Reagan befriede Sydafrika
Frank Friday
Nelson Mandela bliver med rette hædret for at være en stor kriger for fred og frihed. Skønt han var en meget fejlfyldt mand, tillod hans moralske modenhed ham frivilligt at fraskrive sig magten, på samme måde som George Washington. Dette er et eksempel der bør følges på det afrikanske kontinent, der muligvis nu er ved at gå ind til en æra med større og bedre håb, i modsætning til de sidste 50 års blodige katastrofer med post-kolonialimsen.
Det som der ikke vil blive talt særlig meget om er at dette var den eneste mulighed, fordi Vesten vandt Den Kolde Krig og tilskyndede desillusionerede Marxister som Mandela i Sydafrika (eller Gorbachev i Sovjet) til at gå fremad og blive demokrater med et lille “d.”
Dette var en forbløffende forandring fra 1970’erne da Sovjetstøttede kræfter var i aktion overalt i Afrika, endog med en cubansk lejesoldathær i Angola og andre steder for at erobre sig deres eget kommunistiske imperium.
I Rhodesia var den hvide regering (der aldrig indførte et apartheid system) i stand til på fredelig vis at forvandle sig til et multiracemæssigt demokrati i 1979, for blot derpå at blive svigtet af Jimmy Carter og (til hendes evige skam) Margaret Thatcher, der insisterede på at terroristen Robert Mugabe fik magten før sanktionerne blev hævet. Mugabe konsoliderede meget hurtigt sit diktatur der nu har forvandlet et engang stortrivende land til en ruin.
Reagan var imidlertid gjort af hårdere stof, og ikke længe efter han var blevet valgt samlede han anti-kommunister af enhver hudfarve, herunder de i det hvide Sydafrika. Reagan afskyede apartheid, men han vidste at de hvide separatister i Sydafrika havde taget magten fordi Storbritannien ikke ville forsvare deres politiske rettigheder og de private ejendomsrettigheder under afkoloniseringen.
Reagan bekæmpede de tåbelige sanktioner mod Sydafrika, og fremsatte i stedet en politik han kaldte “konstruktiv engagement” for at få afsluttet diskriminationen og bringe et fuldt demokrati i stand ved at arbejde med de moderate i landet.
Dette tiltag mødte modstand fra det voldelige og pro-kommunistiske ANC (African National Congress) der gik ind for terrortaktik og bittert bekæmpede deres sorte rivaler. Mange ANC ledere, såsom Oliver Tambo, kommunistlederen Joe Slovo og selvfølgelig Mandelas hustru Winnie var ganske enkelt slyngler.
Nelson Mandela havde været fængslet siden 1962, ikke på grund af politisk aktivitet, men for hans deltagelse i ANS’s bombekampagner af regeringsfaciliteter. Selvom han ikke var villig til offentligt at frasige sig benyttelse af vold, var Mandela den mest eftertænksomme af ANC’s ledere og havde længe i hemmelighed forhandlet med den hvide regering.
Med Sovjetunionens fald og ved at Mandela lagde afstand til mange af sine gamle kolleger (herunder hans tidligere hustru) var Sydafrikas premierminister F.W. de Klerk i stand til at samarbejde med Mandela om den følsomme forvandling til et multiracemæssigt demokrati, hvor man samtidig så bort fra de mest militante ANC medlemmer.
I eftertanken om Mandela i denne uge vil venstrefløjen uden tvivl angribe Reagan (filmen The Butler skildrer denne holdning). Men enhver fornuftspræget efterforskning af Reagans politik vedrørende Sydafrika vil konkludere han var på rette spor. Han forstod de ting der virkelig var på spil på kontinentet og gav den nødvendige tid og plads til fortalerne for ægte demokrati, så dette kunne triumfere.
Naturligvis blev Reagan så bittert forhånet som racist dengang. En af hans mest skamløse forhånere var den sydafrikanske biskop Desmond Tutu. Havde man fulgt dennes råd ville Sydafrika have været den samme blodige, frygtelige et-partistat som Mugabes Zimbabwe. Tutu er nu, alt, alt for sent nu ret utilfreds med hr. Mugabe.
Heldigvis for Tutu og for hans land har Sydafrika på trods af landets mange problemer haft en bedre tid. Og som en masse af verdens lande, skyldes dette i stor målestok det mod og det fremsyn som Ronald Reagan udviste.
Frank Friday is an attorney in Louisville, KY.
http://www.americanthinker.com/blog/2013/12/reagan_freed_south_africa.html#ixzz2mmQAWe1e
Ingen kommentarer:
Send en kommentar