Den ‘slemme’ julemands sentimentale side
I årtiet efter den udkom er Terry Zwigoffs profane frække komedie Bad Santa blevet en sæsonfavorit for de som har fået nok af Julen. For de som finder december måneds påtvungne munterhed kvalmende og/eller intimiderende er filmen en frisk tonic: En film der på ‘ondskabsfuld’ vis håner alt ved højtiden.
Det er sådan set ganske ironisk da Bad Santa - når man har set den til ende - faktisk er ligeså sentimental og ‘opmuntrende som de flest andre Juleshows. Det lykkes den blot at skjule det udmærket bag en konstant strøm af profaniteter og upassende jokes. Men julestemningen er der og det er den som får filmen til at være udmærket.
De fleste helligdagsfilm svælger faktisk i svig, og misantropi. Der i i bund og grund to udgaver. Den første er de hvor ‘forkvaklede’ bitre sjæle der foragter højtiden ikke desto mindre opnår at ændre indstilling - på grund af højtiden. (Tænk Charles Dickens Ebenezer Scrooge eller Dr. Seuss’ Grinch.)
Den anden variant involverer anstændige mennesker der er blevet drevet ud i kynisme eller skuffelse, men hvis nedbrudte sjæle helbredes af helligdagen. (Tænk Jimmy Stewart i It’s a Wonderful Life, hvis engle forhindrer ham i at begå selvmord, eller Radisernes Søren Brun der tungsindigt kæmper sig gennem Julespillet.)
Alle disse film anerkender - faktisk er deres handling baseret på - den kendsgerning at helligdagen kan være en deprimerende, stresset eller blot irriterende tid for mennesker. Der er intet værre end at få at vide man skal se ‘pæn’ ud, være lykkelig, når man føler det modsatte.
Det er dette levende Helvede den fordærvede tyv, spillet af Bob Thornton, befinder sig i i Bad Santa. Sammen med sin partner, dværgen Marcus (Tony Cox) får de arbejde i stormagasiner som Julemand og hans alf hvert år. Det er et fupnummer der giver kassen: De får nemlig tid til at score kassen og Juleaften, bryder Willie ind i pengeskabet mens Marcus plyndrer for varer.
Bagsiden er at Willie skal lade som om han er den muntre gamle Nisse den aften og det er hans hjerte bare ikke. Enhver julefortælling, enhver udsmykning, ethvert “Glædeligt Jul” er for ham som når negle skrabes over en tavle.
“Hvis jeg havde vidst at jeg skulle finde mig i at skulle sidde med skrigende møgforkælede unger på skødet i i 30 af årets dage, så ville jeg have beået selvmord for lang tid siden. Når jeg nu tænker efter, så gør jeg det måske.” siger han i filmens åbningsmonolog.
På det tidspunkt tyvene ankommer til deres udvalgte mål i Arizona er Willies had til sit liv blevet selvdestruktivt. Han drikker så han bliver grov over for børn og forældre, og endog fanges i et omklædningsrum med en “over-fed” kvinde.
Det er sådanne ting publikum husker og elsker ved denne film - meget forståeligt. Det er nemlig ikke det man ser i mange andre film op til højtider. Jeg formoder en masse mennesker godt kunne tænke sig sig at være ligeså uforbeholdne som Willie med højtider, og at det er derfor de føler sig tiltalt af karakteren.
Willies væremåde giver ham dog meget lidt ægte tilfredshed. I stedet er de drevet af hans selvhad. Som han forklarer i prologen, var også hans far en lille luset småfrobryder - og en misbruger. Og nu er han fulgt i ‘den gamles’ fodspor og hader ham for det. “Min far opnåede ikke en skid med sit liv, så han lod mig følge ham i det. Du kan sige jeg ikke er spor anderledes, og jeg vil sige du har ret.”
Willie kombinerer i virkeligheden Scrooge/Gingrich karakterern og Jimmy Stewart/Charlie Brown dittoerne: Han hader helligdagen og bliver drevet til desperation af den, og forsøger på et tidspunkt at begå selvmord.
Hans ‘frelse’ dukker op i den usandsynlige skikkelse af en fed, halvdum unge ved navn Thurman Merman, der åbenbart er fuldstændig overbevist om at Willie er Julemanden.
I begyndelsen behandler Willie også knægten uværdigt, men knægten er så ynkværdig at selv Willie ikke kan gøre det særlig længe. Afsløringen af at der er en person derude der bekymrer sig om ham og har brug for hans hjælp nedbryder langsomt Willies forsvarsværker.
De to kommer ud af det med hinanden og mod slutningen af filmen er der endog en varm nostalgisk scene hvor Willie, knægten og Willies bartender veninde bliver en familie og pynter et hus mens Bing Crosbys version af “Have Yoruself a Merry Little Christmas” spiller i baggrunden. Det er første gang i filmen at julemusik ikke benyttes ironisk.
Da Willies og Marcus’ røveri går galt flygter han til knægtens hus, og tænker kun på at aflevere sin gave til drengen før politiet får fingre i ham. Ganske ironisk så redder Willies selvviskhed ham fra at komme i fængsel. Epilogen indikerer, at han snart vil gå tilbage og være noget for knægten, der allerede er ved at lære at klare sig selv takket være Willie. Det er en klassisk, ukonventionel, lykkelig slutning.
Jeg har mistanke om at om nogle få år vil nostalgiens ånd og det at man kender den få Bad Santa til at nå det punkt hvor folk vil glemme at den da den kom var yderst kontroversiel. Husk at selv It’s a Wonderful Life var en fiasko den den udkom i 1946.
Sean Higgins is a writer in Arlington, Virginia.
http://spectator.org/archives/2012/12/26/the-sentimental-side-of-bad-sa
Ingen kommentarer:
Send en kommentar