Cuba Missil Krisen - var det virkelig Kennedys “sejr”?
At Khrushchev fejede gulv med Kennedy under Cuba raketkrisen var den herskende konklusion hos konservative under det meste af Den Kolde Krig. Richard Nixon og Barry Goldwater repræsenterede for eksempel to modpoler hos Republikanerne i deres tid.
“Vi låste Castros kommunisme til Latin Amerika og smed nøglen til dens fjernelse væk.” gryntede Barry Goldwater om JFK’s “løsning” på missilkrisen.
“Kennedy fik trukket tænderne ud af sejrens kæber,” klagede Richard Nixon. “Derpå gav han Sovjets lakajer rettigheder i vor egen baghave.”
Generalerne Curtis Le May og Maxwell Taylor var repærsentanter for to modpoler hos militæret. (Læs denne på synopsis om Curtis Le May http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2009/11/krigsgalning-eller-genial.html)
“Det største nederlag i vor nations historie” hvæsede Air Force chefen Curtis Lemay, mens han hamrede sin knytnæve i skrivebordet da han erfarede detaljerne i aftalen.
“Vi kom ikke med ombord på det store skib,” klagede General Maxwell Taylor efter at have hørt det samme.
“Vi er blevet snydt så det driver!” råbte chefen for Navy, George Anderson da han 28. oktober 1962 hørte, hvordan JFK “løste” missikkrisen. Admiral Anderson var den mand der stod for den “blokaden” mod Cuba.
“Det er en public relations fabel at Khrushchev knælede foran Kennedy,” skrev Alexander Haig. “Legenden om at de stirrede hinanden i øjnene er opfundet af Kennedys mænd har givet en smuk politisk dividende. Men Kennedy-Khrushchev aftalen var en afskyelig fejl, der resulterede i politisk kaos, og menneskelige lidelser over Americas.”
William Buckleys National Review tilegnede adskillige udgaver til at afsløre, udstille og forhåne Kennedys forsoningspolitik. Magasinets populære “Den 3. Verdenskrig,” klumme af James Burnham fordømte Kennedys Missil Krise Løsning som “Amerikas nederlag.”
Selv det Demokratiske fyrtårn Dean Acheson vred sig i lidelse: “Denne nation mangler lederskab,” knurrede han om de berømte “Ex-Comm møder,” der er blevet så glorificeret i filmen Thirteen Days.
“Møderne var en evig gentagelse og uden retning. De fleste medlemmer af Kennedys team havde ingen militær eller diplomatisk erfaring - overhovedet. Møderne var spild af tid.”
Men ikke for Sovjet. “Vi endte med at få lige præcis det vi hele tiden havde ønsket,” kluklo Nikita Khruschev i sine dagbøger, “sikkerhed for Fidel Castros regime og at de amerikanske missiler blev fjernet i Italien og Tyrkiet. Indtil i dag har USA overholdt sit løfte om ikke at blande sig i Castros forhold og ikke tillade nogen af have noget med Castro at gøre. Efter Kennedys død, forsikrede hans efterfølger Lyndon Johnson os om at han ville holde løftet om ikke at invadere Cuba.”
Faktisk var Khruschev forberedt på at trække missilerne hjem før han blev “behandlet” af Kennedy. “Hvadbehager!” gispede Khruschev den 28. oktober 1962, som hans søn Sergei fgenfortæller det. “Er han (Fidel Castro) i færd med at foreslå at vi påbegynder en kernevåbenkrig? Men det er jo sindssyg.....Fjern dem (vore misssiler) så hurtigt som muligt. Før det er for sent. Før der sker noget frygteligt!” kommanderede Sovjetlederen.
Det var så den ‘historie’ om de Tapre Camelots Riddere der tvang russerne til at trække sig. Faktisk var det Castro brødrenes og Che Guevaras folkemordslyst der foranledigede at Slagteren fra Budapest trak missilerne bort.
Når man tager den overlegenhed som USA havde over Sovjet på kernevåbenområdet på tidspunktet for den (såkaldte) Missil Krise (5000 kernevåbenenheder mod 300) så er det vanskeligt at forestille sig en Præsident Nixon - meget mindre Regan - falde for Khruschevs helt åbenbare fupnummer som Kennedy faldt for.
Den ægte trussel kom - ikke fra Moskva - men fra Castroeerne og Che. “Hvis missilerne var blevet ville vi have affyret dem mod selve USA’s hjerte, herunder New York. Socialismen sejr er så rigeligt nogle millioner atomofres liv værd.”
“Selvfølgelig vidste vi at missilerne var kernevåbenarmerede,” svarede Fidel Castro til Robert McNamara under et møde i 1992. “Det var præces derfor jeg bad Khrushchev om at affyre dem. Og selvføglelig ville Cuba være blevet totalt udslettet som modsvar.”
Castros regime blev lovet ny status. Lad os kalde det MAP eller Mutually-Assured-Protection.
Cubanske frihedskæmpere der opererede fra det sydlige Florida blev pludselig pågrebet for at krænke U.S. neutralitetslove. “Nogle af disse vildledte mænd blev fængslet andre sat i “karantæne,” og forhindret i af forlade Dade County. Kystvagten i Florida fik 12 nye både og syv nye fly for at sikre at Castro ikke blev generet.
JFK’s Millsil Kirse “løsning” lovede også at han øjeblikkeligt trak tæppet væk under Cubas hjemmehørende frihedskæmpere. Raul Castro indrømmede selv at under Missil Krisen var hans og hans Sovjet rådgivere oppe mod 179 forskellige “banditbaner” som han omtalte de tuisnder af cubanske anit-kommunistiske oprørere der kæmpede indædt og faktisk alene på landet i Cuba, med utilstrækkelige våbenforsyninger fra deres medkombattanter i det sydlige Florda som deres eneste livline.
Kenndeys aftale med Khrushchev fik skåret den livline over. Denne indædte guerillakrig der blev ført 150 kilometer fra Amerikas kyster kunne ligeså godt have fundet sted på planeten Pluto, for det eneste man kan læse om den i de førende medier og alt det du kommer til at lære fra Kennedys hofskribenter, er at de fik vendt Kennedys Missil Krise til “sejr.”
For at få et begreb om de odds de stod overfor disse svigtede cubanske oprørere, deres desperate kamp og den skade dig forvoldte så kan du igen besøge Tony Montana fra de sidste 15 minutter af “Scarface.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar