Min ven Lee Harvey Oswald
Paul Gregory
Den frustrede taber jeg kendte der var desperat efter at bevise han “i sandhed var noget særlig.”
Klokken var 7.00 en søndag da telefonen ringede i mine forældre rødstenshus i Fort Worth. “Hr. Gregory” sagde en kvindestemme da min far løftede røret, “Jeg har brug for Deres hjælp.”
Kvinden sagde hun havde været elev på hans kursus i russisk ved vort lokale bibliotek, og at min far kendte hendes søn. Min far, Pete Gregory, kunne derpå sætte ansigt på stemmen som en sygeplejerske der sad helt tilbage i klassen og som havde omtalt sig selv om “Oswald.”
Indtil denne opringning havde han ikke været klar over at hun var mor til Lee Harvey Oswald, en Mariner der var hoppet af til Sovjetunionen, for blot to og et halv år senere at vende tilbage med en russisk hustru og en datter på 4 måneder. Min far havde hjulpet Lee og hans unge familie med at bosætte sig i Fort Worth et år tidligere. Oswalds var blevet mine venner.
Det blev også soleklart, hvorfor Marguerite Oswald havde brug for hans hjælp. To dage tidligere havde hendes søn skudt John F. Kennedy. Mens Lee Harvey Oswald sad i en fængselscelle i Dallas, skjulte hans hustru og to døtre sig. Marina Oswald var blevet det mest eftersøgte vidne i Amerika. Hun havde brug for en oversætter og det hurtigt.
Marina Oswald med døtrene
Secret Service bankede på mine forældres dør kl. 3.00 om natten den 23. november 1963. Den følgende dag hentede en agent ved navn Mike Howard min far og kørte ham hen for at møde Robert Oswald, Lees bror. Som famoliens valg af oversætter var han nu en del af den plan man havde for at få Oswald kvinderne ud fra deres usle hotel, og til et sikkert sted som Robert havde fundet på sin svigerfars gård, så Marina kunne udspørges.
Scenen på hotellet var langt værre end min far havde forventet. Marina, der allerede var tynd, forekom utroligt skræmt; hun havde meget svært ved at give Rachel hendes yngste datter bryst, knap 5 uger gammel. Da mændene begyndte at pakke bilen hviskede Howard at Lee Harvey Oswald netop var blevet skudt.
Med Oswald død, blev Marinas vidneudsagn endnu mere vigtigt. Marian kæderøg og drak kaffe og blev stillet spørgsmål om Lee’s riffel, et foto hvor han holder mordvåbnet, og hans forskellige bekendtskaber. Min far, dengang 59, oversatte i en rasende fart.
Gennem min far var jeg blevet en nær - eller som Robert Oswald senere sagde - næsten den eneste ven af Lee og Marina Oswald, og det lige fra det øjeblik de ankom til Fort Worth i juni 1962, og indtil denne november måned 1963. Selvom disse måneder kunne forekomme af flyve afsted, så var de dog en vigtig periode i Oswalds liv. Han var aldrig på samme sted særlig længe. Som 17 årig havde han allerede boet 20 steder. Så gik han ud af high school og meldte sig til Marines, før han blev frigjort og rejste til Moskva. Han undgik deportation ved et selvmordsforsøg og blev sendt til Minsk, hvor han mødte Marina. Efter 18 måneder vendte han tilbage til USA og igen flyttede han flere gange. Mit venskab med ham var måske det længste han havde haft.
I nærmest samme øjeblik jeg mødte Lee Harvey Oswald syntes det som om han følte verden ikke forstod ham. Han var ikke særlig god som student og Marines kunne ikke se hans talent. Men nu skiftede heldet. Som nærmest den eneste amerikaner i Minsk blev han noget af en berømthed i den provinshovedstad. Oswald formodede at han erfaring som en amerikaner der boede i Sovjetunionen under Den Kolde Krig ville være af meget stor værdi, og han var allerede ved at planlægge sine memoirer. Han holdt dagbog som han kaldte “Historisk Dagbog.” Da han og Marina og lille June landede ved Love Field den 14. juni 1962, blev han budt velkommen af sin bror Robert og spurgte, “hvor er journalisterne?”
Cirka 10 dage efter han var vendt hjem drog han til Continental Life Building i Fort Worht. Tidligere den morgen havde min far der var en succesfuld ingeniør modtaget en opringning fra en ung mand der ønskede certifikat på at han kunne flydende russisk. Fremfor at fortælle ham, at der ikke var særlig stort marked for oversættere af russisk i 196’ernes Texas, bød min far der var flygtet fra Sibirien under krigen chancen velkommen til at møde en person der også talt russisk. Han bad ham derfor møde op.
Cirka kl. 11.00 hvor temperaturen var nær 40 grader ankom en 22 årig Oswald, badet i sved og iført en ulden sweater. Min far bad Oswald om at oversætte passager af en russisk bog han tilfældigt havde udvalg, og var overrasket over hvor godt den unge mand klarede sig. Han bad derpå sin sekretær om at skrive et “Til rette vedkommende” brev, der fastslog at Lee Harvey Oswald var kvalificeret til at arbejde som oversættet, men han sagde også at han ikke kendte til nogen jobs der krævede en oversætter. Ved afskeden gav Oswald sin adresse og telefonnummer på sin bror Robert, som han og hustruen boede hos, hvis der nu skulle dukke noget op.
Nogle få dage senere besluttede min far at kigge til Oswald og hans hustru, og fordi jeg var på deres alder og hjemme på sommerferie tog han mig med. Da vi kørte frem til huset blev vi budt varmt velkommen af Robert Oswald, en høj og veltalende mand. Lee var derimod noget reserveret. Han har ikke særlig høj og benet, uden megen hår på hovedet og han talte med en sydstatsaccent, ikke texansk, måske det skyldtes at han havde tilbragt et stykke tid i New Orleans i sin pure ungdom.
Lee og Robert inviteret os til at møde Marina, der var slank, nærmest skrøbelig, med en naturlig skønhed. Lee forklarede for sin hustru på russisk, at han havde inviteret et par der også talte russisk. Således førte min far an i samtalen ved at stille hende spørgsmål om deres rejse fra Minsk til USA, og hvordan det var at være et ungt menneske i Sovjetunionen. Marina besvarede de fleste spørgsmål, hun talte roligt og viste undertiden fotos.
Lee og Robert Oswald
Cirka en uge senere kørte jeg og mig far fra vort hus hen til Lee og Marina Oswalds nye hjem, en lille etværelses lejlighed. Min far var betaget af Marina, og han ønskede at hjælpe hende. Han spurgte Marina om hun ville give mig lektioner i russisk. Før vi fik aftalt et beløb, blev vi enige om to gang om ugen. Hun virkede glad for ordningen.
Næste tirsdag cirka kl. 6.00 kom jeg til min første lektion. Oswald dagligstuen var næsten uden møbler; der var en slidt sofa og en lænestol og et brugt bord. Da vor første lektion var slut, besluttede vi at fremtidige lektioner skulle finde sted ved at jeg kørte Oswalds rundt i byen og Marina skulle så rette mit russiske mens jeg udpegede steder i byen. Vi regnede således med, at det ville være udmærket med sproglæringen og samtidig ville det lære Marina byen at kende. Tilmed ville det være til stor gavn når hun skulle i byen og handle.
En typisk lektion begyndte kl. 6.30, når Lee kom hjem fra sit arbejde som svejser. Vi kørte så til supermarkeder eller Montgomery Ward og jeg kørte dem hjem kl. 10.00. Det var noget økonomisk svære tider for Oswalds, dog var de ikke uden håb.
Under en tur til Fort Worth Botanic Garden udstrålede Oswald en stor optimisme. Han var tilbage i Amerika med en smuk hustru og en bedårende datter; hans fremtidige liv gav løfter om mere uddannelse og en mulig universitetseksamen; en udgiver ville helt sikkert kunne forstå værdien af hans erindringer, og han kunne bruge det som en platform for at fremme den socialistiske sag som han troede på. Marina ville da virkelig forstå, hvilken mand han virkelig var.
Men som måneder gik blev det stadig vanskeligere for ham at overbevise hende om hans helt særlige støbning. Tidligt den sommer havde Lee et katalog med hjem og et skema fra Texas Christian University, og vi besluttede da endeligt at køre til TCU således, at Lee kunne tale med skolens rektor. Men da vi ankom bad han om at jeg og Marina ventede på afstand mens han hviskede samtalende med kvinden ved receptionen. De talte i et stykke tid, og da Lee kom tilbage var han sur og stille. (På det tidspunkt indså jeg ikke at han ikke havde bestået high school).
Lørdag morgen efter mordet på Kennedy bragte en Secret Service agent og den lokale politichef mig til Oklahoma City for afhøring. Agenterne spurgte ind til den pågældende dag, der selvfølgelig har fulgt mig i de sidste 50 år: Mente jeg at Oswald arbejdede alene eller var han del af en større konspiration? Jeg svarede dem, at hvis jeg var med til at organisere en konspiration så ville han have været den allersidste person jeg ville rekruttere. Han var for vanskelig og upålidelig.
I årenes løb, trods offentlige meningsundersøgelser, er mange enige i det. Åbningen af tidligere hemmelige arkiver i Rusland indikerer at KGB ikke ønskede at rekruttere Oswald. Cubanske efterretningsofficerer, en KGB agent eller to, Mafia bosser og endog CIA officerer (herunder formodede medlemmer af Nixons’ “Blikkenslagerbande.”) er på en eller anden vis blevet knyttet sammen med Oswalds handlinger den dag, men det er vanskeligt at begribe hvordan disse konspirationsteorier skulle have fungeret. Oswald flygtede trods alt fra Texas School Book Depository med Dallas’ notorisk upålidelige offentlige transportsystem.
Det er lidt foruroligende at mene at historien kunne være blevet ændret af en sådan mindre ‘spiller,’ men i årenes løb har jeg indset at det var del af Oswalds mål. Jeg kom ind i hans liv i det øjeblok han forsøgte at bevise, især over for sin noget skeptiske hustru, at han i sandhed var noget særligt. Men i løbet af de måneder mistede han meget hurtigt sin troværdighed. Marina fortalte senere Warren Kommissionen, gennem en oversætter om “hans forestillingsevne, hans fantasi, der var uden hold i virkeligheden, om at han var en enestående mand.”
Måske valgte han det som kunne se ud til at være den eneste tilbageværende genvej til at indskrive sig i historien. Den 10. april 1963 benyttede Oswald en riffel med et kikkertsigte og affyrede et skud ind i Generalmajor Edwin Walkers hjem i Dallas, Walker var en konservativ krigshelt, og var tæt ved at miste hovedet. Oswald fortalte sin hustru om mordforsøget, men han sagde ikke noget til myndigheder for drabet på Kennedy.
Syv måneder senere skulle et meget større mål rammes fra den selvsamme bygning, han arbejdede i. “Hele rækken af frustrationer havde nu fået bragt ham ud til denne endelige scene,” skriver Robert Oswald i sine memoirer. “Skuffelserne, ydmygelserne der begyndte i hans barndom, fortsatte gennem skoleårene, og årene i Marine, det at drømmet om et nyt liv i Rusland gik galg, de kedelige jobs tilbage i USA, der ikke gjorde ham i stand til at forsørge Marina på ordentlig vis, og give ham anerkendelse som en mand ...hele mønstret af fiaskoer gennem det meste af hans 23 årige liv førte til voldsudbruddet i april og den endelige tragedie i november 1963.”
http://theweek.com/article/index/253160/my-friend-lee-harvey-oswald
Ingen kommentarer:
Send en kommentar