At være dreng er ikke en mental sygdom

At være dreng er ikke en mental sygdom

           

Marta H. Mossburg

Alle de ansatte i skoledistrikter der er på en slags heksejagt for at bortvise eller på anden vis permanent straffe drenge for at lege med legetøjsvåben eller forme hånden som et våben bør læse Back to Normal.

Formålet med psykologen Enrico Gnaulatis bog fra 2013 er at argumentere for, hvordan ganske almindelig barnlig opførsel ofte fejldiagnosticeres som ADD, ADHD, depression og autisme - ofte med livsvarige forstyrrende konsekvenser.

Samtidig rejser han tabu spørgsmålet om, hvorvidt vi “sætter denne etiket på drenge at de er mentalt ustabile, ikke kan opdrages, akademisk underpræsterer, havende brug for specialundervisning, eller udviser en opførsel der giver anledning til bortvisning fra skolen, og det hele blot fordi deres opførsel afviger fra gennemsnitspigens.”

 

Han tilføjer, “På sin vis er pigeopførselen blevet den standard, hvormed vi bedømmer alle ungerne.” Han citerer utallige undersøgelser der viser at typisk drenge væremåde - brydning, barske tag-fat lege, røvere og soldater lege der omfatter “skyderi” - bliver fordømt at forskole og grundskole skolelærerne, hvoraf de fleste er kvinder, uden at opførelsen på passende vis bliver knyttet til drenges “naturlige aggression.”

Drenge der leger på den måde som beskrevet er ikke på vej til at blive massemordere, i modsætning til den 0 tolerance skolers politik lader formode. Det store flertal af dem er blot på vej til at blive mænd. Jeg spekulerer på, hvor mange af os der anerkender den sandhed, men som stadig hæmmer vore drenges lege, deres cowboy og indianere legen,  af frygt for de nye regler - og dermed utilsigtet forstærker reglerne hos de som en dag skal lave dem.  

Uden ændringer i den strenge politik og de strenge holdninger til, hvad der er god opførsel vil vi være på vej, som samfund, til at skabe stor forvirring og depression hos drenge, hvis helt naturlige tendenser bliver omformuleret til kriminelle træk eller sygdomsrelaterede problemer der skal behandles. Dette er ikke kun en eksistentiel trussel. Som den uortodokse Camill Paglia sagde for nylig ved American University:

“Kønseksperimenteringens ekstravagante udtryk går sommetider forud for en kulurel kollaps, som det helt sikkert gjorde i Tyskland under Weimar perioden. Som Rom i de sidste dage, er Amerika også et imperium der er vildledt af spil og forlystelser. Nu som dengang er der kræfter uden for grænserne, spredte fanatiske horder, hvor maskulinitetens heltekult stadig har en enorm kraft. Jeg slutter med dette spørgsmål: Er en nation, hvis eliteuddannelse er under forudsætning af en neutralisering af kønnene forberedt på at forsvare sig mod den stadig større udfordring.?”

Hvis det lyder helt ved siden af, er det så forkert at bekymre sig om den store øgning i antallet af børn der får anti-depressive medikamenter og andet medicin som følge at det nærmest eksploderende antal diagnoser på ADHD, bipolær forstyrrelse, og autisme mv. der vil få indflydelse på deres liv?

Mange af medikamenterne der benyttes til disse ‘sygdomme’ giver alvorlige bivirkninger, herunder humørsvingninger, søvnløshed, vægtforøgelse, og væksthæmning. Og så er der den langvarige virkning af en diagnose om mental sygdom, der kan skabe en følelse af at det barn der ikke kan kontrollere sine handlinger lider af en kemisk ubalance i hjernen. 

 

Som Gnaulati skriver er imidlertid, i mange tilfælde “årsagerne - mangesidede, ikke kun en enkelt - der forklarer, hvorfor et barn opfører sig som han eller hun gør.”

“I mange tilfælde i min praksis i årenes løb,” skriver han, “har jeg set hvordan lettere nedtrykte eller ADHD lignende børn kan blive som forvandlede ved en udskiftning af læreren, et skoleskift, at man begynder at gå til en sport, ikke så meget hjemmearbejde, en ferie i udlandet, en god samtale med hele klassen, en måned borte fra hjemmet hos en slægtning han har det godt med, eller en eller af flere af andre ganske almindelige småting i hverdagen.”

Mange kræfter er gået sammen for at få indført en mental sundhedsdiagnose, fra regler om sundhedsforsikring til skoler der kan opnå midler gennem No Child Left Behind loven.

Gnaulatis bog burde give forældre der kæmper med et barn med udfordringer det håb at deres barn ikke er permanent mentalt syg, men blot gennemgår en vanskelig periode der kan behandles uden medicinering.

Den burde give skolebestyrelser og administratorer et udsyn til, hvordan man bedst ser på drenge der bryder regler og kanaliserer deres energi uden at fordømme deres natur. I det mindste skal vi ikke have flere drenge der bliver bortvist fordi de former deres Pop-Tart til et våben.

Pop-Tart -

       

Marta H. Mossburg writes frequently about national affairs and about politics in Maryland, where she lives.  Write her at marta@martamossburg.com. Follow her on Twitter at @mmossburg.

http://spectator.org/archives/2013/10/18/boyhood-is-not-a-mental-illnes