-semitismens religiøse dimension. De fleste anti-semiter troede sådan set ikke på nazilignende påstande om racemæssig overlegenhed, men holder fast ved en åndelig fjendskab.
Den jødiske bønnebog der formoder at jøderne er hadet fordi de kom med Guds lov synes at være på sin plads. Kristne og jøder forstår verden som værende ‘faldet’ og i ‘oprør’ mod Skaberen. Det jødiske folks fortsatte overlevelse, i særlig grad som en geografisk nation, er en uvelkommen påmindelse for mange om jødernes Gud.
Hensynsløse diktatorer og totalitære bevægelser er i særlig grad antisemitiske eller i det mindste på vagt, fordi de ved at jøderne samlet har en identitet der eskatologisk har rødder der er dybere end enhver anden nation eller verdslig ideologi. Denne fjendtlighed forener despoterne fra oldtidens Faraoner til det 20. århundredes kommissærer og Gauleitere, til arabiske nationalister og radikale islamister i dag.
Stein husker Yom Kippur Krigen i 1973 da Egypten, Jordan, Syrien og Irak overraskede Israel i et fælles angreb. Han husker især den særlige luftbro med våben som USA oprettede og som redde Israel fra udslettelse, takket været de utvetydige ordrer fra en præsident på vej ned i afgrunden på grund af Watergate - Richard Nixon.
“Han var Guds udstrakte hånd til Det Udvalgte Folk,” og den “største frelser for Israel siden Faraonernes tid,” skriver Stein højtideligt om Nixon. “Hvilken ære, hvilken gave, at have tjent som Herrens værktøj.”
Som Stepehn Ambrose skrev i sin eller ikke rosende biografi om Nixon så var nødhjælpsluftbroen i virkeligheden alene Nixons initiativ. Da Forsvarsminister James Schlesinger var tøvende, kommanderede Nixon med stor energi flyene i luften og lagde telefonen på. Ambrose siger at Nixon besluttede at redde Israel, vel vidende at han kun ville få megen lidt offentlig kredit for det. USA’s hjælp til Israel fik besejret de invaderende arabiske hære, men fik også fremprovokeret en olieembargo og et økonomisk tilbageslag.
Takket været båndene fra Det Hivde Hus bliver Nixon ofte kun husket for sin uheldige private smædetale om jøderne og næsten enhver anden. En særlig samtale der talte ringe om de jødiske mediers indflydelse involverede evangelisten Billy Graham, også en ven af Israel, der dybfølt undskyldte offentligt efter båndenes afsløring år senere.
Ikke som Harry Truman, en baptist, der engang sammenlignede sig selv med den persiske konge Kyrus Den Store, den konge som lod jøderne vende hjem til Zion, synes Nixons dramatiske redning af Israel ikke at have haft noget intenst religiøst motiv. Ihærdig for at bevare amerikansk magt og altid opmærksom på geopolitiske forandringer ville Nixon ikke tillade Sovjet bevæbnede væbner at besejre en U.S. bevæbnet allieret.
Forsynets værktøjer, om de er persiske konger eller U.S. præsidenter behøver ikke være fromme for at være nyttige. Når gamle tidligere nazister går bort, da bør deres afkoms moralske forlegenhed minde os om at indstillingen til det jødiske folk og Israel ofte afspejler en åndelig tankegang med udløbere til os alle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar