At rulle den socialistiske bølge tilbage
Andrew B. Wilson
Del 3 af 5.
I tilbageblik så er det der er mest betegnende for 1945 valget/fraværet af nogen seriøs debat over økonomiens fremtidige udvikling. Idet han frygtede at 2. Verdenskrig meget hurtigt kunne blive til 3. Verdenskrig, mente Churchill at det var alt for sent at demobilisere produktionsapparatet, og han var i hvert fald, kommet i et dilemma -- ved at have lovet at gå sammen om Labour Partys sociale og økonomiske agenda når krigen sluttede netop for at sikre sig dens støtte under krigen. Churchill gik ikke ind i 1945 valget med et fejende banner af Fri Foretagsomhed mod socialismen. Socialismen triumferede over en minimal politisk opposition fra fortaleren for Fri Foretagsomhed.
Det der skete var at en kommando-og-kontrolleret krigstidsøkonomi blev forvandlet til en kommando-og-kontrol fredstids økonomi. Og således forblev det i endnu 30 år.
Mange af de mest idealistiske socialister betragtede krigsanstrengelserne næsten som en slags opvarmning for den langt større sociale omformning der burde finde sted efter krigen. Overvej dette afslørende tema i journalisten J.L.Hodsons dagbog fra krigstiden, her fra september 1944:
“En ung Radikal ven sagde igår: "Vi har vist i denne krig at vi briter ikke altid humpler os igennem: Vi har vist at vi kan organisere fremragende -- se på disse invasioner på Kontinentet, der er gået som efter et urværk; se på de havneanlæg vi har bygget ved de strande. Der er ikke længere nogen undskyldning for mere arbejdsløshed og slumkvarterer og de underernærede. Ved at benytte halvdelen af det udsyn og den energi og opfindsomhed og trække på samme hammel som vi har gjort i denne krig, hvad findes der så vi ikke kan gøre? Vi har praktisk talt sprængt argumenterne hos de gamle konservative Nokkefår og de Bedrevidende Nejsigere der hævder at vi ikke har råd til dette og ikke bør gøre det."
I løbet af nogle uger efter afslutningen af krigen vågnede det britiske folk op til en helt anden, og anderledes virkelighed.
Den britiske økonomi indpakkes meget stramt
En FORTUNE MAGAZINE forsidehistorie ("Britain in Winter") der kom i februar 1946 tegner et levende billede af Storbritannien efter seks måneder med fred -- og med den socialistiske regering. Det Storbritannien vi ser i denne tidskapsel er et sted, hvor lange rækker af mennesker venter på at købe klæder, møbler, og andre varer, som med overlæg blev fremstillet (under regeringsledelse) efter de billigste specifikationer. Fortunes Gilbert Burck skrev:
"Næsten det værste efter at have tabt en krig er at vinde den. Det er briterne ved at være klar over. Sejrrige og med fred fungerer Storbritannien næsten som om hun havde opnået hverken fred eller sejr. Butiksvinduerne, stadig delvis beskyttet mod bombenedslag, udstiller hjælpeløst deres alvorlige "dagligdagsklædninger." En tredjedel af en persons årlige rationeringspoint skal ofres for en kjole, og cirka to tredjedele at årets point for et jakkesæt. Udover biografen, er der ikke noget natteliv der er værd at nævne. Teatre og koncerter begynder kl. 18.30 og gaderne er forladte længe før midnat. Overalt, fra Land's End til John O'Groats er der køer. Husmødre står i kø for købe for 25 cents, den ugentlige ration. Kontorarbejderne står i kø for aviser, der taler om bedre tider. Alle står i kø ved busserne, og undertiden kunne det se ud til, at hvis en pengekiste med mønter blev væltet på gaden da ville folk stå i kø for at få fat i dem."
Ikke mindre byrdefuldt, og kvælende, var restriktionerne der blev pålagt de som forsøgte at drive en forretning. For igen at citere fra Gilbert Burck:
"Hvis en industrimand ønsker at bruge 150 pund eller mere på en reparation på sin fabrik så må han vente på en licens fra Handelsministeriet. Hvis han ønsker at udvide sin virksomhed skal han tilegne en større del af virksomheden på eksportvarer; Skønt regeringen ikke sådan i virkeligheden tvinger ham til at gøre det den ønsker har dens kontrol over hans arbejdsmateraler, og fabrik ladet ham være uden mulighed for en kursændring."
Under kommando-og-kontrol krigstidsøkonomien så det ud til, at regeringen med et snuptag havde været i stand til at konvertere det meste af landets bil-industri til at producere de meget vigtige og nødvendige kampfly, bombemaskiner og andre militærkøretøjer. Det havde den også. Men overvej så problemerne med et snuptag at føre det tilbage igen den anden vej -- ved krigens slutning at begynde bilproduktionen igen.
Det som ud til at være et middel til velstand under krigen -- med fabrikker der summede af aktivitet i Midlands -- var faktisk, støttet af lån fra USA. Den britiske regering havde måttet købe Spitfires, Blenheim bombemaskiner og andre sådanne produkter med lånte penge. Lånene der var optaget skulle tilbagebetales, eller annulleres. Derfor uden flere penge fra USA, hvem ville så, eller kunne så betale for disse fabrikkers produkter når de vendte tilbage til at fremstille biler?
Der var kun en meget lille efterspørgsel fra de britiske forbrugere, der forblev næsten ligeså fattige som de havde været under krigen som et resultat af, at regeringen holdt skatterne på krigstidsniveau for at kunne finansiere deres forbrugsprogrammer. På samme tid, var der kun lidt håb om at kunne sælge særlig mange biler på grund af de høje arbejdsomkostninger, og dermed de højere fremstillingsomkostninger i Storbritannien.
Hillman Minx 1947 - selv farven var kedelig
Den knusende gældsbyrde på grund af krigen fjernede det som havde været imperiets helt store arv: Indkomsten fra de oversøiske investeringer, samt de mere usynlige indkomster fra forsikring, bankvæsen og skibsfart. Storbritannien havde, før krigen, været i stand til at få næsten 2 dollars i indtægt for hver 1 dollar man sendte ud gennem eksport. Denne gunstige tilstand sluttede med krigen. Fordi Storbritannien måtte importere fødevarer og andre varer for at klare sig, blev landets levestandard afhængig af landets relative effektivitet.
Begyndende med Attlee, ignorerede efterfølgende Labour og Tory regeringer selve problemets årsag, hvilket var mangel på produktivitet og fleksibilitet. I et aldrig sluttende forsøg på at få lønningerne op, priserne ned, og beskæftigelsen øget arbejdedes med fagforeninger og industrien i et forsøg på at begrænse importen og kontrollere og eliminere "uhensigtsmæssig konkurrence" i nøglesektorer såsom bilindustrien, tekstilindustrien og skibsværfterne.
Den sørgelige beretning om den britiske bilindustri understreger gavnen af denne indsats. Gennem konsolidering faldt antallet at britiske bilmærker fra et par dusin ved slutningen af krigen til en håndfuld i 60'erne og derpå til en overoppustet virksomhed, men dog stadig en virksomhed som tabte penge. British Leyland gik fallit i 1975, og blev derpå reorganiseret med regeringen som aktieindehaver i det sidste forsøg.
Edward Heath, den sidste Konservative premierminister før Thatcher, fulgte blot det mønster som blev sat af Harold Wilson, hans Labour forgænger i at afholde sig fra at konfrontere fagforeningerne mens overdådige offentlige midler blev overført til de svækkede industrigrene. Dette opmuntrede kun fagforeningslederne til at bede om mere og være langt mere villige til at gå i strejke for at få det de ønskede.
Således viste det sig, at den oprindelige ide bag nationaliseringerne var en omgang barsk fup: Ideen om at erstatte det privat ejerskab med offentligt ejerskab i kulminerne og på stålværkerne ville skabe en meget mere motiveret og mindre strejkevillig arbejdsstyrke. Det skete ikke under nationaliseringen, strejkerne blev flere i antal.
I 1947 skrev R.A.Butler, der blev Finansminister i den anden Churchill regering (1951-55) et betydningsfuldt dokument, Industrial Charter, der omdefinerede "moderne konservatisme" på en måde der knap kunne skelnes fra socialismen. Han skrev: "I effektivitetens interesse, i den fulde beskæftigelse og den sociale sikkerheds interesse, bør moderne Konservatisme holde fast i en stærk central ledelse over økonomien."
Ved sin tilbagekomst til magten gjorde Churchill en "også jeg" drejning mod alle Attlees forandringer -- idet han følte han ikke havde mandat til at lave om på Labour Party's nationaliseringer, at begrænse fagforeningernes privilegier eller lave om på det nationale sundhedssystem. Han tøvede endog med at gøre en ende på rationaliseringen, der meget hurtigt var blevet fjernet i USA efter krigen, men hærgede i årevis i U.K. "Uret er ikke blevet sat et eneste sekund tilbage," klagede Evelyn Waugh i sin Diaries.
Det betegner meget godt den efterkrigstids konsensus der varede fra 1945 til 1979. Uanset hvilket parti der var ved magten, var det den vedtagne visdom at regeringen skulle garantere fuld beskæftigelse mens man samtidig forsøgte at afpasse fagforeningerne krav om højere lønninger. Kunden eller forbrugeren blev glemt. Ingen bekymrede sig om at fremstille ting som nogen havde lyst til at købe.
Alt dette betød i praksis at regeringen i en endeløs spiral var fanget i at agere som mellemmand ved at mægle i uoverensstemmelser, og forsøge at forbedre forholdet mellem industrien og det organiserede arbejdsmarked. I løbet af 1950- 60- 70'erne blev det en standard praksis for den siddende premierminister at indkalde fagforeningslederne og industriens ledere til "øl og sandwiches i Nummer 10." I sene nattemøder i premierministeren bolig, ville de forsøge at afgøre lønniveauet og industripolitikken, eller forsøge at løsne op for de store arbejdsnedlæggelser.
Transportfagforeningslederen Jack Jones på vej til øl og sandwiches
Dette var den perfekte opskrift på en fiasko. Engang den rigeste nation i Europa og Storbritannien faldt til blot 70% af gennemsnits BNP på kontinentet pr. indbygger midt i 70'erne. I Parlamentsdebatter kom Labours premierminister fra 1976-79 Jim Callaghan med den skuffende udtalelse: "Lad mig sige at selvfølgelig har der været et fald i folkets levestandard. Det er faldet i år og vil falde igen næste år."
I de tre årtier der fulgte efter krigen, steg regeringens udgifter med næsten 50% -- det dobbelte af hvad det havde været i mellemkrigsperioden -- og Storbritannien forvandlede sig fra det som Napoleon noget misundeligt havde kaldt "en nation af butiksejere" til en nation med Zombie industrier, ingen nye jobs, nye foretagender der ikke var var at skrive om, og en stadig dårligere levestandard.
Fortsættes........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar