Rulle den socialistiske bølge tilbage -Del 2 af 5. England efter krigen

At rulle den socialistiske bølge tilbage

Andrew B. Wilson

Del 2 af 5. Læs del 1 her.

Den næste forandring af sammenlignelig størrelse i britisk politik skete 34 år senere, i 1979, da Margaret Thatcher kom til magten ved slutningen af Storbritanniens "misfornøjelsens vinter." I rejsningen af en modrevolution mod socialismen genkanaliserede hun britisk politik og regering for anden gang. Hun gik langt videre end nogen tidligere britisk premierminister, herunder Winston Churchill, ved at gå ind for principperne i det frie marked og den frie foretagsomhed, og  begrænset regering.

 

"Man skal først vinde diskussionen før man vinder stemmerne," sagde Thatcher. Helt sikkert var det en af de største årsager til hendes succes. I hendes korstog mod socialismen, gik hun direkte mod den gamle progressive kritik mod kapitalismen. Med stor kraft og overbevisning argumenterede hun for at det var socialismen, ikke kapitalismen der havde vist sit værd ved at socialismen var såvel økonomisk som moralsk selvmodsigende. Socialismen havde ikke kun fejlet i sit løfte om at give mere velstand, men også i at gøre kort proces med det individuelle initiativ og det personlige ansvar, og dermed havde den undermineret ånden og karakteren hos det britiske folk.

Således fik Maggie succes, hvor Winston fejlede med at rulle den socialistiske bølge tilbage. Det er en beretning der illustrerer ideernes magt -- og vigtigheden af debat. Selvom socialismen triumferede i 1945, så skete det i fraværet af en ægte debat. Som en tåge i London, krøb den ind på kattepoter. 

Anatomien ved 1945 valget.

I tilbageblik er det let at pege på den første af adskillige faktorer der førte til Churchills nederlag, Storbritanniens venden sig bort fra en langvarigt, dog ofte med kompromisser, troskab til den frie foretagsomhed.

V-E- Dag var en befriende lettelse fra et politisk såvel som militært perspektiv. Det løste båndet mellem den store krigsleder og de som fulgte ham i tykt og tyndt gennem en livsfarlig konflikt: De var ikke længere bundet sammen af det eneste altoverskyggende mål, at vinde krigen.

Ud fra offentlige meningsmålinger foretaget under krigen og ved at læse de historiske beretninger er det muligt at komme med nogle få generelle kendsgerninger om, hvad folket tænkte da de gik til stemmeurnerne i Storbritannien den 5. juli 1945.

Efter at have oplevet 2 Verdenskrige i løbet af 30 år følte det britiske folk, at de havde fortjent retten til at leve i fred og fremgang. De håbede at kunne holde bekymringerne og problemerne fra den meget større verden ude og ønskede intet mere end et hjemland med tryghed. I en historie der dukkede op kort efter krigen, observerede en Fortune Magazine journalist meget præcist: "Hjemvendende britiske soldater, i det store og hele velnærede og godt klædte, er højst overraskede og ofte forvirrede over mængderne af civile, der i seks år havde forsøgt at klare sig, havde spist elendigt mad, havde slidte klæder, og boede i elendige huse." 

Briterne kaldte 2. Verdenskrig "folkets krig," fordi denne krig ramte hjemmet i en grad som 1. Verdenskrig ikke havde. De voldsomme bombardementer af britiske byer under 2. Verdenskrig resulterede i næsten 80000 civile ofre og ødelæggelsen af mere end 2 millioner boliger. Et antal historikere har argumenteret for at krigen ville medføre en mere ligelig fordeling af materielle goder og skabelsen af et mindre klasse-bevidst samfund efter krigen.

Der er ingen tvivl om at den britiske offentlige mening flyttede sig mod venstre under krigsårene. Dette skal ses i det overvejende gunstige svar på den såkaldte Beveridge Report, en direkte slags, 'grib til våben' for omfattende sociale reformer, herunder gratis lægehjælp og hospitaler for alle. Den amerikanske presse omtalte Beveridge Reporten som "tegningerne til en efterkrigs New Deal" i Storbritannien. Trykt i bogform i 1943, lige efter at krigen var begyndt at være i de Allieredes favør, blev rapporten straks en best-seller. Sir William Beveridge, dens ophavsmand, blev straks en berømthed og mediestjerne. 

 

En undersøgelse udført af British Institue for Public Opinion, havde fundet, at 88% af briterne var gunstigt indstillede over for en hurtig en gratis sundhedspleje, og det indbefattede 81% af mennesker med høje indkomster, som følte de kun havde lidt eller intet at vinde personligt. Andre anbefalinger i rapporten omfattede regeringsgarantier for fuld beskæftigelse og en minimumsindkomst for alle borgere. Ifølge undersøgelsen godkendte 86% rapportens anbefalinger og kun 8% var imod.

De fleste mennesker bekymrede sig ikke om de bagvedliggende omkostninger ved sådanne nye rettigheder. Som den britiske historiker Corelli Barnette har skrevet, "Krigen frisatte den offentlige mening ikke kun fra de dystre finansielle begrænsninger fra før krigen, men gav også en følelse af at der ikke var nogen grænser for materielle ressourcer." Folk blev tiltrukket af den "forførende analogi" om at en nation der kunne mønstre sig til at vinde en stor krig også burde være i stand til at angribe "de store sociale ondskaber! -- som Sir William kaldte dem -- af Mangel, Sygdom, Uvidenhed og Besvær" ved den efterfølgende fred. Forgæves forsøgte Winston Churchills Finansminister Kingsley Wood at indgyde en holdning til realiteten i al denne tale om "Det Nye Jerusalem" ved at påpege Storbritanniens hastigt voksende gældsætning ved at spørge, "Er dette tiden til at antage at den almindelige skatteyder har en uudtømmelig tegnebog?"

Mens de Konservative var nølende i deres svar på den offentlige 'ophidselse' forårsaget af Beveridge Report, greb Labour rapporten som var den en hellig opskrift og lovede at indføre alle dens anbefalinger i løbet af tre år, når de kom til magten.

Krigen gavnede Labour Party på også andre vigtige områder. Regeringens forbrug i Storbritannien svulmede op fra en stabil base på ca 25% af BNP i 1920- og 30'erne til mere end 60% under krigen, og Labour Partys ihærdige tilhængere havde et stort ord at skulle have sagt om, hvordan pengene blev brugt. Som arbejdsminister i krigstidsregeringen holdt Ernest Bevin, tidligere chef for Storbritanniens største fagforening, skarpt øje med forvandlingen af det meste af den private produktion fra civile til militære formål. I en grov opdeling af ansvaret inden for regeringen koncentrerede Labourfolkene sig om økonomien og de hjemlige forhold, herunder planer om genopbygningen efter krigen, mens Churchill og de Konservative holdt fokus på krigen og efterkrigstidens diplomati og den militære strategi.

Kort sagt vænnede krigen folket til ideen om en stor formålstjenlig og næsten almægtig regering, og det afsleb også den holdning af Labour Party ikke kunne tiltros at lede en regering.

.

Valgkampen begyndte den 23. maj, to uger efter V-E Dag og varede seks uger.

Labours kampagnemanifest, Lad os se fremtiden i møde, var orienteret om det indenrigspolitiske, det så fremad og var optimistisk. Det appellerede til folk der meget hurtigt gerne ville glemme krigen og komme videre med en hurtig forvandling, til en behagelig, fredelig og mere velstående fremtid.

Hvis der imidlertid var een person i hele Storbritannien der frygtede fejringen af en for tidlig sejr, med baggrund i den geopolitiske situation på det tidspunkt, så var det Winston Churchill. Hele hans indstilling kan man få et glimt af i følgende uddrag, der blev skrevet kun tre dage efter V-E Dag, til hans udenrigsminister Anthony Eden, der overværede en FN konference i San Francisco:

"I dag er der forlydender i aviserne om omfattende tilbagetrækninger af amerikanske styrker der går i gang måned efter måned. Hvad skal vi gøre? Voldsomt pres vil snart blive lagt på os hjemme om at delvist demobilisere. På meget kort tid vil vore hære være svundet ind, men russerne vil fastholde hundreder af divisioner i Europa fra Lübeck til Trieste, og til den græske grænse ved Adriaterhavet. Alt dette er langt vigtigere end forslagene til en Verdens Forfatning der måske aldrig vil blive til noget før end den er efterfulgt af en periode med pacificering ved en Tredje Verdenskrig."

Var Churchills frygt for et Sovjetangreb mod Vestens Europa helt forkert eller vildt overdrevet? Hvem kan sige det? Senere den sommer kastede USA den første atombombe (se denne artikel på synopsis) mod Hiroshima og den anden mod Nagasaki. Mere end blot at få Japan til at overgive sig, forandrede atombomben den strategiske balance i Vesteuropa. Det gav vore nærmeste allierede en billig, men effektiv beskyttelse under den amerikanske atomparaply, med USA som eneste besidder af et våben der kunne udslette hele byer eller hære.

Meningen med dette er, at der var en god grund til, hvorfor Churchill, her ved afslutningen af valgkampen og før fremkomsten af denne deus ex machina talte om -- ikke at tilbyde en mere gunstig og appellerende vision om Storbritanniens fremtid. Han kendte Stalin så godt som muligt, så hvordan kunne han derfor ikke være bekymret?

Churchills mangel på veltalenhed når han talte om hjemlige og økonomiske emner fik the Economist til at beklage: "Hvornår har premierministeren holdt en af sine store og indtrængende taler om disse emner, ikke om strategien for verden, men om det britiske folks håb og det de frygter....Så længe han er tavs, så er Konservatismen tavs, og den tro vokser frem at de Konservative ikke vil gøre andet end fastholde status quo."

Han nære ven Vita Sackville-West var endog endnu barskere i sin vurdering af hans indsats. "I ved jeg beundrer Winston utroligt meget, næsten til tilbedelse," skrev hun til sin mand, Harold Nicholson, "derfor er jeg frygteligt foruroliget over den ringe standard af hans radiotransmitterede valgtaler. Hvad er der i vejen med ham? De er forvirrende, uldne, ikke konstruktive og så kedelige at det er umuligt af få noget konkret ud af dem."

Churchill, da 70 år, fornemmede det samme. "Han er langt nede," skrev hans hustru Clementine til deres datter Mary den 20. juni. "Han mener han har mistet sit greb og han ærgrer sig over det."

Churchill havde ikke mistet sin oratoriske evner, som senere taler ville bevise. Men på specifikke emner - i forsøget på at forklare hans økonomiske- og indenrigspolitiske linie -- var han bundet fast i alle mulige former for selvmodsigende uløselige knuder

Som leder af en koalitionsregering havde han arbejdet som hånd i handske med sine Labour Party kolleger, idet han regnede med deres støtte til den massive opbygning i produktionskapaciteten der var brug for til bestræbelserne i krigen. Takket været Labours rolle i regeringen, for eksempel, enedes de utallige fagforeninger der havde med skibsværterne at gøre at suspendere alle restriktioner under krigens forløb. For sit vedkommende lovede Churchill at ville støtte de socialreformer som hans Labour Party kolleger holdt mest af -- hvis de var enige om, at vente til krigen var slut for at få dem.

Churchill gav sin støtte til almen sundhedspleje og enedes med Labour om at staten skulle have ansvaret efter krigen for at opretholde fuld beskæftigelse. Han gik ind for ideen om at holde økonomien på en krigskontrol og lade den udvikle sig i op til fire år efter krigen. Han gik endog ind for at "udvidet mulighed af Statsejerskab og foretagender."

I ren og skær interesse for solidariteten under krigen forpligtede Churchill sig -- den livslange champion for det frie initiativ - - for en uentusiastisk udvandet version af Labour Partys dagsorden.

Churchill var skuffet over at Labour Party lederne insisterede på at igangsætte et valg før krigen i Stillehavet var vundet. Ikke destomindre gav han en afskedsselskab den 28. maj i Downing Street nummer 10 for de afgående Labour ministre og viceministre. "Med tårer løbende ned af kinderne," som en Labour minister husker, takkede Churchill dem for deres tjeneste. "Historiens lys vil skinne på alle jeres ansigter," fortalte han dem.

  

Valget blev til en kamp i radioen, med hvert parti tildelt tid på BBC for at henvende sig til nationen i en række af taler sendt om aftenen. Familierne forsamledes rundt om deres radio for at lytte til denne verbale duel. Det eneste ægte drama skete i begyndelsen. I den første af Churchills taler den 4. juni brød han ud af sin selvpåførte konformitet om den gamle koalitionsregerings økonomiske konsensus... og han anklagede Labour Party for Nazitendenser eller tilbøjeligheder. Ved at gøre det, på et tidspunkt da næsten alle (herunder hans hustru, der bønfaldt ham om at slette disse ord fra sin tale), havde han virkelig i alvorlig grad trådt i nælderne. Midt i sejrsfestligholdelserne, fyldte han æteren med den mest skarpe duft af følgagtighed. Således sagde han:

"Ingen socialistisk regering der styrer hele livet og industrien i et land vil kunne have råd til at tillade frie, uforfalskede eller barske  ytringer af offentlig utilfredshed. De ville være nødt til at anvende en slags Gestapo, uden tvivl meget humant, i første omgang. Dette vil fjerne frøet til utilfredshed; det ville standse kritik når den fremkommer, og det ville samle al magten til de suveræne partiledere....Mine venner jeg må fortælle Jer at en socialistisk politik er afskyelig for de britiske holdninger om frihed."

Den følgende aften afleverede Attlee et nådig dog knusende modsvar:

"Da jeg lyttede til premierministerens tale i går aftes i hvilken han gav en parodi på Labour Partys politik, indså jeg straks hvad hans formål var. Han ønskede at vælgerne skal forstå, hvor stor forskellen er mellem Winston Churchill, den store leder i krig for en forenet nation, og Mr. Churchill, partilederen for de Konservative. Han frygtede at de som havde accepteret hans lederskab under krigen kunne være fristet til af mangel på taknemmelighed yderligere at følge ham. Jeg takker ham for at have desillusioneret dem så fuldstændigt."

Dette var et tilfælde, (ud af temmelig mange) hvor den store mand havde talt over sig. Men faktisk var der ingen grund til at bringe Gestapoargumentet på banen i modstanden med de forskellige virkninger af en socialistisk regering. Faktisk er der en uadskillelig forbindelse mellem socialismen og anvendelsen af tvang i et bredt udsnit af anvendelser.

Staten kan ikke planlægge eller dirigere den økonomiske aktivitet uden et antal negative konsekvenser. Den kan ikke gøre det uden at hæmme individuel frihed og initiativ; den kan ikke gøre det uden at politisere den økonomiske beslutningsproces, og på uretfærdig vis favorisere visse grupper på bekostning af andre; den kan ikke gøre det uden at tvinge forretningsdrivende til at tænke mindre på at gøre deres kunder tilfredse og mere på at tilpasse sig hæmmende regler og forsøge at undgå regeringens vrede eller censur; og endelig kan den ikke gøre det uden at indsnævre manøvrerummet for menneskelig kreativitet i forsøget på at opfylde folkets øsnker og behov.

Alle disse former for regeringstvang -- og mange flere -- blev meget hurtigt til at få øje på after Labour kom til magten.

Fortsættes........