Jeg fortryder ikke noget

Kun en ting jeg fortryder

Bernie Planck

For nogle få dage siden spurgte en ven om jeg have noget jeg fortrød i mit liv. “Jeg er kun 68” svarede jeg. “Det er alt for tidligt til at fortryde noget.” Under alle omstændigheder er jeg lykkelig, gift med kvinden jeg ville have og vi har pragtfulde børn og børnebørn; hvis jeg skulle lave om på noget jeg har gjort, eller snarere ikke gjort, ville mit liv så mon have været så meget anderledes?

Så jeg fortryder sådan set ikke noget. Blot det at beskæftige sig med noget man kunne fortryde, lave om på ville føre til endeløse nytteløse spekulationer om ‘hvad nu hvis?’

 

Photo Credit: Hello I'm Nik

Dersom jeg var ulykkelig, uheldig, fattig, handicappet, eller en muslim så ville jeg helt sikkert have rigtig meget at ærgre mig over: Jeg kunne spørge, hvorfor holdt jeg ikke på den rigtige hest, hvorfor blev jeg ikke gift med den rigtige pige, hvorfor fik jeg ikke den eksamen, det rette job, den gode forretningside, hvorfor mødte jeg ikke de rigtige mennesker, eller hvorfor blev jeg født som jøde? Uanset hvad, ville livet så have været bedre for mig?

Dermed siger jeg ikke, at jeg ikke har begået fejl. For at minde om den gamle sandhed: Hvis fejlen ikke slår dig ihjel, så bliver du stærkere. En af de ting jeg forsøger at lære mine ansatte og forretningspartnere er, at hvis man ikke begår en masse fejl, så har du ikke nok gang i forretningen.

Den virksomhedsindehaver der ikke har tolerance for fejl tager ingen risici. Uden risici er der kun meget ringe profit.

Den ene af mine drenge begyndte her for nylig en ny virksomhed (efter mindre end et år tjener han over 1 million dollars ved seks små lokationer) og har allerede oplevet over et dusin fejltagelser som hans ansatte har foretaget, hver af dem er efterfølgende skrevet ind i virksomhedsmanualen så fremtidige ansatte kan lære. Jeg fortalte ham at han ikke ville have fået så stor succes som jeg har, før hans virksomheden begår mindst et dusin fejl om dagen.

Lad mig komme med et eksempel: I 1980 arbejdede cirka 70 mennesker for mig ved at besøge hoteller i et antal stater for at købe kasseret guld og sølv. En af mine konkurrenter på 47th Street i New York spurgte mig, hvordan i alverden jeg var i stand til at få så mange erfarne købere af guld så hurtigt. Jeg fortalte ham at jeg ikke ansatte erfarne mennesker, for dem kunne jeg ikke finde, derfor ansatte sig nybegyndere der fik en times oplæring i stedet for uger med oplæring. Årsagen var at guldmarkedet var gået amok og det så hurtigt at der ikke var tid til oplæring.

Så indvendte han, at det da måtte føre til en masse fejl, med de ansatte der købte ting der faktisk ikke var guld. Således svarede jeg ham: “Ved at benytte ikke oplærte, køber jeg for hundredtusinder af dollars værdifulde metaller hver uge. Selvom de laver fejl, ja hundreder af fejl , så er det kun cirka 20% eller mindre af det de køber der ikke er ægte. Men det giver migstadig mulighed for at tjene mere end 100000 netto om ugen. Hvis jeg nu ventede en måned eller deromkring på at deres oplæring var fuldført så ville jeg tjene penge langt senere hen, med få fejl, men samtidig ville jeg have givet mine konkurrenten chancen for at komme ind på steder som jeg måske ikke senere ville have adgang til.  

Timed ville de ansatte efter en måneds tid være oplærte og være endnu bedre.”

Hans reaktion? Han ville ikke være i stand til at gøre det jeg gjorde, fordi det ville ærgre ham hvis han ansatte mistede penge på nogle handler. Fordi han ikke tolerede fejl, tjente han ikke de penge jeg gjorde.

Ved en anden lejlighed havde jeg mulighed for at købe nogle hundreder kilo katalysatorer. Ingen kunne fortælle mig, hvor meget jeg burde betale for produkterne eller hvad jeg kunne forvente at tjene, eller hvor længe det ville tage, eller hvor meget platin jeg kunne udvinde. Jeg kastede mig ud i det, briste eller bære. Jeg betalte 44000 dollars for varerne ud fra et rent gæt, og seks uger senere efter at have sendt tromlerne med katalysatorerne til Canada fik jeg 41000 dollars ud af den handel. Tabet på 3000 dollars skyldtes nogle fejltagelser:

• Jeg havde fejlberegnet mængden af platin i katalysatorerne.

• Jeg skulle have ladet det meste af platinen lægge på lager for prisen faldt på kort tid.

• Jeg skulle have skilt dem ad hjemme for at sænke forsendelsesomkostningerne til Canada
• Jeg glemte at få mine tromler tilbage.

• Jeg skulle have skilt det hele ad i kobber, nikkel, stål og de andre metaller og solgt det den til den lokale skrothandel.

Gennem disse og hundreder af mange andre fejltagelser blev jeg den eneste i hele New York der købte al slags affaldsmetal man kan forestille sig. Dette gav mig en fordel overfor enhver anden guldkøber i byen. I dag er jeg stadig en af den lille håndfuld personer der køber sølvpletvarer.

Men hensyn til tidligere personlige fejltagelser, så er jeg en temmelig udadvendt person og har haft kontakt med tusinder af mennesker og har begået utallige fejl, ,men jeg fortryder ingen af dem, fordi jeg lever nu og her. Hvis nogen jeg stolede på svigtede mig, så vil jeg ikke tillade at det skulle lave om på mig, og således ikke mere stole på nogen. Det betyder dog ikke at jeg ikke har lært af de dårlige oplevelser (set mit råd om at låne penge til slægtninge her), det betyder at den dårlige oplevelse vil jeg bare ikke tillade skal gøre mig bitter og vred. Fortiden skal på den måde ikke plage mig hele tiden.

Jeg må hellere lige rette mig selv - jeg skrev at jeg ikke fortryder noget; faktisk har jeg kun en ting der ærgrer mig. Det er ikke noget jeg har gjort eller ikke gjort i mit liv. Jeg ærgrer mig over at en eller anden dag, så er alt det vi har skrevet og erfaret som art, at alle de storslåede og mirakuløse ting der ligger ude i fremtiden, at det hele vil blive slette af erindringen, være kolde, spredte subatomare partikler der flyder længere og længere fra hinanden ud i den grænseløse evighed og det uendelige univers.

Hvem skal dog læse min blog til den tid?