Ulighed - krisetegn eller det rene fup?
Da præsident Nixon ankom til Beijing i 1972 havde Formand Mao Zedong - med sin marxistiske revolution, Det Store Spring Fremad og den Store Proletariske Kulturrevolution opnået en hidtil ikke set lighed noget sted.
Det vil sige - indtil Pol Pot dukkede op.
Der syntes ikke at være nogle privatejede biler på Beijings gader. I butikkerne var der så at sige intet på hylderne. Kineserne var all iført de samme blå Mao jakker.
I dag er er der milliardærer og millionærer i Kina, stortrivende byer, en stadig større middelklasse og jovist, hundrede millioner bønder lever stadig for nogle få dollars om dagen.
Således er der en langt større ulighed i dagens Kina end i 1972.
Alligevel er det mindre lige Kina i dag et langt bedre sted for det kinesiske folk end den kommunistikse myrekoloni under Mao.
Medmindre vi glemmer at det er frihed der skaber ulighed.
Selv en nation med delvis frihed slipper tøjlerne om de naturlige og opnåede evner hos folk, og de mere foretagsomme og talentfulde vil uundgåeligt trives og frem og høste de største belønninger.
“Ulighed ....ligger dybt begravet i menneskets biologiske natur,” sagde James Fenimore Cooper.
Alligevel er indkomstulighed, efter New York borgmester Bill de Blasio til præsident Barack Obama til Pave Frans mening, en forbandelse der skal forsages, helbredes, idet man i dag siger der en utålelig portion ulighed.
Men lad os først se nærmere på hvad man begrunder det med.
Skønt en familie på fire med 23550 dollars i indkomst i 2013 er kvalifoceret til at være fattige, så er det knap hele fortællingen.
Tænk over den afbalancerende virkning af gradueret indkomstskat som Karl Marx skrev glødende om sit “Kommunistiske Manifest.”
Den top 1% af U.S. befolkningen betaler næsten 40% af indkomstskatten i USA. Dem i top 10% betaler 70%. Top 50% betaler mere end 97 af indkomstskatten. De fattige betaler ingenting.
Så helt sikker lukkes kløften noget ved de milliarder af dollars der årligt stammer fra de mest produktive amerikaneres indkomskat.
For det andet, skønt 15% af U.S. familierne kan benævnes fattige, målt efter indkomst, så tager denne vurdering ikke det store udvalg af velfærdsydelser de kan modtage i betragtning.
De fattige får deres børn undervist gratis i offentlige skoler, fra børnehaven til K-12, og derpå til College med Pell Grants. Deres lægehjælp bliver der sørget for gennem Medicaid. De får fødevaremærker til familierne. Børnene kan få to til tre måltider om dagen i skolen.
Husleje bliver der også betalt for eller ydet tilskud ti. De fattige modtager velfærdscheks og
Earned Income Tax Credits.
Sent 1940’erne havde vor familie ingen fryser, ingen opvaskemaskine, ingen vaskemaskine eller tørretumbler, ingen mikrobølgeovn, ingen air-condition. Vi så Notre Dame-Army på en sort/hvid 8 tommer Dumont TV.
Blandt fattige amerikanske familier i dag, har 1 ud af 4 en fryser. Næsten halvdelen har opvaskemaskiner. Næsten 60% har en hjemmecomputer. Cirka 2 ud af 3 fattige familier har en vaskemaskine og tørrer. 80% har mobiltelefon.
93% har mikrobølgeovn; 86% har et farvetv, og 98% en gas- eller elektrisk ovn. Ikke lige præcis les miserables.
Robert Rector fra The Heritage Foundation lagde omkostningerne i 2012 i forbundsregerings garanterede midler og statsprogrammer til de fattige og lavindkomst familerne sammen. Landede på 927 milliarder dollars.
Der er 79 forbundsregeringsprogrammer skriver Rector, der yder kontanter, mad, husleje, lægehjælp, sociale ydelser, optræning og målrettet uddannelse til fattige og lavindkomst amerikanere.
“Hvis det blev konverteret til kontanter så ville velfærdsforbruget være mere end tilstrækkeligt til at bringe enhver lavindkomst amerikaner op med 200% af fattigdomsniveauet, rundt regnet 44000 dollars om året for en familie på fire.”
Så er der oven i bidragene fra kirker, velgørenhedsorganisationer og fonde.
Hvor i historien er den fattige blevet bedre behandlet?
Helt sikkert ikke i USA i 1950’erne eller under Den Store Depression. Hvorfor pludselig al denne snak om at lukke kløften mellem rig og fattig.
Et godt samfund vil tage sig af sine fattige. Men misundelse over at andre har mere. og inddrage de mere succesriges goder plejede at udgøre to af de syv dødssynder i Baltimore Catechism.
Ved Howard University i 1965, erklærede præsident Lyndon Johnson, “Vi søger ikke blot.....lighed som en ret ....men ulighed som en kendsgerning og lighed som et resultat.”
Dog er den eneste måde at få mennesker der ikke er lige i talenter til at være lige i belønninger at benytte regeringsmagt til at fratage nogle deres midler og favorisere andre.
Alexis de Tocqueville (1805-59) så det ville være sådan engang i fremtiden:
“Den eneste kondition der skal til for at lykkes med at centralisere den suveræne magt i et demokratisk samfund, er at elske lighed eller få mennesker til at elske den. Således bliver despotismens videnskab, der engang var så kompleks, forenklet og reduceret til et eneste princip.”
Få altså folket til at tro at du stræber hen mod det utopiske mål med lighed for alle, og der er ingen grænse for den magt du kan skaffe dig.
Patrick J. Buchanan is the author of “Suicide of a Superpower: Will America Survive to 2025?”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar