At rulle den socialistiske bølge tilbage
Andrew B. Wilson
Del 4 af 5.
Churchill beskrev socialismen som "den modbydelige doktrin hvor det eneste der gælder er den ligelige fordeling af elendighederne." Han talte om socialismen "uudtømmelige" dårskaber. Men samtidig med at Churchill hånede socialismen rettede han ikke sin politiske karriere mod at knuse den.
Det er på den måde han adskilte sig fra Margaret Thatcher...ved, den kendsgerning at da hun dukkede op var det på et tidspunkt da det britiske folk, for manges vedkommende, allerede havde fået nok af socialismen og hele holdningen til "en stærk central kontrol over økonomien."
Margaret Thatcher i Storbritanniens 'Utilfredshedens Vinter'
Næsten som en naturlov i politisk liv, havde alle Konservative partiledere, helt tilbage til Churchill accepteret den gigantiske drejning mod venstre som skete i 1945 valget. Fru Thatcher gjorde ikke. Med succes udfordrede hun Edward Heath om lederskabet i partiet i 1975, hun talte med den samme uovervindelige lidenskab og overbevisning man hører i dag fra de som siger de ønsker deres land tilbage. Som uafhængige forretningsfolk føler mange i den amerikanske Tea Party bevægelse sig personligt frastødt af tanken om at leve under kontrol af en regering, af usynlige, og som de selv mener, al-vidende bureaukrater der hersker diskret. Thatcher var intenst optaget af den samme holdning.
Hun beskrev selv at hun var "vaccineret mod den konventionelle økonomiske visdom fra efterkrigstidens Storbritannien" som et resultat af at være "vokset op ovenpå købmandsbutikken" ved at være en del af familiens købmandsforretning i sin barndom i arbejderbyen Grantham i Lincolnshire. Hun var i stand til at svare på den abstrakte kritik gennem egne erfaringer og med en livlig og engageret indleven i udfordringerne. Som hun skrev i sine memoirer, The Path to Power i 1995:
“For dem (kritikerne) var kapitalismen fjenden og farlig: For mig var den familiær og kreativ. Jeg var i stand til at se, at det var tilfredse kunder der tillod min fader at øge antallet af ansatte. Jeg vidste, at det var international handel der bragte kaffen, sukkeret og krydderierne til de som besøgte vor forretning. Desuden, erfarede jeg at forretning, som det kan ses på alle markedspladser, er levendegørende, menneskelig, og socialt fremmende: Faktisk, ærligt talt, så var det også meget morsomt.”
Thatcher mod-revolutionen begyndte under Storbritanniens "Utilfredshedens Vinter.
I vinteren 1978-79 var Storbritannien lammet af en serie strejker -- togene kørte ikke, renovation blev ikke udført, de alvorligt syge blev ikke behandlet, og de døde ikke begravet. Dette "grønne og dejlige land," som William Blake kaldte det, var på vej ud i en tilstand af anarki.
Såsæden til krisen var blevet sået i 1976 da Labour Party regeringen under ledelse af Jim Callaghan forsøgte at optage et nødlån fra International Monetary Fund for at holde pundet ovenpå, og undgå en kollaps. IMF kreditten havde adskillige forbehold tilknyttet. Som et antal Tredje Verdens lande blev Storbritannien sat i den ydmygende position at skulle acceptere reformer pålagt af IMF med det mål at tæmme inflationen og skære ned på regeringens forbrug og udgifter.
Dette forårsagede en voldsom debat i Labour Party. Frem for at redde pundet, ønskede Tony Benn og andre prominente radikale at latterliggøre IMF og gå videre med en "belejringsøkonomi" (standse al import) med baggrund i højere skatter og gebyrer og yderligere nationaliseringer, der strakte sig til bankerne og de andre finansielle institutioner
I 1976 ved Labour Party konferencen hånede Denis Healey, den noget ubehagelige og ofte syrlige Finansminister, sine radikale kritikere ved at sige: "Jeg har aldrig hørt om en 'belejringsøkonomi,” hvor vi standser importen og kræver total frihed for eksporten."
Under IMF's opmærksomme tilsyn gik Callaghan og Healey og Transportfagforeningens kongres (TUC) med til en frivillig indkomstpolitik der begrænsede lønstigningen hos de fleste arbejdere til mindre end 5%. To år senere, uden at godkende IMF's rolle med tilskyndelser til at være finansielt ansvarlig, krævede Healey kredit for "en af de få perioder i efterkrigstidens Storbritannien, hvor arbejdsløshed og inflation begge skete samtidig." Det medførte et svidende modsvar fra fru Thatcher: "Nogen burde fortælle hr. Healey at man ikke giver den mand der sætter ild til ens hus en medalje, blot fordi han ringer til brandvæsenet."
Forbedringen i økonomien var kortlivet. Ved det første tegn på en fornyet vækst blæste regeringens allierede i fagforeningerne hele grundlaget for indkomstpolitikken langt væk. I september 1978, forlod flere end 60000 arbejdere i bilindustrien deres arbejde, og 23 Ford virksomheder over hele landet blev lukket. De krævede en 25% lønstigning og en 35 timers arbejdsuge. De næste der gik i aktion var BP og Esso tankvognschaufførerne der forsynede tusinder at stationer over hele Storbritannien. De krævede en 40% lønstigning.
Da Labour Party holdt sin årlige kongres i Blackpool sent i september, stemte et overvældende flertal af de delegerede for at forkaste de 5% i lønstigninger og "enhver anden lønbegrænsning, uanset metoden." Ved at gøre det, afviste de den økonomiske politik som deres egne ledere - premierminister Callaghan og Finansminister Healey - anbefalede.
Da det konservative parti holdt sin kongres i Brighton nogle uger senere, tilskyndede tidligere premierminister Heath Torierne til at være den loyale opposition og slutte sig til Labour Party's ledere i en fremvisning af meddelagtighed i støtte for genopretningen af indkomstpolitikken. Han advarede om at konsekvenserne ved ikke at gøre dette ville være en "ruinerende inflation" og at "alt er gratis" i den frie forhandlingsret. "Der er intet at være skadefro over, ingen glæde," betonede Heath. "Vi bør sørge over vort land."
I afvisningen af dette råd, gav Thatcher som Tory leder et slag der rystede de ynkelige efterladenskaber af efterkrigstidens konsensus i millioner af stykker. Fremfor at være enig i en meddelagtig passiar om endnu en runde med lønstramninger, gik hun ind for den frie forhandlingsret. Lad stumperne falde, hvor de vil. Hvis fagforeningerne valgte at komme med vanvittige krav, så var det deres beslutning.
Hendes regering ville ikke gribe ind for at standse dem gennem brugen af løn og priskontrol. Men man ville heller ikke gribe ind for at hindre fagforeningerne senere hen i forløbet -- og dermed sende gode penge efter dårlige for at stoppe dem i de tabsgivende virksomheder med oppustede lønninger og overbetalte arbejdere. Hvis hun blev valgt ville der ikke være mere Øl og Sandwiches i Nummer 10.
Ingen der lyttede til Thatchers tale ved De Konservatives Kongres i 1978 kunne være i tvivl om at en ny tid var ved at gry i britisk politik.
Hun begyndte sin tale med at kræve et tidligt valg. "Der er kun en tjeneste som de (Callaghan og Healey) kan gøre for nationen nu," sagde hun. "Det er at gå af."
I en del af talen henvendte hun sig direkte til Storbritanniens fagforeningsbosser:
Nu I, fagforeningsledere I har stor magt....Men betragt de forhold Jeres medlemmer har i dag og sammenlign den med forholdene hos arbejderne i andre frie lande. Kan I virkelig sige, kan nogen virkelig hævde at I har brugt Jeres magt gunstigt?
I ønsker højere lønninger, bedre pensioner, kortere arbejdstid, mere forbrug af regeringen, flere investeringer - mere og mere og mere. Men hvor skal dette "mere" komme fra? Der er ikke mere. Der kan ikke være, der vil heller ikke være det, medmindre vi producerer mere. Man kan ikke adskille betaling fra udkomme mere end man kan adskille de to blade hos en saks, og stadig kunne benytte den som saks. Her, lad mig sige til fagforeningslederne, I er ofte Jeres værste fjender. Hvorfor er der ikke mere? Fordi alt for ofte er det restriktive krav der frarøver Jer det eneste i har at sælge -- Jeres produktivitet.
I en andel del af talen henvendte hun sig til nationens politiske 'mandariner,' hos begge partier -- alle de som mente et markant afbræk fra fortiden var ønskelig, eller blot mulig. Her talte hun om, hvordan Storbritannien var blevet kørt i sænk, ikke ved "usædvanligt onde mennesker," men af dem "som har tilstrækkeligt med gode hensigter til at bruge midlerne to gange":
Sagens kerne er denne: Vi er blevet styret af mænd der lever af illusioner: Illusionen om, at man kan bruge penge man ikke har tjent uden at man vil gå fallit eller blive sine kreditorers gidsel; illusionen om at ægte jobs kan skabes gennem regeringsdekreter, ligesom kaniner ud af en hat; illusionen om er der er en anden måde at skabe velstand, end hårdt arbejde og at gøre sine kunder tilfredse; illusionen om at man kan have frihed og foretagsomhed uden at tro på det frie initiativ; illusionen om at man kan have en effektiv udenrigspolitik uden et stærkt forsvar, og et fredeligt og ordentligt samfund uden respekt for loven.
Ovenpå partikonferencen var der yderligere forstyrrelser og mere vold. Fagforeninger der repræsenterede lokale myndigheder, Royal College of Nursing, ambulancechaufførerne og National Health Service arbejdere gik i strejke i december og januar, krævede gigantiske lønstigninger. Massedemonstrationer i mange byer fik handlen til at gå i stå, og lukkede skolerne og lufthavnene. Med regeringens velsignelse fik forskellige funktionærer og medlemmer af fagforeninger bemyndigelse til at fungere som politibetjente, ved at bestemme, hvorvidt lastvognschauffører skulle have lov til at transportere "nødvendige" varer forbi afspærringer ved hospitaler og andre steder.
Alt dette gav det indtryk at det "kun var Labour Party der kunne kontrollere arbejdet." Det fik mange utilfredse fagforeningsmedlemmer til at skifte side for første gang -- og stemme for den første Konservative leder der turde sige de strejkeglade chefer i deres fagforeninger imod.
Ved valget der blev holdt i maj 1979, strøg Thatcher til magten med et flertal på 43 sæder og med en 7% føring over Labour i stemmeafgivningen (næsten svarende til de 8% 's føring som Labour førte med over Torierne i 1945). Fire år senere, i 1983 valget, styrkede Thatcher og De Konservative deres føring til 144 sæder og 15% over Labour.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar