Chicago's glemte mesterværk og politisk korrekthed
Carl Rohl-Smith (1848-1900) var en dansk amerikansk billedhugger der var klassisk oplært i Europa og praktiserede sit håndværk i Den Nye Verden. I 8193 arbejdede han på en opgave fra George M. Pullman til 30000 dollars (næsten en millon i dag) blot for en statue som han gav Rohl-Smith til opgave at udføre. Udover det kom marmorsoklen som monumentet skulle stå op og andre udgifter.
Pullman ønskede at Rohl-Smith skulle skabe et mindesmærke i bronze der skulle stå på hans ejendom på 18th St. og Calumet Avenue i Chicago. Monumentet skulle mindes Fort Dearborn Massakren der fandt sted i 1812, nær Pullmans palæ, og tæt ved en bomuldspoppel, Massakre Træet, der var gået ud. Fordi Massakre Træet “ikke kunne tale” ønskede Pullman noget der kunne markere stedet. Han havde pengene og magten til at få det han ønskede.
Rohl-Smith havde netop færdiggjort en statue af Benjamin Franklin der stod lobbyen til Electricity Building ved den store 1893 Columbia udstilling. Nu, blev han bedt om at gøre noget endnu større. Pullman opgave var en chance for at lave noget som Rohl-Smith aldrig havde gjort før, udstille i det offentlige de næsten nøgne kroppe i den græske tradition i færd med en heltemodig handling.
Rohl-Smith gik i gang med arbejdet. Han ville skabe sit mesterværk, "Black Partridge Saving Mrs. Helm." Ved at gøre det skabte han også en kontrovers der fortsætter helt op til i dag, uanset hvor meget de progressive lederes af nutidens Chicago så gerne vil undgå det.
Carl Rohl-Smith's værk førte til skabelsen af et monument der er både et kultur kunsværk og en steds specifikt kunstværk, to områder som nutidige kunstnere og kunstkritikere ønsker at undgå. Monumentet blev placeret på det sted, hvor begivenhederne det skal mindes fandt sted.
Black Partridge redder Mrs. Helm, på stedet, hvor det skete. Billedet er fra 1929
I 1812, var Fort Dearborn, ved kysten af Lake Michigan ved Chicago River, et strategisk sted for United States. Nationen var blevet fordoblet i størrelse med Lousianna Købet i 1803, og forbundsregeringen havde brug for en militær tilstedeværelse mod Vest. Med krigserklæringen mod briterne, fik U.S. kommandøren på fortet, Kaptajn Nathan Heald ordre til at evakuere.
Om morgenen den 15. august 1812, forlod et selskab af mænd, kvinder, børn og soldater fortet. Da enheden nåede det sted, hvor Pullmans palæs senere skulle stå, blev de angrebet og massakreret. Under angrebet blev Mrs. Helm hustru til en officer på fortet, reddet af den indfødte amerikanske høvding, Black Partridge.
Enten Pullman eller Rohl-Smiths hustru må have givet ham en kopi af Wau-bun, (linket giver adgang til en gratis e-book af værket) Juliette Kinzies populære, dog undertiden mindre troværdige historie om det tidlige Chicago og Fort Dearborn Massakren. I den bog læste Rohl-Smith om massakren. Han ledte efter en dramatisk episode der kunne fryses fast i en større bronzeskulptur. Han fandt det i beretningen om Mrs. Helm. Hendes dramatiske frelse blev fokuspunktet for Rohl-Smith monumentet.
En bemærkelsesværdig skulptur
Da tegningerne var færdige og gipsstøbeformene var godkendt, blev der sendt instruktioner til Henry-Bonnard Foundries i New York City om at fuldføre statuerne. The New York Times den 2. juni 1893 bemærkede at skulpturen “har valgt en hændelse af ikke nogen lille dramatisk virkning.” Times tilføjer, “Monumentet vil blive det mest bemærkelsesværdige i Chicago uden for Lincoln Park.” Efter bronzestøbningen var fuldført, blev den kørt med jernbane til Chicago.
Gipsstøbeformene forblev i Chicago, hvor Rohl-Smith tilbød Art Institute dem, der ikke så værdigt afslog at tage imod dem. Fordi Rohl-Smith havde endnu en opgave i Des Moines, Iowa blev formene sendt dertil og udstillet i lobbyen på Rådhuset indtil 1904.
En artikel fra 14. februar 1904 i Des Mones Register havde overskriften “Indianer indvilliger i at blive skåret i stykker,” idet man hævdede at gipsformen blev skåret op, lagt i kasser og på lager, for at blive samlet igen på et senere tidspunkt.
Skønt man tog fejl om værkets oprindelse fortsætter artiklen, “Kustoden McCurdy tog først babyen og lagde den i en kasse, og sendte den over til kurator Aldrich som første del af forsendelsen.”
Kuratoren Aldrich opbevarede formodentlig kasserne i Historical Building. Gipsformene, en vigtig del af restaureringsformål er ikke siden blevet nævnt eller fundet.
Ved indvielsen af monumentet i Chicago 1893, skrev Pullman et brev der skulle læses op. I det fastslår Pullman at han ønskede at rejse “et varigt monument, der skulle tjene, ikke kun til at bevare og ære mindet om de tapre mænd og kvinder og uskyldige børn -- pioner bosætterne der led her -- men også skulle stimulere et ønske hos os og de som kommer efter os til at vide mere om stridighederne og ofrene af de som lagde grunden til denne bys storhed.”
Eks-præsident Benjamin Harrison var også tilstede ved indvielsen. Han forsøgte i sin tale af genopfriske mindet om Chicagos oprindelse ved at sige, “Vi skal efter denne lektie, være mere villige til at bevare, ved blod om nødvendigt, det som er blevet købt ved blod.”
Efter indvielsen kom Chicagoans og besøgende fra nær og fjern for at se stedet med Fort Dearborn Massacre Monumentet. Mange sendte postkort hjem med billerder af Carl Rohl-Smiths skulptur.
Black Partridge der redder Mrs. Helm. Fra et postkort, 1909
At glemme og omskrive historien
The Fort Dearborn Massacre skulle ende med at blive noget af en myte. Idet han henviser til massakren begyndte journalisten William T. Stead kapitel fire i sin berømte bog fra 1893, If Christ Came to Chicago, med at fastslå at “skønt Chicago er en af de yngste byer, så har den dog en historie der begynder, som hos de ældre samfund, i blod.”
Chicago vil dog ikke for evigt være ung. 25 år efter Steads bog forandredes byen og den befolkning. Pullmans Prairie Avenue kvarter forfaldt. Velhavende Chicagoans flyttede andre steder hen. I 1970 begyndte en ny generation af chicagoans at glemme og omskrive historien. De amerikanske pionerer og soldater der døde ved Fort Dearborn Massakren i 1812 blev ‘forvandlet’ til “hvide invaderende.” Carl Rohl-Smiths mesterværk blev fjernet fra Chicago History Museum og kunne ikke længere ses.
I den reviderede historie om massakren skrevet på Chicago vis, forventes vi nu at såt over nationalisme og andre værdier i vor kunst og historie. John N. Low, et medlem af Pokagon Band of Potawatomi og ledende direktør for Mitchell Museum om den amerikanske indianer indtager den holdning. Han var været stædigt mod restaureringen af statuen og at den sættes på sit gamle sted.
Low kaldte Rohl-Smith statuen “overdreven og tårevædende, en stereotypisk fremstilling af amerikanske indianere.” Oven på den bemærkning sagde Joe Podsalek fra Art Institute of Chicago, “Statuen afspejler ikke historiens nuancer.” Faktisk kommer begge kritikere med indsnævrede bedømmelser. De synes at tro at et mesterværk aldrig kan være herhjemme.
Det er nu 202 år siden Fort Dearborn Massacre. I mere end halvdelen af den tid der er gået er massakren blevet husket af chicagoans som en af byens fundamentale myter. I dag står Carl Rohl-Smits monument som et symbol på vor tid, en tidsalder, hvor historien skal omskrives så den passer til globaliseringens idealer, til multikulturalismen, og en grå ensformig historie der benægter den amerikansk særegenhed.
Således ville Statuen kunne se ud i dag, restaureret på sin rette plads.
Det er nødvendigt med nogle få holdningsskifter før Carl Rohl-Smiths mesterværk kan genskabes på sin rette plads. Cicagoans ville skulle have den indstilling igen at deres by begyndte som en amerikansk by, ikke en politisk korrekt rodebunke, der skammer sig over sin fortid.
Derpå skal der være en forvandling i holdningen til offentlig kunst. Denne skal endnu engang bekræfte både historien og fremstille mennesket. Kort sagt skal vi vende tilbage til Klassicismen ved Carl Rohl-Smith. Når man tager det politiske klima i Chicago i betragtning, så vil disse forandringer næppe ske lige med det samme.
Da jeg sidst så den, var Carl Rohl-Smiths mesterværk sat til side i en fugtig garage i Chicago i nærheden af Roosevelt Road og Wells Street. Halvt dækket af en blå presenning, samlende støv, ir og snavs.
http://www.americanthinker.com/2014/01/chicagos_forgotten_masterpiece.html#ixzz2qAuBkQEt
I thought to inform you about some new information concerning the Karl Rohl-Smith statue and plaster cast my research has discovered.
SvarSletBelow is a letter sent to me about the plaster cast.
______________________________________
Dear Robert,
Recent research has revealed the statue showed signs of neglect
and damage prior to its removal from the capitol in 1904. An article in the
Waterloo Daily Reporter shares more information on the condition of the work
than the Des Moines Register & Leader article. I have attached the entire
Waterloo article for your files.
The article states that following the sawing
of the statue, the figure of the child, "lay on the floor with all the fingers
broken off the child's poor outstretched hands-and the bronze paint rubbed off
its nose." It further stated the work "was growing gray with dust of the years."
Exposure to the smoke of the January 1904 fire could not have helped its
appearance.
The article later states that other aspects are missing
including "the index finger of the protecting hand of the good Indian," and "the
knife with which the bad Indian No. 2 is about to explore the vitals of the
recumbent soldier."
The article is written in a humorous tone. The
statement that Curator Aldrich could "put it together again" with the use of "a
little plaster and bronze paint" marginalizes the skill necessary for
reassembly.
I appreciate your dedication to finding this cast. The fact
that the boxes were not discovered when the collections were moved to the new
Historical Building, in addition to the description of the condition of the work
in 1904 heightens my doubt that it still exists.
Sincerely,
Leo
Landis
Leo Landis
State Curator, State Historical Society of Iowa
Museum
Curator, State Historical Museum
leo.landis@iowa.gov | 515.281.4006 |
iowahistory.org
_____________________________________________
Attached to this email as a PDF of the Waterloo Daily Reporter from 1904.
I hope we can eventually discover the plaster casts, and that the Danish-American community in both Iowa and Illinois can preserve Karl Rohl-Smiths masterpiece for future generations.
Best regards,
Robert Klein Engler,
Omaha, Nebraska